Tag-arkiv: Google

Google’s “Pixel” mobiler

Google er mest kendt for sin altdominerende søgemaskine og sine mange GoogleAds. Mindre kendt er indtil videre, at Google også producerer helt egne mobiler – under navnet “Pixel”.

Vi kigger her nærmere på to modeller i hver sin ende af prisspektret: Den billige Pixel 3a og den dyre Pixel 4XL. Begge er desværre ikke alment tilgængelige på det danske marked, men kan dog fås gennem et fåtal forhandlere, der på egen hånd importerer Google mobiler til Danmark. Ellers er man henvist til selv at købe dem i udlandet, hvilket kan have både fordele og ulemper.

Til fordelene hører, at man i regelen kan få de nye modeller umiddelbart efter lanceringen – ofte flere måneder før herhjemme. Til fordelene hører også, at konkurrencen på pris er langt hårdere i udlandet, hvorfor man ofte kan finde rigtig gode tilbud her. Det gjorde jeg selv med min Pixel 3a, som alt i alt kun kom til at koste kr. 2.400,-. Et fund til prisen.

Til ulemperne hører klart, at man ikke får samme to års garanti som herhjemme. Man kan ikke gå ind i en fysisk butik og klage over eventuelle fejl og mangler – på dansk. Man kan heller ikke sådan lige returnere de bestilte varer, hvis de kommer fra eksempelvis Kina.

Endelig kan man sagtens være uheldig at skulle betale både told og moms på varer fra udlandet uden for EU. En ellers god salgspris kan da hurtigt blive til en rigtig dårlig handel.

Pure Android

Millioner og atter millioner – hvis ikke milliarder – af mobiler verden over kører på Google’s gratis styresystem Android, som Google løbende opdaterer. Efter nogle år med mange huller og sikkerhedsbrister er Android nu ved at være et voksent styresystem, der bare fungerer, og som ikke længere står pivåbent for hackere og andet skidtfolk.

Jeg er selv en dedikeret Mac-bruger, som nyder det efterhånden meget store og omfattende univers eller økosystem med iPhone, iPad, iCloud, Apple Watch, Apple TV, CarPlay, AirPods, HomePods, Apple Wallet, Macbook og iMac.

Det er en forrygende og fantastisk velfungerende verden, der længe har leveret musik via iTunes, og som nu også leverer film som en anden Netflix – via Apple TV. En verden, hvor man med den største selvfølgelighed gemmer alle sine data i skyen – på Apple’s iCloud.

Aktiekursen på Apple er da også skudt i vejret med samme eksplosive hast, som brugerfladen er vokset. Er man først inde i  systemet, er det svært at komme ud igen – eller i hvert fald undvære de mange smarte features. Præcis som i Eagles’ “Hotel California”:

“You can check out any time you like. But you can never leave”…

Men det var ikke Apple, denne artikel skulle dreje sig om. Den skal i stedet handle om Google’s herhjemme stadig ret ukendte “Pixel” mobiler og deres medfødte Android styresystem, som nu er oppe på version 10.

Er man til Android som styresystem, da har man i snart mange år kunnet vælge mellem i tusindvis af forskellige mobiler, som alle tilbød og stadig tilbyder Android som styresystem. En sand afgrund af valgfrihed, hvad producenter angår.

Man har til gengæld også måttet levet med, at de forskellige producenter ofte har implementeret Android på meget forskellig vis. Således har de gerne indbygget “bloatware”, der fylder og irriterer – med reklamer for egne eller andres services, som man så bliver mere eller mindre tvangsindlagt til at se på og forholde sig til.

Android i sine reneste form en næsten kultagtig ting – i hvert fald i inderkredsen af mobile Google nørder. Selv har jeg levet med Android i mange år på mobiler fra mange forskellige producenter. Jeg har lært at leve med de store forskelle og slået mig til tåls med, at sådan måtte det nok bare være, når styresystemet var gratis. Det er jo altid svært at klage over noget, man intet har betalt for.

Android 10

Men så ville skæbnen, at jeg fik fingre i et af Google’s seneste hits – den lille Pixel 3a, som jeg var blevet interesseret i. Google havde netop meddelt, at deres indbyggede program til stjernefotografering – “astrophotography” – nu også fungerede på den lille ny Pixel. Og ikke kun som hidtil på den dyre Pixel 4.

Jeg scannede markedet og fandt et rigtig godt tilbud i Kinas land. Min nye Pixel 3a  var her seks dage senere – uden ekstra told og moms.

Det var kærlighed ved første blik. En fiks lille mobil, som kunne stort set det samme som storebror. Men til kun godt en tredjedel af prisen. Den slags kombinationer af pris og kvalitet er uhyre sjældne, og man skal derfor tage dem til sig med det samme.

Mit held var, at Google havde valgt at indbygge nøjagtig det samme kamerasystem i den billige Pixel 3a som i den tidligere topmodel Pixel 3. Med det resultat, at den tager nøjagtigt lige så gode billeder som sin højt berømmede forgænger.

Der er ikke meget andet at sige om den lille 3a’er, som kun kan anbefales til alle, der vil have en prisbillig Android mobil. Med et kamera, der tager fotos fuldt på højde med de bedste af konkurrenterne – ind imellem endda bedre. Det er Google’s indbyggede software, der gør hele forskellen. Et godt kameramodul kombineret med systemsoftware i verdensklasse.

Og så naturligvis med den seneste version af Android og Google’s garanti for tre års løbende opdatering – vel at mærke med det samme og ikke halve eller hele år senere, som man desværre ofte oplever det med andre producenter.


Pixel 4 XL: 90 Hz

Således opildnet af de gode oplevelser med Pixel 3a blev jeg mere og mere nysgerrig på topmodellen Pixel 4, der bød på spændende nye teknologier. Til helt nye priser. Men lidt nysgerrig har man vel lov at være, og så må man også være parat til at betale for det. Den nyeste Pixel 4 XL kostede således op mod kr. 8.000 – hvis man da overhovedet kunne få fat i den.

Til den pris får man til gengæld avancerede teknologier som 90 Hz til lynhurtig opdatering af skærmen – noget, jeg allerede havde oplevet og værdsat på OnePlus’ seneste McLaren Edition.

Samt  Google’s helt nye radarbaserede Motion Sense, som genkender og reagerer på håndbevægelser. Læg hertil en lynhurtig Face Unlock, der nærmest er hurtigere end sin egen skygge, og et par andre nørdede finurligheder.

90 Hz: Google har ikke vovet at tage hele springet fra den traditionelle 60 Hz skærmopdatering til fremtidens 120 Hz. I stedet har man valgt en mellemløsning, der i bedste fald byder på 90 Hz opdatering – hvilket naturligvis er langt bedre end ingenting. Uheldigvis slår den automatisk tilbage til 60 Hz, hvis ikke andet kræver 90. 

Det er ganske irriterende, idet dette “smarte” autoskift tilsyneladende mest går den ene vej – fra 90 til 60 Hz. Naturligvis for at spare mest muligt på batteriet. Det kan dog ikke være meningen, at man køber en dyr mobil med 90 Hz, som så det meste af tiden ikke kan klare hurtigere opdatering end de traditionelle 60 Hz. Når nu OnePlus’ 7T Pro sagtens kan klare at køre permanent med 90 Hz – endda til en lavere pris.

