Små kabinebåde er blevet det helt store hit blandt ikke mindst trolling-fiskere. Vi har testet en spændende nyskabelse fra svenske Örnvik!
Der blæste en frisk vind over Randers Fjord den lørdag. Jeg havde aftalt stævnemøde med Jan Sabro Hansen, der var den lykkelige indehaver af landets indtil da eneste eksemplar af den splinternyeÖrnvik 490 Cabin – en kabinebåd, der på flere måder adskiller sig fra markedets konkurrerende modeller.
Båden er 490 cm lang og 185 cm bred. Vægten er 420 kg. Det specielle ved denne båd er skroget, som ikke er af den gængse “V” type. I stedet har man konstrueret en skrogform, der er lige egnet for planende som halvplanende sejlads. En skrogform, der ikke kræver lige så mange hestekræfter som en dyb “V” bund.
Har man ikke brug for at sejle langt og hurtigt, rækker det således fint med 10 HK på hækken. Og skal man til havs efter storfisken, går båden fint og hurtigt med 40 HK i stedet. Med tre mand i båden kunne Merc’ens 40 heste fint få båden op af vandet!
Massiv køl
En anden rar ting ved 490’erens skrog er den massive køl, som giver en vis tryghed under sejlads og trailerkørsel. Samt rigtig gode styreegenskaber under langsom sejlads – ikke mindst i god vind. En egenskab, som seriøse trolling-fiskere vil vide at værdsætte.
Har man fisket fra nogle af markedets øvrige kabinebåde i denne klasse, lærer man hurtigt at sætte pris på bådens frontluge. Her kan man komme ind og ud af båden uden at skulle lege balletdanser på fordækket! Frontlugen tjener samtidig som vindue, da den er fremstillet af samme gennemsigtige plast som vindspejl og sideruder.
Importøren fortæller, at de nye udgaver af 490 Cabin er forsynet med en gascylinder, så frontlugen ikke kan lukkes helt op. Der er samtidig kommet udluftningsventil til kahytten samt manuelle trimflaps på agterspejlet. Det sidste primært til glæde for ejere af de større motorer.
Kahytten er lige akkurat stor nok til, at man kan overnatte i den. Det er bestemt ikke her, man fra konstruktørens side har ruttet med pladsen! Sovebeslag, hynder og gardiner (!) til kahytten er ekstraudstyr. Til gengæld følger skumslukker, badestige og log med i prisen.
Plads er der meget af på agterdækket, der er som skabt til fiskeri for to mand. Der er drejestol til føreren og gode siddepladser agter i begge sider af båden. Her fornemmer man virkelig, at der er tale ombåde en fiskebåd og en familiebåd. En båd, hvis agterdæk tilgodeser såvel den solbadende familie som den seriøse sportsfisker!
Prisbillige pakkeløsninger
Motorbrønden er god og dyb og havde – på de første modeller – plads og beslag til en lille hjælpemotor ved siden af den store. Desværre har man strøget denne detalje på de nye modeller, der blot har normalt motorbeslag.
Båden har dobbeltskrog, og agterdækket er naturligvis selvlænsende, så man nemt kan gøre båden ren efter selv det værste blodbad!
Örnvik leverer sine både som pakkeløsninger med monterede Mercury motorer. Importøren anbefaler en af de nye 4-taktere på 9,9 HK, hvis man ikke har travlt. Så får man et minimalt brændstofforbrug og en næsten lydløs gang, der er til at holde ud at lægge ører til under en hel lang dags trolling-fiskeri.
Har man travlt, anbefaler importøren en af de ligeledes nye 2-taktere på henholdsvis 30 eller 40 HK. Det er motorer, som allerede har bevist, at de fint kan køre i tomgang i timevis – uden at sode og sætte ud. Max. fart med 30 HK på hækken og en 11 tommers skrue er ifølge fabrikken 22 knob, hvilket er eller burde være nok for de fleste!
Vælg selv. Under alle omstændigheder er den nye Örnvik 490 Cabin et meget behageligt bekendtskab – en pålidelig fiskekammerat i mange år!
Steen Ulnits
Del denne artikel: