Tag-arkiv: nordlys

Nordlys over Mols

Natten til den 11. maj i år bød på den kraftigste solvind i tyve år. Kombineret med næsten nymåne og vindstille bød den skyfri nat på optimale forhold for at opleve nordlys ret over hovedet så langt mod syd som Danmark.


Nordlys hedder ikke nordlys for ingenting. De er hjemmehørende i det høje nord – præcis som sydlysene hører til i syd. 

2 ud af 11


Nordlys og sydlys optræder i et bånd eller bælte langt mod nord eller syd. Kommer man for tæt på polerne, forsvinder de igen.

3 ud af 11


Det smukke polarlys hedder Aurora borealis på den nordlige halvkugle og Aurora australis på den sydlige halvkugle.

4 ud af 11


Polarlysets smukke farver skyldes solvinden, der rammer Jordens magnetosfære og “exiterer” iltmolekylerne, som afgiver lys.

5 ud af 11


Det er Jordens tynde atmosfære, der har givet den navnet “Den Blå Planet”. Denne atmosfære indeholder ilt og kvælstof.

6 ud af 11


Det er specielt Jordens ilt, der får Auroraen til at lyse. Den lyser op i primært grønne farver, som er de dominerende i polarlys.

7 ud af 11


De grønne farver i polarlysene dannes fortrinsvis i 100 km’s højde. De røde og blå farver dannes derimod i højder op til 250 km.

8 ud af 11


Den internationale rumstation ISS ligger i kredsløb om Jorden i godt 400 km’s højde. Astronauterne ser derfor ned på Auroraen.

9 ud af 11


Natten til lørdag den 11. maj oplevede vi den kraftigste solvind i tyve år. Med mulighed for at se smukke nordlys ret over hovedet.

10 ud af 11


Nordlys har alle dage fascineret os mennesker. I dag dog ikke så mystisk som i gamle dage, hvor man ikke forstod fænomenet.

11 ud af 11


 Tekst & fotos: © 2024 Steen Ulnits

Alle fotos taget natten til den 11. maj


Før nattens imponerende nordlys fremgik det af flere medier, at der her var tale om det kraftigste og sydligste nordlys i mere end tyve år.

Det var i hvert fald første gang siden 2003, at man havde registreret en såkaldt Klasse 5 Geomagnetisk Storm fra solen. Inden da var det 1958, som havde markeret sig med de kraftigste solstorme.

Efterfølgende er det kommet frem, at det nok var vildere end som så. Vi er jo vant til at skulle kigge mod nord, hvis vi vil se nordlys. Men denne gang var fænomenet så kraftigt og nåede så langt sydpå, at det flere steder stod ret over hovedet på os i Danmark.

Fra mit eget sommerhus på Mols, der er beriget med meget lidt lys om natten, strålede det sågar ud af himlen med centrum en smule sydpå. Synligt fra køkkenvinduet, der netop vender mod syd.

Der foreligger ikke videnskabeligt registrerede observationer af nordlys længere tilbage end til 1957. Amerikanske forskere har derfor måttet ty til almindelige observationer af nordlys, som er omtalt diverse steder i litteraturen.

I den forbindelse står det klart, at vi med tiden er blevet bedre til at observere og registrere nordlys. At vi derfor ser flere i dag, end vi gjorde tidligere. Flere af dem, der måtte være.

Alligevel tøver amerikanske NASA ikke med at give topkarakter til det seneste nordlys. Ifølge historiske kilder er der i de seneste 500 år kun tyve gange observeret nordlys sydligere end den magnetiske 30. breddegrad.

Under den historiske solstorm i 1850, der har været anset som den hidtil kraftigste, blev der registreret nordlys så langt sydpå som Karibien og Hawaii. Præcis de samme områder, som her i 2024 også bød på nordlys natten til 11. maj.

Det føles derfor ekstra priviligeret at have været vidne til dette skue på første parket. Endda ret over sommerhuset på Mols. Når det nu er et halvt årtusinde siden, noget tilsvarende sidst fandt sted!

