Jeg så Poul første gang i de tidlige 1970’ere – på sorthvid TV. Han var iklædt langt mørkt hår, korte badebukser og en sølvblank sild fra Randers Fjord – i munden.
Han dukkede drivvåd op ved kanten af et svømmebassin og fortryllede straks alle seere med sin drengede charme, dybe stemme og venlige smil.
Poul var reklamemand af uddannelse og vidste derfor bedre end de fleste, hvad der solgte. Den viden brugte han i vid udstrækning i sine artikler, bøger og TV-udsendelser. Der var aldrig et kedeligt øjeblik, når Poul og hans elskede hund Balder gik på skærmen. De to var i nogle år nærmest folkeeje, hvor vi alle gik rundt og sagde “Dæk, Balder”, når nogen eller noget skulle føje sig!
I 1973, hvor Poul var blevet redaktør af bladet “Sportsfiskeren”, blev jeg selv for første gang angrebet af alvorlig skrivekløe. Jeg havde gjort mig nogle tanker om roterende bladspinnere, som jeg havde fanget en del store mosegedder på. Disse tanker nedfældede jeg på nogle stykker håndskrevet papir og sendte dem med kongelig post fra Nordborg på Als til Albæk ved Randers.
Jeg havde ikke regnet med at høre mere til dem, og så meget større var derfor overraskelsen, da der pludselig dumpede et brev ind ad brevsprækken i Havnbjerg på Als. Det var fra Poul Thomsen, som gerne ville købe min artikel.
“Købe?” Jeg ville have investeret mine sidste sparepenge i at få artiklen publiceret. Og så ville Poul betale for den!
Han forlangte dog, at den håndskrevne artikel skulle maskinskrives først. Og det brugte jeg så hele den næste weekend på – på min faders lille hakkebræt af en rejseskrivemaskine. Det kostede en del rettelser med datidens slettelak…
Aborrerne og landposten
Siden gik det slag i slag med vore respektive karrierer. Poul gik til filmen – til DR TV – mens jeg gik til bøgerne. Både dem, jeg selv skrev. Og dem, der var pensum på Aarhus Universitet, hvor jeg nu læste biologi.
Alligevel så vi lidt til hinanden ind imellem. Pouls hustru Hanne var blevet formand for Gudenåens Laksefond, der ønskede en bog skrevet om laksen, som ikke havde været til stede i Gudenåen siden etableringen af Tangeværket. Vi mødtes derfor regelmæssigt – i Aarhus og Albæk – inden bogen var klar.
Ind imellem fiskede vi også aborrer på Randers Fjord. Det var Poul, der inviterede, men først når der var fisk i fjorden. Poul brugte den lokale landpost som meddeler. Denne fiskede meget, og når han meldte om fisk, så var der med sikkerhed fisk at fange.
En dag ringede telefonen i Aarhus. Det var Poul, som lige havde haft besøg af posten. Bredningen var fuld af velnærede aborrer, så nu skulle det være. Jeg kørte derfor op til Albæk, hvor Poul allerede havde hægtet sin nye båd bag bilen. En spritny Ryds 435 FC med lukket kabine og ingen årer. Pouls første båd, som ikke kunne ros. Vist også den eneste.
Det var først på efteråret, og grøden stod stadig højt. Alligevel var der regelmæssigt hug af fine aborrer på den lille jig. Poul selv fiskede kun lidt. Han ville hellere se andre fiske, og det gik jeg med til uden alt for mange forbehold.
På et tidspunkt sad jeg fast i bunden. Troede jeg da. Men snart begyndte bunden at flytte på sig, og ind til båden kom min indtil da største aborre. En topkonditioneret efterårsfisk, som Poul nettede i elegant stil. 48 cm og 1,55 kg. Ny PR i Pouls nye båd. Og min første aborre over halvandet kilo. Det var vi begge svært tilfredse med.
Vi fyldte to bæreposer med flotte aborrer – dog kun den ene fisk over kiloet – inden vi vendte tilbage til Albæk. Her filetterede vi en håndfuld mellemstore aborrer, som Poul vendte i rugmel og stegte i smør. En himmerrigsmundfuld på friskbagt rugbrød og med en kælderkold øl til. Vist også en lille dram. En fisketur, jeg ofte vender tilbage til i minderne om Poul.
En rullesten på tegnestuen
Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive at være. I en eller anden form.
Randers var først i 1960’erne en lille by i provinsen. Alligevel trak den folk fra nær og fjern, heriblandt den senere så verdensberømte trommeslager Charlie Watts fra megabandet Rolling Stones.
Poul Thomsen arbejdede dengang på Junckers Tegnestue i Randers, hvor også den tilrejsende Charlie Watts havde et tegnebord. Uddannede grafikere var dengang en mangelvare. Watts trommede allerede da løs på bord med blyant og lineal, når tiden var til det. Rytmesansen var tydelig, men stadig kun på vej ud over bordkanten.
Charlie var ludfattig og besøgte Poul og Hanne adskillige gange, inden han tog retur til England. Poul forærede ham inden da sine gamle Louis Armstrong LP’er, der blev en stor inspirationskilde for den allerede da jazz-interesserede englænder.
Charlie var også meget interesseret i tøj, huskede Poul, men han havde ikke råd til at købe noget. Det fik han siden, hvor Watts udviklede sig til en verdenskendt trommeslager med sin helt egen stil. Og til den ultimative tøjlaps med en tøjsmag, der kræver indtægter i Stones klassen. Og dem fik han så også.
Charlie Watts blev med tiden en af verdens bedst klædte trommeslagere – både på og uden for rock-scenen. Han spillede med Rolling Stones fra starten i 1963 og helt frem til sin egen død i 2021. Sammen med Mick Jagger de eneste to, som har medvirket på samtlige Stones-plader.
Resten af Rullestenene spiller ufortrødent videre. Se link allernederst i denne artikel.
Gallamiddag under vandet
Poul var rigtig mange ting. Men var der noget, som Poul definitivt ikke var, så var det en snob. Han omgikkes i kraft af sin position på monopolet Danmarks Radio mange kendte og velstående mennesker, men det blev aldrig en liga, han trivedes i.
Det så jeg nok tydeligst, da Dansk Laksefond afholdt sin første laksemiddag på Aqua i Silkeborg. Med deltagelse af mange velhavere, adelige og sågar også kongelige. Her var der smoking og lange kjoler i lange baner.
Jeg følte mildest talt mig selv lidt uden for i mine sorte jeans, sorte jakke og røde skjorte. Ren SF påklædning i de dage. Og lidt aparte, når man nu skulle trykke hånd med både prins Richard og prinsesse Benedikte. Men der var ikke andet i garderoben. Hverken slips eller galla. Det var derfor en sand befrielse, da Poul ankom lidt forsinket – iført hvid rullekravesweater og blå blazer med anker på.
Han trak mig med udenfor og indrømmede som det første, at han ikke kun var iført blå blazer. Han havde også selv en lille blæser på:
– Ellers kan jeg sgu ikke holde det her ud, sagde han bramfrit og komplimenterede mit nødtvungne tøjvalg. Jeg komplimenterede naturligvis også hans. Vi var ikke alene. Efterfølgende gik vi ind og fandt frem til fru Hanne nede i Akvariet.
Her delte vi bord med en stor sølvlysestage, som formåede at fascinere akvariets kolossale gammelgedde. Et sandt monster, der vejede op mod 15 kg. Hver gang Grum passerede forbi vort bord, stoppede den op og kiggede på lysestagen. Sultent, forekom det mig. Inden den tog en runde mere.
Siden arbejdede vi videre med fonden og bogen, som udkom i 1993. Da var jeg netop kommet hjem fra en meget vellykket fisketur til Rusland. Ak ja. Det kunne man forsvare dengang, hvor glasnost og perestrojka havde sat atomkapløbet og den kolde krig på standby. For en stakket stund.
Bogen fik den fantasifulde titel “Laks i Gudenåen” og var finansieret af Niels Due Jensen fra Grundfos. Hanne sørgede for, at bogen blev distribueret til samtlige folketingsmedlemmer, så de kunne blive behørigt oplyst. For nu skulle søen væk og laksen tilbage til Gudenåen. Ingen tvivl om det.
Det gik desværre ikke helt som planlagt, og søen ligger der som bekendt stadig. Trods ellers et generøst tilbud fra Niels om at købe søen og tømme den, så laksen kunne få sine gamle gydepladser tilbage.
– Søen er ikke til salg, lød svaret tilbage. Og Niels måtte stikke sit checkhæfte tilbage i jakkelommen. Med uforrettet sag.
Happy Hour i Søndre Strømfjord
I 1980’erne var jeg næsten mere på Grønland end hjemme i Danmark. Det var i de glade studieår på Aarhus Universitet, hvor man dengang havde meget mere tid til sine studier, end man har i dag. Faktisk lige så meget, som man selv havde råd til. Jeg var derfor rejseleder for Dansk Vandrelaug, når det overhovedet var muligt. På Grønland.
Skæbnen ville, at Poul Thomsen også gæstede Grønland flittigt i de dage – altid med et TV-hold i bagagen. De kom fra DR Provinsenheden, som det så smukt hed, og turede rundt på vestkysten. Her lavede de en række udsendelser fra det store land, der naturligvis gik lige så meget i blodet på Poul, som det var gået i mit. Vi var begge til vild natur.
Dengang fløj man med passagerjet til den amerikanske base i Søndre Strømfjord – Kangerdlussuaq, som den hedder på grønlandsk. Herfra gik turen så videre med enten Sikorsky helikopter eller Dash 7-fly – hvis ellers slutmålet rådede over en regulær landingsbane. Det gjorde kun de færreste byer og bygder dengang.
Den amerikanske base, med det militære kodenavn Bluie West One fra Anden Verdenskrig, var udgangspunktet for al videre transport ud i det gigantiske land. Derfor også stedet, hvor man regelmæssigt strandede, når vejret var dårligt eller teknikken strejkede.
I perioder med rigtig dårligt vejr kunne det blive til et nødtvungent ophold på flere dage – med baren i det amerikanske hovedkvarter på den anden side af landingsbanen som det mest populære vandingssted.
Men når Danmarksmaskinen kom ind, vågnede den ellers skindøde danske terminal til live. Da var der Happy Hour for alle, som havde mod, lyst og penge til det. Og når ellers DR også var til stede, netop ankommet fra Danmark eller på vej videre ud i Menneskenes Land, var der for alvor liv og glade dage i baren her.
Poul var rigtig god til at holde hof. Han var aldrig i dårligt humør, og jeg har mange gode minder fra Happy Hour i terminalen her. Lidt fugtige, når der nu ikke var andet at lave. Men aldrig nogensinde kedelige. Aldrig.
Hun og Hund Imellem
Jeg var med Poul og Hanne til flere arrangementer gennem årene. Vi var således inviteret med, da Randers Regnskov officielt blev indviet i 1996. Dengang boede jeg selv i Aarhus – idag er jeg flyttet til Randers. Dog ikke på grund af Regnskoven, der i grel modsætning til den ægte vare i Amazonas blot er vokset og vokset siden da.
En dag ringede Hanne og spurgte, om jeg havde lyst til at være med til optagelserne af programmet “Hund og hund imellem”. Døbt “Den vov’ede hundequiz” af DR selv. Poul stod for tilrettelæggelsen af programmet og havde sørget for billetter. Den Dynamiske Duo Monrad & Rislund skulle sørge for underholdningen, og Ghita Nørby ville være aftenens Hundeelsker.
Selve programmet husker jeg ikke så meget af. Det var god gedigen dansk familieunderholdning af den helt uforpligtende slags. Men jeg husker meget tydeligt Ghita Nørby, der som erklæret hundelsker scenevant kørte med klatten og styrede begivenhedernes gang med fast kvindehånd.
Efter forestillingen hev hun mig i mit halvlange skæg og sagde, at det ville klæde mig at blive barberet. Og jeg kunne gerne låne hendes kreditkort. Det var nemlig skarpt som et barberblad efter nogle timers seriøs shopping i downtown Aarhus!
Ghita Nørby har alle dage været en vild quinde med stort “Q”, og hun skuffede bestemt ikke den aften hos DR Provinsenheden.
Hanne og Morten
Poul var en glad mand – det meste af tiden. Dog var han ærligt og ægte ulykkelig, når en af hans hunde havde det skidt.
Eller når det gik dårligt med fru Hanne, som var psykisk syg. Det mærkede jeg selv aldrig noget til, når jeg mødtes med hende. Men når hun var dårlig, så hun naturligvis ingen uden for hjemmet i Albæk. Bortset fra familie og den lokale købmand.
Det gik desværre ned ad bakke med Hanne, som flyttede ud til et sidste refugium på den nært beliggende Støvringgaard – stadig med udsigt over Randers Fjord. Hun tog til sidst sit eget liv, hvilket naturligvis var til stor sorg for hele familien. For Poul og de to sønner.
Helt galt gik det, da sønnen Morten efterfølgende også tog sit eget liv. Han led af samme psykiske sygdom, som han havde arvet fra sin mor. Og et sygt sind er ofte sværere at kurere end en syg krop.
To selvmord i den nærmeste familie kan knække selv den stærkeste, men Poul fandt et sikkert ståsted i sine sidste år. Dette i form af Susanne Lichtenstein, blandt venner Sus, som han delte sine sidste år med i Albæk.
Sus passede rigtig godt på sin Poul, som var i de bedste hænder her. Hun passede telefonen, som Poul til sidst havde svært ved at høre, og gjorde alt godt for ham.
Den sidste rotur på søen
Jeg så Poul en sidste gang på Fussing Sø, da han rundede de 80 og snart skulle fejre fødselsdag på café i Randers. Han ringede og spurgte, om vi ikke inden da skulle tage en fisketur på søen, der er eksklusivt fiskevand for byens bedsteborgere. Og han insisterede på at ro båden, for Poul elskede at ro. Så meget, at han skrev et helt kapitel om det i sin dejlige bog “Glade danske fisketure”.
“Ro, ro til fiskeskær…” er en herlig beskrivelse af en lang rotur på den strømstærke Randers Fjord sammen med fru Hanne og deres to sønner. En tur, hvor der skam også kom ædelt sølv på bundbrædderne. Der var nemlig fisk på fjorden i de dage.
Det var også den tur, der endte med, at hustru Hanne, uddannet som sygeplejerske, den efterfølgende nat måtte ordinere sin husbond halvanden ketogan. Dette for at tage de værste smerter i Pouls lange arme og give ham fred til at sove. Kun den, der selv håbefuldt har roet en hel dag uden tanke på konsekvenserne, kan helt fornemme smerterne…
Poul holdt ord. Trods sine snart 80 år sad han hele eftermiddagen bag årerne på den store Fussing Sø. Kun afbrudt af en lang frokostpause med hjemmesmurt madpakke, øl og snaps. Det sidste holdt Poul meget af, og jeg lovede ham derfor en lokal Molbo Bitter, som han med garanti ville ku’ li’…
Det blev til to mellemstore gedder i båden. Søens sortstribede aborrer glimrede ved deres fravær, hvilket solen imidlertid ikke gjorde. Vind var der ikke meget af, og Poul klarede sin selvvalgte tjans bag årerne til UG. Imponerende med næsten 80 år på bagen.
Det sidste farvel
Poul blev 84 år gammel. Var han blevet 85, havde jeg kendt ham i 50 år. Et halvt århundrede. Det sidste år var hårdt ved ham, men heldigvis havde han Sus ved sin side. Det var da også hende, som efter hans død sendte et håndskrevet brev ud til vennerne med en sidste hilsen.
Jeg måtte knibe en tåre, da jeg læste brevet om Pouls sidste dage. Og sende Sus en kærlig tanke. Rart for en gangs skyld ikke at skulle læse om dødsfald på Facebook, som det ellers er blevet sædvane i disse SoMe-tider.
Kirken i Albæk var fyldt til bristepunktet med venner og bekendte, der ville sige et sidste farvel til Poul på en lun septemberdag. En dag som den, hvor vi sammen fangede den store aborre.
Selv kunne jeg ikke være der. I stedet åbnede jeg den flaske Molbo Bitter, jeg havde købt til Poul, men aldrig fået givet ham. Det føltes rigtigt og ganske i Pouls ånd. Han ville helt sikkert gerne have haft den dram med på vejen.
Ingen anden dansker har betydet så meget for mig, som Poul gjorde. Og i så mange år, selv om vi kun sås med lange mellemrum.
Dus med Dyrene er død, men Poul lever videre.
Æret være hans minde.
Steen Ulnits
Læs bogen. Den er Poul i en nøddeskal.
“Glade danske fisketure” – Lindhardt & Ringhof – 1975
Charlie Watts og Rolling Stones “Exhibitionism”:
https://www.instagram.com/reel/CjQfHyeva_7/?igshid=YmMyMTA2M2Y=
© 2022 Steen Ulnits
Del denne artikel: