Berkley: Series One Skeletor

Amerikanske Berkley har lanceret sin hidtil mest avancerede stangserie til spinnefiskeri: Skeletor. En stangserie, som appellerer til seriøse spinnefiskere med hang til det nyeste nye…

Jeg kom forbi de nye stænger en dag i grejbutikken. De så jo interessante ud, så jeg tog den mindste model ud af stativet og viftede lidt med den i lokalet.

– Hold da op! – Sikken rap aktion! Jeg kunne lige se mig selv sende mit 10 grams Toby mod fjerne horisonter – ud til havørrederne i Ebeltoft Vig, hvor der ofte skal kastes langt for at nå fiskene over de store sandflader.

Det blev til et længere bekendtskab, end jeg havde regnet med. En dag stod der nemlig en pakke i entreen med hele tre nye Skeletor stænger, som skulle testfiskes. En 7 fods model, der som anbefalet kastevægt havde 2-12 gram. En 8 fods model med en kastevægt på 4-24 gram samt endelig en 9 fods model til multihjul – med en anbefalet kastevægt på 15-40 gram. Sidstnævnte føltes meget stiv, men livede noget op, da der først kom lidt belastning på!

De to mindste modeller til fastspolehjul er uhyre velkastende, omend den anbefalede kastevægt er noget optimistisk valgt. Jeg vil i hvert fald nødig skulle kaste en 2 grams Droppen på den mindste stang – trods den anbefalede kastevægt. Jeg vil også meget betakke mig for at skulle sende et 4 grams Toby til havs med 8 fods modellen. 5 respektive 10 gram er nok mere realistiske minimumsvægte for de to spinnestænger.

På samme måde er 15 gram også i underkanten for multistangen, hvor 20 gram nok passer bedre. Til gengæld har stangen ingen problemer med at håndtere maxvægten på 40 gram, hvilket gør stangen meget velegnet til lettere trollingfiskeri med store woblere og flere trekroge. Her er der god brug for en stiv stang, der – sammen med en uelastisk fletline – kan drive de mange krogspidser ind i en hård og tandbesat geddekæft.

Det mest spændende ved de nye Skeletor stænger fra Berkley er naturligvis håndtag og hjulholder, som byder på radikalt nyt design. Hjulholderen fastholder alle de prøvede hjultyper i et jerngreb, og klikfunktionen sikrer, at hjulholderen ikke så let løsner sig selv under brug. Der er direkte kontakt til klingen via håndgrebet, som er åbent ned til klingen – med maksimal kontakt ud til agnet som resultat. Specielt naturligvis, hvis der fiskes med fletline på hjulet.

IM7 klingerne er bygget efter Berkley’s eget patenterede “Multi-Bias Laminate Lay-Up” teknik, som sikrer klinger, der vrider sig minimalt under belastning. I hvert fald i teorien skulle dette sikre mere præcise kast. I praksis virker det bare. Stangringene er superstærke LTS med foring af SiC – klar til fletliner!

Håndgreb af formstøbt EVA sikrer et suverænt og komfortabelt greb, men man kan frygte – naturligvis alt efter hvem man er – at der med tiden kommer skidt ned i de dybe udskæringer. Men godt ser det ud – hvis man altså synes det! For det er bestemt ikke stænger i et hverken traditionelt eller diskret design!

Alt i alt har de nye Skeletor stænger fra Berkley været et meget positivt bekendtskab i det forgangne halve år. Eneste kritikpunkt er mangelen på en bunddup af gummi, så stængerne ikke skrider. Jeg har selv limet et par skiver på for at hindre dette.

Vejl. udsalgspris: Fra kroner 1.199,- til 1.499,-

© 2008 Steen Ulnits