©️ 2024 Steen Ulnits


Skærmskud fra TV2 News:


Læs mere om polarlys i artiklen her:

Polarlys – nordlys og sydlys

Google’s “Pixel” mobiler

Google er mest kendt for sin altdominerende søgemaskine og sine mange GoogleAds. Mindre kendt er indtil videre, at Google også producerer helt egne mobiler – under navnet “Pixel”.

Vi kigger her nærmere på to modeller i hver sin ende af prisspektret: Den billige Pixel 3a og den dyre Pixel 4XL. Begge er desværre ikke alment tilgængelige på det danske marked, men kan dog fås gennem et fåtal forhandlere, der på egen hånd importerer Google mobiler til Danmark. Ellers er man henvist til selv at købe dem i udlandet, hvilket kan have både fordele og ulemper.

Til fordelene hører, at man i regelen kan få de nye modeller umiddelbart efter lanceringen – ofte flere måneder før herhjemme. Til fordelene hører også, at konkurrencen på pris er langt hårdere i udlandet, hvorfor man ofte kan finde rigtig gode tilbud her. Det gjorde jeg selv med min Pixel 3a, som alt i alt kun kom til at koste kr. 2.400,-. Et fund til prisen.

Til ulemperne hører klart, at man ikke får samme to års garanti som herhjemme. Man kan ikke gå ind i en fysisk butik og klage over eventuelle fejl og mangler – på dansk. Man kan heller ikke sådan lige returnere de bestilte varer, hvis de kommer fra eksempelvis Kina.

Endelig kan man sagtens være uheldig at skulle betale både told og moms på varer fra udlandet uden for EU. En ellers god salgspris kan da hurtigt blive til en rigtig dårlig handel.

Pure Android

Millioner og atter millioner – hvis ikke milliarder – af mobiler verden over kører på Google’s gratis styresystem Android, som Google løbende opdaterer. Efter nogle år med mange huller og sikkerhedsbrister er Android nu ved at være et voksent styresystem, der bare fungerer, og som ikke længere står pivåbent for hackere og andet skidtfolk.

Jeg er selv en dedikeret Mac-bruger, som nyder det efterhånden meget store og omfattende univers eller økosystem med iPhone, iPad, iCloud, Apple Watch, Apple TV, CarPlay, AirPods, HomePods, Apple Wallet, Macbook og iMac.

Det er en forrygende og fantastisk velfungerende verden, der længe har leveret musik via iTunes, og som nu også leverer film som en anden Netflix – via Apple TV. En verden, hvor man med den største selvfølgelighed gemmer alle sine data i skyen – på Apple’s iCloud.

Aktiekursen på Apple er da også skudt i vejret med samme eksplosive hast, som brugerfladen er vokset. Er man først inde i  systemet, er det svært at komme ud igen – eller i hvert fald undvære de mange smarte features. Præcis som i Eagles’ “Hotel California”:

“You can check out any time you like. But you can never leave”…

Men det var ikke Apple, denne artikel skulle dreje sig om. Den skal i stedet handle om Google’s herhjemme stadig ret ukendte “Pixel” mobiler og deres medfødte Android styresystem, som nu er oppe på version 10.

Er man til Android som styresystem, da har man i snart mange år kunnet vælge mellem i tusindvis af forskellige mobiler, som alle tilbød og stadig tilbyder Android som styresystem. En sand afgrund af valgfrihed, hvad producenter angår.

Man har til gengæld også måttet levet med, at de forskellige producenter ofte har implementeret Android på meget forskellig vis. Således har de gerne indbygget “bloatware”, der fylder og irriterer – med reklamer for egne eller andres services, som man så bliver mere eller mindre tvangsindlagt til at se på og forholde sig til.

Android i sine reneste form en næsten kultagtig ting – i hvert fald i inderkredsen af mobile Google nørder. Selv har jeg levet med Android i mange år på mobiler fra mange forskellige producenter. Jeg har lært at leve med de store forskelle og slået mig til tåls med, at sådan måtte det nok bare være, når styresystemet var gratis. Det er jo altid svært at klage over noget, man intet har betalt for.

Android 10

Men så ville skæbnen, at jeg fik fingre i et af Google’s seneste hits – den lille Pixel 3a, som jeg var blevet interesseret i. Google havde netop meddelt, at deres indbyggede program til stjernefotografering – “astrophotography” – nu også fungerede på den lille ny Pixel. Og ikke kun som hidtil på den dyre Pixel 4.

Jeg scannede markedet og fandt et rigtig godt tilbud i Kinas land. Min nye Pixel 3a  var her seks dage senere – uden ekstra told og moms.

Det var kærlighed ved første blik. En fiks lille mobil, som kunne stort set det samme som storebror. Men til kun godt en tredjedel af prisen. Den slags kombinationer af pris og kvalitet er uhyre sjældne, og man skal derfor tage dem til sig med det samme.

Mit held var, at Google havde valgt at indbygge nøjagtig det samme kamerasystem i den billige Pixel 3a som i den tidligere topmodel Pixel 3. Med det resultat, at den tager nøjagtigt lige så gode billeder som sin højt berømmede forgænger.

Der er ikke meget andet at sige om den lille 3a’er, som kun kan anbefales til alle, der vil have en prisbillig Android mobil. Med et kamera, der tager fotos fuldt på højde med de bedste af konkurrenterne – ind imellem endda bedre. Det er Google’s indbyggede software, der gør hele forskellen. Et godt kameramodul kombineret med systemsoftware i verdensklasse.

Og så naturligvis med den seneste version af Android og Google’s garanti for tre års løbende opdatering – vel at mærke med det samme og ikke halve eller hele år senere, som man desværre ofte oplever det med andre producenter.


Pixel 4 XL: 90 Hz

Således opildnet af de gode oplevelser med Pixel 3a blev jeg mere og mere nysgerrig på topmodellen Pixel 4, der bød på spændende nye teknologier. Til helt nye priser. Men lidt nysgerrig har man vel lov at være, og så må man også være parat til at betale for det. Den nyeste Pixel 4 XL kostede således op mod kr. 8.000 – hvis man da overhovedet kunne få fat i den.

Til den pris får man til gengæld avancerede teknologier som 90 Hz til lynhurtig opdatering af skærmen – noget, jeg allerede havde oplevet og værdsat på OnePlus’ seneste McLaren Edition.

Samt  Google’s helt nye radarbaserede Motion Sense, som genkender og reagerer på håndbevægelser. Læg hertil en lynhurtig Face Unlock, der nærmest er hurtigere end sin egen skygge, og et par andre nørdede finurligheder.

90 Hz: Google har ikke vovet at tage hele springet fra den traditionelle 60 Hz skærmopdatering til fremtidens 120 Hz. I stedet har man valgt en mellemløsning, der i bedste fald byder på 90 Hz opdatering – hvilket naturligvis er langt bedre end ingenting. Uheldigvis slår den automatisk tilbage til 60 Hz, hvis ikke andet kræver 90. 

Det er ganske irriterende, idet dette “smarte” autoskift tilsyneladende mest går den ene vej – fra 90 til 60 Hz. Naturligvis for at spare mest muligt på batteriet. Det kan dog ikke være meningen, at man køber en dyr mobil med 90 Hz, som så det meste af tiden ikke kan klare hurtigere opdatering end de traditionelle 60 Hz. Når nu OnePlus’ 7T Pro sagtens kan klare at køre permanent med 90 Hz – endda til en lavere pris.

Man kan dog dybt inde i “Developer Settings” finde en funktion, der tvinger mobilen til at køre 90 Hz hele tiden. Men så tømmer man på rekordtid det i forvejen alt for lille batteri på 2.800 og 3.700 mAh på henholdsvis Pixel 4 og Pixel 4XL. Da holder ingen af de to nye topmobiler fra Google til blot en enkelt dags brug. Kommer man fra en iPhone 11 Pro Max, er dette helt til grin.

Motion Sense: Eller “Project Soli”, som Google selv kalder sit nyeste radarprojekt, man har arbejdet på i flere år. Ideen er, at mobilen udsender en slags radarstråler, som registrerer alt inden for en begrænset radius af mobilen. Således registrerer Motion Sense, når ens hånd nærmer sig mobilen. Den kan da gøre klar til ansigtsgenkendelse eller dæmpe et vækkeur, blot hånden nærmer sig.

På samme måde kan man skifte mellem forskellige musiknumre blot ved at vifte med hånden. Hvor de førstnævnte to ting virker upåklageligt, så virker sidstnævnte kun undtagelsesvis eller helt tilfældigt. Det lykkedes i hvert fald aldrig for mig at få det til at virke med blot nogenlunde regelmæssighed. Jeg følte mig som den samme idiot, der stod og viftede med min Samsung S-Pen for at zoome ind og ud. Det virkede heller ikke – andet end undtagelsesvis.

Så Motion Sense er helt klart “a work in progress”, der skulle være forblevet på forsøgs- eller udviklingsstadiet. Det er at gøre grin med brugerne og gøre dem til forsøgspersoner at lukke noget sådant ufærdigt ud. Og samtidig lade dem betale dyrt for det. Det har mange tech-anmeldere på YouTube og andre medier været enige om.

Face Unlock: Google’s udgave af Apple’s velfungerende klassiker. Den virker lynende hurtig – hurtigere end Apple, men det snyder. En af forklaringerne på den tilsyneladende hurtighed er helt enkelt, at den springer låseskærmen over og sender én direkte ind i systemet. En anden og nok vigtigere forklaring er, at den scanner dit ansigt med lukkede øjne – bogstavelig talt.

Et kæmpestort hul i sikkerheden er nemlig, at man kan åbne sin Pixel 4 og 4 XL med lukkede øjne. Det kan man ikke med en Apple iPhone, som derfor er godkendt til banktransaktioner. Det er den nye Pixel derfor ikke – endnu da. En opdatering, der åbner øjnene (nok mest på Google), er efter sigende på vej.

Google One: Et af de helt store salgsargumenter ved de første Pixel mobiler var gratis Google Cloud Storage af selv de højest opløste billeder. Den fordel har Google desværre droppet helt. Det fyldte nok alligevel mere, end de havde regnet med. Nu må man i stedet tilkøbe dyr lagerplads på Google One.

Den manglende Cloud Storage af højopløste billeder er et dobbelt problem med så lille en indbygget hukommelse som blot 64 GB. Man kan dog købe 128 GB for et tusse ekstra, og det bør man så absolut gøre. 64 GB er alt for lidt. Alene video kan hurtigt fylde lageret op. Helt galt kan det også gå, dersom man udnytter muligheden for at skyde Pixel 4 stills i RAW formatet til senere redigering. De fylder nemlig flere gange så meget som almindelige JPG fotos.

Læg hertil en skærm, der ganske vist er P-OLED og af høj kvalitet, men som desværre er meget lyssvag. I lav sol på en klar vinterdag kan det være endog uhyre svært at se, hvad der forgår på skærmen, som derfor fungerer bedst indendøre. Skærmen på Pixel 4 og 4 XL er langt mørkere end på andre high-end mobiler i samme prisklasse – sikkert for at spare strøm til 90 Hz opdateringen.

Live Transcribe: Et par rigtigt smarte features, som blev lanceret med Pixel 4 og 4 XL, var en løbende transkriberende diktafon samt live undertekster til YouTube videoer. Begge funktioner er dog siden også kommet til de mindre og ældre Pixel mobiler – i hvert fald til og med 3’erne.

Begge fungerer i sagens natur bedst på Pixel 4, da det hele her foregår internt på en separat chip i mobilen og derfor lynhurtigt. Det er rigtig smart at kunne følge med i en video på YouTube, når man enten ikke vil forstyrre andre med lyden – eksempelvis i sengen eller en togkupé. Eller ikke har sine hørebøffer med eller ladt op. Da slår man blot underteksterne til og kan nu aldeles lydløst følge med i handlingen. Jeg bruger det regelmæssigt.

Diktafonen er både smart og praktisk, da den løbende transkriberer de indtalte ord, så man efterfølgende kan søge i teksten og eksempelvis finde tilbage til et bestemt sted eller et bestemt emne. Rigtig smart, hvis man er studerende eller deltager i en konference med forskellige oplægsholdere, der jo alle siger vigtige ting. Må man da håbe. Det meste af tiden…

Ikke så smart for os danskere er imidlertid, at begge funktioner indtil videre kun fungerer på engelsk. Men underholdende er det, at der ind imellem opstår sjove fejl, når funktionen ikke helt kan greje, hvad der bliver sagt – på grund af forskellige udtaler eller dialekter.

Men generelt fungerer det godt.

Taget med Google Pixel 3a


Konklusion: Google’s seneste Pixel 4 og 4 XL er nok mest at betragte som eksperimenter, der langt fra altid lever op til Google’s egne planer og brugernes forhåbninger til dem. Jeg oplevede ofte, at Face Unlock nærmest aktiverede sig selv – uden at jeg havde bedt den om det.

Jeg oplevede også flere gange, at den slet ikke ville åbne, men i stedet bad mig om at bringe hovedet nærmere og mere ret foran skærmen. Modsat den langt større vinkel, som Apple’s Face Unlock virker i. Det mistede jeg faktisk en del skud på. Men værst af alt så oplevede jeg en enkelt gang, at min Pixel 4 overhovedet ikke gemte et foto, jeg med sikkerhed netop havde taget. Det har jeg aldrig oplevet før. Med nogen anden mobil. Og det må bare ikke ske.

Men vil man betale toppris for en noget halvkvædet vise, så skal man selvfølgelig gøre det. For Google’s skyld. Eller vælge den lille Pixel 3a i stedet og spare en masse penge. For sin egen skyld. Eller måske vente på Pixel 5, hvor de her nævnte features forhåbentlig er modnet, blevet driftssikre og brugbare i praksis. Den er jeg rigtig spændt på. Men måske kommer der en Pixel 4a inden da.

På så dyr en mobil som Pixel 4 skal alle funktioner naturligvis virke perfekt. Pixel Perfect. Ellers bør vi da i stedet have penge for at være Google’s forsøgskaniner. For alle andre end dedikerede Android-entusiaster er Pixel 4 og 4 XL derfor en klar ommer.

Eller for at sige det med den velkendte amerikanske YouTube tech-anmelder Michael Fisher’s egne og godt beskrivende ord:

“Lettere at få fat i end tidligere. Men sværere at anbefale”…

Taget med Google Pixel 4 XL


 

(Astro)photography

Google’s Pixel kameraer er fænomenalt gode til at skyde stills af høj kvalitet. Det ændrer kritikken af de nye fancy funktioner intet på. Billeder skudt med Pixel 4 og 4 XL er stadig lige suveræne – klare og skarpe i farverne, lige til at uploade på Facebook, Instagram eller andre nettjenester. Uden yderligere billedbehandling, hvilket mange vil sætte stor pris på.

Den nye 2X telelinse øger naturligvis anvendeligheden, omend mange havde ønsket en vidvinkel i stedet. Eller alle tre linser som på Apple’s og Samsungs topmodeller. Når man kommer fra en iPhone 11 eller Note 10 føler man sig ret handicappet og begrænset i sine muligheder uden alle tre muligheder. Men under alle omstændigheder er det Point and Shoot i absolut verdensklasse, der kommer ud af den nye Pixel 4. Alle kan tage gode billeder under næsten alle forhold.

Men der er nu også lidt guf til fotoentusiasten, som gerne selv vil være med i processen. Hvis man gerne vil ind og styre lyset og eksponeringen sammen med Google, er der i Pixel 4 og 4 XL en smart funktion, hvor man kan gå ind og justere højlys og skygger – før optagelsen. Dette i form af to slidere, som popper op, når man tapper på skærmen. Én til lys – den anden til skygger.

Det er en slags manual HDR-funktion, der er ganske sjov at lege med. Men også en funktion, man sjældent vil få reel brug for. Google’s fotoalgoritmer er nemlig så gode og præcise, at man kun sjældent kan gøre det i forvejen gode resultat ret meget bedre.

Et godt eksempel er dog modlys, hvor Google automatisk forsøger at lysne skyggerne, så man undgår silhuet-effekten og får belyst forgrunden. I reglen en rigtig god politik. Men hvis det nu lige er silhuet-effekten, man er ude efter, så griber man blot fat i én af eller begge de to slidere til lys og skygge og skubber, til man har det ønskede resultat.

Til anden brug kan man hurtigt få rodet så meget rundt i indstillingerne, at det færdige resultat bliver ringere end det oprindelige. Dette blot til advarsel, men man skal selvfølgelig prøve det. Som altid: Seeing is believing.

Google’s ingeniører er i ordets bedste forstand nogle rigtige nørder. Til og med fotonørder som jeg selv. Deres interesse for foto resulterede først i Night Sight teknologien, der muliggør fotografering i svagt lys, som ellers ikke tillader gode fotos. En teknologi, konkurrenterne alle er kommet haltende langt bagefter med.

Night Sight er baseret på, at kameraet tager flere billeder, som det så lægger sammen. Herved får det meget mere lys ind, end det ville kunne med en enkelt optagelse – med mindre man lod lukkeren stå åben i meget langt tid. Med sikkerhed for rystede billeder, hvis man ikke lige brugte et stativ.

Det gode ved Night Sight er netop, at man ikke behøver noget stativ for at få skarpe billeder. De mange enkelte skud er taget med så kort en lukkertid, at billedet ikke risikerer at blive rystet.

Billedet herunder er taget fra min sommerhushave, mod vest ud over Aarhus Bugt. Både Orion med det 3-stjernede sværd til venstre og den lille Karslvogn Lillebjørn til højre er kommet fint med:

Taget med Google Pixel 4 XL


Google’s ingeniører havde længe leget med tanken om at fotografere stjernehimmelen – noget, man har kunnet i mange år, hvis blot man brugte et stort spejlreflekskamera på stativ og tog mange billeder, som man så efterfølgende og møjsommeligt “stakkede” hjemme på computeren for at undgå grynede resultater.

Fotonørderne hos Google satte sig for, at de ville fotografere Mælkevejen med deres Pixel kameraer – uden andre hjælpemidler end et stativ eller fast anlæg, som man siger i skydeverdenen. Og det lykkedes til fulde.

I “Astro Mode” kan man nu uden videre skyde flotte fotos af nattehimlen, Mælkevejen og nordlys – blot man bruger stativ. Astro Mode aktiveres nemlig først, når kameraet står helt stille og man trykker på Night Sight. Da går mobilen automatisk i Astro Mode. Eksponeringstiden kan her være helt op til fire minutter på en Pixel 4 XL, mens jeg har målt op til 60 sekunder på en Pixel 3a.

Google har ganske vist sørget for, at Astro-funktionen nu også fungerer på ældre modeller som Pixel 3 og 3a. Men indrømmer i samme åndedrag, at kvaliteten af det færdige resultat er langt bedre på Pixel 4 og 4 XL. Hvilket jeg til fulde kan tilslutte mig. Det er nok her, at forskellen på Pixel 3a og 4 er allerstørst og tydeligst.

Den indbyggede fototimer på Pixel 4 er også er stor lettelse. Den sikrer, at man undgår rystede billeder ved tryk på udløseren. Den skal installeres som separat app på Pixel 3a, hvilket er lidt besværligt.

Astro Mode virker i al sin enkelhed lige så godt, som Motion Sense virker skidt. Begge dele bedømt ud fra mine egne oplevelser og optagelser.

© 2020 Steen Ulnits


Tre måneder senere

Jeg returnerede noget skuffet den første Pixel 4 XL, som dels kostede for meget og dels kunne for lidt af det, Google ellers stillede i udsigt.

Men så kom der et par store opdateringer, som dels fik gjort Face Unlock sikker, så den ikke længere kunne snydes med lukkede øjne – dels forlængede batteritiden, så man nu uden problemer kan komme igennem en hel arbejdsdag. Endelig faldt prisen dramatisk, så man nu kunne erhverve sig en Pixel 4 XL til omkring kr. 5.000,-.

Jeg gav derfor Google endnu en chance, hvilket jeg ikke har fortrudt. Jeg kører nu permanent med 90 Hz opdatering af skærmen, der altid står på fuld styrke, når jeg færdes udendøre. Skulle det ikke være nok til at komme igennem en hel dag, deaktiverer jeg den strømslugende radar-funktion i Project Soli. Så er der ingen problemer længere.

Det eneste, jeg stadig savner, er et større indbygget lager end de 64 MB, der er standarden. Når man nu ikke kan supplere med et hukommelseskort. Og heller ikke kan opdrive 128 MB modellen, der koster hele tusinde kroner mere.

Hvilket i øvrigt er noget nær uforskammet, når man nu kan fordoble lageret på den spritny iPhone SE med markedets hurtigste processor, A13 Bionic, fra 64 til 128 MB – for blot det halve…

64 GB: kr. 3.699,-     128 GB: kr. 4.199,-     256 GB: kr. 5.099,-

Solsystemet

DSC_0152

Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…

Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!

Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.

Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…

For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.

Men lad os allerførst starte med sagens kerne:


Solen

  • Diameter: 1.392.000 km
  • Afstand fra Jorden: 150 mio. km
  • Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius

Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.

Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.

Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.

75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.

Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.

Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (“flares”) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.

Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.


Merkur

  • Diameter: 4.879 km
  • Rotation: 58,65 timer
  • Omløbstid om Solen: 88 døgn
  • Afstand fra Solen: 46-70 millioner km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.

Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.

Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.

Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.

Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.


Venus

  • Rotation: 243 døgn
  • Diameter: 12.104 km
  • Omløbstid om Solen: 225 døgn
  • Afstand fra Solen: 108 millioner km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.

Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.

Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.

Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.

Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.


Jorden

  • Diameter: 12.746 km
  • Omløbstid om Solen: 365 døgn
  • Rotation: 23 timer og 56 minutter
  • Afstand fra Solen: 150 millioner km
  • Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.

Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.

En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.

Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.

Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.

I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.

På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.

Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…


Mars

  • Diameter: 6.778 km
  • Omløbstid om Solen: 687 døgn
  • Rotation: 24 timer og 37 minutter
  • Afstand fra Solen: 207-249 millioner km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars.


Jupiter

  • Rotation: 10 timer
  • Diameter: 139.822 km
  • Omløbstid om Solen: 12 år
  • Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.

Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.

De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.

Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand.  Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!

Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.

I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…

Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.

Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.


Saturn

  • Rotation: 10 timer
  • Diameter: 116.464 km
  • Omløbstid om Solen: 30 år
  • Afstand fra Solen: 1,3-1,5 milliarder km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.

Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.

Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.

Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tungere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.

Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?


Uranus

  • Rotation: 16 timer
  • Diameter: 50.724 km
  • Omløbstid om Solen: 84 år
  • Afstand fra Solen: 2,7-3,0 milliarder km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.

Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…

Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.

Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.

Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.

Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.


Neptun

  • Rotation: 18 timer
  • Diameter: 49.244 km
  • Omløbstid om Solen: 165 år
  • Afstand fra Solen: 4,5 milliarder km
  • Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.

Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!

Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.

Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.

Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.

De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.

Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!


Pluto

  • Rotation: 6,4 døgn
  • Diameter: 2.390 km
  • Omløbstid om Solen: 249 år
  • Afstand fra Solen: 4,4-7,3 milliarder km
  • Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.

Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.

Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen.

Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…

Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.

Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne.

Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.

Eris

I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!

Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!

© 2015 Steen Ulnits