4WD – med træk på alle fire

Jeg grundlagde min studiegæld med biler. Jeg måtte bare have en bil for at kunne komme ud at fiske – og væk fra storbyens studier. Jeg startede i det små – bogstavelig talt med først en lille Morris Mascot og siden en lidt større Morris Mascot varevogn. Fælles for de to biler var, at det største ved dem var rattet. Et stort rat til en lille bil med små hjul gjorde servostyring overflødig og bilen billigere. Sund engelsk fornuft.

Men så var det også slut med det billige. Ikke mindst den første Mascot var dyr i drift og grundlagde for alvor studiegælden. Den havde nemlig en foruroligende appetit på nye topstykker, som den fik hele tre nye af i den tid, jeg havde den. Fælles for begge Mascot’er var deres appetit på nye kardanled. Det var i forhjulstrækkets spæde ungdom, hvor disse kinks endnu ikke var blevet udbedret

Herefter fulgte først naboens Opel Kadet, som jeg havde set på i mange år og derfor kendte godt. Han vaskede den hver eneste søndag, så den måtte jo være velholdt. Den havde da heller ingen rustpletter som dem, jeg hele tiden måtte pudse væk på mine Mascot’er. Til gengæld havde den aldrig været undervognsbehandlet eller undervognsvasket. Det gik op for mig den dag, jeg skulle hente en pakke på godsbanen i Århus. Da jeg krydsede den hullede asfalt på parkeringspladsen, røg jeg i et af hullerne med højre baghjul.

Lyden var ikke rar, og det tog da heller ikke en faguddannet mekaniker at se, hvad der var sket. Som i en anden Disney tegnefilm var bilen blevet træt og lå ned med de bagerste hjul strittende ud til siderne. Bagbroen var helt enkelt knækket – rustet over efter mange år i vand og salt. For den havde naboen aldrig vasket…

Majflue magnet

Herefter fulgte en rap lille ræser, som vi var mange, der var glade for. Jeg selv, mine kærester og så alle majfluerne i Mattrup Å. En guldfarvet Honda Civic. Bilen kørte godt og så lidt fræk ud – syntes både jeg og kæresterne. Og majfluerne bare elskede dens gyldne metallak, som drog dem til på lang afstand. Tilsyneladende så den mere tiltalende ud end selv vandet i Mattrup Å, og når ellers majfluerne klækkede, sad der altid majfluer en masse på motorhjelmen!

Det var altsammen lave biler med ringe frihøjde, hvilket tre gange fik mig til at sidde uhjælpeligt fast – de to gange på den selvsamme sandede hedevej i det yderste Vestjylland. Begge gange måtte jeg bede den selvsamme landmand – en rar én af slagsen – om at trække mig fri af midterrabatten med sin traktor. Det var dengang, jeg lærte altid at have en ekstra banan med i bagagen – som nødproviant. Råd til et Falck abonnement havde jeg ikke i de dage…

Det var episoder som disse, der fik mig til at tænke på 4-hjulstræk. På biler med en frihøjde, som selv den højeste midterrabat ikke kunne gøre noget ved. Økonomien var dog ikke til det, men frøet var sået og begyndte at spire. Så en dag i 1985 skrev jeg under på en købskontrakt på min første 4-hjulstrækker – en spritny og ekstremt højbenet Toyota HiLux med træk på alle fire. Prisen husker jeg tydeligt, for det var eksakt samme pris som årstallet – 85.000 kroner. Og diesel kostede blot 5 kroner literen i de dage…

Well, allerede første år lærte jeg på den hårde måde, at 4-hjulstræk ikke løser alle problemer – at man ikke kan gå på vandet, selv om man har træk på alle fire. Første gang var det i Marselisborg skovene syd for Århus. Årets første sne var faldet, og alle de mange 4-hjulstrækkere, som var kommet på vejene i 1980‘erne, skulle ud og prøve kræfter med den nyfaldne sne. Allerede i første sving oplevede jeg, hvordan en 4-hjulstrækker opfører sig, når den mister grebet: Langt værre end en lille forhjulstrukket radiobil, som jeg nu lidt nedladende kaldte almindelige personbiler…

Begrænsningerne

På vej ned ad en sneklædt bakke bremsede jeg lidt for hårdt op – med det resultat, at dækkene mistede grebet og den 2 tons tunge bil nu var helt ude af min kontrol. Jeg var dog heldig og havnede blot i grøften – uden materiel skade. Ganske vist ikke uden sår på sjælen. Heldigvis kunne bilen selv kravle op igen, men nu havde jeg fået respekt for føret og har aldrig siden overvurderet vejgrebet.

Anden lektion fik jeg det følgende forår, hvor jeg havde taget færgen fra Esbjerg til Harwick i England for at besøge krogfabrikken Partridge i Redditch oppe i Lake District. Det var i sig selv en oplevelse, der gav sved på panden, at få bugseret den store bil ind på det øverste vogndæk på færgen!

Dernæst skulle jeg for første gang køre i den forkerte side af vejen – med et rat i den rigtige! Og da jeg så skulle dreje af på M1 syd for London, havde jeg lidt for meget fart på. Det var før GPS’ens tid, og jeg så skiltet lidt for sent. Den højbenede bil nærmest sidesteppede ind gennem svinget, men holdt sig på forunderlig vis fast på asfalten uden at vælte…

Jeg solgte efter nogle år Toyota’en til min fiskekammerat Henrik, som siden solgte den videre til vor fælles fiskekammerat Bjarne. Han skrottede først bilen, da den var langt over ti år gammel. Der er gods i de biler – tykke plader og kraftige motorer.

Efter Toyota’en forelskede jeg mig hovedkulds i en Mitsubishi Shogun – en ekstremt rummelig kassevogn bygget på samme chassis og med samme motor som den fra Paris-Dakar rallyet så berømte Pajero. En helt igennem fantastisk bil, der kom så nær idealet af en fiskebil, som nogen bil overhovedet kan. Der var sågar plads til en samlet pontonbåd i den – min første af slagsen, en lyseblå River Otter, som Henrik også købte af mig og puttede ind i min gamle bil. Jeg er faktisk lidt stolt af at have startet Henrik op som pontonbådsfisker – i min gamle pontonbåd i min gamle bil!

Jeg havde min Shogun i fem år, inden jeg solgte den – igen til selvsamme Henrik, der købte min HiLux. Den blev skiftet ud til en tilsvarende, men nu lidt nyere model – en Mitsubishi Creek, der i bund og grund var den samme bil som Shogun’en. Fem år senere solgte jeg også den – igen til Henrik, som nu også for alvor havde fået smag for kassevognens glæder. Afløseren var en Mitsubishi Cosmos – den sidste model i denne vellykkede familie af 4-hjulstrukne kassevogne.

Kassevogn på kassevogn

Jeg har tilbragt fantastiske stunder i disse kasser – alene eller sammen med diverse kærester. Altid på eksotiske steder, som kun kunne nås i en terrængående 4-hjulstrækker. Bølgeskvulpet ved Vesterhavet. Fuldmånen på Øland. Lærdalselvens brusen i Norge. Minderne er mange – og udelt gode.

Desværre ophørte Mitsubishi med at lave denne type bil, og jeg måtte derfor se mig om efter noget andet med træk på alle fire. Det blev en prisbillig Galloper af mærket Hyundai, som dengang var et ret ukendt fabrikat. Hyundai havde købt rettighederne og formene til den japanske Pajero, som de havde piftet op med lidt koreansk snilde og knowhow. En simpel, men utroligt robust bil, der bare aldrig var problemer med. Aldrig. Faktisk var den mere driftsikker end både Toyota og Mitsubishi, der ind imellem måtte på værksted.

Da den så stod for udskiftning, var jeg ikke i tvivl om afløseren: Det skulle være endnu en driftssikker Hyundai. Og skæbnen ville, at Hyundai, der nu var blevet et kendt og anerkendt bilmærke på højde med “de store” klassikere, netop havde barslet med en ny og gennemgribende anderledes 4-hjulstrækker: Den luksuriøse Terracan, der skulle tage konkurrencen op med Toyota’s Landcruiser.

Jeg fik en prøvetur og blev straks betaget af dels kørekomforten – ikke mindst automatgearet – samt bilens design og styrke. Læderrat og lædersæder er en renlivet luksus. man hurtigt vænner sig til. En 2,9 liters CRDi motor på 155 HK kunne trække både sig selv og andre fri af selv de værste forhindringer. Det gik for alvor op for mig, da en af vore kursister på Samsø var kørt ned i en sumpet grøft med sin lille Mazda personbil. Den stod med forenden nede i grøften og det ene baghjul stikkende op i luften.

Terrænet var sumpet og græsset på marken vådt. Men hvad gør man ikke for sine kursister, så jeg listede min Terracan ud på marken og bandt et træktov fast mellem vore biler. Den lille Mazda stod på maven og i gear. Den rokkede sig derfor ikke, da jeg forsigtigt gav gas og strammede tovet op. Men så satte jeg bilen i reduktionsgear og gassede op i bakgear. Den lille Mazda nærmest hoppede op af grøften – til min og tilskuernes store forbløffelse. Det er utrolige kræfter, man råder over, med det reduktionsgear. Double up. Når bilen vel at mærke står fast. Og den gjorde den altså her.

Inspiration fra New Zealand

Under en fisketur til New Zealand stødte jeg på en campingplads på sydøen ind i en enlig mor med en gammel kassevogn af samme slags som mine Mitsubishi’er. Modellen havde blot et andet navn på de kanter. Vi faldt derfor hurtigt i snak, og hun fortalte, at hun camperede med sine to børn i bilen. Til formålet havde hun indrettet bilen med en løftet bund, som gav plads til næsten uanede mængder campingudstyr. De havde været afsted i tre uger og længtes slet ikke hjem!

Jeg kunne straks se det smarte i indretningen. Da jeg kom tilbage til Danmark igen, tog jeg med det samme kontakt til min lokale tømrer, som også selv er inkarneret 4-hjuls trucker. Sammen fik vi udtænkt en snedig indretning, der løftede bunden i bilen og gav plads til alt det udstyr, jeg ville have med – fiskegrej eller campingudstyr. Ting, som hurtigt finder en fast plads i bilen, når der ellers er plads til dem.

Formedelst en billig penge fik jeg her en fiskebil, der var endnu mere perfekt til formålet. En bil, jeg har den dag i dag. Desværre er det jo en rigtig egoistbil – en bil til den indre drengerøv, om man vil. Sådan siger min kæreste i hvert fald. En bil, der med sine gule plader kun har plads til to personer. Til gengæld kan jeg have en færdigrigget 10 fods fluestang liggende på langs i den, og det tæller jo, når man er fluefisker!

Men alt har sin tid – egoistbiler ligeså. Var jeg en rig mand, ville jeg nok aldrig skille mig af med den. Så ville den altid være bil nummer to i garagen – klar til indsats, når tiden var til det og fiskevandet kaldte. Når mudrede markveje skulle forceres og fiskene fanges. Når båd og trailer skulle hægtes på og spændende nyt fiskevand udforskes.

Men som ægte egoistbil havde den desværre ikke plads til hverken børn, børnebørn eller bedsteforældre, og derfor måtte den søge nye landeveje og fiskevande. Nu er det i stedet en mere miljøvenlig Peugeot, der fremover skal transportere mig og mine omkring i landskabet. Som må fragte mit fiskegrej og trække min trailerbåd.

Og det gør den rigtig godt – med katalysator og et pænt stykke over 20 kørte km per liter diesel. Det er mere end det dobbelte af, hvad min gamle fiskebil kunne præstere!

Allerhelst ville jeg have haft en rigtig elbil – en Nissan Leaf som den, der lige nu tager USA med storm. Men med danske afgifter er den desværre næsten dobbelt så dyr. Leaf koster i USA 28.800 US dollars, hvilket svarer til 166.000 danske kroner. Via diverse tilskudsordninger kan man endda i visse miljøbevidste delstater få den så billigt som 19.000 US dollars – 110.000 danske kroner.

Det ville jeg godt have betalt for at være rigtigt miljørigtig. Men i Danmark koster Nissan Leaf desværre fra 269.000 kroner og opefter, og så er det altså ikke enhver beskåret at være miljøbevidst…

© 2013 Steen Ulnits

Efterskrift

Det gik ikke alligevel. I hvert fald kun et års tid. Så måtte jeg falde til patten igen – som en anden junkie på jagt efter suset og endnu et fix…

Den lille franskmand snærede over de brede skuldre og fik til sidst løbepas. Ind i stalden kom en mere fyrig fighter i form af endnu en Hyundai – denne gang ikke en Terracan, men en Santa Fé 4WD.

Jeg vidste det jo godt: Én gang 4WD, altid 4WD. Jeg prøvede blot at overbevise mig selv om, at jeg kunne klare mig med en familiebil af den gængse slags. En af dem med plads til børn og børnebørn på bagsædet, der kunne lægges ned og give plads til en tur i Bauhaus, Stark eller Silvan.

I teorien, i hvert fald. For i praksis var der aldrig plads nok – hverken til gods, rejsebagage eller fiskeudstyr. Og søsætning af trailerbåd blev pludselig en omstændelig affære, når der hverken var automatgear eller 4-hjulstræk på de glatte ramper.

Jeg blev efterhånden en hyppigere og hyppigere gæst på Bilbasen.dk, hvor det så endelig lykkedes at finde den nye livsledsager – med dieselmotor og 4-hjulstræk: En Hyundai Santa Fé 4WD af samme årgang, model og farve som den, vagtlægen på Mols kører rundt i. Dog uden det blå blinklys på taget. Men folk hilser alligevel pænt, når jeg kører forbi!

Så kom ikke og sig, at jeg ikke prøvede. Jeg havde det bare ikke i mig – det med små og økonomiske familiebiler. Der måtte flere heste til samt træk på alle fire og en frihøjde, som ingen glubsk midterrabat kan nå!

It feels good to be back on the track…

© 2014 Steen Ulnits

Flyndere på farten

Det nye år startede voldsomt i den nordlige del af Danmark – med noget, der mest af alt mindede om en sand invasion af helleflyndere. Små fisk på mange kilo…

Fiskeskipper Lars Kajgaard havde for alvor held i sprøjten og fisk i trawlet, da hen tirsdag den 8. januar i år var på fiskeri i Skagerak. Han fik nemlig adskillige store helleflyndere i trawlet, med den største på imponerende 113 kg.

I alt havde han helleflyndere med en samlet vægt på mere end 2.000 kilo i lasten, da han onsdag morgen kom i havn og fik de mange helleflyndere solgt på Strandby Fiskeauktion. Prisen lå på mellem 60 og 80 kroner kiloet.

– Det er helt usædvanligt. Jeg er aldrig stødt på så store helleflyndere før, sagde Lars Kajgaard efterfølgende til pressen. – Det er jo ikke en fisk, vi direkte fisker efter. Det er en bifangst, når vi fisker efter havtaske, mørksej og torsk, fortalte han.

To andre kuttere var sammen med Lars Kajgaards på helleflynder-eventyret. I alt fangede de tre kuttere FN 234 Canopus, FN 462 Jeanne og FN 354 Kristine Holst op mod 3.500 kilo af den eftertragtede fladfisk.

Fangstens størelse er usædvanlig, men årstiden er den sædvanlige – allerførst på året. Den 30. januar forrige år – altså i 2012 – fik fiskeskipper Niels Klit fra det gode skib RI 566 Madsalune nemlig også helleflyndere i trawlet. Ikke så mange, men den største vejede dog anseelige 90 kg og målte hele 210 cm.

Disse to danske helleflyndere fra Skagerak er dog det rene vand mod den kæmpe, der tog en Jensen pirk længere nordpå i Norge tilbage i august 2009. Det var to svenske fisketurister, der stod for fangsten af en kolossal helleflynder, som viste sig at veje imponerende 210 kg. Længden var 255 cm.

Det er givet fisk i denne kaliber, der står bag de “mystiske hug”, man med mellemrum oplever ude på Det Gule Rev. Fisk, der opfører sig som solide bundhug – indtil de tømmer hjulet, sprænger linen og efterlader en forståeligt nok rystet fisker…

Helleflynder-facts

Den nordatlantiske helleflynder Hippoglossus hippoglossus er den største af alle fladfiskene. Den lever i Nordatlanten og kan blive op mod 3 meter lang og veje over 300 kilo. Der er eksempler på helleflyndere, som har været over 60 år gamle.

Det sker regelmæssigt, at både lystfiskere og dagspresse forveksler hellefisk og helleflynder. Hellefisken Reinhardtius hippoglossoides kender de fleste fra supermarkedets køledisk, hvor man regelmæssigt støder på den i røget tilstand. Hellefiskens kød er uhyre fedt og egner sig derfor fint til røgning – langt bedre end helleflynderes mere magre kød, der til gengæld egner sig bedre til traditionel tilberedning – serveret som dampet eller grillet.

Hellefisken er en mindre udgave af helleflynderen, og den lever hele sit liv på langt dybere vand end denne. Begge fladfisk mangler svømmeblære, men kun helleflynderen har en hvid blindside, som vi kender det fra vore hjemlige fladfisk.

Hellefisken derimod har et imponerende tandsæt og en blindside, der ikke er hvid, men spættet. Hellefisken har nemlig den forunderlige evne, at den svømmer på højkant, når den jager! En helt hvid blindside ville derfor være en rigtig dårlig idé og en ringe kamuflage. Helleflynderen derimod svømmer altid med den hvide side nedefter – som en “rigtig” fladfisk.

Den manglende svømmeblære sætter helleflynderen i stand til at levere en kraftfuld fight med pludselige opstigninger og neddykninger – uden at den derfor bliver ør i hovedet som en anden torsk på dybt vand!

Helleflynderen er en kommercielt meget værdifuld fisk, som med sit faste, lyse og markant peberduftende kød indbringer gode priser på såvel fiskeauktioner som fiskerestauranter.

Kostbart kød

Importprisen for grønlandsk frosset helleflynder til Danmark lå på 28 kroner kiloet tilbage i 2010. Eksportprisen fra Danmark på frosset helleflynder til verdensmarkedet var da 37 kroner kiloet. Som slutforbruger er kiloprisen i regelen både 3- og 4-doblet.

En 15 år gammel og 76 kilo tung helleflynder blev således for nylig solgt på fiskeriauktionen i Hanstholm til 100 kroner kiloet. Fersk. En god pris, der kun blev muliggjort af en ringe tilgang af helleflynder den dag. Torveprisen på helleflynder kan nå op mod 150 kroner kiloet.

De høje kilopriser har helt naturligt skabt interesse for at opdrætte helleflynderen kommercielt – præcis som tilfældet er med den ligeledes kostbare pighvar. Men opdrættet er ikke uden problemer. Således har det været uhyre vanskeligt i laboratoriet at efterligne gydeforholdene på flere hundrede meter dybt vand, hvor trykket er stort, saliniteten høj og mørket absolut.

Men ikke nok med det. Lykkes det endelig at få klækket kunstigt befrugtede æg fra helleflynder, er der problemer med opfodringen af yngelen. De skal nemlig have levende føde – i form af nauplier, som er larvestadiet af små krebsdyr.

Produktionen af disse nauplier er kompliceret, og høsten af levende nauplier fra produktionsanlæg er derfor meget svingende. Dette er i sagens natur ikke hensigtsmæssigt, når helleflynderyngelen skal have mad. Helleflynderens yngel skal nemlig præsenteres for levende føde en uge efter klækningen.

Endelig oplever man meget ofte det samme problem, som man også gjorde med pighvarren – at pigmenteringen (farvetegningen) bliver forkert, og at det ene øje ikke vandrer op på modsat side, som tilfældet er på den naturligt fødte helleflynder.

Disse problemer har tidligere ført til, at man måtte frasortere op imod halvdelen af ynglen. Forsøg med uregelmæssig fodring og skiftende lys-mørke perioder har dog ført til, at hele 85% af ynglen nu får den rette pigmentering, og at øjnene vandrer på plads.

Kosmetisk, ja, men økonomisk uhyre vigtigt. Ingen vil nemlig købe fejlfarvede og skævøjede helleflyndere til skyhøje priser!

Langsom vækst

Helleflynderen er er en udpræget rovfisk med et ganske omfattende spisekort: Torsk, sej, lubbe, kuller, kulmule, sild, brisling, tobis, panserulk, dybhavsrejer, jomfruhummere og ottearmede blæksprutter hører til de mest almindelige fødeemner, men man har i maven på nyfangede helleflyndere tillige fundet havfugle, navnlig alke. Nogen kostforagter er helleflynderen så sandelig ikke!

Helleflynderen vokser trods sin notoriske grådighed meget langsomt – langsomst i det koldeste vand længst mod nord. Den er derfor ganske sårbar over for overfiskning.

I danske farvande har helleflynderen, uvist af hvilken årsag, desværre hverken mindstemål eller fredningstid. Måske fordi fangsterne er for sporadiske. Måske fordi myndighederne er ligeglade. Måske fordi det er svært at genudsætte trawlfangede fisk. De er jo allerede mast ved landingen.

Hvem ved. Desværre er en stor del af de helleflyndere, der om vinteren fanges i den danske del af Skagerak, faktisk undermålere – trods en kropsvægt på adskillige kilogram. Det er nemlig fisk, der endnu ikke er blevet kønsmodne og har haft mulighed for at gyde og sikre bestanden.

Først i 7-18 års alderen vandrer de gydemodne helleflyndere til gydepladserne for første gang. Gydningen finder sted fra december til april, hvor hunnen gyder op mod 3 millioner æg på helt ned til 1.000 meters dybde.

På mange måder kan hunner af helleflyndere i Skagerrak og langs den norske vestkyst sammenlignes med os selv: De er kønsmodne 12-13 år gamle ved cirka 135 centimeters længde og med en vægt på cirka 35 kg!

Desværre er mange af dem blevet fanget, inden de når så langt. Heriblandt også nogle af de mange flyndere, som først på året blev landet i Nordjylland. Helt legalt, for helleflynderen har som sagt intet mindstemål.

Med det pågående intensive trawlfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat bliver hovedparten af de unge helleflyndere derfor fanget, før de er fuldt udvoksede. Kun de færreste flyndere når vægte på over 100 kg.

I de gode, gamle  dage, hvor erhvervsfiskeriet ikke var nær så intensivt og effektivt som i dag, blev der regelmæssigt landet langt større helleflyndere på fiskeriauktionerne i Skagen, Hirtshals og Hanstholm. Fisk med længder på over 3 meter og vægte på mere end 300 kg. Så store individer er meget gamle og vil ofte være mellem 40 og 60 år.

Om vinteren lever helleflynderen nær bunden på dybder helt ned til 2.000 meter, hvor den kan færdes nogenlunde uantastet af trawl og langliner. Om sommeren trækker den mange steder ind på lavt vand, hvor den så kan fanges på såvel stang og line som i garn og på krogliner.

Skattekortet

I 1980‘erne og 1990‘erne havde jeg familie på Grønland og tilbragte ofte hele sommeren deroppe. Jeg oplevede da, at det var ganske svært at få hul på fiskeriet – at det helt enkelt ikke var nemt at finde helleflyndere i enorme fjorde, hvor vanddybden ofte måles i hundreder af meter.

Der kom først hul på fiskeriet efter adskillige kaffemik’er med lokale fangere, som i starten betragtede mig med største skepsis. Jeg var jo i bund og grund en af de der danskere, som kom op sydfra og tog deres piger med hjem…

Men det lykkedes alligevel at komme ind på livet af en af dem, og en dag stak han mig et krøllet stykke papir i hånden, da jeg var på vej hjem – totalt speedet af et ukendt antal kopper jættestærk kaffe. En enkelt punch var der også imellem – naturligvis sponeret af mig.

– Jeg var accepteret! På papiret havde den gamle fanger lavet en primitiv skitse af de to nærmeste fjorde med en lille håndfuld pladser tegnet ind, som skulle være gode specielt til helleflynder.

Jeg takkede naturligvis så mange gange og brugte så ellers resten af sommeren på at undersøge, om der nu også var hold i oplysningerne. Og det var der! Allerede på den første tur til den nærmeste plads var der fisk på krogen. En vaskeægte helleflynder, men pudsigt nok stadig den mindste, jeg nogensinde har set eller fanget. Knap 2 kg vejede den, det rene kuvøsekræs…

Siden gik det støt og roligt fremad. Længst inde i bunden af en meget lang og smal fjord fandt vi børnehaven, hvor alle ungerne tilfældigvis var ude at lege. Det blev til en halv snes fine helleflyndere, hvoraf de to største kom med hjem – fine fisk på henholdsvis 7 og 11 kg. Dengang var jeg ikke klar over, at det ret beset var fisk under det mindstemål, der ikke fandtes – fisk, som slet ikke var kønsmodne endnu.

Senere samme sommer prøvede vi en af de helt hotte pladser – en af dem, som havde fået hele tre krydser på kortet. Også her var der hug med det samme – tungt, men næppe af flynder. Op kom en kæmpemæssig plettet havkat i 20 kg’s klassen – en fisk, der hvæsede arrigt gennem sine smalle gællespalter, da den brød overfladen!

Skudt i hovedet

Lidt senere fulgte endnu en mindst lige så kolossal havkat trop. Imponerende. Begge blev aflivet med skud af vores .22 salonriffel, inden de kom indenbords. Havkatte i den størrelse er ikke til at spøge med!

Det var den næste fisk heller ikke. Og denne gang var det en vaskeægte helleflynder, som havde taget den agnede pirk. Tunge pulserende bevægelser for enden af 0.50 linen efterlod ingen tvivl.

Med ét blev linen slap. Jeg rullede ind som en gal, men fisken var ikke væk.  Pludselig vendte den store helleflynder i overfladen og kiggede mig i øjnene, inden den dykkede ned til bunden igen. Jeg kunne ikke forhindre den i det og prøvede da heller ikke. Lidt efter svandt kræfterne dog så meget, at jeg fik den op til overfladen igen.

Vi fik den indenbords og aflivet – med salonriflen. Vel hjemme viste vægten 21 kg. Ingen kæmpe, men dog en anseelig fisk med nogle gedigne fileter.

Året efter lå vi på en anden af de anbefalede pladser – et smalt sund med hård strøm og fast grusbund. Der var blot 5-6 meter vand under kølen, da jeg så en stor kulsort skygge nærme sig min agnede pirk. Mere skete der ikke. Nysgerrigt lagde den sig på bunden og kiggede på pirken, som jeg nu hektisk prøvede at gøre endnu mere forførende. Dog uden held.

Så forsvandt skyggen ud af syne, blot for at sætte et stormangreb ind øjeblikket efter. Min tykke 0.60 line forsvandt som dug for solen. Jeg havde 200 meter line på mit LD hjul, men kunne til sidst skimte bunden af spolen.

Med begge tommelfingre på spolen bremsede jeg så hårdt, jeg overhovedet kunne, og den tykke nylonline spændtes lige til det punkt, hvor elasticiteten er opbrugt – det allersidste stadie før linen knækker.

Da pludselig vendte en bred hvid side i overfladen længst ude, inden flynderen roligt svømmede tilbage og stillede sig ret under båden – præcis, hvor den havde hugget pirken! Det lange udløb havde dog tæret gevaldigt på kræfterne, så der nu kun resterede 5-10 minutters udramatisk tovtrækkeri, førend også den måtte give op.

Skudt med en rigtig riffel kaliber .243 og tømt for blod vejede fisken prik 30 kg – min nye PR for helleflynder. En fantastisk oplevelse af den slags, der har skabt alle myterne om helleflynderen:

En stor fisk med en stærk personlighed!

© 2013 Steen Ulnits

Laks i lange baner

Østersølaksen er en atlanterhavslaks, der blot tidligt er blevet isoleret i den ferske Østersø. Stik modsat den “rigtige” atlanterhavslaks, som jo æder sig stor i det høje nord. Og forvirringen fortsætter. Nu vil svenske myndigheder sågar stoppe dansk trolling-fiskeri efter østersølaks…

Når man som jeg efterhånden er nået lidt op i årene, er det ofte beskæmmende at se sig tilbage. Beskæmmende, at der ofte slet ikke er taget hånd om problemer, som har været kendte i årtier. Ofte har problemer det blot med at blive “genopfundet” engang imellem – for så blot at blive gemt bekvemt af vejen igen.

Østersølaksen er et godt eksempel på dette. Da jeg for mere end tyve år siden – i 1991 for at være helt eksakt – skrev undervisningsbogen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” i serien Samtidsbiologi på Munksgaards Forlag, var netop østersølaksens skæbne et af temaerne.

På det tidspunkt udgjorde andelen af vilde østersølaks omkring 15% af alle laks i Østersøen. De øvrige 85% skyldtes udsætninger af opdrættede laksesmolt i de mange tilløb til Østersøen. Udsætninger, der skete som kompensation for tabte gydepladser i forbindelse med udbygningen af vandkraften i lande som især Sverige og Finland, men også Rusland og Polen med flere andre baltiske lande.

“Fiskeopdræt – fremtid eller forurening?”

Dengang troede man, at en laks var en laks, og at mistede gydepladser blot kunne kompenseres med øgede udsætninger af opdrættede tamlaks. Jeg ved godt, at det er dårlig stil, men jeg bliver altså nødt til at citere mig selv fra 1991:

“Fiskeri på opvækstpladserne er ikke blot skadeligt for vildlaksene – det er som tidligere nævnt også en dårlig forretning set i en større sammenhæng. Det er langt mere rentabelt at høste laksene, når de store og fuldt udvoksede vender tilbage til deres fødeå eller -elv.

Derfor har man i Sverige forsøgt at få en “laksepakke” vedtaget. Denne “laxpaket” har til hensigt både at redde vildlaksen og gavne erhvervsfiskeriet. Det kan nemlig udmærket lade sig gøre at tilgodese disse to tilsyneladende modstridende interesser.

Laksepakken foreslår brugen af den såkaldte “delayed release”, som man har gode erfaringer med. Delayed release, hvilket betyder “forsinket udsætning”, bygger på laksenes velkendte hjeminstinkt – deres evne til at finde tilbage til den elv eller å, hvor de selv er født, selv over meget lange afstande i åbent hav.

Normalt sætter man de små laks ud i vandløbet, når de har nået smoltstadiet. De vil da selv trække nedstrøms og ud i havet. Det er ved denne udvandring, at de præges på deres hjemelv. Ved delayed release transporterer man i stedet unglaksene ud i åbent, men kystnært hav, hvor man så holder dem tilbage i et stykke tid, før de slippes fri.

På denne måde præger man laksene på selve udsætningsstedet og ikke på noget specielt vandløb. Laks udsat ved delayed release vil derfor vende tilbage til udsætningsstedet, når de bliver kønsmodne. Og her er det en let sag at fange dem på erhvervsmæssig vis under kontrollerede forhold.

Faktisk er delayed release ikke så lidt af et columbusæg i denne forbindelse: Erhvervsfiskerne sparer penge, idet de nu kan fange fuldvoksne laks inde under land i stedet for langt til havs. Og samtidig får vildlaksene fred til at vokse sig store ude på opvækstpladserne. Når de så vender tilbage for at gyde, spærrer ingen net eller krogliner for vejen. Endelig undgår man, at et stort antal tamlaks går med op og gyder i vandløbene.

Alligevel har fiskerierhvervet modsat sig laksepakken. Den kræver nemlig først en totalfredning af vildlaksene, så de naturlige bestande igen kan etablere sig. Og det har erhvervsfiskerne hverken tid, råd eller lyst til at vente på.” Citat slut.

Såvidt mig selv for mere end 20 år siden, hvor vildlaksene stadig udgjorde omkring 15% af alle østersølaks. Siden da er det gået lukt mod afgrunden – mod bedrevidende. I dag udgør vildlaksene næppe mere end 5% af den totale laksebestand, og det er efterhånden tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet er nok tilbage at redde. Nok til, at de kan genetablere sig som selvreproducerende bestande.

Fire fatale stynede strejfere…

Delayed release viste ellers meget lovende takter. Således udsatte man i 1990 forsøgsvis 8.000 laksesmolts af svensk herkomst, som fik et tvungent ophold i Tejn havn på Bornholm inden udsætningen.

Resultatet var næsten uvirkelig godt. Aldrig tidligere i fiskeribiologiens historie havde man oplevet en så massiv genfangstprocent. Ikke færre end 2.000 af de udsatte laksesmolts vendte således tilbage til Tejn havn som fuldt udvoksede og kønsmodne laks. Her var det en smal sag at fange dem i garn – uden at skulle brænde i tusindvis af liter dyr og forurenende diesel af for at nå fiskene på opvækstpladserne langt ude i Østersøen.

De gæve bornholmere lugtede guld – for såvel lokale erhvervsfiskere som tilrejsende lystfiskere. Begge hold fiskere ville fremover kunne nyde frugterne af de store udsætninger uden at skulle drage på langfart. Nu skulle man blot vente på, at laksene af egen fri vilje vendte tilbage til udsætningsstedet. Fuldt udvoksede. Det ville der være rigtig mange penge i for det betrængte lille øsamfund midt ude i den store Østersø.

Men ak. Hvor længe var Adam i Paradis? Ikke ret længe. Der skete nemlig det meget uheldige, at en lille håndfuld af de udsatte østersølaks havde misforstået det hele. De var slet ikke klar over, at de som ægte østersølaks skulle blive hele livet inde i Østersøen. De var totalt uvidende om, at de ikke måtte forlade Østersøen og drage på opdagelse i den endnu større verden udenfor.

I hvert fald skete der det fatale, at mindst fire af de udsatte og finneklippede østersølaks fra Tejn havn forlod Østersøen, drog nordpå gennem Øresund for siden at trække op i den vestsvenske lakseå Ätran. Og det skulle de aldrig have gjort. Her blev de nemlig fanget af lokale lystfiskere, som straks så, at de finneklipede laks ikke stammede fra den vestsvenske Ätran, men i stedet måtte stamme fra udsætningerne ved Tejn.

Den opdagelse udløste en akut diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige. Efter en større hårdknude måtte Sverige true med at udelukke danske fiskere fra et lukrativt torskefiskeri i den svenske del af Østersøen – hvis ikke “delayed release” udsætningerne fra Tejn havn på Bornholm blev bragt til ophør.

De danske myndigheder bøjede sig til sidst, og den bornholmske høne havde lagt sit sidste guldæg. For at spare den vilde, vestsvenske atlanterhavslaks i Ätran for uønsket opblanding med gener fra udsatte tamlaks, ofrede svenskerne nu de sidste rester af den vilde østersølaks. På grund af sølle fire finneklippede og stynede strejfere, der ikke vidste, hvor Østersøen gik til og Nordatlanten startede. Som ikke anede, at sådan gør rigtige østersølaks altså bare ikke…

At rette smed for bager…

Her i 2012 eller senest 2013 forventes EU at vedtage en ny forvaltningsplan for østersølaksen. Indholdet i planen er afgørende for laksens fremtid.

Sportsfiskerorganisationer fra Danmark, Sverige, Polen, Estland og Finland har derfor sammen lavet et opråb til EU-politikeren Marek Gróbarczyk fra Polen, som er ansvarlig for fiskeriudvalgets udtalelse til lakseplanen.

I opråbet kræver sportsfiskerne, at EU stopper alt erhvervsfiskeri efter laks i den åbne Østersø, så vildlaksen kan vende tilbage til sine hjemmefloder for at gyde. Langt over 2.000 sportsfiskere har allerede skrevet under på dette opråb.

Det er naturligvis i drivgarn og på krogliner, at de allerfleste østersølaks fanges. Drivgarnsfiskeriet er for længst forbudt af EU, men endnu ikke ophørt alle steder. Og erhvervsfiskerne er langt fra de eneste, der fanger laks i Østersøen. Ved dette års Bornholm Trolling Masters, som TV2 Bornholm jo hvert år dækker udførligt, fangede deltagende sportsfiskere ikke mindre end  524 laks – på blot fire dage.

Det får nu de svenske fiskerimyndigheder til at foreslå nye regler for trollingfiskeriet. Regler, som går ud på, at der kun må fiskes efter udsatte tamlaks. Trollingfiskeriet gennemføres nemlig på en blanding af vilde og opdrættede laksebestande – i lighed med erhvervsfiskeriet, der årligt koster 26.000 østersølaks livet. Af blandet og ukendt herkomst. Nogle fra stærkt truede vildfiskebestande.

Bornholmsk forundring

Formanden for Bornholms Trollingklub, Anders Schou Jensen, udtalte efterfølgende til TV 2/Bornholm, at han undrer sig meget over det svenske forslag:

– Jeg kunne måske forstå det, hvis der var mangel på laks, og man var nødt til at regulere for at sikre bestanden. Men både vi trollingsfiskere og de professionelle laksefiskere konstaterer i år, at der er flere laks end tidligere. Og så forekommer det os, at det svenske forslag er lidt underligt, siger Anders Schou Jensen.

Anders Schou Jensen tænker åbenbart ikke over, at der jo er forskel på østersølaks. At det er de sidste tilbageværende vildlaks, man håber at redde med forslaget. Han tilføjer dog, at man håber på en dialog med de svenske myndigheder, så man kan få en fornuftig aftale i stand.

Det svenske forslag går i al sin enkelhed ud på, at kun finneklippede laks må hjemtages. Ikke-finneklippede laks skal regnes som vildlaks, der straks skal genudsættes i levedygtig stand, så de kan fortsætte væksten og siden returnere til deres fødevandløb for at gyde. Et såre fornuftigt forslag set med en fiskeribiologs øjne. Og et forslag, der ikke bør kunne trække tæppet væk under sportsfiskeriet.

De svenske myndigheder har regnet sig frem til, at op mod 7.500 østersølaks er taget af trollingfiskerne i løbet af 2011. En dråbe i havet mod erhvervsfiskernes fangster, men mere end det dobbelte af, hvad den internationale organisation ICES har anslået. Ifølge dem lander sportsfiskerne nemlig kun omkring 3.000 østersølaks om året. ICES mener således, at sportsfiskerne lander omkring 10% af det samlede antal østersølaks. Svenskerne derimod, at tallet er dobbelt så stort.

Den svenske Havs- och Vattenmyndighet har i forgangne vinter besluttet, at alt erhvervsfiskeri efter østersølaks skal fases ud. Det er helt enkelt ikke rentabelt længere – dertil decideret skadeligt for de sidste rester af vildlaksene.

Denne set med danske øjne dramatiske beslutning er givet resultatet af den store svenske undersøgelse, du kan læse mere om på www.videncenterforsportsfiskeri.dk. Heraf fremgik blandt meget andet, at den samfundsøkonomiske værdi af det rekreative fiskeri i dag er ti gange større end værdien af erhvervsfiskeriet.

Da en tilsvarende dansk undersøgelse skulle søsættes et par år senere, undgik man fra Fødevareministeriet meget behændigt at drage paralleller til den svenske undersøgelse og sammenligne det danske erhvervsfiskeri med det danske lystfiskeri.

Det skulle jo nødig gå så galt, at den bestilte rapport måtte konkludere, at det statsstøttede danske erhvervsfiskeri er en anakronisme og en samfundsøkonomisk katastrofe. I stik modsætning til det rekreative lystfiskeri, som jo lægger millioner af tiltrængte kroner i den lokale økonomi…

I mellemtiden svømmer så de sidste vilde østersølaks videre mod den endelige og uigenkaldelige udryddelse. Man må meget håbe, at det ikke denne gang vil gå som med 1990‘ernes velmente svenske “laxpaket”, der jo desværre løb helt ud i vandet.

Og at fiskere af alle slags og alle nationaliteter endelig vil forstå, at der altså er forskel på vilde og tamme østersølaks.

© 2013 Steen Ulnits