Da man i 1829 gravede en kanal uden om de store Niagara vandfald, var man slet ikke klar over de katastrofale konsekvenser. Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke også er godt for noget…
Det hele startede, da man i 1829 gravede Welland kanalen uden om de store Niagara-vandfald. Herved skaffede man de store og stærkt industrialiserede områder langs Great Lakes – blandt andet bilindustrien i Detroit – let og bekvem adgang til Atlanterhavet.
Imidlertid havde man ikke tænkt på konsekvenserne af et sådant projekt. Via den nye Welland-kanal blev de store søer nemlig invaderet af nye arter fra havet – heriblandt “alewives”, en lille stamsild, og havlampretter fra Atlanten.
Disse to nye fiskearter væltede langsomt, men sikkert økosystemet i de store søer. Lampretterne, som yngler i ferskvand og normalt vokser op i saltvand, forblev nu i søerne, hvor de nærmest udryddede alle større rovfisk – amerikansk søørred, gedde, aborre og sandart.
Faunaforurening
Da så rovfiskene var borte, eksploderede søernes bestand af skidtfisk – her ikke mindst de nye stamsild. Små hundrede år efter Welland-kanalens gravning var de store søers økosystem endegyldigt væltet og katastrofen en realitet.
Store ressourcer blev sat ind på at bekæmpe lampretterne, men først i 1958 lykkedes det forskerne at finde frem til en virksom og selektiv fiskegift, der kun dræbte lampretterne. Lampretterne kom således for første gang siden 1829 under nogenlunde kontrol, men skidtfiskene florerede stadig i enorme mængder.
Nærmest som et eksperiment indførtes fra Stillehavet den store kongelaks og den mindre sølvlaks – i det lønlige håb, at de ville kunne rydde op i skidtfiskene. Det var og er jo fisk, som yngler oppe i søernes tilløb – uden for lampretternes rækkevidde.
Eksperimenet lykkedes over al forventning. Laksene slog overmåde godt an, ryddede op i skidtfiskene og benyttede samtidig søernes mange uudnyttede tilløb til gydning. Hurtigt blomstrede et kommercielt laksefiskeri – med stang, naturligvis! – op, og det i et omfang, ingen havde troet muligt.
Sportsfiskeriet bare voksede og voksede op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. Nu er også havvandrende ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes. Sågar atlanterhavslaksen er introduceret enkelte steder, hvor den er slået godt an. Det er dog stadig stillehavslaksene, der bærer fiskeriet i Great Lakes – i hvert fald selve søfiskeriet. I tilløbene fiskes der efterhånden rigtig meget efter steelheads.
Fra erhverv til rekreation
I 90’erne er sportsfiskeriet efter laks i Great Lakes området således en “multi-million dollar business”, som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie uden lige. Et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser og endnu flere skattekroner.
Dette storstilede sportsfiskeri førte til en lynhurtig tilpasning og forfining af den gamle “knækline og kanonkugle” teknik, som erhvervsfiskerne længe havde brugt til deres trolling efter stillehavslaks ud for British Columbia.
Sportsfiskerne i Great Lakes havde brug for at kunne fiske endog meget dybt, når de store kongelaks jagede smelt og alewife på store dybder i og under sommerens springlag i de kolossalt store og dybe søer.
Men nu havde man endnu et krav til teknikken: Den skulle gøre det muligt samtidig at fiske med lav hastighed og sportsligt afstemt grej, så laksene kunne give sportsfiskerne en god fight. Noget, som erhvervsfiskerne jo aldrig havde stillet krav om. De skulle blot have laksene på krogen og ombord. Helst så hurtigt som muligt.
Det førte til udviklingen af den moderne “downrigger”, som benytter sig af en stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2, 3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler fra borgerkrigen, der i sin tid blev brugt af erhvervsfiskerne ude i Stillehavet, kaldes vægtene stadig for “cannon balls”.
Af samme årsag hedder verdens største producent af downriggere i topklasse da også “Cannon”! Det var amerikanske Cannon, der lancerede de første moderne downriggere, som vi kender dem i dag.
I dag er producenten “Scotty” dog også kommet godt med. Et firma, som ligger i Canada og som fra starten primært har produceret downriggere udelukkende til brug i saltvand.
Den moderne downrigger
Mange af markedets øvrige downriggere er fremstillet i Great Lakes området, hvor der jo kun fiskes i ferskvand. Disse tåler derfor ikke saltvand, hvilket mange danske småbådsfiskere har grædt salte tårer over…
Teknikken bag fiskeriet med downrigger er besnærende enkel – dertil en klar forbedring af den gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blylodder og dermed en uheldig tungmetal-forurening af fiskevandet.
Man firer nu sin lette agn et passende stykke ud bag den sejlende båd og fastgør linen til en speciel udløserklemme. Denne udløser er igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt op i en halvcirkel under fiskeriet.
Når så fisken hugger, frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man har nu fisken direkte på sit lette grej og kan nyde fighten i fulde drag.
Kuglen bliver hængende i stålwiren – klar til brug igen. Den bør dog trækkes op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: