Jigs kan noget, som andre kunstagn ikke kan: De kan fiskes direkte på bunden, hvor mange fisk jo fouragerer – vel at mærke ude at sidde fast!
Den amerikanske jig er uden tvivl dette århundredes superagn. Danske lysffiskere er imidlertid et konservativt folkefærd, som er længe om at tage nye ting og teknikker til sig. Men nu er den langt om længe gået rent hjem i lille Danmark. Jiggen – her specielt den med superblød gummihale – er kommet for at blive.
© foto Steen Ulnits
Under de rette forhold er den dødbringende over for snart sagt alle rovfisk – det være sig søernes gedder, aborrer og sandarter eller kystens havørreder og torsk. Alle er de vilde med en korrekt præsenteret jig. Specielt i koldt vand vinter og forår er jiggen en suveræn kunstagn, idet den kan fiskes direkte på bunden – for snuden af de kuldetræge rovfisk.
Men en jig er ikke bare en jig. Den moderne jig er mange ting og har mange anvendelsesmuligheder. Den klassisske jig med hale af fjer eller hår lever stadig, men kun den lille model med marabou-fibre i halen kan stadig tage konkurrencen op. Og da kun i de allermindste størrelser. Ellers er det gummidyr for alle pengene.
For de fleste danske lystfiskere er en jig lig med et blyhoved og en gummihale. Intet andet. Det er den type jig, man kan finde i de fleste blinkæsker – den, der sættes ind, når specielt søernes og de brakke fjordes aborrer skal overlistes.
Kigger vi imidlertid over på den anden side af Atlanten, så ser vi, at jigs er mange forskellige ting – rigtig mange endda. Og at de kan anvendes og monteres på et utal af måder.
Jigs og gummiorm
De allerfleste af de mere eller mindre outrerede jigs er fremstillet med henblik på fiskeri efter stormundet bass – USA’s sportsfisk nummer ét. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke med fordel kan anvendes også herhjemme, hvor der jo ikke er bass. Det kan de nemlig meget vel!
Til bass-fiskeri er de lange gummiorm blandt storfavoritterne. De er store, og man kan ind imellem få det indtryk, at amerikanerne ikke kan få dem store nok! – Eller er det bare den stormundede bass, der virkelig lever op til sit navn – med en gavflab af en støvsugermund, der har plads til det hele og lidt til?
Faktum er i hvert fald, at disse gummiorm ofte er både 15 og 20 cm lange. Og at også andre fisk end netop bass til tider inhalerer dem med stor entusiasme! Det kan være gedder, der måske ser en lækker snog i en af de lange sorte orm. Eller en kystørred, der er på ormekalas, når børsteormene sværmer. Faktum er i hvert fald, at lange gummiorm til tider kan redde en ellers fiskeløs dag.
Fordelen ved jigs og gummiorm er den klare, at de kan fiskes uden at sidde fast. For jiggens vedkommende skyldes det, at krogen vender opad på grund af blyhovedet fortil. For gummiormens vedkommende, at krogen sidder skjult i selve dyret.
© foto Steen Ulnits
Moderne gummijigs indeholder en form for opløsningsmiddel – en såkaldt “plasticiser”, der gør dyrene så superbløde, som tilfældet er. Denne “plasticiser” har imidlertid den ulempe, at den ikke kun gør haler og orm dejligt bløde. Den gør også adskillige grejæsker helt bløde i knæene…!
Det gælder især billige plastæsker, som hurtigt indgår en uheldig forbindelse med dyrene. De går helt enkelt i opløsning! Gode – og dyre – grejæsker er i stedet “worm proof”, som amerikanerne siger. De er ikke påvirkelige af opløsningsmidlet.
Gummiormene er ideelle til fiskeri i tæt bevoksede områder – steder, hvor andre agn i regelen kommer til kort. Den klassiske jig med blyhoved og blød plasthale er omvendt ideel til fiskeri direkte på bunden – hvis der altså ikke er alt for mange grene, trærødder og lignende. Så sidder selv verdens bedste jig uhjælpeligt fast ind imellem!
Rig en jig!
Bladspinnere har alle dage være gode agn til stort set alle rovfisk. Det roterende blad udsender reflekser og trykbølger, som får de fleste fisk til at gå grassat.
Kombinerer man de fornemme fangstegenskaber hos henholdsvis bladspinneren og jiggen, da har man en såkaldt “spinner rig” – en amerikansk opfindelse, som kan lokke mangen en kræsen fisk i fordærv. Ofte fisk, som har vægret sig ved at sætte tænderne i såvel spinner som jig.
Første gang jeg så en sådan rig, var jeg unægtelig noget skeptisk. – Typisk amerikansk, var min umiddelbare reaktion, for de er jo skøre, de amerikanere!
Men det viste sig hurtigt, at de slet ikke altid er så skøre endda. Det skete en kold dag på Randers Fjord. Det var fjordens store brakvandsaborrer, der stod på programmet. De aborrer, som fødes i Gudenåens ferske vand for derefter at søge ud i fjordens meget rigere spisekammer. Herude trækker de frem og tilbage med tidevandet.
Når højvandet skubber saltvand fra Kattegat ind i fjorden, så flytter aborrerne med indefter. De er jo primært ferskvandsfisk, som dog tåler en smule salt. Når så det faldende vand sætter ind, da følger aborreflokken med udefter igen. Og da kan de træffes så langt ude som ved Udbyhøj.
Når vinteren sætter ind, søger aborrerne typisk ind i den indre og mere ferske del af fjorden. Her er de i regelen til at få i tale – på spinner og blink, men allerbedst med jig.
“Eksperten” og amatøren
En høj og flot solskinsdag var vi taget tre mand afsted – kæreste, barn og undertegnede. Vinden friskede lidt vel, og det kneb med at finde aborrerne. Eller i hvert fald fange dem.
© foto Steen Ulnits
Fra mange års fiskeri kender jeg efterhånden stederne, hvor fiskene bør være. Når man så ikke fanger noget alligevel, så er spørgsmålet altid det samme: – Er fiskene der overhovedet? – Eller er de der godt nok, men vil ikke vide af det, man serverer for dem?
Der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem. Jigs i forskellige størrelser og farver kommer på linen, men lige meget hjælper det. Da falder blikket på en spinner rig, som jeg nærmest for sjov købte i USA året før. En gul Mister Twister bliver monteret i riggen og sendt ud over det lave vand.
Jeg har knapt drejet en omgang på hjulet, før jeg mærker modstand i den anden ende. En halvkilos aborre slås, som gjaldt det livet – hvilket det også gør! Kasper, som er på sit livs første rigtige fisketur, kigger fascineret, da aborren kommer indenbords og får knækket nakken.
– Mor, mor – du skal også fange en fisk! , kommer det prompte fra knægten. 0g mor adlyder pligtskyldigt, tager en stang og kaster riggen med jiggen ud. Jeg tænker ikke nærmere over det, før Christine spørger: – Hvad gør jeg nu? – Jeg tror, der er en fisk på!
Ganske rigtigt: Det nøkker godt i stangspidsen, da en gedigen aborre finder ud af sin fejltagelse. – Bare hold stram line og drej lidt ind på hjulet, lyder det fra eksperten bagest i båden.
Lidt senere har jeg fornøjelsen at nette dagens største aborre for Christine – en flot og velkonditioneret fisk på ikke mindre end 1,1 kg! Taget på førnævnte spinner rig.
Det skulle endda ikke blive ved det. Da vi dropper projektet og vender snuden hjemefter, ligger en lille snes fuldfede aborrer på lit de parade i båden – alle taget på spinner riggen med den gule jighale.
“Eksperten” var blevet en lektion klogere, men måtte altså se sig uddistanceret af amatøren…
© Steen Ulnits 1999
Del denne artikel: