SIMRAD – norsk gigant med danske rødder

Simrad er idag en af verdens førende inden for marin elektronik til professionelle. Nu satses der også stort på sportsfiskeriet, hvilket der er kommet en række meget interessante produkter ud af!

Det lugter nu ikke meget af militærindustri, da vi besøger SIMRAD Shipmate i den nordjyske by Støvring – for øvrigt ganske nær den smukke Lindenborg Å.

Alligevel er der lidt militært over det hele, idet Shipmate, som blev opkøbt af norske SIMRAD, idag hører ind under den store norske Kongsberg koncern. Og de beskæfter sig i allerhøjeste grad med produktion af militært udstyr! Til Kongsbergs mest kendte produkter hører Penguin missilet, der indgår som en vigtig del af det norske forsvar.

Det er en produktion, som kræver teknologisk knowhow i verdensklasse, hvis man vil begå sig i det fornemme internationale selskab. En knowhow, som alle i koncernen siden nyder godt af, da den naturligvis udveksles kvit og frit, når og hvor det kan gavne udviklingen af nye produkter.

Kongsberg koncernen fremstiller som sagt og blandt meget andet missiler – noget, der kræver en nøjagtighed og præcision i såvel fremstilling som navigation, som vi almindelige dødelige knapt kan fatte. Men som altså går igen på alle koncernens øvrige produkter – fra det største missil til det mindste ekkolod.

Vi har kigget inden for hos direktør John Larsen, der har formået at blive siddende i stolen under de senere års skiftende ejere.

Danske Shipmate og norske Kongsberg

Danske Shipmate har i en årrække været markedsførende inden for produkter til den professionelle skibsfart – fortrinsvis fiskerierhvervet, som længe har haft et godt øje til de danskproducerede VHF radioer og ekkolodder fra Støvring.

Det startede allerede i 1977, hvor de to danskere Erik K. Rauff og Erik Sørensen grundlagde en produktion af VHF radioer. Denne produktion blev snart fulgt op af ekkolodder og – i 1980 – nogle af verdens første satellit-navigatorer.

I 1994 indså de to grundlæggere, at Shipmate måtte være langt større for også i fremtiden at kunne konkurrere effektivt på verdensmarkedet. De solgte derfor alle deres aktier i Shipmate til norske SIMRAD, hvorefter de danske produkter nu blev markedsført under navnet SIMRAD Shipmate.

Udviklingen fortsatte i 1996, hvor SIMRAD blev købt op af den store Kongsberg koncern, som lod SIMRAD Shipmate indgå i sin marine division – hvor den altså er idag!

Kongsberg er et gammelt firma med stolte traditioner. Så tidligt som i 1814 fik Kongsberg kongelig tilladelse til at “smede våben”, som det hed dengang. Og lige siden har koncernen udviklet og produceret våben til det norske forsvar.

Undervejs har man hele tiden udvidet våbenproduktionen med beslægtede områder. Kongsberg koncernen er derfor idag delt op i forskellige hovedgrupper, hvoraf den marine elektronik idag udgør størsteparten – med mere end 50% af den samlede årlige omsætning på over 3 milliarder norske kroner.

Ikke mindst det norske olieeventyr på Nordsøens boreplatforme har været stærkt medvirkende hertil. På andenpladsen kommer forsvaret, der udgør knap 30%, og herefter følger rumfarten med godt 10%.

Samlet er mere end 3.000 mennesker idag beskæftiget inden for Kongsberg koncernen. Alene SIMRAD ejer fire fabrikker i Danmark, Norge og England, hvor al den marine elektronik produceres. Ingen Fjernøst-produktion her!

Dansk højteknologi

De første Shipmate VHF radioer og GPS navigatorer blev fremstillet udelukkende med skibsfarten og erhvervsfiskeriet for øje.

Idag er dette marked vigende, og SIMRAD Shipmate har derfor set sig om efter nye, lukrative markeder. Her er blikket naturligvis faldet på den rekreative skibsfart – på lystsejlerne og småbådsfiskerne, der i støt stigende grad investerer i marin elektronik.

VHF radioer – Shipmate’s første produkter – findes stadig på programmet, nu i meget avancerede udgaver. Således hører den nyeste Shipmate RS8300 VHF til blandt verdens absolut førende.

Den kan naturligvis alt det, de andre VHF’er kan idag – separate vandtætte højttalere, al betjening i det vandtætte håndgreb etc. Men i tilgift har den en smart SOS funktion, der aktiveres med et enkelt tryk på en knap. Så sender VHF’en automatisk SOS med besked om skibets navn og aktuelle position – hvis den vel at mærke er koblet til skibets navigator.

Med dette system kan selv et barn således sende et korrekt “SOS”, der går rent igennem!

Mindst lige så stolt er direktør John Larsen af de nye og helt vandtætte EQ30 ekkolodder, CP30 navigatorer og søkortplottere samt kombimodellen CE30, der kan det hele, lidt til og meget mere. Alle kan de fås med flotte TFT farveskærme til montering indendøre. Eller med skarpe sorthvide LCD skærme, der tåler selv det skarpeste direkte sollys.

Det er 1997 produkter, som er udviklet og produceres direkte på fabrikken i Støvring – produkter, som i meget høj grad udnytter Shipmate’s store erfaring med professionelle produkter til skibsfarten og fiskerierhvervet. Det er således modeller, som byder på mange professionelle features, der ikke findes på markedets øvrige lodder, navigatorer og søkortplottere.

Features, der gør det muligt for et trænet øje at skelne fisk, hvor mange andre lodder må give op. Men også features, der kræver en vis teknisk indsigt og interesse. SIMRAD Shipmate’s nye produkter byder nemlig på et hav af indstillings- og justeringsmuligheder.

De mange og avancerede features kræver en meget stor processorkraft fra apparaterne. EQ30, CP30 og CE30 er da også forsynet med kraftige Motorola processorer som dem, der findes i kostbare Apple Macintosh computere. Kun de er i stand til at behandle de kolossale datamængder, som disse elektronikvidundere konstant henter op fra dybderne – eller ned fra satellitterne!

Disse modeller er nu i ’98 fulgt op af EQ32, der er et ekkolod med hele to frekvenser at skifte imellem. Tilsvarende har den nye CP32søkortplotter nu indbygget Differential GPS. Endelig kommer kombiapparatet CE32 nu med både to frekvenser og indbygget D-GPS!

– Hvilken småbådsfisker må ikke synke en ekstra gang ved at se alle disse features samlet i ét kompakt instrument?

“Marine Line”

SIMRAD fostrede tidligt en plan, der gik ud på at integrere det bedste af det bedste i marint navigationsudstyr til ét samlet hele. Et system, hvor alle komponenter kunne “tale” sammen og udveksle data på kryds og tværs. Hvor man på alle displays problemfrit kunne se eller hente data fra de øvrige instrumenter.

Det blev til SIMRAD’s “Marine Line”, som idag repræsenterer det ypperste af det ypperste fra markedets marine elektronik. Systemet består kort fortalt af Shipmate’s VHF radioer, ekkolod, GPS navigatorer og søkortplottere, Robertson’s autopiloter og Anritsu’s radarer.

Norske Robertson har været i branchen siden 1946. Deres autopiloter har siden 1984 vundet samtlige NMEA’s priser for autopiloter, hvilket burde være den bedst tænkelige anbefaling.

Det er kraftige modeller, som fortrinsvis henvender sig til ejere af sejlskibe og store motorbåde med hydraulisk styring. Den seneste prisbelønnede model, AP300X, byder blandt meget andet på en separat fjernbetjening, som småbådsfiskere på større både kan have megen gavn af. Så kan man fra ét og samme sted betjene såvel downriggere som styring af båden!

Japanske Anritsu er tilsvarende producent af verdens første 3D radar så kompakt, at den kan indbygges i en mindre båd.

SIMRAD har gennem en årrække opkøbt alle disse virksomheder, der hver især var førende på deres felt. Siden har de produktudviklet målrettet med henblik på, at tingene også skulle virke optimaltsammen – naturligvis via den internationalt anerkendte NMEA standard.

John Larsen fra Shipmate i Støvring regner dog ikke med, at alle fylder deres både op med hele det store og forkromede SIMRAD set-up. Dertil er kun de færreste småbåde idag store nok.

Men mange større både vælger at købe hele konceptet, da man så har absolut garanti for, at det hele virker sammen – via et hav af kabler bag instrumentbrædtet!

© 1998 Steen Ulnits