– Forever young, siger man, og mennesket har altid været på jagt efter ungdommens kilde, men aldrig fundet den. Heldigvis er der nu også gode sider ved at blive ældre. Eksempelvis erfaring. Erfaring og evnen til reflektion.
– Livet skal leves forlæns og forstås baglæns, sagde som bekendt Søren Kierkegaard. Han havde det ikke nemt, og han tænkte derfor meget over tingene.
Det gør jeg også selv i perioder – allerhelst i vandkanten ved å, sø eller kyst. Ofte tænker jeg da på livet under vandet, for fisk har altid haft min store interesse. Også før jeg begyndte at fiske efter dem. Alene den kendsgerning, at de kan leve i det samme vand, som vi andre drukner i, fascinerer mig.
Det er ofte i sådanne stunder ved vandet, at man kommer til nye erkendelser baseret på gamle oplevelser. Ubevidst og ubemærket indsamler og lagrer man informationer, som pludselig finder sammen og danner et mønster – en forklaring på, hvorfor fiskene gjorde, som de gjorde den pågældende dag eller det pågældende sted.
Er man ikke bevidst om denne proces, udvikler man blot den ubevidste intuition, der får én til at gøre det rigtige på det rette tidspunkt. Uden egentlig at vide hvorfor. Men i bund og grund er denne evne baseret på indhøstede og lagrede data. Om man så er bevidst om det eller ej.
Tag nu som eksempel Juletræet, der bestemt ikke kom til verden ved en tilfældighed. Den kom til verden af to årsager:
Dels er jeg en doven fluebinder, der gerne vil gøre tingene så enkelt som muligt. Og dels lå der pludselig et helt nyt syntetmateriale på bordet foran mig. 1980’ernes syntetiske svar på den klassiske metaltinsel. Det måtte kunne bruges til noget fornuftigt!
Jeg havde netop knækket koden og opdaget hemmeligheden bag forårets tilbagevendende sværmning af børsteorme. Jeg ville derfor binde en flue, der var lang og havde en flagrende gang gennem vandet – som de sværmende børsteorme. De første Juletræer blev bundet som rørfluer – på billige vatpinde uden vat – for de skulle jo være lige så lange som ormene. Gerne 10 cm.
Fra stort til mindre stort
Og de virkede skam helt efter hensigten, omend de var lidt besværlige at kaste med – store som de jo var. Gradvis skalerede jeg dem derfor ned, indtil de næppe var meget større end almindelige fluer – typisk en enkeltkrog str. 4 eller 6.
Trods mindskende størrelse blev de heldigvis ved med at fange – stærkt synlige som de jo var i vandet. Og nu var de også til at kaste med. Den endelige form fandt de på en kortskraftet saltvandskrog str. 4-6 – typisk en Mustad #34007.
De første år fandtes Flashabou kun i farven Pearl, men hurtigt kom et hav af andre farver til. Jeg prøvede dem alle, men det var de færreste, der matchede den oprindelige perlemorsfarvede i fangstevner. Læs mere herom i den store artikel om Juletræet.
Der var dog to lysende klare alternativer, som blev hængende: Fluorescerende rød og fluorescerende grøn. Begge også luminiscerende – altså selvlysende. Det er disse to varianter, der pryder forsiden på min store bog “Havørred” fra Gyldendal i 2006. For øvrigt 20-året for Juletræets fødsel .
En af mine bekendte kopierede straks ideen og forsynede en fluorød udgave med et par øjne, hvorefter den pludselig hed “Flammen” og blev lanceret som et helt nyt mønster. Tilsvarende gjorde han med et fluogrønt Juletræ, som også fik sit helt eget navn: “Lynet”.
Well, det siges, at man skal være stolt over at blive kopieret, så det har jeg valgt at være. Faktum er imidlertid, at de to nævnte mønstre blot er varianter af det oprindelige Juletræ – som eksempelvis en sort Muddler er det af den oprindelige brune Muddler.
Og så er der fusionsfluerne, som hverken er det ene eller andet, men som har arvet lige meget eller lige lidt fra forældrene. Til de klassiske fusionsfluer hører Marabou Muddlers, hvor man har taget det bedste fra en Muddler Minnow og en Wooly Bugger.
Julebassen og Kobbertræet
Et mere moderne og hjemligt eksempel på en fusionsflue er Julebassen og/eller Kobbertræet, som begge er resultatet af et frugtbart møde mellem et jysk Juletræ og en sjællandsk Kobberbasse.
De fusioner, jeg selv binder, er mest Juletræer med en markant rib af kobberfarvet dubbing. Dem kalder jeg derfor “Julebasser” og bruger dem meget gerne i solskin og klart vand. Det er min klare opfattelse, at de da fisker og fanger en tand bedre end det klassiske Juletræ i ren perlemor.
Forsyner man i stedet en lille Kobberbasse med lidt pearl Flashabou, da er der i stedet tale om “Kobbertræer”. I hvert fald i min terminologi. Men man kan jo kalde dem, hvad man vil.
Det er altid OK at låne – blot man husker at sige, hvor man har lånt det fra.
© 2014 Steen Ulnits
Del denne artikel: