Historien om en dejlig lille båd, som det ikke blot kostede blod, sved og tårer at blive den lykkelige ejermand af. Et antal svenske dagbøder kom oveni prisen…
Jeg havde i de seneste par år sejlet og fisket fra både i 5-6 meters klassen – spækket med alskens elektronik og isenkram.
Det havde jeg haft det sjovt med, men også den medalje havde sin bagside, syntes jeg. Dels var de store både ikke så lette at håndtere ene mand, og det alene begrænsede antallet af fisketure. Blot tanken om alt det arbejde kunne få mig til at droppe en tur i marginalt vejr. Hertil kom så, at jeg måtte have mine store både stående i en lade ude på landet – ti km fra min bopæl i byen…
Endelig savnede jeg efterhånden mine fisketure til Gudenåen, Glenstrup Sø og andre lignende steder, som kræver en mindre båd. Steder, hvor søsætningen må ske direkte fra stranden. Steder, som rent fysisk kræver en lille båd, der kun stikker få cm, og som kan vende på en tallerken.
Jeg havde derfor været på udkig efter en mindre båd i lang tid, men ikke fundet den rette. Jeg var på jagt efter en lille båd i 14 fods klassen, og dem er der jo rigeligt af. De lider imidlertid alle af, at der mangler stuveplads. Det gør for øvrigt en masse langt større både også, men det er en helt anden historie.
En efterårsdag, hvor jeg gik tur på en strand i det sønderjyske, faldt jeg så over en lille lyseblå sag, som straks fik mig til at spærre øjnene op. Her var den jo – 14 fod lang, med styrekonsol og to store stuverum i hele bådens bredde. Mere stuverum end i mange langt større både!
Stuverum på stranden
Det var en finsk Yamarin model 4220R, jeg var faldet over der på strandbredden – halet op i sandet på sin kølskinne af massivt stål. Importøren var også fra Sønderjylland, så jeg kørte straks op og fik en snak.
Det viste sig, at båden var ganske dyr – dels på grund af en meget høj finish, dels på grund af transporten helt fra Finland. Endelig var importøren kun lille, så han kunne ikke tage ret mange både hjem af gangen. – Men kunne han skaffe en Yamarin 4220R hjem til den kommende sæson?
Det mente han nok, at han kunne. Men måske kunne den først være der engang i maj. Det accapterede jeg og gik så i gang med at skaffe resten af udstyret – en mindre trailer og en mindre motor.
Da vi var nået hen i april måned og havet for alvor lokkede med tromletykke torsk og sølvblanke havørreder, stod jeg klar. I min lille bygarage stod en funklende ny Brenderup 502 trailer og ventede – hjemme i entreen en funklende ny Yamaha 15 HK 4-takter. Nu manglede blot en enkelt detalje – båden, der skulle opfylde mine hede fiskedrømme i 1998!
Jeg havde flere gange kontaktet importøren for at høre nærmere om ankomsttidspunktet, der hele tiden blev udskudt. Til sidst måtte han krybe til korset og indrømme, at den kom nok ikke før til efteråret! Fabrikken havde haft forrygende travlt og kunne derfor ikke levere alle ordrer…
Der stod jeg så med motor og trailer samt alt håret langt nede i postkassen. Solen skinnede, og bølgerne klukkede i Århus Bugten, men lige lidt hjalp det. Ingen båd. Jeg havde endda fået fat i et nyt ekkolod og en ditto GPS, som også skulle monteres i den nye båd.
– Hvad gør man så? Efter at have funderet lidt over situationen, gik jeg på nettet. Jeg surfede lidt omkring, indtil jeg fandt Yamarin’s finske hjemmeside. Der var både adresse, telefonnummer, faxnummer og e-mail adresse, så jeg gik straks i krig.
Først med e-mail, som blev besvaret prompte, men lidt diffust. Jo, fabrikken havde forrygende travlt. Dernæst tog jeg telefonen og fik en lang snak med en sød finsk dame, som efter et hurtigt kig i papirerne kunne fortælle, at den danske importør ikke havde bestilt model 4220R førend engang i foråret. Og da var det jo for sent…
Den norske forbindelse
Den søde finske dame var meget hjælpsom, da jeg havde forelagt hende min fortvivlede situation. En lystfisker uden båd er jo som en fisk uden cykel, for nu at bruge en lille omskrivning af et andet citat. Jeg var nærmest desperat, og det fornemmede man fint i det finske…
Hun tilbød derfor at checke, om den svenske importør skulle have modtaget nogle 4220’ere. Det havde han imidlertid ikke. Svenskerne ville kun have store både, lod det til. Hun checkede dernæst, om den norske importør havde bestilt og fået leveret nogle 4220’ere – og det havde han! En hel del endda. 4220’eren er nemlig en meget populær størrelse i den norske skærgård, fik jeg at vide.
Jeg fik så navn, adresse og telefonnummer på den norske importør, som ganske rigtigt havde en del af netop den model på lager. Han var meget hjælpsom og ringede snart efter tilbage med adressen på en forhandler, der meget passende lå i Moss – med direkte færgeforbindelse til Frederikshavn. En opringning hertil godtgjorde, at han kunne være klar med båden i løbet af en uges tid.
– Herligt! Nu lysnede det langt om længe – så det ud til. Snart viste nye problemer sig imidlertid…
Første problem: Rederiet indstillede midlertidigt – i fjorten dage, mens man skiftede sejlplan – færgeruten fra Frederikshavn til Moss…
Andet problem: De norske modeller var ikke med styrekonsol, og en sådan fandtes overhovedet ikke på det norske marked. Ikke én eneste…
Tredje problem: Yamarin fabrikken i Finland havde heller ikke styrekonsoller på lager, men ville først have dem klar engang i løbet af sommeren…
Den danske forhindring
Første problem kunne løses ved at tage færgen til Sverige i stedet og så køre til Norge derfra. Andet og tredje problem blev – tilsyneladende – løst, da den danske importør i Sønderjylland havde en enkelt styrekonsol liggende, som jeg var velkommen til at købe.
Vi aftalte en tid, hvor jeg kunne komme og hente styrekonsollen. Glad kørte jeg de små 200 km fra Århus til Haderslev – blot for at konstatere, at styrekonsollen dels var en gammel og skrammet sag – dels manglede selve styrekablet. Det havde man taget til en anden styring…
Godt gram i hu og med totalt uforettet sag kørte jeg tilbage til Århus, hvor jeg bookede plads på færgen til Sverige. Båden var der i hvert fald, og den ville jeg have – koste hvad det ville. Styrekonsollen måtte jeg så selv montere, når der kom én fra fabrikken.
Min udmærkede nabo Arne indvilligede i at gøre mig selskab på den lange tur fra Århus til Moss, og i en sen nattetime steg vi søvndrukne ombord i bilen, hentede traileren og satte kursen mod det forjættede land.
Sejladsen fra Grenå til Varberg forløb planmæssigt – køreturen fra Varberg til Moss ligeledes. Her var båden klar – fabriksny og stadig indpakket i plast fra fabrikken. Den blev hurtigt løftet over på min trailer og surret forsvarligt fast. Pengene blev betalt og udførselspapirerne hentet på toldkontoret. Alt var således klar til hjemturen.
Glade og fro stævnede vi så atter ud af byen med kurs sydover – mod Sverige.
Den svenske forbandelse
Det gik fint at komme fra Norge og ned til naboen i syd. Solen skinnede for fuld kraft, da vi passerede grænsen ved Svinesund og entrede Sveriges rige. Vi passerede glat igennem tolden og checkede, at vi fint kunne nå den planlagte færge fra Varberg. Alt gik efter planen.
Men kun tilsyneladende. Omkring 25 km syd for Svinesund så jeg pludselig i bakspejlet, at en sort Saab 9000 turbo siksakkede sig fremefter i trafikken, overhaling efter overhaling. Til sidst lå den lige bag os – så tæt på, at jeg uden videre kunne læse skriften hvidt på sort: “Tull”…
“Tullen” overhalede hurtigt og vinkede os ind til siden med en slikkepind. Vi blev ikke anholdt, men næsten. I hvert fald mumlede den ene af betjentene noget om smugling og illegal indførsel af ufortoldede varer…
Vi fik besked på at følge efter tolderne tilbage til grænsen ved Svinesund – et ganske passende navn, for øvrigt… Her blev vi gennet ind på toldkontoret, hvor vi måtte vente i lang tid, inden det blev vor tur til at komme for. Anklageskriftet var da færdigt og lød på “ulovlig indførsel af varer til EU”.
Norge er ikke medlem af EU – det er Sverige derimod. Min indførsel af den finske båd fra Norge til Sverige var derfor rent smugleri, konkluderede den svenske told. Uanset at den skulle videre til Danmark…
Nabo Arne blev hurtigt dømt uskyldig i misdåden. Han fik derfor lov at vente udenfor, mens min sag kom for dommeren. Til sidst var det min tur, og jeg blev vist ind til en svensk toldkontrollør. Han krydsforhørte mig, spurgte om min profession og årsindkomst, checkede indregistreringsnumre på bil og bådtrailer, inden han endelig bød mig på en kop kaffe – den dyreste, jeg nogensinde har drukket.
Barnløs bådejer…
– Har du børn? spurgte han til sidst. Det havde jeg ikke, og det blev dyrt. – Det burde du have haft, sagde den venlige svenske toldbetjent. – Så var du sluppet billigere…
Min forklaring om, at jeg som planlagt ville fortolde båden ved indførsel i Danmark, gav han ikke meget for. Hvis jeg ville gøre det, skulle jeg have stillet en kaution i Sverige på 25% af bådens værdi. Penge, som jeg efter nogle måneder så kunne anmode om at få retur, når jeg havde indsendt de danske fortoldningspapirer til Sverige – med kvittering for betalt told og moms i Danmark…
Jeg resignerede og opgav at være sur. Det ville blot have været en kamp mod vindmøller – eller Monty Python’s sorte ridder ved vadestedet. I stedet smilede jeg sødt og lænede mig godt tilbage i stolen, mens jeg nød at se det svenske bureaukrati arbejde.
Prisen for det smil og den kop kaffe blev 30 dagbøder à 70,- svenske kroner. Ialt SEK 2.100,-. Oven i den normale told og moms, som på denne måde gik til den svenske stat og ikke den danske…
En ny EU-tilhænger var definitivt ikke født… Men båden viste sig heldigvis at være god – ja, næsten de mange penge værd!
Et par uger efter den dramatiske smuglertur fra Norge via Sverige kom der endelig en ny styrekonsol fra Finland til Danmark. Den blev monteret sammen med Yamaha’s 15 HK 4-takter, der viste sig at passe perfekt til den lille båd. En ideel kombination til danske søer, store åer og lukkede havområder. En tyst kombo, der kunne og kan trolle i timevis.
De to store stuverum viste sig snart at være mindst lige så praktiske, som de så ud til at være. Der er masser af plads. Samtidig styrede båden forbilledligt selv ved lav fart – noget, der hurtigt viste sig guld værd ved sejlads på de smalle kanaler, som nedre Gudenå er så rig på. Bådens markante køl med stålskinne giver meget gode styreegenskaber. Endelig kunne og kan båden let søsættes af én mand – selv på åben strand.
Og så har den en plan dørk, som gør båden velegnet til at stå op i under fiskeri – når Søsportens Sikkerhedsråd altså ikke lige kigger på…
Båden er naturligvis ikke beregnet til sejlads i høj sø. Så snart bølgerne krapper over, viser båden sin lidenhed. Træerne vokser altså heller ikke her ind i himmelen. Til gengæld bjærger den lille båd sig fint selv i store bølger – det foregår blot ved minimal fart.
En karakteristisk detalje ved Yamarin’s 4220R er, at den i medsø slår markant med halen. Agterspejlet kurer noget fra side til side, hvilket jeg følte mig lidt utryg ved i starten. Udslagene er dog under fuld kontrol, så den detalje vænnede jeg mig hurtigt til – specielt efter at jeg to gange i træk blev fanget af en vind, der vendte 180 grader midt ude på Århus Bugt!
Alt ialt en meget fin båd i sin størrelse. Blot er den vel dyr – specielt når man absolut skal have den hjem fra Norge via Sverige…
© 1998 Steen Ulnits
Del denne artikel: