Tag-arkiv: sild

Bundgarn og bundskrab

Bunden er nået – i dén grad…

Den tidligere røde regering havde ellers besluttet et stop for det skadelige bundtrawl og muslingeskrab i Lillebælt. Så kom den nye blå SVM-koalitionsregering til og stoppede det hele, så der fortsat må bundtrawles og muslingeskrabes som hidtil.

Det var den samme statsminister, Mette Frederiksen (S), som stod ved roret i begge regeringer og bag begge modsat rettede beslutninger. Man skal ikke lede efter nogen logik her, for en sådan findes desværre ikke i politik. Men lad os bruge den dårlige anledning til at kigge nærmere på det bundskrabende fiskeri og dets skadelige virkning på vandmiljøet.

For almindelige mennesker kan det være svært at hitte rede i de mange forskellige redskabstyper, der bruges til vore dages erhvervsfiskeri. Navne og betegnelser er sjældent repræsentative for redskabernes brug. Her kommer derfor allerførst en summarisk gennemgang af de forskellige redskabstyper og deres anvendelse.

Trawlfiskeri

Trawlfiskeri er nok den mest kendte fiskemetode, der kan udøves på flere forskellige måder og med meget forskelligt grej. “Trawl” på engelsk betyder “afsøge” eller “eftersøgning”, hvilket er en ganske rammende betegnelse for denne fiskemetode.

Trawleren trækker helt enkelt sit trawl gennem vandet og fanger alt, der måtte komme forbi. Desværre aldeles uselektivt, hvilket afstedkommer meget store uønskede bifangster ved trawlfiskeri. I litteraturen kan man finde angivelse af uønskede bifangster på helt op til to tredjedele ved trawlfiskeri.

Da et træk med trawl kan tage flere timer, vil de først fangne fisk have ligget længe i trawlposen og have taget fysisk skade heraf. De kan således ikke udsættes i levedygtig stand, uanset størrelse eller art, men må enten kasseres eller smides ud igen. Det såkaldte “udsmid”. De kan heller ikke indbringe gode priser ved landing, maste eller moste som de ofte er efter flere timers ophold længst inde i fangstposen..

Samtidig ødelægger de tunge redskaber bunden, som så ikke efterfølgende kan huse nye fisk. Sten, muslinger og andet kommer med fangsten op og efterlader på denne måde en udjævnet og gold havbund til fremtidige generationer af fisk.

Som udgangspunkt foregår det allermeste trawlfiskeri ved bunden – med “bundtrawl“, som slæbes hen over bunden, og som bruger store mængder fossilt brændstof i form af diesel. Se introbilledet af en helt almindelig trawlskovl.

Men der er forskel på de trawltyper, der anvendes i dag. Det gængse bundtrawl slæbes udspændt hen over bunden mellem to jernskovle, der spiler ud til hver sin side og på den måde spreder trawlet – helt op til 200 meters bredde.

Bundtrawl kan også trækkes af to skibe samtidig, hvilket naturligvis giver større motorkraft. Tilsammen kan de to skibe da bruge større og tungere trawl end ellers.

Bomtrawl

I de senere år har der været stor opmærksomhed omkring de såkaldte “bomtrawl”, der er større og tungere end de fleste almindelige bundtrawl. Kendetegnende for bomtrawl er – ud over størrelsen – den måtte eller række af tunge jernkæder, som sikrer at undersiden af trawlposen holdes helt nede på og ikke blot nær bunden.

Det er disse kæder, som skræmmer fiskene op. De kan suppleres med farvestrålende vifter, som visuelt skal skræmme fiskene op fra bunden – op i trawlposen. Bomtrawlere er typisk meget store og kan derfor ødelægge havbunden væsentligt mere end almindelige bundtrawl, der ikke har samme direkte bundkontakt.

Trawl er store og kostbare redskaber, som man derfor ikke vil sidde fast med og risikere at miste. Indtil for relativt få år siden var naturlige stenrev derfor i praksis fredet for trawlfiskeri, da man jo riskerer at sidde fast i stenene. Stenrevene var derfor beskyttede oaser for dyrelivet – for fisk, krebsdyr og andet.

Det problem har man siden løst med de såkaldte “bobletrawl”, som er monteret med flydere, der holder trawlet oppe. På denne måde kan en dygtig trawler fiske helt tæt på og sågar hen over stenrev, der således ikke længere yder fiskelivet samme fysiske beskyttelse som tidligere.

Bobletrawl kaldes også for “pelagiske trawl”, da de i modsætning til det konventionelle bundtrawl fisker i de frie vandmasser. Ofte efter pelagiske fisk.

⌘ Seneste nye om skadevirkningerne ved trawlfiskeri her ⌘

Notfiskeri

Fiskeri med “not” sker som oftest på dybt vand, hvor der fiskes målrettet efter pelagiske stimefisk – fisk, der ikke er tilknyttet bunden, men som hele deres liv færdes i de frie vandmasser.

Notfiskeri sker fortrinsvis på store dybder langt fra land – med store og tunge redskaber, som kræver store skibe til at sætte, trække og tømme noten. Selve noten udgøres typisk af en stor netpose, der sættes omkring lokaliserede stimer af pelagiske fisk. Via skibets elektronik lokaliseres en fiskestime præcis, hvorefter noten sættes omkring stimen.

De største noter kan nå flere hundrede meter ned i vandsøjlen og her indhegne et område på størrelse med flere fodboldbaner. Nederst på netkanten sidder en tung stålwire, som holder netvæggen lodret i vandet. Når skipper på sin skærm kan se, at hele stimen af fisk er inden for netposen, lukkes og snøres denne sammen ved at trække i stålwiren.

Netposen lukker sig sammen, og hele stimen af fisk kan på denne måde fanges på én gang. Stimefisk prøver ikke at flygte, men pakker i stedet tættere og tættere, mens netposen lukker. På denne måde kan man således udrydde hele fiskebestande stime for stime, hvilket eksempelvis skete med makrellen. Fiskestimen hales ikke ombord i noten, men pumpes op i båden, så noten kan sættes igen.

“Snurrevod” kan på nogle måder minde om en not – blot er redskabet mindre og fast forankret på lavere vand. Der en dansk udviklet fiskemetode, som stammer fra midten af 1800-tallet. Navnet skyldes efter sigende måden, hvorpå voddet udsættes. Det sker fra et udkastet anker, som udgør centrum i det cirkelområde, der affiskes herfra. Man snurrer på denne måde hele kompasset rundt.

De første snurrevod blev halet ind med håndkraft. Men da man omkring år 1900 fik maskinkraft ombord, overtog disse snart indhalingen, og redskaberne blev hurtigt større.

Bundgarn og bundgarnspæle

Garnfiskeri

Fælles for alt garnfiskeri er, at det foregår med passive redskaber. Garnene sættes, hvorefter man venter på, at fiskene går i dem. Garnfiskeri ødelægger således ikke havbunden, som muslingeskrab og fiskeri med bundtrawl uundgåeligt gør.

De fleste garn er “nedgarn”, som hænger lodret ned i vandet – typisk med flydere langs nettets overkant og synk langs underkanten. I gamle dage brugte man bomuldsgarn, som måtte tjæres for ikke at rådne op i det fugtige miljø. En omstændelig proces, der stadig kan ses spor af mange steder langs danske fjorde, hvor man kan se nedlagte tjærepladser med forurening, som var det DSB, der havde været på skinnerne.

I dag består stort set alle nedgarn af nylon – de såkaldte monofile nedgarn, der er næsten usynlige i vandet. Desværre også både billige og med en lang opholdstid i naturen, hvis de mistes under dårligt vejr. Der gøres ingen større indsats for at bjærge de mistede garn, da det er billigere blot at investere i nye.

Derfor findes der rundt omkring i danske farvande i hundredvis af kilometer såkaldte “spøgelsesgarn”, som er mistet, men som fortsætter med at fiske videre, indtil garnene er fyldt med tang og synker til bunds, hvor de rådner op.

I gamle dage blev de fleste nedgarn sat ved bunden, hvor fangsten typisk bestod af torsk og fladfisk. Nedgarn sat ved bunden må ikke forveksles med de store bundgarn og deres mange pæle.

Enhver, der har været ude at røgte garn, vil vide, at det er ganske spændende at være med til. At se, hvad der kommer op til overfladen – om noget. Det var det i hvert fald tidligere, hvor der stadig levede bundfisk i danske farvande.

I dag sættes de fleste nedgarn derfor i overfladen – efter pelagiske stimefisk som hornfisk og makrel, sild og brisling. Disse fisk trives stadig i det forurenede vand, da de ikke lever ved bunden, hvor iltsvind og bundvendinger hærger og gør vandmiljøet livløst.

Garnbøjer øverst – monofilgarn nederst

I overfladen er der derimod flere alger og mere plankton end tidligere, hvilket sildene sætter stor pris på. De lever jo af at filtrere vandet for dette plankton. Man kan den dag i dag stadig være så heldig eller uheldig, at en stor stime sild går i ens nedgarn, som er sat i overfladen – med de mange karakteristiske flydere. Da kan det være svært at tømme garnet og noget nær umuligt at afsætte de mange sild.

Monofile nedgarn må ikke sættes nærmere kysten end de lovbefalede 100 meter. Dette for at beskytte de havørreder, som i det tidlige forår trækker ud fra de vandløb, de netop har gydt i. Eller i det sene efterår søger hen imod og op i de samme vandløb for at gyde og sikre slægtens beståen.

Det ved de illegale garnfiskene, som målrettet sætter deres monofile nedgarn tæt på åmundingerne – med den inderste del af garnet helt oppe på land. De trækkende havørreder søger nemlig målrettet mod det lette og ferske vand, som samler sig helt inde under land. De lugter sig på denne måde frem til deres fødested.

Alle garn skal være tydeligt mærket med navnet på deres ejermand. Hvilket naturligvis ikke sker med ulovligt satte garn, der sættes efter solnedgang og røgtes igen inden solopgang. De er samtidig så billige, at man ikke frygter konfiskation af de ulovlige garn – kun selv at blive taget på fersk gerning, mens man sætter eller røgter sine garn.

“Drivgarn” er nedgarn i overstørrelse – ofte kilometerlange. De sættes i eller nær overfladen, hvor de ukritisk fanger, hvad der måtte komme forbi. Eneste selektion sker via netmaskerne, hvis størrelse afgør fangstens størrelse. Jo større netmasker desto flere mindre fisk vil kunnepassere igennem dem.

Drivgarn er ofte kilometerlange og driver frit rundt i de frie vandmasser – med en GPS-sender til genfinding. Det er en ofte kritiseret fiskemetode, da man dels ikke kan kontrollere, hvad de fanger – dels ikke kan genudsætte uønsket eller fangst i levedygtig stand. Hvad værre er, så fanger drivgarnene ikke kun fisk. De fanger også sæler og marsvin. I stort antal.

I Østersøen omkring Bornholm og i Davisstrædet mellem Grønland og Canada bruges drivgarn meget til laksefiskeri. Det var sådan, bornholmske laksefiskere i sin tid opdagede, at atlanterhavslaksen fra Nordeuropa trak helt op til Sydgrønland for at fouragere.

Drivgarnsfiskeriet ved Grønland er dog nedtrappet markant i de seneste år. Hvis man altså ikke har valgt at sælge sin kvote til organisationer som North Atlantic Salmon Fund. Så laksene frit kan vokse i Nordatlanten og som voksne trække hjem til deres fødevandløb for at gyde og sikre bestanden.

Bundgarn

“Bundgarn” forveksles ofte med bundtrawl, men der er tale om to helt forskellige fiskemetoder og redskaber.

Bundgarn er en dansk specialitet, som tidligere har stået tæt langs de danske kyster. Så tæt, at det fysisk kunne være svært at komme frem for eller forbi dem. Det være sig såvel fra land som fra båd. Bundgarn sættes nemlig helt inde fra land, så trækkende fisk ikke kan svømme bag om og forbi dem.

“Raden” fra bundgarnet starter inde ved land og går vinkelret på kystlinjen. Hvor langt afhænger af vanddybden, da bundgarnspælene i sagens natur ikke kan være uendeligt lange. Fiskene følger raden hele vejen ud til “labyrinten “, hvorfra de ikke kan finde tilbage igen. De fanges derfor i “gården”, som ender i en lille ruse eller fangstpose, der kan røgtes uden de store anstrengelser.

Bundgarn kan også sættes længere fra land, så raden ikke når helt ind til kysten. Det afhænger helt af farvandets udformning, hvad der er det mest effektive.

Mest kendt er ålebundgarnene, som vi har haft i tusindvis af her i Danmark – mens der endnu var masser af ål at fange. I flere fjordområder var der tidligere så mange bundgarn, at man i båd måtte zigzagge ind og ud imellem dem. Det var blandt andet tilfældet på den lange og smalle Randers Fjord.

Hvis bundgarnene placeres på fiskenes trækruter, kan også laks, havørred og helt indgå i fangsten. Her indgår laksefiskene på lige fod med ål, torsk og andre fiskearter. På enkelte strategiske lokaliteter er bundgarnsfiskeri målrettet efterårets trækkende havørreder på gydevandring en rigtig god forretning.

Fiskeri med bundgarn er næsten ophørt i dag, hvor vandet er fyldt med alger og tomt for fisk. Opstilling af de mange og lange pæle var både tidkrævende og anstrengende, men fiskeriet var i perioder uhyre lønsomt.

Isen tager imidlertid ofte pælene, som derfor skal sættes op på ny efter islæg og isgang. Tidligere blev gamle pælerester stående til gene på skibstrafikken – farligt, dersom de stod lige under overfladen.

De store bundgarn er i dag reduceret til kulturhistorie om det hedengangne fjordfiskeri. Lyden af forårets nye pæle, der blev banket i bunden ligeledes.

Ruser og tejner

Som udgangspunkt er bundgarn blot en overdimensioneret ruse med meget lange fangarme. Og som udgangspunkt er en ruse blot en fiskefælde, der ikke ødelægger hverken bunden, den står på. Eller skader fangsten, der går i den. Med mindre rusen da får lov at stå så længe, at krabberne rykker ind og går til angreb på fiskene.

Ruser og garn må ikke placeres, så de kan tørlægges ved lavvande. Så fangede fisk dør og fredede eller ulovlige fisk ikke kan genudsættes i levedygtig stand. Det siger sig selv, at risikoen for, at dette sker, vokser med stigende forskel mellem lavvande og højvande.

Ikke mindst i Vadehavet, hvor tidevandsforskellen til daglig er et par meter, udgør tørlagte ruser og garn derfor et reelt problem.

Ruse øverst – tejner nederst

Tejner er navnet på fiskefælder, der bruger lokkemad. De bruges typisk til fangst af krebsdyr som hummer, krebs, krabber og konksnegle, der alle lader sig lokke ind i tejnen af duften fra den udlagte lokkemad. Som udgangspunkt en skånsom fiskemetode, der tillader genudsætning af uønsket fangst.

Gamle dages tejner var typisk flettet af naturmaterialer og forsvandt helt af sig selv i vandet, hvis de gik tabt. En stor ulempe ved vore dages tejner er desværre, at de næsten altid fremstilles af billig plast. Typisk opskårne plastdunke.

Alene derfor mistes mange under storme, som river dem løs af deres forankringer. Den lave pris for nyanskaffelse gør det uinteressant at søge efter mistede tejner. Præcis som med muslingefarmenes mange flydere. Rundt omkring i danske farvande ligger derfor i tusindvis af forliste og herreløse tejner.

Krogliner og langliner

Krogliner er lange stykker tovværk med påsatte tavse – hver med deres egen agnede krog. Det kan være alt fra korte åleliner til brug i søer og fjorde – med et relativt lille antal kroge beregnet til at ligge på bunden. Til kilometerlange krogliner med hundredvis af kroge – til fiskeri drivende i overfladen eller dybt under isen. Eller hvor det nu måtte være praktisk muligt at agne, sætte og røgte så mange kroge.

Krogliner bruges overalt i verden til fangst af mange forskellige fiskearter. Fordelen ved denne fiskemetode er, at udstyret er relativt billigt. Liner og kroge er billige i anskaffelse. Det, der tager tid og koster penge, er agning af de mange kroge. Korte krogliner med få kroge agnes manuelt, mens langliner med flere hundrede kroge typisk agnes maskinelt.

Kilometerlange langliner er så tunge, at de kræver maskinkraft for at kunne sættes og røgtes. Fordelen ved denne fiskemetode er, at fangsten ofte er af højere kvalitet end ellers – højere end den, man får ved garnfiskeri. I hvert fald hvis fangsten har siddet i længere tid i netmaskerne, inden garnet røgtes. Det samme gælder naturligvis krogliner.

Fangstens kvalitet er under alle omstændigheder langt højere end den, man får ved trawlfiskeri, hvor den første del af fangsten ofte er mast til mos af det enorme tryk fra den seneste del af fangsten. Her kan man med god ret tale om plukfisk, der kun opnår lave priser efter landing. Hvis de da ikke i stedet ender som fiskemel til dyrefoder.

Muslingeskrab

Nu er muslingeopdræt i sagens natur ingen fiske- eller fangstmetode. Og så alligevel. Opdræt af muslinger i kæmpestore og kilometerlange “smartfarms” af norsk oprindelse er ikke fangst.

Og så alligevel. Vi ser nemlig i stigende grad, at et urentabelt og lokalt forurenende muslingeopdræt ændres til produktion og udlægning af muslingeyngel – på kunstige “kulturbanker”, der siden høstes ved simpelt og bundødelæggende muslingeskrab.

Det vil kort sagt sige, at det muslingeopdræt, vi betaler milioner af tilskudskroner til, og som skulle rense vore landbrugsforurenede fjorde for kvælstof, blot er kamuflage for et ødelæggende muslingeskrab. Begyndelsen til enden, kunne man også sige.

Muslingeskrab ødelægger nemlig ikke blot bunden og tømmer den for højere liv. De tunge redskaber roder samtidig så meget op i bunden, at store mængder drivhusgasser samtidig frigøres fra sedimentet. Kuldioxid, som i frigjort tilstand vil bidrage til den globale opvarmning, vi ellers kæmper imod.

Så når vore politikere siger ja tak til flere smartfarms med flere muslinger, så siger de ofte også ja tak til mere muslingeskrab. Det er en sammenhæng, der i reglen går under radaren – som muslingebranchen forsøger at skjule efter bedste evne.

Det er tankevækkende, at antallet af muslingeopdræt i Danmark ifølge de seneste opgørelser er næsten fordoblet – fra 32 i 2019 til 62 i 2022. Men muslingernes kvælstoffjernelse blot er steget fra 88 til 102 ton i samme tidsrum.

Baseret på proportionalitet mellem antal anlæg og høsttal burde kvælstoffjernelsen være steget til 170 ton i stedet for blot 102. Men det er altså ikke sket.

Forskellen er i stedet gået til opdrættet yngel udsat på kulturbanker. Yngel, der efterfølgende høstes som voksne – ved ødelæggende muslingeskrab.

©️ 2024 Steen Ulnits

⌘ Seneste nye om skadevirkningerne ved muslingeskrab her ⌘

“Smartfarms” består kilometerlange flydende rør med netmasker hængende udspændt underneden. Her hæfter muslingerne sig helt af sig selv.

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:

“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”

Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?

Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds.

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb.

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må.

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder.

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm.

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl.

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogens Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få.

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

– Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere.

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene. I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40.

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

Christiansø og Frederiksø

For de fleste mennesker udgør klippeøen Bornholm nok den østligste udpost i det danske rige. Det er her, den danske suverænitet ender. Men der er faktisk et par klippeklatter endnu længere østpå, nemlig Christiansø og Frederiksø, som er en del af øgruppen Ertholmene.

To små øer, som længe har spillet en rolle i Danmarkshistorien – tidligere sågar militærstrategisk, i dag primært natur- og turistmæssigt. To ganske små klippeøer, der ligger en times sejlads nordøst for “fastlandet” Bornholm. Og som nås ombord på det hyggelige skib “Ertholm” der sejler i de danske nationalfarver.

Den charmerende lille svingbro, som forbinder Christiansø med Frederiksø. Indviet i 1912, hvor Kong Frederik VIII blev efterfulgt af Kong Christian X. I utide, da kongen blev syg og døde under en rejse til Hamborg i Tyskland. Efter kun seks år på tronen.

Såvel Christiansø som Frederiksø har fæstningsværker, der skulle beskytte mod fjender fra søsiden. Her er det Lille Tårn på Frederiksø, som daterer sig tilbage til 1687. Det er i dag restaureret og fremstår næsten, som da det blev bygget.

Gennem årene har Danmark haft først Sverige og Norge som fjender – siden Tyskland og Rusland. I de tidlige dage kom fjenden altid fra vandsiden, og man sikrede sig derfor med kanoner, der kunne dække mulige landgangsområder.

Rundt omkring på Ertholmene ligger en række små huse, der tjente som boliger for de ansatte. Hyggelige ser de ud, men det var ikke ren hygge dengang. I dette hus boede således bøddelen, som stod for hængning af dødsdømte fanger…

Dengang som nu var det den danske stat, der drev øerne – som hævdede den danske suverænitet her langt ude i Østersøen. Beboerne var dels danske soldater og sømænd – dels håndværkere og straffefanger, som stod for det hårde arbejde.

Der er mange solskinstimer på Ertholmene. Og mange blomster trods knapheden på vand. Den omkringliggende Østersø er ganske vist fersk, men vandet kan ikke drikkes direkte. Regnvand opsamles og bruges til vanding af alt grønt.

Det sparsomme ferskvand opsamles i damme som denne, der i tilgift til siv og åkander huser både frøer og tudser. Sommeren igennem kvækkes der livligt fra de små damme, som findes rundt omkring på Ertholmene.

Selv om man er lokalt født og opvokset, og selv om Ertholmene er ganske små, kan man som enlig svale alligevel godt fare vild. Denne havde forvildet sig ind i Lille Tårn, hvorfra den ikke kunne finde ud igen. Med lidt hjælp lykkedes det dog til sidst.

Det er et barsk liv at være plante på en klippeø uden megen nedbør. Succulenter som disse forstår dog at holde på det sparsomme vand og stortrives tilsyneladende i de mange solskinstimer, der er karakteristiske for Ertholmene.

Sild har altid spillet en stor rolle på de små øer i Østersøen. Ofte har de været noget nær den eneste kilde til protein herude langt fra land. Gennem tiderne har man udviklet mange forskellige måder at tilberede dem på. Mest kendt er Ruths Kryddersild.

Man kan som turist overnatte på øerne, men langt de fleste er her kun på korte dagture. Selv om øerne er små – 0,4 ha land – gemmer de mange spændende ting for historisk interesserede. Book en lokal guide og få det hele med på den halve tid!

Christiansø og Frederiksø har alle dage spillet en stor rolle for skibsfarten. Det smalle sund mellem de to øer udgør nemlig en enestående naturhavn, der kan benyttes i al slags vejr. Af samme årsag har Ertholmene alle dage været svære at indtage.

Ertholmene har mange solskinstimer, men dækkes ofte at tæt tåge eller havgus, som reducerer sigtbarheden til næsten ingenting. Da der samtidig sejler mange store skibe gennem denne del af Østersøen, er der brug for største agtpågivenhed.

Dannebrog tager sig bedst ud mod en klar blå himmel, men gør sig også på en grå og diset dag på vej mellem Christiansø og Bornholm. Det er Forsvarsministeriet, som administrerer øerne, hvis knap 100 indbyggere kun betaler skat til den danske stat – ikke til Bornholms kommune.

Nationalfølelsen er naturligt nok større herude end inde på fastlandet. Her ses således Søværnets splitflag med det Kongelige Danske Postvæsen indfattet. Det er mere dansk end det meste andet i Danmark.

Og så her i 800-året for Dannebrogs ankomst!

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin“

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal ⌘

Bønner: 34.88 kcal ⌘

Majs: 45.14 kcal ⌘

Ærter: 50.38 kcal ⌘

Hvede: 220.22 kcal ⌘

Soja: 221.18 kcal ⌘

Ansjos: 424.03 kcal ⌘

Rapsolie: 475.62 kcal ⌘

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion.

Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.