Man kan dog dybt inde i “Developer Settings” finde en funktion, der tvinger mobilen til at køre 90 Hz hele tiden. Men så tømmer man på rekordtid det i forvejen alt for lille batteri på 2.800 og 3.700 mAh på henholdsvis Pixel 4 og Pixel 4XL. Da holder ingen af de to nye topmobiler fra Google til blot en enkelt dags brug. Kommer man fra en iPhone 11 Pro Max, er dette helt til grin.

Motion Sense: Eller “Project Soli”, som Google selv kalder sit nyeste radarprojekt, man har arbejdet på i flere år. Ideen er, at mobilen udsender en slags radarstråler, som registrerer alt inden for en begrænset radius af mobilen. Således registrerer Motion Sense, når ens hånd nærmer sig mobilen. Den kan da gøre klar til ansigtsgenkendelse eller dæmpe et vækkeur, blot hånden nærmer sig.

På samme måde kan man skifte mellem forskellige musiknumre blot ved at vifte med hånden. Hvor de førstnævnte to ting virker upåklageligt, så virker sidstnævnte kun undtagelsesvis eller helt tilfældigt. Det lykkedes i hvert fald aldrig for mig at få det til at virke med blot nogenlunde regelmæssighed. Jeg følte mig som den samme idiot, der stod og viftede med min Samsung S-Pen for at zoome ind og ud. Det virkede heller ikke – andet end undtagelsesvis.

Så Motion Sense er helt klart “a work in progress”, der skulle være forblevet på forsøgs- eller udviklingsstadiet. Det er at gøre grin med brugerne og gøre dem til forsøgspersoner at lukke noget sådant ufærdigt ud. Og samtidig lade dem betale dyrt for det. Det har mange tech-anmeldere på YouTube og andre medier været enige om.

Face Unlock: Google’s udgave af Apple’s velfungerende klassiker. Den virker lynende hurtig – hurtigere end Apple, men det snyder. En af forklaringerne på den tilsyneladende hurtighed er helt enkelt, at den springer låseskærmen over og sender én direkte ind i systemet. En anden og nok vigtigere forklaring er, at den scanner dit ansigt med lukkede øjne – bogstavelig talt.

Et kæmpestort hul i sikkerheden er nemlig, at man kan åbne sin Pixel 4 og 4 XL med lukkede øjne. Det kan man ikke med en Apple iPhone, som derfor er godkendt til banktransaktioner. Det er den nye Pixel derfor ikke – endnu da. En opdatering, der åbner øjnene (nok mest på Google), er efter sigende på vej.

Google One: Et af de helt store salgsargumenter ved de første Pixel mobiler var gratis Google Cloud Storage af selv de højest opløste billeder. Den fordel har Google desværre droppet helt. Det fyldte nok alligevel mere, end de havde regnet med. Nu må man i stedet tilkøbe dyr lagerplads på Google One.

Den manglende Cloud Storage af højopløste billeder er et dobbelt problem med så lille en indbygget hukommelse som blot 64 GB. Man kan dog købe 128 GB for et tusse ekstra, og det bør man så absolut gøre. 64 GB er alt for lidt. Alene video kan hurtigt fylde lageret op. Helt galt kan det også gå, dersom man udnytter muligheden for at skyde Pixel 4 stills i RAW formatet til senere redigering. De fylder nemlig flere gange så meget som almindelige JPG fotos.

Læg hertil en skærm, der ganske vist er P-OLED og af høj kvalitet, men som desværre er meget lyssvag. I lav sol på en klar vinterdag kan det være endog uhyre svært at se, hvad der forgår på skærmen, som derfor fungerer bedst indendøre. Skærmen på Pixel 4 og 4 XL er langt mørkere end på andre high-end mobiler i samme prisklasse – sikkert for at spare strøm til 90 Hz opdateringen.

Live Transcribe: Et par rigtigt smarte features, som blev lanceret med Pixel 4 og 4 XL, var en løbende transkriberende diktafon samt live undertekster til YouTube videoer. Begge funktioner er dog siden også kommet til de mindre og ældre Pixel mobiler – i hvert fald til og med 3’erne.

Begge fungerer i sagens natur bedst på Pixel 4, da det hele her foregår internt på en separat chip i mobilen og derfor lynhurtigt. Det er rigtig smart at kunne følge med i en video på YouTube, når man enten ikke vil forstyrre andre med lyden – eksempelvis i sengen eller en togkupé. Eller ikke har sine hørebøffer med eller ladt op. Da slår man blot underteksterne til og kan nu aldeles lydløst følge med i handlingen. Jeg bruger det regelmæssigt.

Diktafonen er både smart og praktisk, da den løbende transkriberer de indtalte ord, så man efterfølgende kan søge i teksten og eksempelvis finde tilbage til et bestemt sted eller et bestemt emne. Rigtig smart, hvis man er studerende eller deltager i en konference med forskellige oplægsholdere, der jo alle siger vigtige ting. Må man da håbe. Det meste af tiden…

Ikke så smart for os danskere er imidlertid, at begge funktioner indtil videre kun fungerer på engelsk. Men underholdende er det, at der ind imellem opstår sjove fejl, når funktionen ikke helt kan greje, hvad der bliver sagt – på grund af forskellige udtaler eller dialekter.

Men generelt fungerer det godt.

Taget med Google Pixel 3a


Konklusion: Google’s seneste Pixel 4 og 4 XL er nok mest at betragte som eksperimenter, der langt fra altid lever op til Google’s egne planer og brugernes forhåbninger til dem. Jeg oplevede ofte, at Face Unlock nærmest aktiverede sig selv – uden at jeg havde bedt den om det.

Jeg oplevede også flere gange, at den slet ikke ville åbne, men i stedet bad mig om at bringe hovedet nærmere og mere ret foran skærmen. Modsat den langt større vinkel, som Apple’s Face Unlock virker i. Det mistede jeg faktisk en del skud på. Men værst af alt så oplevede jeg en enkelt gang, at min Pixel 4 overhovedet ikke gemte et foto, jeg med sikkerhed netop havde taget. Det har jeg aldrig oplevet før. Med nogen anden mobil. Og det må bare ikke ske.

Men vil man betale toppris for en noget halvkvædet vise, så skal man selvfølgelig gøre det. For Google’s skyld. Eller vælge den lille Pixel 3a i stedet og spare en masse penge. For sin egen skyld. Eller måske vente på Pixel 5, hvor de her nævnte features forhåbentlig er modnet, blevet driftssikre og brugbare i praksis. Den er jeg rigtig spændt på. Men måske kommer der en Pixel 4a inden da.

På så dyr en mobil som Pixel 4 skal alle funktioner naturligvis virke perfekt. Pixel Perfect. Ellers bør vi da i stedet have penge for at være Google’s forsøgskaniner. For alle andre end dedikerede Android-entusiaster er Pixel 4 og 4 XL derfor en klar ommer.

Eller for at sige det med den velkendte amerikanske YouTube tech-anmelder Michael Fisher’s egne og godt beskrivende ord:

“Lettere at få fat i end tidligere. Men sværere at anbefale”…

Taget med Google Pixel 4 XL


 

(Astro)photography

Google’s Pixel kameraer er fænomenalt gode til at skyde stills af høj kvalitet. Det ændrer kritikken af de nye fancy funktioner intet på. Billeder skudt med Pixel 4 og 4 XL er stadig lige suveræne – klare og skarpe i farverne, lige til at uploade på Facebook, Instagram eller andre nettjenester. Uden yderligere billedbehandling, hvilket mange vil sætte stor pris på.

Den nye 2X telelinse øger naturligvis anvendeligheden, omend mange havde ønsket en vidvinkel i stedet. Eller alle tre linser som på Apple’s og Samsungs topmodeller. Når man kommer fra en iPhone 11 eller Note 10 føler man sig ret handicappet og begrænset i sine muligheder uden alle tre muligheder. Men under alle omstændigheder er det Point and Shoot i absolut verdensklasse, der kommer ud af den nye Pixel 4. Alle kan tage gode billeder under næsten alle forhold.

Men der er nu også lidt guf til fotoentusiasten, som gerne selv vil være med i processen. Hvis man gerne vil ind og styre lyset og eksponeringen sammen med Google, er der i Pixel 4 og 4 XL en smart funktion, hvor man kan gå ind og justere højlys og skygger – før optagelsen. Dette i form af to slidere, som popper op, når man tapper på skærmen. Én til lys – den anden til skygger.

Det er en slags manual HDR-funktion, der er ganske sjov at lege med. Men også en funktion, man sjældent vil få reel brug for. Google’s fotoalgoritmer er nemlig så gode og præcise, at man kun sjældent kan gøre det i forvejen gode resultat ret meget bedre.

Et godt eksempel er dog modlys, hvor Google automatisk forsøger at lysne skyggerne, så man undgår silhuet-effekten og får belyst forgrunden. I reglen en rigtig god politik. Men hvis det nu lige er silhuet-effekten, man er ude efter, så griber man blot fat i én af eller begge de to slidere til lys og skygge og skubber, til man har det ønskede resultat.

Til anden brug kan man hurtigt få rodet så meget rundt i indstillingerne, at det færdige resultat bliver ringere end det oprindelige. Dette blot til advarsel, men man skal selvfølgelig prøve det. Som altid: Seeing is believing.

Google’s ingeniører er i ordets bedste forstand nogle rigtige nørder. Til og med fotonørder som jeg selv. Deres interesse for foto resulterede først i Night Sight teknologien, der muliggør fotografering i svagt lys, som ellers ikke tillader gode fotos. En teknologi, konkurrenterne alle er kommet haltende langt bagefter med.

Night Sight er baseret på, at kameraet tager flere billeder, som det så lægger sammen. Herved får det meget mere lys ind, end det ville kunne med en enkelt optagelse – med mindre man lod lukkeren stå åben i meget langt tid. Med sikkerhed for rystede billeder, hvis man ikke lige brugte et stativ.

Det gode ved Night Sight er netop, at man ikke behøver noget stativ for at få skarpe billeder. De mange enkelte skud er taget med så kort en lukkertid, at billedet ikke risikerer at blive rystet.

Billedet herunder er taget fra min sommerhushave, mod vest ud over Aarhus Bugt. Både Orion med det 3-stjernede sværd til venstre og den lille Karslvogn Lillebjørn til højre er kommet fint med:

Taget med Google Pixel 4 XL


Google’s ingeniører havde længe leget med tanken om at fotografere stjernehimmelen – noget, man har kunnet i mange år, hvis blot man brugte et stort spejlreflekskamera på stativ og tog mange billeder, som man så efterfølgende og møjsommeligt “stakkede” hjemme på computeren for at undgå grynede resultater.

Fotonørderne hos Google satte sig for, at de ville fotografere Mælkevejen med deres Pixel kameraer – uden andre hjælpemidler end et stativ eller fast anlæg, som man siger i skydeverdenen. Og det lykkedes til fulde.

I “Astro Mode” kan man nu uden videre skyde flotte fotos af nattehimlen, Mælkevejen og nordlys – blot man bruger stativ. Astro Mode aktiveres nemlig først, når kameraet står helt stille og man trykker på Night Sight. Da går mobilen automatisk i Astro Mode. Eksponeringstiden kan her være helt op til fire minutter på en Pixel 4 XL, mens jeg har målt op til 60 sekunder på en Pixel 3a.

Google har ganske vist sørget for, at Astro-funktionen nu også fungerer på ældre modeller som Pixel 3 og 3a. Men indrømmer i samme åndedrag, at kvaliteten af det færdige resultat er langt bedre på Pixel 4 og 4 XL. Hvilket jeg til fulde kan tilslutte mig. Det er nok her, at forskellen på Pixel 3a og 4 er allerstørst og tydeligst.

Den indbyggede fototimer på Pixel 4 er også er stor lettelse. Den sikrer, at man undgår rystede billeder ved tryk på udløseren. Den skal installeres som separat app på Pixel 3a, hvilket er lidt besværligt.

Astro Mode virker i al sin enkelhed lige så godt, som Motion Sense virker skidt. Begge dele bedømt ud fra mine egne oplevelser og optagelser.

© 2020 Steen Ulnits


Tre måneder senere

Jeg returnerede noget skuffet den første Pixel 4 XL, som dels kostede for meget og dels kunne for lidt af det, Google ellers stillede i udsigt.

Men så kom der et par store opdateringer, som dels fik gjort Face Unlock sikker, så den ikke længere kunne snydes med lukkede øjne – dels forlængede batteritiden, så man nu uden problemer kan komme igennem en hel arbejdsdag. Endelig faldt prisen dramatisk, så man nu kunne erhverve sig en Pixel 4 XL til omkring kr. 5.000,-.

Jeg gav derfor Google endnu en chance, hvilket jeg ikke har fortrudt. Jeg kører nu permanent med 90 Hz opdatering af skærmen, der altid står på fuld styrke, når jeg færdes udendøre. Skulle det ikke være nok til at komme igennem en hel dag, deaktiverer jeg den strømslugende radar-funktion i Project Soli. Så er der ingen problemer længere.

Det eneste, jeg stadig savner, er et større indbygget lager end de 64 MB, der er standarden. Når man nu ikke kan supplere med et hukommelseskort. Og heller ikke kan opdrive 128 MB modellen, der koster hele tusinde kroner mere.

Hvilket i øvrigt er noget nær uforskammet, når man nu kan fordoble lageret på den spritny iPhone SE med markedets hurtigste processor, A13 Bionic, fra 64 til 128 MB – for blot det halve…

64 GB: kr. 3.699,-     128 GB: kr. 4.199,-     256 GB: kr. 5.099,-

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme  på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner. 

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…

© 2019 Steen Ulnits

 

 

Suunto 7 – nu med kort

Finske Suunto er en gammel kending i branchen for kompasser og dykkerure. De har længe haft et godt ry for deres sportsure, som nu har fået det første kortlæsende medlem: Suunto 7.

Firmaet blev etableret tilbage i 1936, hvor det vigtigste produkt var skibskompasser. En produktion, der først ophørte for få år siden. Siden kom diverse dykkerartikler til, og på det seneste er aktivitets trackere til sportsudøvere blevet en vigtig del af sortimentet. Kompasset findes dog stadig i digital form – som urskive.

I dag koncentrerer Suunto sig om bærbare produkter til håndleddet. Om det så er undet vandet til dykning. Eller over vandet til sportsudøvelse. Med sit seneste skud på stammen prøver Suunto at forene sine hidtidige datatunge og meget hårdføre aktivitets trackere med det moderne og alsidige smartwatch til daglig brug.

Til det formål har Suunto skippet sit eget OS til fordel for Google’s traditionelt strømslugende Wear OS. Hvilket ganske naturligt har skræmt en del tidlige(re) brugere af Wear OS.

Heldigvis er den seneste generation af Wear smartwatches bygget på den nye Snapdragon Wear 3100 platform, som på alle måder er en bedre processor end forgængeren 2100.

Snapdragon Wear 3100

Snapdragon Wear 3100 har et strømforbrug, der ifølge producenten Qualcomm er 67 % lavere end på 2100. Der er to power modes – det ene til aktivt brug, det andet til passivt. GPS funktionen bruger nu 49 % mindre strøm end tidligere, og der bruges 43 % mindre til keyword detection.

Opdatering af urskiven trækker 35 % mindre strøm end tidligere, afspilning af MP3 musik bruger 34 % mindre strøm, og forespørgsler over Bluetooth eller Wi-Fi kræver 13 % mindre strøm end med Wear 2100.

Batteritiden er således markant bedre end på forgængeren, selv om den langt fra lever op til, hvad man kan finde i dedikerede activity trackers. Til gengæld får man al funktionaliteten fra et moderne smartwatch kombineret med data-logging under aktivitet.

Der er således ingen grund til længere at løbe skrigende bort, når talen falder på Wear OS og dets strømforbrug. Man får som absolut minimum en hel dag ud af en fuld opladning – op til to hele dage, siger Suunto. I virkelighedens verden er det dog ikke klogt at satse på mere end halvanden dag.

Til gengæld tager det ikke lang tid at lade uret fuldt op. En time på opladeren, og man er klar til en ny lang dag.

Wear and what not

Har man haft et smartwatch med Wear OS tidligere, da ved man, hvad man går ind til. Man tilgår Google Play og apps herfra med den dedikerede knap øverst til venstre. Og selv brugt for første gang i et Suunto ur ligner Google Wear oplevelsen sig selv:

Swipe ned for adgang til indstillinger. Swipe op for notifikationer. Swipe til højre for Google Assistant. Og swipe til venstre for at tilgå Cards. Altså ikke landkort, Maps, som man finder i Suunto app’en – ved at trykke på knappen øverst til højre.

Det hele er intuitivt og nemt at gå til – især hvis man er vant til de ofte ret komplicerede og ulogiske aktivitets trackere fra eksempelvis Garmin, hvor man hurtigt kan fare vild i menuer og indstillinger. Hvor der er hele fem knapper og med dem et utal af muligheder for at gå galt i byen.

Suunto er vant til at lave robuste ure, der kan tåle at blive brugt, og Suunto 7 er ingen undtagelse. Det er stort – større end mit knap 100 gram tunge Garmin Fenix 5X med sit stålhus – men det vejer blot 70 gram i sit eget hus af forstærket polyamid. Urkransen er dog af rustfrit stål.

Kortene

Det er kortene, der adskiller Suunto 7 fra stort set alle andre Wear OS ure. Muligheden for at downloade og gemme kort til senere offline-brug, ikke mindst. Det har man også kunnet på Casio’s ProTrek modeller, men det har ikke fungeret nær så godt som her. Dels har processoren været lidt for langsom, og dels har det haltet med upload af nye kort.

Det gør det ikke på Suunto 7, der flyver gennem kortene. Dels de indbyggede “heat maps” – dels de større topografiske kort, man kan downloade efter behov – for øvrigt aldeles gratis.

“Heat maps” er grafiske kort, som fortæller, hvor andre brugere har gået, løbet, cyklet eller kørt. Man kan zoome ind efter behov, hvilket er nødvendigt i områder med megen trafik. Og man kan som ny i et område hurtigt udvælge sig en afprøvet rute til gå-, løbe- eller cykelturen.

En uhyre praktisk funktion, når og hvis man ankommer til nyt og ukendt terræn – det være sig midt inde i en storby eller langt ude på det øde land.

Man kan vælge at bruge den indbyggede heat map som baggrund for sin udskrive, hvilket er både populært og flot. Den skifter da helt automatisk fra sted til sted, hvilket er rigtig smart. Kommer man til en ny lokalitet, skal man ikke til at lede efter nye ruter først. Den indbyggede heat map vil da allerede være opdateret og ens position centreret. Hvis der da ellers er dækning.

Vil man efterfølgende ud i terrænet, trykker man blot på Suunto startknappen – den øverst til højre på uret. Så er der straks opdaterede mapbox™️ kort på skærmen. Og man vælger selv, hvordan de skal vises.

Swiper man nu ned på skærmen, vil man se det topografiske kort for det pågældende område, som man så kan zoome ind og ud på – alt efter lyst og behov. Swiper man op på skærmen, dukker en lang række af aktiviteter op, som man kan vælge imellem. Det være sig gang, løb, cykling eller en af de i alt 70 forskellige muligheder for aktiviteter. 

Når urets indbyggede GPS har fundet den eksakte position, swiper man til venstre, og man er nu i gang med sin aktivitet. Suunto 7 logger nu alt, hvad man foretager sig – puls, position, fart, kurs og tilbagelagt afstand med meget mere. Man kan vælge at have kortet kørende synligt hele tiden, hvilket selvfølgelig koster mere strøm. Eller man kan lade uret logge passivt i baggrunden..

Det hele kan efterfølgende ses og genopleves på mobilen – på Suunto’s yderst velfungerende og overskuelige app. Præcisionen er ganske imponerende: Ned til 2 meter på lokaliteter, jeg kender godt og frekventerer ofte. På en skærm, der i højeste ind-zooming dækker bare 10 meter.

Det er klart godkendt – endda på en skærm, hvor kortet løbende roterer med ens bevægelsesretning. Dette er uhyre praktisk, da man så langt bedre end på et statisk kort kan orientere sig i forhold til det omgivende terræn og kendemærker her.

Man kan når som helst gribe ind og kigge detaljer, hvis der skulle blive brug for det. Enkelt og intuitivt, hvilket jeg aldrig har syntes var tilfældet på eksempelvis mit Garmin Fenix 5X, der ellers er et rigtig fint og velfungerende ur. Det har blot lidt for mange knapper, indstillinger og menuer at holde styr på.

Konklusion

Man kan hurtigt konstatere, at Suunto’s teknikere virkelig har lagt sig i selen for at optimere brugeroplevelsen på Suunto 7. Den får topkarakter herfra. Det gør også urets hardware, der er bygget solidt – til at holde til strabadser ud over det sædvanlige i felten.

Batteritiden er stadig ikke noget at skrive hjem om – slet ikke sammenlignet med dedikerede aktivitets trackere, der i regelen holder strøm til flere dage. Til gengæld kan de så ikke håndtere dagligdagen indendøre, hvilket Suunto 7 fint kan. Regn med at skulle oplade uret hver eneste nat, hvis der skal være strøm nok til hele den følgende dag.

Suunto 7 kan næsten det samme som almindelige Wear OS ure – blot kan man ikke ringe fra eller til det. Der er ikke mulighed for indbygget eSIM, hvilket forhåbentlig kommer på et tidspunkt – så man kan lade sin mobil blive hjemme på løbeturen. Det er en af de ting, jeg har været allermest glad for med mit Apple Watch Series 4.

Konklusionen bliver alligevel, at Suunto 7 er et yderst gennemtænkt og velfungerende ur, der vil kunne dække mange moderne menneskers aktiviteter og behov – indendøre såvel som udendøre. I løbet af en arbejdsdag såvel som i fritiden.

Jeg er selv helt solgt på det – primært på grund af kortene.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits

Produktfotos: Suunto


Suunto 7 specs

Vægt: 70 g

Lager: 8 GB

Vandtæt: 50 m

Batteri: 450 mAh

Hukommelse: 1 GB

Urkrans: Rustfrit stål

OS: Wear OS​ by Google™

Platform:  iOS og Android 

Urkasse: Forstærket polyamid​

Armbånd: 24 mm – udskifteligt

Navigation: GPS, Glonass og Galileo

Processor: Qualcomm® Snapdragon Wear™ 3100

Batteritid: Op til 12 timer i GPS tracking mode

Op til 48 timers almindeligt daglig brug

Reelt halvanden dag


Suunto 7 blev testet sammen med

en Google Pixel 4 XL

Huawei P30 Pro

Som læsere af disse sider vil vide, så var jeg ikke begejstret for Huawei’s Mate 20 Pro. Denne ellers meget berømmede kameramobil levede i mine øjne slet ikke op til forventningerne efter den banebrydende og anmelderroste P20 Pro.

Nu er kinesiske Huawei så tilbage med endnu en opfølger, der som P20 Pro virkelig leverer varen. På flere områder. Det er P30 Pro, som rydder hele den samlede mobilkamerapulje med sine fantastiske kameraer. Og den gør det i en tid, hvor der ellers er sået tvivl om det kinesiske firmas fremtid.

Det skal vi ikke tærske langhalm på her – blot henvise til nedenstående artikel om netop dette prekære emne:

Huawei – en sikkerhedsrisiko?

Og så afslutningsvis kort konkludere, at hele sagen i høj grad drejer sig om den kinesisk-amerikanske handelskrig, der jo raser lige nu. Mere end om spionage og sikkerhed som ellers angivet af den amerikanske præsident og hans egen regering. Der for øvrigt også selv spionerer, hvor spioneres kan. Tænk blot på “Echelon”.

Vi skal heller ikke tærske langhalm på hardware og software, som i vid udstrækning er den samme i alle Huawei mobiler.

Kameraerne

Lad os i stedet gå direkte til det, der adskiller Huawei fra alle andre mobilproducenter: Kameraerne. Her har Huawei nemlig et markant forspring, som alle markedets øvrige producenter nu kæmper for at indhente.

Alt imens tager Huawei sikkert, støt og roligt større og større markedsandele. Amerikanske Apple har de allerede overhalet – nu gælder det koreanske Samsung, som kinesiske Huawei gerne vil vippe af tronen.

Huawei købte sig til avanceret mobilkamerateknologi, da de overtog resterne af Nokias finske kameradivision. Et smart træk, der for alvor har givet pote og sendt Huawei et pænt stykke foran konkurrenterne.

Hvor Huawei ofte og med rette kan beskyldes for at kopiere, hvad der overhovedet kopieres kan – ellers stjæles, hvis det skulle blive nødvendigt – så man vi klart erkende, at på fotosiden er Huawei bare klart førende.

Huawei trak for alvor fra med P20 Pro, der stadig er en fornem kameramobil, og har nu atter lagt sig klart i spidsen med den nye P30 Pro. Den leverer ikke bare specs i topklasse, hvilket mange mobiler efterhånden gør – den leverer også billeder i verdensklasse. Hvad langt fra alle topmobiler gør.

Hovedkameraet har 40 MP, vidvinklen 16 MP og telen blot 8 MP. Til gengæld har selfie kameraet hele 32 MP til knivskarpe selvportrætter. Således byder P30 Pro på ialt 96 MP. Ganske imponerende, når man sammenligner med eksempelvis Apple’s iPhone Xs Max, der har 12+12+12+8 MP = 44 MP…

Masser af Florida fotos

Jeg fik den nye P30 Pro i hænderne blot dagen før, jeg skulle afsted til Florida i nogle uger. Og jeg tvang mig selv til at lade min elskede iPhone Xs Max blive i lommen til særlige lejligheder. I stedet tog jeg næsten samtlige mine fotos fra Florida med det nye kamera, hvilket er en rigtig god måde at lære det at kende på. Se Florida Key West fotogalleri her.

Den korte version er, at P30 Pro på næsten alle måder leverer, hvad Mate 20 Pro ikke gjorde – trods ellers mange anmelderroser. Når man dykker i dybden med mange af disse anmeldelser, er der to ting, som ofte går igen:

Det drejer sig om anmeldelser efter meget kort tids brug. Og anmeldelser af mobiler, som anmelderne har modtaget som gave. Enhver ved, at man aldrig stiller samme høje krav til gratis gaver som til dyrt købte produkter. Det siger næsten sig selv.

Men det må nødvendigvis tages med i vurderingen, når man læser begejstrede anmeldelser af nye produkter. Der ville ikke nødvendigvis stå det samme overstrømmende positive, hvis de pågældende anmeldere havde betalt fuld pris for deres produkter…

Anyway. Til kameraerne, der som sagt gør den store forskel. Med P30 Pro er det lykkedes Huawei at klemme et helt nydesignet kamera med hele 5X optisk zoom og 10X hybrid zoom ned i en slank og elegant indpakning. Endda sammen med et imponerende batteri, der i mange tilfælde kan holde i to samfulde dage.

5X optisk, 10X hybrid og 50X digital zoom

Det var en stor oplevelse af få Huawei P20 Pro i hænderne dengang. Her var nemlig for første gang en mobiltelefon med et indbygget kamera, som kunne zoome optisk hele 3 gange. Og som i tilgift havde en brugbar 5 gange hybrid zoom.

Jeg tog mange gode fotos med P20 Pro, inden den blev afløst af først Mate 20 Pro, som jeg ikke var så begejstret for – trods den indbyggede vidvinkel – og siden den her testede P30 Pro. Sidstnævnte byder på ikke mindre end 5X optisk zoom, 10X hybrid zoom og imponerende 50X digital zoom.

Det sidste kunne eller kan man nu ikke bruge til at fotografere med. Dertil var og er kvaliteten dog for dårlig. Men med en digital zoom på hele 50 gange kan man med fordel bruge sin mobil som kikkert.

Det benytter jeg mig ofte af, når jeg eksempelvis skal scanne et skovbryn eller en åben mark for dyr. Eller vil se, hvad det er for et skib, der lige har rundet pynten. En i praksis uhyre anvendelig detalje.

Huawei bliver ofte – og med rette – beskyldt for at kopiere andres løsninger. Ikke mindst Apple må ofte lægge ryg til at blive klonet af Huawei – dog i Android regi. iOS og MacOS kan de gode kinesere nemlig ikke kopiere funktionen af – kun udseendet.

Periskop-zoom

Men når det gælder de indbyggede kameraer, kan man ikke beskylde kineserne for at stjæle andres ideer. Her er de nemlig selv med helt fremme på sidste beat – med kameraer, de selv har udviklet. Ikke mindst den 5X optiske zoom har affødt megen beundring fra konkurrenterne. 

Med 3X optisk zoom var man nemlig kommet til vejs ende for, hvad der fysisk var plads til i en flad og tynd mobiltelefon. Skulle man videre, måtte der nytænkes, og det gjorde Huawei med sin nye “periskop-zoom”.

Der er ikke tale om nogen konventionel zoom, som bliver længere og længere med brændvidden. I stedet har man tænkt i retning af de store spejlteler, som har været kendt fra spejlreflekskameraerne i årevis.

Huawei har helt enkelt “foldet” brændvidden sammen til en periskop-formet linse, der fylder markant mindre og fint får plads i mobiltelefonen. Den er nu placeret umiddelbart under vidvinkel og normallinsen, hvorved man i praksis nærmer sig 10X optisk zoom.

Vidvinklen er nemlig omtrent det halve af normalen, der normalt betegnes 1X, men som i virkeligheden er 2X vidvinklen. Læg hertil 5X normalen , og det samlede resultat bliver 10X fra yderste vidvinkel til yderste tele.

Og hvor Huawei endnu ikke rigtig havde fået de tre kameraer til at spille sammen i Mate 20 Pro, så er det lykkedes rigtig fint i P30 Pro. De glider nu fint over i hinanden.

Nyt lysmålersystem

Men ikke nok med det. Med længere brændvidde kommer også større lystab. Det har Huawei løst med endnu mere konstruktiv nytænkning. Normalt registrerer en kamerasensor farverne RGB som RGGB.

Denne gamle og veletablerede metode har Huawei gjort op med i sin nye SuperSpectrum sensor, hvor den grønne farve (G) er skiftet ud med gul (Y). Huawei’s SuperSpectrum sensor registrerer derfor indkomne farver som RYYB i stedet for RGGB, hvilket tillader 40% mere lys at komme ind.

Huawei’s Kirin 980 processor kombineret med en nyudviklet algoritme bringer den maksimale lysfølsomhed på P30 Pro op på nærmest ufattelige ISO 409.600. Det betyder i almindelig tale, at P30 Pro kan se lys, hvor det menneskelige øje blot ser mørke. Man behøver blot at tænde for kameraet i et mørkt rum for at se den imponerende lysstyrke.

Forgængeren P20 Pro, der stadig er et fremragende og meget lysfølsomt kamera, excellerede i netop natfotografi. Til formålet havde og har den en meget lysfølsom sensor i ren sorthvid. Med det resultat, at man får stjerner på sit natfoto, som man overhovedet ikke selv kan se.

Det samme gælder P30 Pro, der blot har droppet den sorthvide sensor til fordel for en RYYB. Hermed har Huawei lagt sig totalt frem i førerposition, hvad kamera og lysfølsomhed angår. 

Dobbelt video

Nu er det ikke på video-fronten, at Huawei har gjort sig mest eller bedst bemærket. Et ofte fremført kritikpunkt, når talen er faldet på P20 Pro. Kineserne er dog kommet ganske godt med i P30 Pro, der i tilgift til normale videofunktioner tilbyder Dual-Video: Dobbelt video med splitskærm.

Dual-Video er en sjov funktion, der næppe vil tiltale de ægte videoentusiaster. Men som giver mulighed for mange sjove optagelser til familiealbummet. Man har da det normale videokamera kørende i den højre og største del af skærmen, mens man i den venstre kan vælge, om man vil zoome 2, 3 eller 5X ind på samme motiv.

Det giver mulighed for at zoome mere eller mindre ind på begivenhederne i venstre side af skærmen, mens man bevarer overblikket på den højre side. Det er ingen gimmick, som den slags ellers ofte er. Det er rent faktisk en funktion, der har flere rigtig gode anvendelsesmuligheder. 

Professionelle videofotografer vælger ofte at klippe et nærbillede ind i sin egen billedramme, så seeren bedre kan se, hvad der sker. Dual-Video giver lidt af de samme muligheder – blot med et enkelt tryk på knappen “Dobbeltvisning” under “Flere”.

Som lystfisker kan man eksempelvis filme hele fighten af en fisk – i almindelig vidvinkel. Mens man samtidig zoomer ind på fisken selv. På én og samme optagelse.


Konklusionen

Det er dejlig nemt at konkludere noget om Huawei’s P30 Pro. Det er nemlig uhyre svært at finde noget at kritisere den for.

Tre kameraer bag og ét for dækker næsten alle de fotografiske situationer,  man kan komme ud for på en normal hverdag. Telen med 5X optisk zoom har ikke sin lige, og den nye vidvinkel har macrofunktion ned til 2,5 cm. Batteriet på hele 4.200 mAh holder hele dagen uden at kny. Måske også den næste dag med.

P30 Pro er en kameramobil, der har alt, hvad en sådan skal have – og så en hel del mere end konkurrenterne. Det er sjældent i vore dage, at en producent når at lægge sig så langt foran alle konkurrenter, som Huawei har gjort det med P30 Pro.

Så kan man godt leve med, at både Samsung og især Apple har software, der kører bedre og mere flydende end Huawei’s. De to har haft flere år til at finetune deres produkter i, end Huawei har. Og det kan mærkes.

Et lidt ærgerligt kritikpunkt er dog risikoen for, at den amerikanske præsident Trump’s handelskrig mod kineserne kan umuliggøre fremtidig brug af Google’s Android på Huawei’s P30 Pro.

Den slags kan ingen producent eller forbruger tage højde for.

Læs gerne Hongmeng OS – Android’s afløser?

© 2019 Steen Ulnits

Nokia 9 Pureview

Så kom den endelig, den længe ventede efterfølger til klassikerne Nokia 808 og Lumia 1020, der tog verden og dens mobilfotografer med storm – og flere end 40 millioner pixels.

Men den lille ny fra Nokia slægter ikke sine pixelrige forgængere på: Den leverer nemlig kun fotos med sølle 12 millioner pixels, hvilket er noget nær vore dages standard for mobiltelefoner.

Den nye Pureview har nemlig valgt at gå helt nye veje, som nok kun de færreste havde ventet. De fleste har nemlig forbundet navnet “Pureview” med rigtig mange pixels, som kunne levere hidtil uset skarpe fotos – med såkaldt “pixel binning” til styring af de mange millioner pixels.

Nokia har i stedet allieret sig med firmaet “Light”, der for et par år siden barslede med kameramonsteret “L16”, som bød på hele 16 kameraer. De skulle tilsammen dække alt, hvad både lys og perspektiv angår.

Men brugerfladen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er den gode, gamle og let genkendelige, som vi kender fra millioner af mobiler, der kører på Android styresystemet:


Co-produktion

Nokia 9 Pureview er i sandhed en co-phone – skabt i samarbejde mellem følgende forskellige store aktører på foto- og IT-området, der hver har bidraget med afgørende dele:

  • Google: Leverer Android One styresystemet til den nye Nokia – og alle de tidligere. Den sikrer hurtige og løbende opdateringer i to år.
  • Qualcomm: Tæt samarbejde omkring 845 processoren, der normalt ikke kan håndtere input fra så mange forskellige kanaler/kameraer.
  • Light: Har udviklet og leveret den Lux capacitor, der skal til for at styre lysinput fra de fem integrerede kameraer.
  • Zeiss: Står bag udvikling af de to RGB-kameraer og de tre SH-kameraer, alle med 12 MP output, som bidrager til det enkelte foto.
  • Adobe: Har udviklet den Lightroom applikation, der skal til for at bearbejde de ubehandlede RAW fotos fra Nokia 9 Pureview.

Det har næppe været let for Nokia at styre udviklingssamarbejdet med så mange forskellige spillere, så hatten af for det. Men måske man skulle have ventet en lille stund endnu, før man lancerede Nokia 9…

Fingeraftrykslæseren…

Førstehåndsindtrykket af Nokia 9 Pureview er nemlig rigtig dårligt. I hvert fald på min model. Fingeraftrykslæseren, der er af den nye “in-screen” type, virker nemlig forrygende dårligt – på grænsen til overhovedet ikke.

Det er vanskeligt at få registreret sine fingeraftryk, men dog muligt. Efterfølgende virkede de så overhovedet ikke på min testmodel. Det var således umuligt at komme ind på mobilen, og samtidig dæmpedes lysstyrken hver gang så meget, at man stort set ikke kunne se noget uden manuelt at skrue op for lysstyrken igen.


“Prøv at trykke lidt hårdere…” lød den opmuntrende besked hver eneste gang. Og jeg trykkede og trykkede. Til sidst så hårdt, at jeg frygtede for elektronikken under skærmen. Opløftende var det heller ikke at søge på nettet. Det viste sig nemlig, at rigtig mange havde samme nedslående oplevelse…

Utroligt, at Nokia har ladet en så komplet ugennemtestet ny teknologi slippe igennem nåleøjet og ud til forbrugerne. På mine gamle Nokia mobiler virker den eksterne fingeraftrykslæser både hurtigt og upåklageligt. – Hvorfor så ikke lade det blive ved det?

Der må være nogle røde ører på Nokias hovedkontor i Tampere, Finland. Nogle, der har sovet i timen, da valget faldt på en dårligt testet in-screen fingeraftrykslæser i stedet for den gammelkendte og velprøvede. Fint skulle det være, men skidt blev det.

De fem kameraer

Mange tog sig til hovedet, da de første billeder af de mange kameraer på bagsiden af det nye Pureview blev lækket. Nogle syntes, det så cool og fremtidsorienteret ud. Andre, at det var grimt eller ligefrem skræmmende.

På det tidspunkt var der nemlig ingen, som rigtig vidste, hvad så mange kameraer skulle bruges til. Dengang var alle stadig sikre på, at Nokia 9 Pureview ville blive endnu et kamera med rigtig mange pixels – over de 40 millioner, som forgængerne havde budt på.

Men sådan skulle det ikke være. Havde man drømt om ekstremt højtopløselige billeder, blev man slemt skuffet. Der var nemlig kun 12 MP at tage af – trods de fem kameraer. Der nemlig hver især har helt andre opgaver, end de fleste nok havde regnet med.

De to af dem optager i RGB-farve – de tre øvrige suger SH-lys til sig. De tre sorthvid-sensorer kan suge meget mere lys til end farvesensorerne – 2,9 gange mere hver især, siger Nokia.

Læg hertil en såkaldt “Time of Flight” (TOF) sensor, der registrerer dybde og afstand. Specielt vigtigt ved portrætfotos, der jo gerne skulle kunne skelne klart mellem skarp forgrund og sløret baggrund.

Der er således nok at se til for den processor, der skal styre alle disse kamera-input. Og det kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, at der er en vis procestid efter hver optagelse. Man kan dog fint tage yderligere fotos, mens de gamle stadig behandles.

Procestiden var også lang med Nokia 808, der sågar havde en ekstra processor netop til billedbehandlingen. Men det kommer lidt bag på én, at der kan gå både 10, 15 og 20 sekunder, før efterbehandlingen på Nokia 9 er klar. Så har det pågældende billede til gengæld også lagret rigtig mange informationer til senere brug.

Nokias indbyggede kamera-app fungerer fint, omend jeg flere gange oplevede  at udløserknappen slet ikke reagerede på tryk. Måske et problem relateret til den dysfunktionelle fingeraftrykslæser på den testede model.

Jeg havde forventet, at det ville være den samme Pro kamera-app, som vi kender og sætter pris på fra tidligere Nokia-modeller. Nokia havde nemlig erhvervet sig rettighederne til netop den, som er uhyre intuitiv at betjene.

Men nye funktioner og muligheder har tilsyneladende gjort den ubrugelig i Pureview-sammenhæng. App’en fungerer dog ganske udmærket, når man ellers kan tilgå den.

Det, man mest skal lægge mærke til, er det lille ikon for dybdeskarphed – “Depth Field”. Det ligner en PH-lampe, der ligger ned. Når det er aktiveret, optager kameraet et udførligt dybdefelt, som senere kan bruges til at fokusere rundt i – med op til 1.200 forskellige billedplaner eller justeringsmuligheder.

Det er der ikke andre producenter, som kan leve bare tilnærmelsesvis op til i mobil-sammenhæng. Det fylder dog i sagens natur rigtig meget.

Adobe Lightroom

Når man starte sin Nokia 9 Pureview op for første gang, foreslår den straks, at man installerer Adobe Lightroom til redigering af de store RAW filer, som mobilen tager. Og det sker i et snuptag.

Men vil man have adgang til de features og funktioner, som virkelig er noget værd, så mødes man af nedenstående billede. Adobe vil have 39,- kroner for at lukke op for godterne. Hver måned. Resten af livet. Ellers er der kun en lang næse at hente – i form af uendelige henvisninger til alle de features, man som nærigpind hele tiden går glip af…

Lightroom er et fremragende produkt, men at skulle betale knap 500,- kroner om året for at få adgang til det – en tiendedel af kameraets pris – hvert eneste år i mobilens levetid, det er lige i overkanten. Synes i hvert fald jeg.

Man kan nemlig få flere andre applikationer – til iOS såvel som Android – som man betaler et mindre beløb for én gang for alle. Selv har jeg længe benyttet mig af programmer som Halide, Darkroom og Focos, når der skal tages og arbejdes med RAW og fokus i efterbehandlingen. 

Dem skal man ikke abonnere på. Dem køber man bare på vanlig vis. Og til en fornuftig pris. Når og hvis de sædvanlige billedbehandlings-programmer, der følger gratis med, ikke rækker.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget skuffet over det nye Pureview fra Nokia. Jeg havde forventet mig mere af Nokia’s nye flagskib, som jo havde ladet vente længe på sig. Og jeg var langt fra den eneste:

Den kendte professionelle New York fotograf Marian Sell har testet det nye Nokia 9 Pureview kamera grundigt – ude i det fri såvel som inde i det digitale mørkekammer – og efterfølgende delagtiggjort os andre dødelige i sine iagttagelser på YouTube.

Sell var ikke imponeret. Ja, faktisk kunne han slet ikke forstå, hvad alle de mange kameraer skulle gøre godt for – når nu hans nye Samsung Galaxy S10 kan tage lige så gode og skarpe billeder. Det dokumenterer han fint på YouTube.

Han klagede også over det langsomme kamera, som missede mange skud, men dykkede dog ikke ned i muligheden for at styre fokus og lys i efterbehandlingen af de optagede billeder – Nokia 9 Pureview’s største force.

Marian Sell ville langt hellere have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige optagevinkler, som flere nye kameraer i dag byder på – med vidvinkel, normal og tele som det, der ser ud til at blive fremtidens standard.

Men se og hør selv her, hvad en professional New Yorker fotograf mener om den nye Nokia 9 Pureview:

Plan og dybde

Nokia Pureview kan noget, den har lært af nu desværre hedengangne Lytro, som i nogle år brillerede med deres såkaldte “Light Field Camera” – et kamera, som fangede samtlige lysstråler i feltet fra kameralinse til uendeligt. Hvilket tillod, at man efterfølgende kunne fokusere sine billeder efter behag. Det hele var der – klar til at blive brugt.

Lytro nåede kun at producere to kameraer, inden firmaet måtte give op og erkende, at forbrugermarkedet ikke var modent eller interesseret i de muligheder, som lysfelt-fotografering gav.

Jeg nåede heldigevis at skille mig af med det seneste store Lytro Illum lysfeltkamera, som ellers var rigtig sjovt at lege med – med har stadig den første lille sag, som er en 4-kantet kasse på størrelse med to gammeldags filmruller. Her kan man med egne øjne se, hvordan hele lysfeltet indfanges, så man efterfølgende kan fokusere rundt omkring på billedet.

Det første Lytro havde dog en ringe kapacitet og samtidig en processor, der ikke var til ret store ting. Potentialet var imidlertid tydeligt – så tydeligt, at Apple’s nu hedengangne grundlægger Steve Jobs engang inviterede Lytro’s grundlægger Ren Ng op til en snak og en kop kaffe. Med sig hjem fik Ng i opdrag at finde ud af, hvad eventuelt Lytro kunne tilføre Apple på kamerafronten.

Det blev desværre ikke til noget, og nu er firmaets forbrugerdivision som sagt lukket. Men drømmen om lysfeltet lever videre – i Pureview’s 1.200+ billedplaner, som man kan bevæge sig rundt i.

Med det ret beset fantastiske resultat, at man først kan fjerne uønskede genstande og personer på et billede – i eksempelvis Lightroom – og dernæst fokusere på præcis den del af billedet / de billedplaner, man måtte ønske.

For meget og for lidt

Det er lidt synd for og egentlig også ganske dumt af Nokia, at man sender et produkt som et spritnyt Pureview på gaden i noget, der virker som halvbagt tilstand. Dumt, for ideen er skam god nok – det er eksekveringen, der halter.

Et gammelt engelsk ordsprog hedder “Too little too late” og bruges, når man er for sent ude med sine handlinger eller produkter. Med god ret og direkte henblik på den nye Nokia 9 Pureview kunne dette ordsprog passende omskrives til “Too much too early”:

– For mange kameraer og stadig lidt for tidligt i forhold til både hardware og software. Men under alle omstændigheder et frisk pust i en kameraverden, hvor konkurrencen er benhård og udviklingen går rigtig hurtigt.

Når først den avancerede teknologi får indhentet Nokias mange gode ideer, så skal alt nok blive godt. Der er nemlig masser af potentiale i den nye teknologi – hvis man nu er til den slags fiksfakserier med lys og skygge.

Dér er vi desværre ikke endnu. Men jeg står klar til at kigge nærmere på næste version af Nokia’s Pureview. Der har længe verseret rygter om, at opfølgeren allerede er på vej – med Qualcomm’s seneste og langt hurtigere Snapdragon 855 processor ombord.

Det vil alt andet lige være et skridt fremefter på vejen – hvis altså Nokia får styr på den helt forfærdelige in-screen fingeraftrykslæser…

Hvis der så også blev mulighed for lidt flere pixels end de nuværende 12 millioner i de færdige billeder, så ville vi være nået rigtig langt. Da ville resultaterne kunne bruges mange flere steder end nu. Da vil man kunne beskære sine motiver langt hårdere – uden brug af separate teleobjektiver.

Og lav så lige afslutningsvis en aftale med Adobe, så Lightroom er med i Pureview købsprisen. Én gang for alle. De to behøver hinanden.

Det vil i sandhed være a Match made in Heaven.

© Tekst & fotos: 2019 Steen Ulnits


Efterskrift:

– Gå altid tilbage til en fuser!

Sådan lød rådet i sin tid fra Gnags’ forsanger Peter AG, og gode råd fra en klog mand skal man naturligvis følge i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg havde læst om flere efterfølgende opdateringer, der skulle løse de ovennævnte problemer, som den nye Nokia 9 Pureview desværre var født med. Ikke mindst in-screen fingeraftrykslæseren, der var helt umulig på den første udgave, skulle være blevet forbedret markant.

Og da så prisen samtidig blev sat ned med en hel tusse – fra de vejledende 4.999,- til nu 3.999,- kroner – var tiden inde til endnu et forsøg. Den ambitiøse fuser skulle have en chance til. Som gammel Nokia-fan var det næsten ikke til at leve med det første flop, det famøse 5-linsede fejlskud.

Det var derfor med den allerstørste spænding, at jeg pakkede min Pureview nummer to op af kassen. Den ankom med Android 9 Pie installeret, men gik straks i gang med at opdatere sig selv. Hele tre store opdateringer blev det til, inden den var tilfreds og lod mig gå videre med installeringen.

Fortsat forrykt fingeraftrykslæser

Men ak. Fingeraftrykslæseren var fuldstændig lige så forbandet på den nye Nokia, som den havde været på den gamle. Meget vanskeligt at registrere nye fingeraftryk. Og helt umuligt siden at bruge dem. “Prøv at trykke lidt hårdere” lød meldingen gang på gang på gang. Præcis som på den første model.

I en kort periode kunne jeg vække den til live med et rapt og millimeterpræcist tap, men det holdt ikke længe. Så nægtede den fuldstændig at registrere mine fingeraftryk – selv efter flere sletninger og genregistreringer. 

Til gengæld var den aldeles usikre ansigtsgenkendelse blevet superhurtig. Den åbnede flere gange, førend jeg overhovedet nåede at få lagt fingeren på skærmen. Ikke specielt betryggende, når man nu ved, at den kan snydes med et simpelt fotografi…

Det var og er stadig de fem indbyggede Zeiss kameraer, som gør / skulle gøre Pureview til noget ganske specielt. I den første udgave crashede kamera-appen regelmæssigt, og den gør den nye desværre stadig.

PRO-fessionel fiasko

Flere af funktionerne forsvinder helt eller delvis, så de ikke kan bruges mere. Selv ikke efter genstart. Det gælder specielt i “Pro” mode, som man jo netop griber til, når automatikken ikke rækker. 

Jeg oplevede flere gange, at mobilen slet ikke ville tage et billede, når jeg trykkede på udløseren. Katastrofalt for en fotograf, der jo langt fra altid får samme fotomulighed igen. Hvis nogensinde.

Efter blot en enkelt dags fornyede og gentagne frustrationer gav jeg op. Jeg pakkede mobilen ned og returnerede den.

Det er bare for dårligt, Nokia. Model 9 Pureview skulle aldrig nogensinde have været på markedet.

2019 Steen Ulnits