Jeg er min gamle ven Niels Husted fra Nordals stor tak skyldig. Det var nemlig ham, der i begyndelsen af 1970’erne introducerede mig for bådfiskeriets forunderlige verden.
Jeg havde mødt ham mange gange, når jeg var taget til Stevning Næs i det lønlige håb at fange en af de dengang ikke særligt talrige havørreder. Det var i forureningens år, hvor der drev sulfoskum ind på de sjællandske kyster, og hvor meheriaffaldet ofte havnede direkte i de små gydebække. Kort sagt: Det var ikke nemt at være havørred dengang!
Vi fangede da heller ikke mange af dem – hverken jeg fra land eller Niels fra sin båd. Jeg var lidt småsnobbet g følte ikke, at det sådan rigtig var “fint” at fiske fra båd. Men måske rønnebærrene bare var sure?
Faktum er i hvert fald, at Niels en smuk solskinsdag i maj fik lokket mig med ombord på sin lille svenske Crescent jolle. Og at det blev en virkelig “eye opener” for mig. Med åben mund og opspilede øjne hang jeg nemlig ud over rælingen og sugede til mig af indtryk, mens båden gled hen over de fiskepladser, jeg inde fra land af kun kunne fantasere mig til, hvordan egentlig så ud.
Og da en smuk 48 cm’s havørred samme dag også forbarmede sig over mig og begejstret huggede på mit 18 grams sølvfarvede Toby, ville begejstringen ingen ende tage!. En ny småbådsfisker var født – endda flere år inden dette begreb overhovedet var kendt!
Blæst af traileren
Min første båd byggede jeg selv – naturligvis sammen med Niels og et par andre venner. Vi støbte og apterede hver vor egen glasfiberbåd – bygget over et modificeret norsk Shellfish skrog.
Min første båd fik en ophalervogn og stod på stranden ved Brandsbøl, mens jeg læste biologi i Århus – klar til indsats, når jeg var hjemme på ferie og læseferie. Med min lille Mascot var det ingen ringe bedrift at få den i vandet og op på land igen…
Først langt senere fik jeg træk på bilen og garage til båden. Med de mange fordele, det nu engang medfører. Inden da havde jeg lært lektien, at trailerbåde skal surres forsvarligt for at blive liggende sikkert på traileren. Det skete en blæsende dag, hvor Niels og jeg havde været på Sydals for at fiske. Vinden var taget voldsomt til, og da vi kom ud af læ bag skoven ved Augustenborg, blæste et vindstød helt enkelt båd med motor af traileren og ind i græsrabatten.
Heldigvis skete der ingen større skade, da rabatten var blød. men vi havde intet tovværk og kunne ikke surre båden. Som da også kvitterede med at blæse af traileren igen kort efter – denne gang med fatalt udfald. Denne gang landede den nemlig direkte på asfalten, hvor et hjørne af båden blev knust. Men ikke nok med det. Motorbenet knækkede også…
I dag er jeg altid meget omhyggelig med at fastspænde min båd på traileren, før jeg kører blot den mindste lille strækning…
Påkørt bagfra
Men selv det er ikke altid nok. Det oplevede jeg en dag midt inde i Århus by. Jeg havde netop hentet båden i min underjordiske garage og var på vej for at rigge den med et nyt ekkolod – da en personbil pludselig og helt uden varsel kørte op bag i båden ved et lyskryds. Der lød et ordentligt brag, hvorefter der blev helt stille.
Jeg stod ud af bilen og så, at båden var skubbet helt op på stolpen, hvor spillet sidder – med et knækket sikringsreb. På mirakuløs vis var båd og motor sluppet med kosmetiske skader, som var nemme at udbedre. Det var mest forskrækkelsen, det tog tid at komme over!
I den forbindelse lærte jeg vigtigheden af sikringssnoren ved spillet. Og sikringsbåndet omkring båd og trailer. Uden dem var båden med sikkerhed gledet helt af traileren ved påkørslen. Nu kom den kun halvvejs….
Så godt gik det imidlertid ikke en sommerdag i Egå Marina. Vi havde netop fået bådene op på trailer og stod og småsnakkede ved siden af bilerne. Peter havde nøglerne siddende i sin Volvo, da en suspekt udseende fyr med karseklippet hår og tatoveringer helt om i nakken pludselig sprang ind på sædet, startede bilen og stak af i en sky af brændte dæk – med båd og trailer bagefter.
Nu skulle han igennem hele to bomme for at komme ud i friheden. Den første bom torpederede han med så stor kraft, at Peters elskede kabinebåd hoppede af traileren og bankede ind i metalstolpen. Da idioten passerede anden bom i endnu højere tempo, blev hele traileren revet af trækkrogen.
Vi stod blot bestyrtede og kiggede på. Heldigvis kom ingen af de mange promenerende mennesker noget til, og det var ikke idiotens skyld. Den slags kan man ikke gardere sig mod. De er uden for pædagogisk rækkevidde.
Bilen nåede kun få hundrede meter længere op, inden den måtte stoppe helt – med ødelagte dæk…
Projekt Vokseværk
Jeg har efterhånden fået samlet mig en gedigen flåde af kajakker, gummibåde, pontonbåde og flyderinge. Småfartøjer, som er nemme at transportere og søsætte uden trailer. De kan ligge samlet og oppustet på taget af bilen eller sammenpakket i bagagerummet – klar til udpakning og indsats.
Efterhånden bliver det dog træls med alt det pakkeri og pumperi. Efterhånden opstår behovet for at have bådene liggende klar, og til det formål måtte jeg nødtvungent anskaffe mig en boogie trailer med plads til det hele…
Dette setup fungerede egentlig ganske godt – lige indtil vinteren 2009-2010, som jo bød på megen sne og langvarig frost. Vinteren igennem stod traileren således med presenningen dækket af is og sne – helt ubrugelig. Da først isen og sneen smeltede, stod det klart, at presenningen ikke havde klaret kulden ret godt. Den var grim, plettet og frostsprængt. Der var sågar kommet et par små revner i dugen – sikkert forårsaget af smeltevand, som havde spændt dugen over bristepunktet. Kort sagt: Presenningen var ikke vandtæt længere.
Det måtte der selvsagt gøres noget ved. En ny original presenning var helt urimeligt dyr, så det droppede jeg. I stedet udtænkte jeg en snedig og fast overbygning, som jeg gik til min gode tømrer med. Han var straks fyr og flamme, men projektet udviklede sig lynhurtigt til noget langt større og meget mere kompliceret. Nu var det pludselig nødvendigt med hydrauliske støddæmpere for overhovedet at kunne åbne det tunge låg…
Men ikke nok med det. Låget var blevet så tungt, at støddæmperne måtte forstærkes. Det samme måtte hængslerne, der slet ikke kunne holde længere. Og så videre. Faktisk gik en stor del af sommeren med at få den “nye” trailer bragt i orden, men så blev den også rigtig god. Nu kan min boogie trailer rumme hele to oppustelige både i lasten under lås og slå – en gummibåd og en pontombåd, begge i lufttom tilstand. Oven på det flade lad kan så yderligere en gummibåd ligge fastspændt – oppustet og klar til øjeblikkelig indsats.
Se bilederne og døm selv, om det var noget for dig. Jeg har i hvert fald haft stor fornøjelse af arrangementet – det det altså først var færdigt.
Men havde jeg anet, hvor stort projektet ville blive, var jeg aldrig gået videre…
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: