Vi var med, da japanske Honda præsenterede årets nye 4-taktere på henholdsvis 115 og 130 HK for verdenspressen i det solbeskinnede Portugal.
Japanske Honda har nu i flere år siddet tungt på det danske marked for 4-takts påhængsmotorer. I en årrække var de ikke blot førende, men også de eneste, der havde 4-taktere på programmet.
Idag er de øvrige producenter kommet med – fordi de stedse strengere miljøkrav tvinger udviklingen i retning af den mindre støjende og forurenende 4-takts teknologi. Flere og flere steder vil det fremover kun være tilladt at bruge 4-takts motorer – i første omgang dog kun på ferskvandssøerne, der jo mange steder leverer drikkevand til tørstige byboere.
Førende 4-takts producent
Honda har i mange år været den eneste producent af 4-takts påhængsmotorer – de eneste, der troede fuldt og fast på dette koncept, som uvægerlig koster mere end de gængse 2-taktere. Men som så også bruger mindre benzin og forurener mindre – både under og over vandet.
4-takterne slog dog først for alvor igennem, da Honda for nogle få år siden lancerede deres nu så berømte 50 HK (oprindelig 45) motorer. Hvor de mindre Honda 4-taktere udnyttede samme teknologi og motorblokke som Honda’s øvrige 4-takts program – til generatorer, plæneklippere og lignende – var 50 HK’eren Honda’s første egentlige marinemodel.
Den blev da også straks et gigantisk hit blandt danske småbådsfiskere, der længe havde sukket efter en tyst og sparsommelig 4-takter i denne størrelse. En motor, som var stor nok til at trække den gængse trolling-båd i 5 meters klassen. Og som samtidig kan trolle i tomgang i timevis uden at sode tændrørene til.
Det var ikke mindst denne motor, der fik konkurrenterne til at vågne af deres mangeårige 2-takts dvale. De fik pludselig øjnene op for, at her lå et stort og nyt marked, som de ikke bare kunne overgive helt til Honda. De gik derfor skyndsomst i gang med selv at udvikle et program af 4-takts motorer.
Honda på hovedet!
Men Honda hvilede ikke på laurbærrene, mens også konkurrenterne fik deres 4-takts program stablet på benene. Honda har i mellemtiden overført sin store viden fra fremstilling af bilmotorer til stedse større påhængsmotorer.
Honda deltog i den krævende Formel 1 sport fra 1964-92. 28 års deltagelse resulterede i 71 heat-sejre samt konstruktørernes mesterskab de sidste seks år i træk. Mange af erfaringerne fra Formel 1 blev siden overført til produktionen af seriefremstillede personbiler. Og bilmotorerne er nu også blevet til bådmotorer!
Først var det således bilmotoren fra den populære Honda Civic, der blev stillet på hovedet og anbragt under motorkåben på Honda’s blandt småbådsfiskere nu så populære 75 og 90 HK motorer.
Nu er turen så kommet til bilmotoren fra Honda Accord, der – lanceret i årets nye 4-taktende kæmper – leverer hele 115 eller sågar 130 HK. Nok til at få selv de største småbåde ud af vandet og op at plane.
Vi var med, da Honda præsenterede de nye kæmper for verdenspressen – under et storslået arrangement på Algarve-kysten i det solbeskinnede Portugal.
Her lå et antal helt forskellige bådtyper og ventede på pressen – med funklende nye BF130’ere monteret på de brede hække. For der skal en bred ryg til at holde en ilter 130 HK motor på plads – specielt da en 4-takter, som vejer omkring det kvarte ton!
Suverænt bundtræk
Når man har med store og tunge både i 6-7 meters klassen at gøre, lærer man hurtigt at sætte pris på 4-takternes seje bundtræk. Alt andet lige har en 4-takter et bedre bundtræk end en tilsvarende 2-takter. Prisen er så blot en lidt langsommere acceleration – og en højere topfart! I hvert fald hvis man skal stole på fabrikkens egne målinger.
Vi havde alt fra små og store gummibåde over åbne joller og rene speedbåde til mere beherskede kabinebåde, når den nye BF130’er skulle afprøves. Kedeligst var naturligvis de tunge kabinebåde – sjovest en stor RIB (gummibåd med fast køl), der i topfart nærmede sig de 100 km/t…
Som lystfisker samlede interessen sig imidlertid helt klart om to modeller: Den amerikanske Boston Whaler i glasfiber og den finske Buster Magnum i aluminium. Begge både sejler forrygende godt – og forrygende stærkt, når der er 130 4-taktende Honda heste på hækken. Vi målte topfarten til omkring 40 knob, hvilket må siges at række til det allermeste småbådsfiskeri…
Men tilbage til den nye Honda motor, som jo var i centrum under dagene i Portugal. Man har gennem årene ofte kunnet læse, at 4-takts motorer manglede den acceleration, som 2.takterne havde og har.
Noget er der bestemt om snakken, men også kun noget. Til gengæld har 4-takts motorer et bedre bundtræk end 2-takterne – noget, som Honda’s ingeniører satte sig for at måle ud i praksis.
Man tog derfor to identiske både og monterede dem med henholdsvis en BF130’er og en 2-takts 130 HK motor af et konkurrerende fabrikat. Det viste sig, at topfarten i en ubelastet båd var næsten den samme for de to rivaler: 61,9 km/t for 2-takteren og61,0 km/t for Honda’s BF130’er.
Men da man belastede bådene med yderligere 1,8 tons, lagde Honda’en klart afstand til konkurrenten. Da nåede 2-takteren kun op på 39,1 km/t, hvor Honda kunne opvise en fart på 45,8 km/t. Den nye BF130’er er således en rigtig sejtrækker!
Minimalt brændstofforbrug
Den nye BF130’er er som verdens første 4-takts påhængsmotor forsynet med elektronisk indsprøjtning af benzinen – “Electronic Fuel Injection” eller blot “EFI”. Den er altså ikke – som tilfældet er med næsten alle andre påhængsmotorer – forsynet med karburatorer.
I stedet sidder der i motoren en lille chip – en minicomputer, som løbende og med lynets hast moniterer alt i motoren. Som styrer benzinindsprøjtning, luftblanding og flere andre ting med hård hånd – og et mindre brændstofforbrug til følge.
EFI er fremtiden, da indsprøjtningen af brændstof på denne måde kan styres langt mere præcist end med selv den bedste karburator. Man får på denne måde den maksimale mængde hestekræfter ud af den miinimale mængde benzin.
Honda’s egne ingeniører har sammenlignet brændstofforbruget på den nye BF130’er med en konkurrerende 2-takter, ligeledes på 130 HK. Resultaterne er ganske overbevisende. Brændstofbesparelsen på den nye Honda er således hele 88% ved trolling, 31% ved almindelig “cruise speed” samt 26% ved topfart.
Regner man det ud i kroner i stedet, når man op på en brændstofbesparelse på hele 33 kroner i timen ved trolling, 78 kroner ved cruise speed og ikke mindre end 150 kroner i timen! Det er noget, der kan mærkes på pengepungen efter en lang dag på havet.
Det samme gælder støjniveauet, som er langt lavere end på en tilsvarende 2-takter. Honda’s egne ingeniører har således målt sig frem til, at den nye BF130’er støjer hele 8 dB mindre end tilsvarende 2-taktere ved topfart og utrolige 13 dB mindre ved trolling.
Det skal i den forbindelse nævnes, at en forøgelse på 6 dB medfører en fordobling af lydtrykket!
Lav tomgangsfart
Vores helt egne subjektive oplevelse af den nye motor var da også, at den i tomgang er noget nær lydløs. Samtidig er vibrationerne dæmpet til noget nær ingenting i den store 4-takter.
Honda’s ingeniører har således lagt sig i selen med den nye BF130’er. Og haft stort held med forehavendet. Den nye “storebror” i serien byder ikke blot på verdens første EFI system i en 4-takts påhængsmotor. Den har også dobbelte balanceaksler, som reducerer vibrationerne til et minimum – som den første påhængsmotor i verden.
Og så har den en indbygget computer, som hele tiden moniterer omdrejningerne. Den sørger for, at motoren ikke ved en fejltagelse kan komme for højt op i omdrejninger – med fatal skade på de ædlere dele til følge. Samme computer sørger ligeledes for, at BF130 altid går med 650 omdrejninger i tomgang – mod 850 omdrejninger for BF90’s vedkommende.
Honda er klar over, at det er en vigtig detalje for os trolling-fiskere. De har dog endnu ikke fundet ud af, at trolling ikke er det samme som “trawling”. De “trawler” i hvert fald i alle deres produktbeskrivelser, og det er jo lidt synd for seriøsiteten…
Til slut er blot at sige, at Honda’s nye BF130’er ikke bare leverer de lovede hestekræfter. Den er også klassens suverænt bedste strømproducent – med hele 40A mod normalt kun det halve hos de 2-taktende konkurrenter.
Der er således rigeligt med strøm til alle tænkelige instrumenter ombord, hvis man har den nye BF130’er på hækken!
Fremtiden
– Fremtiden tilhører definitivt 4-takterne, mener man naturligvis hos Honda. Man er godt klar over, at konkurrenterne arbejder på højtryk med avancerede 2-taktere, som udnytter det nye Orbital eller Ficht system. Et system, der giver lettere og mere ukomplicerede motorer end 4-takterne.
Men Honda tror ikke på, at disse nyskabelser i længden kan leve op til de nye direktiver – heriblandt det amerikanske EPA 2006. De nye 2-taktere kan måske nok klare kravene i de sidste år op til årtusindskiftet. Men så kommer det til at knibe med resten af programmet.
– Det problem har vi ikke, siger Honda’s ingeniører. – Det er allerede dokumenteret, at alle vore nuværende 4-taktere kan klare de strenge krav, som det amerikanske miljøministerium stiller! De er derfor alle forsynet med mærket “EPA 2006”. Vi håber og tror på, at miljøbevidste lystfiskere vil skifte over til 4-takts motorer hurtigst muligt – hvis de da ikke allerede har en Honda på hækken!
I skrivende stund er de første BF130’ere allerede monteret på hækken af danske småbåde!
© 1998 Steen Ulnits
Ny “mini-Honda” lanceret!
Nu skal man ikke forledes til at tro, at Honda kun er til store både, der kan bære tunge motorer.
Faktisk har Honda netop også lanceret en fiks lille 4-takter på kun 2 HK – en luftkølet sag med glidekobling i håndtaget. Så snart man drejer på gashåndtaget, går koblingen i indgreb og propellen begynder at køre. Man skal dog være klar over, at en luftkølet 4-takter ikke er spor støjsvag sammenlignet med en vandkølet.
Men så enkelt kan det altså gøres – på så lille en motor. Det viser samtidig spændvidden af Honda’s 4-takts motorprogram – fra 2-130 HK.
Del denne artikel: