I frost, natmørke og vindstille gik min hidtil største sandart til biddet på en gul Storm wobler...
Det var lørdag over middag, da Jørgen Skårup ringede. – Jeg er lige kommet hjem fra et kanonfiskeri på Gudenåen! Fik fire gedder op til 7,4 kg, hvilket er ny PR for mig, samt tre fine sandart til at tage med hjem. – Skal du med ud i morgen tidlig?
Uups… Er der noget jeg elsker, så er det sandart. Men er der noget, jeg hader næsten lige så meget, så er det morgener. Jo tidligere jo værre. Og så da specielt her om vinteren, hvor det er både mørkt og koldt. Men på den anden side – når Jørgen siger, at fiskeriet er godt og inviterer på tur i sin lille båd, så er det svært at takke nej.
Heldigvis er Jørgen diplomatisk anlagt, så vi enedes om en aftentur i stedet. Søndag aften, hvor de allerfleste – også lystfiskere – sidder lunt og godt indendøre med deres rødvin til aftensmaden. En hyggelig beskæftigelse, ganske vist, men den efterfølgende TV-Avis kan nu ikke konkurrere med et godt fiskeri – selv ikke i vinterkulden.
Termometeret sagde hele 12,3 grader på terrassen, da jeg sidst på eftermiddagen pakkede mit grej sammen og satte kursen nordpå. Der sad Stren 0.30 på det lille Calcutta hjul og den gamle Shimano-stang, som efterhånden har mange Gudenå-gedder og sandarter på samvittigheden. Den skulle få chancen igen.
Jørgen stod klar ved åen – med grejet rigget til og båden gjort klar til det store fiskedræt. Det er en båd med en ganske lille bruttotonnage og så få elektriske hestekræfter, at selv det mindste bomtrawl vil kunne stoppe den. Til gengæld kan den trolle langsommere end selv den største trawler. Og så er det hele tyst, så man kan høre andet end larmen fra en osende påhængsmotor…
Solen skinnede fra en klar himmel, da vi stak ud på åen. Luften var stadig lun, men temperaturen faldt hurtigt, da solen forsvandt i horisonten og de første stjerner begyndte at kigge frem. Inde på bredden hilser vi på min navnebroder Steen, der er en af åens faste gæster. Han har allerede fået tre sandart og er derfor ganske tilfreds med fiskeriet.
Han har fået sine fisk på en wobler af samme fabrikat, som også vi har for enden af linen. Jeg startede godt nok med en Rapala X-Rap, som da også tog aftenens første sandart – en lille fisk på godt 50 cm. Da der manglede sandart i fryseren, måtte den bøde med livet for sin fejltagelse.
Herefter er det Jørgen, som overtager scenen med sin gule Storm wobler. Da han har fået to fine fisk på godt 60 cm i båden, uden at jeg har mærket det mindste, forbarmer han sig over mig. – Courtesy of the boat! siger han og giver mig en æske med en splinterny gul Storm wobler af samme slags, som han selv har på linen.
Jeg takker mange gange og skifter den fluorøde X-Rap ud med min nye gule Storm. Jørgen når at fange endnu en fin sandart, som ryger ud igen, inden det bliver min tur. Det er nu buldermørkt, men stadig helt stille.
Jeg sidder med stangen i hænderne, da det føles, som om wobleren skraber hen over bunden. Til sidst sidder den godt fast ude i mørket. Bundbid. – Pokkers, og så med min nye wobler…
Pludselig volter en stor fisk ude i mørket, og bunden er med ét blevet til fisk. Fighten er ganske udramatisk i det knap 3 grader varme vand, og i pandelampens skær kan Jørgen konstatere, at den sidder rigtig godt – med kun halvdelen af den gule wobler strittende ud mellem de tandbesatte kæber. Uden problemer og med en rutineret hånd griber han den store fisk i gællerne og svinger den indenbords.
– Det er med garanti en ny personlig rekord, tænker jeg, da Jørgen lægger den store fisk op på midtertoften. Forsigtigt bliver den svøbt ind i Jørgens vejesæk, så den ikke tager skade af frosten. Vi måler den til 86 cm, og vægten siger 6,3 kg minus netposen, som vejer knap 300 gram.
6 kilo rent og dermed en ny personlig rekord – sågar en 50% forbedring af min gamle, der blev sat på Furesøen for en del år siden. En rekord, som siden blev tangeret af en lige så stor sandart fra en smålandsk sø. Men først nu kom den personlige rekord endelig hjem til Jylland!
Jeg er fristet til at tage den store fisk med hjem, for den er i absolut topkondition. Men sådan gør man ikke i Jørgens båd. Her sætter man de store og værdifulde fisk ud igen og tager i stedet de mindre. Og da vi allerede har tre fine sandarter i båden – endda i en størrelse, der er endnu bedre som spisefisk – er det ikke svært at følge hans formaninger.
Efter endt fotografering sætter jeg den derfor forsigtigt ud i Gudenåens mørke og kolde vand, hvor den store fisk hører til. Her er den mere værd end hjemme i køkkenet.
Jeg er lykkelig over min nye rekordfisk og nyder det gode selskab samt den smukke, vindstille og stjerneklare aften, der er ved at blive til nat. Vi fortsætter lidt endnu, og Jørgen tager endnu en fin 2 kg’s sandart, inden vi har fået nok.
På vej op mod bådpladsen kommer rimtågen pludselig og lægger låg på det hele. Og da vi tømmer båden for grej, er to af mine våde woblere frosset fast på toften…
– Sikken aften og sikken en fisk. Der kan altså fint være Storm over Gudenåen – selv i vindstille…
© 2006 tekst: Steen Ulnits
© 2006 foto: Jørgen Skårup, aborre.dk
Del denne artikel: