“Areal og Kapital”
Et forhold, der omtales meget lidt i debatten om muslingeopdræt, er arealbehovet. Muslingefarme fylder rigtig meget og lægger dermed fysisk hindringer i vejen for anden udnyttelse af havarealet i det pågældende område.
Derfor nok den yderst begrænsede omtale i diverse rapporter. En ubehagelig sandhed, hvis man gerne vil farme muslinger og få del i tilskydsmillionerne. Og lov til at bruge de store havområder, som er nødvendige – uden at betale for det.
Da den tidligere regering i forbindelse med Landbrugspakken – og lov L111 om kompenserende muslingeopdræt – blev afkrævet et bud på arealbehovet, svarede Miljøstyrelsen tilbage, at et opdræt til fjernelse af 100 tons kvælstof fra et havbrug ville fylde godt 1 km2. Altså én gange én kilometer.
Forskere fra såvel Aarhus som Københavns Universiteter meldte dog umiddelbart tilbage, at et sådant kompenserende muslingeopdræt snarere ville fylde 3 til 4 km2 for at kunne opfylde kravene til kvælstoffjernelse fra bare et enkelt havbrug. I bedste fald.
I åbne og mere næringsfattige havområder kan der endda blive brug for muslingefarme på helt op til 10 km2, hvis der skal opsamles kvælstof i den ønskede mængde. Og så store anlæg vil vel de fleste finde totalt urealistiske. De vil blokere store områder for al anden trafik. Og hvem bliver pludselig de private “ejere” af disse hidtil offentlige områder?
Man bliver altid lidt urolig, når man præsenteres for så forskellige svar på ét og samme spørgsmål. Fra to parter, der hver især burde være fagfolk. Rigtig urolig bliver man, når det viser sig, at alle værdier i virkeligheden er helt teoretiske. Lige rigtige eller luge forkerte.
Et stort sats – for miljøet
Der foreligger ingen praktiske erfaringer, som viser, hvor meget de pågældende anlæg vil fylde forskellige steder med forskellig næringstilgang. Det er værdier, som parterne hver især har regnet sig frem til på baggrund af nogle forudsætninger, der i sig selv er ganske usikre. Og som man måske selv har udvalgt for at nå det ønskede resultat.
Måske det ville være en rigtig god idé at gøre nogle sig konkrete og vel dokumenterede erfaringer, før store og vigtige beslutninger tages om at beslaglægge mange hundrede kvadratkilometer kyst med store og tvivlsomme muslingefarme. Det svarer lidt til at sende en raket til Månen og så håbe, at der nok er lyst på bagsiden, så man kan se til at lande. I stedet for lige at tage en tur rundt om Månen for at checke det først.
Ikke så lidt af et sats, men i praksis det, muslingefolket er i gang med her og nu. Der vil være endog meget stor forskel på, hvad der kan produceres af muslinger på forskellige lokaliteter med vekslende strøm, temperatur, saltholdighed og algemængde. Og dermed størrelsen på det nødvendige areal. Vind og bølger vil også have stor indflydelse på driften.
Prædation fra edderfugle har ligeledes vist sig at være et problem, som man stadig ikke har en løsning på. Edderfuglene sulter og finder derfor lynhurtigt frem til de mange muslinger under farmene.
Og så er der jo lige det med Natura 2000 områderne, som ikke må forurenes – hvad de jo uundgåeligt og beviseligt vil blive med udbygningen af muslingeopdræt i stor skala. Vi ved ikke, hvad EU vil sige til det – ikke mindst i forhold til Vandrammedirektivet, som vi jo i forvejen er langt bagud med at implementere. Knap en femtedel af det danske havareal er jo udlagt som Natura 2000 områder, der ikke må forurenes eller påvirkes negativt. Derfor har EU ganske givet en mening herom.
I den forbindelse er det allerede fastslået, at man ikke kan kompensere for øget forurening ét sted ved at rense op et andet. Rensning af spildevand skal ske, hvor forureningen finder sted. Det kom frem, da havbrugerne og deres politiske venner i Blå Blok i sin tid mente, at man skam godt kunne opdrætte fisk langt ude i Kattegat og forurene vandet her – hvis man så bare dyrkede muslinger og fjernede kvælstof langt inde i Mariager Fjord.
Går den, så går den. Men den gik altså ikke.
Tilskud og konkurser
Og så er der endelig rentabiliteten. Hvis man dykker ned i historikken omkring dansk muslingeopdræt, så vil man støde på en næsten endeløs række af tilskudsordninger med efterfølgende konkurser. Trods de millionstore tilskud. Samt produktionstal, der efter alt at dømme overhovedet ikke stemmer med virkeligheden.
– Men hvor meget kvælstof fjernes der reelt ved opdræt eller skrab af musllinger?
Det ser ud til, at fagkundskaben her er mere enige, end hvad arealbehovet angår. Det er nemlig en konkret størrelse, som kan måles ret nøjagtigt. Kigger man litteraturen, finder man typisk værdier i størrelsesordenen 6-8 % N (kvælstof) og 0,6-0,8 % P (fosfor) af muslingekødets tørvægt. Altså fjernes der kvælstof og fosfor i det omtrentlige forhold 1:10, når man fjerner muslinger fra et vandområde ved skrab eller opdræt.
Tallet varierer i løbet af året og muslingernes foderstand, men som tommelfingerregel regner man med, at næringssaltene tilsammen udgør omkring 1 % af muslingernes totale vådvægt. Lægger man dette til grund, kan man således fjerne i omegnen af 1 kg N og P for hvert 100 kg høstede muslinger. Eller 10 kg for hvert ton. Det er til at regne med, omend det er forbundet med stor usikkerhed.
“Skive Fjord er så belastet af kvælstofudledningen i forvejen, at det ikke gør en væsentlig forskel, at bunden får lidt ekstra næringsstoffer fra muslingerne, men man skal være lidt forsigtig hvis man vil overføre projektet til andre fjorde, hvor de måske kan være en belastning.”
Det siger Per Dolmer, der er seniorrådgiver hos det rådgivende firma Orbicon – ejet af Hedeselskabet, som netop selv er gået aktivt ind i muslingeopdræt. Det var som bekendt Hedeselskabet, der i sin tid hjalp det danske landbrug med af afvande vådområder og udrette snoede vandløb til snorlige kanaler, så næringssaltene frit kunne fosse ud i vore sårbare havområder.
Per Dolmer arbejder til daglig med et lignende muslingeprojekt ved Hjarnø i Horsens Fjord. Det var her, man måtte ty til politianmeldelse af et stort havbrug, der viste sig at have udledt 3-4 gange så meget kvælstof til vandmiljøet, som de havde miljøtilladelse til. Måske i adskillige år. Man sørgede således selv for, at der var godt med lokal forurening til muslingerne – fra havbruget.
Hedeselskabets Orbicon medgiver således, at resultaterne fra anlæg 112 i Skive Fjord i virkeligheden slet ikke kan bruges til konsekvensberegning af muslingeopdræt andre steder – hvis disse ikke allerede er så totalforurenede, som Skive Fjord er det.
Skive Fjord er i lighed med Horsens Fjord så overmættet med næringssalte efter årtiers udledning af vand fra gyllegødede marker og mere eller mindre lovlige udledninger fra havbrug i Horsens Fjord og dambrug ved Karup Å – at man i virkeligheden slet ikke kan sige noget konkret om effekten af muslingeopdræt andre steder. At stofomsætningen allerede er så meget ude af balance disse steder, at resultater herfra ikke kan overføres til andre lokaliteter.
Men går den, så går den. Tilskudsmillionerne ligger jo og lokker, forståeligt nok.
Nu er der jo normalt ikke noget galt i, at staten skyder penge i fonde, der skal hjælpe forskning og udvikling på vej. Men i sagen om et storstilet kommende muslingeopdræt risikerer man ikke blot, at pengene som hidtil et spildt. Man risikerer også at påføre lokale miljøer ekstra organisk forurening – i stedet for som lovet og ønsket at rense vandet. Det bliver ganske vist klarere i overfladen nær muslingefarmene – filtreret af de mange muslinger – men iltfrit ved bunden under dem. Og det klare vand rækker ikke langt fra muslingefarmene.
Taknemmelige tal
“Regeringen (den foregående Venstre-ledede, red.) er ved at gentage den fejl, de lavede i Landbrugspakken: At få noget til at se godt ud på papiret, som slet ikke fungerer i virkelighedens verden. De har ikke prøvet de her ting af ude i havet. Man ved slet ikke, om de her muslinger overhovedet kan rense vandet, så det er en meget usikker tilgang, regeringen vælger.”
Sagt af Ida Auken, miljøordfører for Det Radikale Venstre.
Man kan sige nøjagtig det samme om muslingebranchen, der i vid udstrækning lever af diverse tilskudsordninger kombineret med tilsyneladende velkoreograferede konkurser og selskabstømninger. Det er aldrig lykkedes dem at gøre opdrættet blot tilnærmelsesvis rentabelt. Trods millionstore tilskud.
Det er heller aldrig lykkedes dem at opnå høstresultater, som gør det blot tilnærmelsesvis sandsynligt, at man vil kunne fjerne en væsentlig mængde kvælstof – til konkurrencedygtige priser.
Svenskerne, der har arbejdet målrettet med opdræt af miljømuslinger siden 2008, konkluderer da også, at det ganske enkelt er ganske dyrt at opdrætte miljømuslinger:
“Mængden af muslinger og kvælstof, som høstes, er ligetil at beregne. Ændringerne i kvælstofomsætning, estimering af fosfor i sedimentet og lækage fra bund til vand er langt sværere at beregne. Skal man sammenligne med rensningsnalæg og vådområder, kan det i dag kun gøres ud fra den høstede mængde muslinger.
Men selv om man ser bort fra mulige udslip fra bunden er opdræt af miljømuslinger en kostbar metode til reduktion af næringssalte. Typisk 2-5 gange dyrere end udbygning af rensningsanlæg og etablering af nye vådområder.”
Sådan lyder det fra forskerne Johanna Stadmark og Daniel J. Conley fra Lunds Universitet – i en artikel, hvor de opsummerer hidtidige svenske erfaringer med opdræt af miljømuslinger.
– Og hvor skal nye anlæg overhovedet ligge, hvis de ikke skal gøre skade på eller indhug i allerede udlagte Ramsar og Natura 2000 områder? Checker man Danmarkskortet for ledige pladser, er der ikke mange. Kortet viser for øvrigt, at netop Skive Fjord er behageligt fri for restriktioner. Og rigeligt fyldt med næringssalte fra omgivelserne.
Skive Fjord og dele af Horsens Fjord er allerede så hårdt belastede – med iltsvind i bundvandet en stor del af tiden – at man jævnfør tidligere om stofomsætningen risikerer at gøre mere skade end gavn. At den iltfri bund vil kunne lække flere næringsstoffer, end der kan fjernes med de høstede muslinger. Andre steder vil indholdet af næringssalte være så lavt, at muslingefarmene skal være uforholdsmæssigt store – flere kvadratkilometer – for at kunne optage nævne værdigt med kvælstof.
Måske burde muslingefarmerne som havbrugerne være tilfredse med de mange millioner skatteyderkroner, der allerede er spildt på nyttesløse undersøgelser? Foretaget af dyre konsulentfirmaer, der naturligvis har glædet sig over indtægterne herfra?
Et teoretisk regnestykke
Vi kan afslutningsvis lave et lille regnestykke, der er præcis lige så spekulativt og teoretisk funderet som beregninger, der allerede ligger til grund for muslingeopdrættet. Men som er baseret på konkrete tal fra myndigheder og branchen selv:
Antagelse: Vi ved, at den samlede danske kvælstofudledning for nærværende ligger i omegnen af 60.000 tons om året. Fagkundskaben er også nogenlunde enige om, at vi skal ned i nærheden af 40.000 tons om året, før vi kan leve op til kravene om “god økologisk kvalitet” i EU’s vandrammedirektiv. Det vil sige, at vi skal reducere den årlige udledning med 20.000 tons.
Landbruget vånder sig og så naturligvis meget gerne, om denne kvælstoffjernelse kunne varetages af miljømuslinger alene. Så de ikke selv skal til lommerne. Så de ikke selv skal reducerer brugen af gødning og gylle. Antager vi derfor, at hele denne nødvendige reduktion skal varetages af et kommende opdræt af miljømuslinger, da ser regnestykket således ud – i bedst tænkelige fald:
Vi antager nemlig, at kvælstofoptaget er det maksimalt tænkelige – som målt i Skive Fjord, hvor forholdene er optimale. Hvad de heldigvis ikke er andre steder. Vi antager ligeledes, at muslingefarmene fylder mindst muligt – som antaget af Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen. Da vil et anlæg til fjernelse af 100 tons kvælstof jo fylde godt én kvadratkilometer.
Den slags anlæg skal der så 200 til af for at nå målet – en fjernelse af de 20.000 tons kvælstof, vi mangler for at kunne opfylde Vandrammedirektivet. Og disse anlæg vil i bedste fald fylde 200 kvadratkilometer af søterritoriet – hvis ellers man kan finde pladser, hvor skibstrafikken og de kystnære Ramsar og Natura 2000 områder tillader den medfølgende og uundgåelige forurening.
Hvis man er nødt til at placere anlæggene i mere åbent og mindre næringsrigt vand længere til havs, så kan de i værste fald fylde ti gange mere, nemlig 2.000 kvadratkilometer. Og koste langt mere at drive. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Tror man, at sandheden ligger et sted midt mellem disse ekstremer, vil fremtidens muslingefarme måske fylde omkring 1.000 kvadratkilometer fyldt med liner, ankre og bøjer.
– Hvor mange tusinde løsrevne plastbøjer vil ikke drive i land og forurene kysterne rundt omkring med plast og linerester? Hvilke private virksomheder skal overhovedet have lov til at fylde så meget af søterritoriet – uden at betale en krone for det? Og hvor skal de overhovedet få plads i de tæt trafikerede indre danske farvande?
Og hvad vil det ikke koste turisterhvervet af kommende indtægter, hvis man fremover hverken kan sejle eller bør bade i de pågældende områder? Fordi man ved, at der enten er svinevirus i badevandet og de muslinger, man spiser? Eller man risikerer at få havkolera af de bakterier, som lever og overvintrer i muslingerne?
Ovennævnte tal er jo ganske hypotetiske og aldeles absurde. Men de viser meget godt, at et fremtidigt muslingeopdræt er netop det: Hypotetisk og absurd. Der opdrættes og høstes kun muslinger, så længe der også kan høstes tilskudsmillioner. Og man kan få lov til at forurene vandet kvit og frit – organisk såvel som visuelt.
Og så er det endda ikke sikkert, at der overhovedet bliver høstet muslinger…
Fiktive høsttal
Det er ikke så ligetil endda at dyrke muslinger af spisestor størrelse. Det kræver i regelen, at man tager vinteren med – at man lader muslingerne overvintre og så først høster dem året efter. Ellers ender man op med små og tyndskallede muslinger af begrænset værdi. Muslinger, hvor det er svært at skille kødet fra skallen.
Det bliver desværre også muslinger, som da udgør ideelle overvintringspladser for de farlige Vibrio vulnificus bakterier, der kan forårsage den potentielt livstruende havkolera. Og det er desværre ikke nogen hypotetisk fare, selv om myndighederne lader til at tro det. Eller ville tro det. Men mere herop senere.
Studerer man litteratur og rapporter om det danske muslingeopdræt, vil man hurtigt støde på omtalte Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. Det bedst undersøgte og længst levende muslingeopdræt i Danmark. Omend det i sin snart 15 år gamle levetid har haft adskillige forskellige ejere.
Når man nu ikke uden videre kan opdrætte spisestore blåmuslinger i en muslingefarm – uden at lade dem overvintre – så kan man jo undersøge, om ikke kødet i de små og tyndskallede muslinger stedet kunne udnyttes som husdyrfoder. Og her har man fundet ud af, at muslingekød har en næringsprofil, der er tættere på fiskemel end sojaskrå.
Muslingetørstof indeholder således 60 % råprotein mod fiskemelets 76 %. Fedtindholdet er henholdsvis 16 og 11 %.
Fra miljø-muslinger til svinefoder
Aarhus Universitet har derfor været helt fremme i skoene og slået på tromme for de små og tyndskallede muslingers store potentiale som fodertilskud til ikke mindst svineavlen. Der jo med tidligere fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) egne ord gerne skulle fordobles i forhold til i dag. Uanset konsekvenserne for det øvrige miljø – for naboer, vejnet og vandmiljø.
På et fodermøde hos SvineRådgivningen i Billund og Aulum fortæller lektor Jan Værum Nørgaard således om et “kompensationsopdræt” af blåmuslinger i netop Linemuslingeanlæg 112. Han beskriver, hvordan man her på 18 hektar kan producere 1.100 tons friske muslinger – årligt. Hermed fjerner man 600-900 kg kvælstof per hektar – årligt. Samtidig fjerner man 30-40 kg fosfor per hektar – årligt.
Jan Værum henviser i sin præsentation til tal fra Jens Kjerulf Petersen, DTU-Aqua, Dansk Skaldyrcenter.
Herefter følger et skønmaleri, der under overskriften “Fremtiderns koncept” drømmer om en udvidelse af husdyrholdet (antallet af svin) ved investering i nye muslingefarme. Man får samtidig produceret økologisk (?) protein til husdyrholdet og skabt nye arbejdspladser. Lektor Jan Værum Nørgaard slutter begejstret sit oplæg af med konklusionen:
“Alle vinder!”
Well, vandmiljøet under eventuelle nye muslingefarme vinder definitivt ikke. Her vil bunden blive kvalt af nedsynkende ekskrementer fra de mange millioner muslinger. Bunden vil blive iltfri og kulsort af iltforbrugende slam. Men hvad værre er i forbindelse med dette svineavlens drømmescenarie:
Høsttallene fra Linemuslingefarm 112 er som grebet ud af luften. De er aldeles fiktive.
Varm luft i tomme skaller?
Ægteparret Sanne og Sven Hørup har siden anlæggets start i 2003 været nærmeste nabo til anlæg 112. Der er kun godt 300 meter ud til det, og de kan følge al aktivitet i og omkring anlægget direkte fra deres stue og terrasse. 24/7/365.
Sanne og Sven Hørup har i årenes løb gentagne gange klaget over forureningen fra de mange muslinger, som gør, at de ikke selv længere tør bade ud for deres egen kyst. Efter ellers fyrre badeglade år i familiens gamle hus med den smukke fjordudsigt. De har ligeledes forbudt deres børnebørn at gøre det. Der er brunt skum på vandet og sort slam på bunden. Samt hundredvis af måger, som forretter deres nødtørft i vandet over muslingerne.
Ægteparret Hørup har tidligere søgt om aktindsigt i høsttallene fra anlæg 112, men fået afslag. De var at regne som “forretningshemmeligheder”. Efter regeringsskiftet har Sanne og Sven Hørup dog fået de officielle høsttal for anlægget, og man forstår myndighedernes oprindelige vægring ved at udlevere tallene.
De stemmer nemlig rigtig dårligt overens med opgivelserne fra lektor Jan Værum Nørgaard på Aarhus Universitet og DTU-Aqua / Dansk Skaldyrcenters direktør Jens Kjerulf Petersen. De officielle høsttal i tons er nemlig som følger:
2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
0 22 40 50 42 102 142 20
2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018
0 17 0 0 0 0 310*
(*incl. høst fra smartfarm) Altså 745 ton på 15 år. Heraf seks år med ren 0-produktion.
Der er således næsten astronomisk langt til de 1.100 ton pr. år, som forskere fra Aarhus Universitet og direktøren for Dansk Skaldyrcenter påstår, at man årligt kan høste fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord.
Det er et anlæg, der omtales igen og igen i litteratur om dansk muslingeopdræt – fordi det er netop her, man har de bedste forhold i form af forurenet næringsrigt vand med føde nok til muslingerne. Et vandløb (Karup Å), der sikrer en konstant strøm af kvælstofrigt vand fra et stort opland. Og en fjordbund, der i forvejen er ødelagt af årelang forurening fra landbrug og dambrug.
Røde regnskaber
Sanne og Sven Hørup har ligeledes kigget på regnskaber fra de skiftende selskaber, der ernærer sig ved muslingeopdræt. Regnskaberne viser, mere som reglen end undtagelsen, blodrøde tal på bundlinjen. Et godt eksempel er, trods tre år med et meget lille plus, selskabet Shellfish Limfjord ApS, som står for drift og høst af omtalte anlæg 112:
Shellfish Limfjord ApS – direktør Rasmus Wittrup Jensen
Etableret i 2013. Årsresultat i 1.000 i følge Proff.dk:
2014: + 80 2015: – 880 2016: – 975 2017: + 4 2018: + 40.
Andre eksempler hentet fra Proff.dk:
Dansk Økomusling ApS – direktører Lars Erik Holtegaard og Henrik Bruun
Etabl. 2013: Årsresultat 2015/06 til 2019/06 i hele 1.000:
-363 -389 -265 -231 -307
Egenkapital 2019/06: – 1.754
Mytiline ApS – direktører Lars Erik Holtegaard og Henrik Bruun
Etabl. 2013: Årsresultat 2015/06 til 2019/06 i hele 1.000:
-396 -273 -166 -233 -249
Egenkapital 2019/06: – 1.616
Blue Food ApS – direktør Lars Erik Holtegaard
Etabl. 2015: Årsresultat 2016/06 til 2019/06 i hele 1.000:
– 131 – 90 -65 -68
Egenkapital 2019/06: – 304
Blue Value Protein ApS – direktør Lars Erik Holtegaard
Etabl. 25.06.2019
Muslinger og Mænd til Møde med Ministre
Under overskriften “Muslinger skal rense fjorde og kystvande og fodre vores landbrugsdyr” lancerer Innovationsfonden et storskalaprojekt:
“En ny type muslingeopdræt kan forbedre vandmiljøet i danske kystområder og samtidig levere eftertragtet økologisk protein til husdyrproduktion. Potentialet undersøges og dokumenteres i storskalaprojekt ledet af DTU Aqua, og Innovationsfonden har investeret 16 mio. kr.”
Det er jo næsten for fristende, og den 22. januar havde branchen derfor indkaldt til stormøde om opdræt af “miljø-muslinger”. Det sker i Provianthuset på Christiansborg, hvor de implicerede parter kunne slå på tromme for, at vi skal have masser af nye muslingefarme langs de danske kyster. Trods massiv lokal forurening og en miserabel økonomi – de millionstore tilskud naturligvis ikke medregnet.
Mødet er lukket, så man ikke risikerer en åben debat om emnet. Sandheden omkring muslingeopdræt kunne jo hænde at komme frem. Og Hedeselskabets nye muslingefirma “Blå Biomasse” stå tilbage med tomme hænder.
Crowd Funding
Men ikke nok med det. Det er på det seneste lykkedes muslingebranchen at få lokket selveste COOP med i spillet om de mange miljø-muslinger. Her kaldes de blot for “øko-musllinger”, hvilket passer bedre ind i firmaets image. Således lancerede COOP for nylig crowd funding af en helt ny muslingefarm i Limfjorden.
Denne crowdfunding var en succes uden lige. Efter blot 21 minutter havde 85 mennesker indbetalt det fulde beløb, og udbuddet blev lukket igen. Aftalt spil, mente flere, der forgæves prøvede at komme igen efter de første 21 minutter.
Artiklen er venligst udlånt af Nejtilhavbrug.dk
⌘ Læs meget mere her ⌘
Del denne artikel: