Det er for mange en aldeles grænseoverskridende ting at tage på højskole – noget, mange ikke i deres vildeste fantasi kunne finde på at gøre. Det er noget med morgensang og bønnemøder og hvad ved jeg – tror mange.
Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg selv var noget skeptisk, da jeg i 1999 blev kontaktet af forstander Ole Kæmpe fra Samsø Højskole. Han ville lave kystfluekurser på højskolen, og jeg skulle være underviser. Vi skulle starte allerede det kommende forår!
Den tyggede jeg lidt på, førend jeg sagde ja tak. Og kurserne blev en succes fra første forsøg. Interessen var præcis lige så stor, som forstanderen havde spået. Nogle år senere havde rygtet spredt sig, så Danmarks Radio kom til øen for at lave en TV-udsendelse om det at tage på højskole for at lære at fluefiske.
Ovenstående klip stammer fra denne TV-udsendelse, som er blevet sendt og genudsendt mange gange siden da. Den giver en god idé om, hvad et sådant højskolekursus handler om.
Samsø-kurserne kørte i 10 år, inden højskolen i 2010 desværre måtte dreje nøglen om og erklære sig konkurs.
Steen Ulnits
Del denne artikel: