Flere laks fra Kola-halvøen

Vi fangede mange fine laks under vort ugelange ophold på Kolahalvøen i 1990. Ingen var store – de største vejede vel omkring 6 kg – men der var masser af nystegne blanklaks på 3-4 kg, som villigt gik til fluen.

Længst oppe i elvene fik vi de let farvede laks, som var gået op først på sommeren. De fleste vejede 5-6 kg. De helt blanke, men lidt mindre laks fik vi nær elvmundingerne ved Hvidehavet. Her fiskede vi med tidevandet – stod op, så vi kunne være fremme ved elven, når højvandet var på retur og havde afleveret en ny portion friske laks på de nederste standpladser.

Specielt mindeværdig var en lille 3 kg’s fisk, som blev taget under lidt usædvanlige omstændigheder. Jeg stod ude på en klippeblok i elven og fiskede, da jeg pludselig blev antastet af en russisk talende person – med en Kalashnikov hængende løst over skulderen. Det var en lokal fiskeriopsynsmand, som ville tjekke mine papirer – om jeg nu havde min fisketilladelse i orden.

Det havde jeg heldigvis – og fik lov til at fiske videre. Lidt senere huggede en ilter laks min lile hårvingede Garry og stak nedefter i den stærke strøm. Jeg fulgte efter inde på bredden – sekunderet af en håndfuld cigaretrygende drenge og deres fiskeinteresserede hund.

Da vi nåede den nederste bro før havet, måtte jeg sætte hårdt mod hårdt for at undgå, at laksen gik under. Grejet holdt, og ind kom laksen – til stor glæde for ikke mindst den russiske hund!

Vor mand fra kommunistpartiet stod bag kameraet!

Steen Ulnits

tray