iPad til småbåden

iPads til iFiskere!

Sidste års store opdatering af www.ulnits.dk indeholdt en artikel med titlen “iPhones til iFiskere”, som blev meget populær og læst. Faktisk blev den også inkluderet i seneste udgave af den fynske havørredbog.

apl2-ipad1-20-c4otr-1

 

Artiklen var og er stadig baseret på Apple’s fantastiske iPhone og de mange, mange Apps, man kan få til den. Apps, som hver især løser en helt specifik opgave. Antallet af iPhone Apps har nu oversteget den kvarte million – 250.000 – hvilket er næsten ufatteligt. Men så stor er interessen altså – og behovet for kvalitetsprogrammer, som kan lige netop det.

Siden har Apple så barslet med først en ny og langt bedre iPhone 4, som kan meget mere og gør det meget hurtigere. Og siden den revolutionerende iPad, der gjorde det, som Microsoft aldrig formåede med deres tablet PC’er – skabte en helt ny gruppe bærbare med touch interface i stedet for mus.

Såvel den nye iPhone 4 som den nye iPad byder på helt nye muligheder for fiskeren. Dels på grund af den støre skærm eller højere opløsning, som tillader flere detaljer at blive set og zoomet. Alle iPhone apps kan bruges på iPad, men mange iPhone apps er kommet i specielle versioner, der gør brug af iPad’ens langt større skærm. Flere af disse nye apps er som skabt til lystfiskere med hang til egen båd og spændende ny elektronik.

Desværre erstatter disse nye apps ikke det traditionelle ekkolod, men lur mig, om det ikke kommer. Det er vist uundgåeligt. Til gengæld er en korrekt udstyret iPad et ganske godt bud på en kortplotter, der samtidig giver et godt omend overordnet bud på den aktuelle vanddybde. I hvert fald har jeg som bådfisker haft megen glæde af min iPad, når den har installeret følgende iPad apps:

navionics_400

Navionics HD

Det er selvsamme Navionics søkort, som er omtalt i artiklen “iPhones til iFiskere”. Et dyrt, men dejligt program, som indeholder detaljerede søkort over hele Danmark plus lidt til. Eksempelvis er Sydnorge og Oslofjorden også med, hvis det nu skulle have interesse.

Med Navionics HD Danmark får man en fornem søkortplotter – omend med en lidt mere begrænset funktionalitet i plotterdelen og med behov for netforbindelse for at fungere. Men mere om det sidste i en anden ny artikel her på www.ulnits.dk: “Så til søs – nu med bredbånd!”. Der er nemlig sket store fremskridt på dette felt!

På iPad’ens store skærm kan man rigtig zoome ind på detaljerne og se selv den mindste afmærkningsbøje. Alle dybdekurver er naturligvis indtegnet – alle forbudte eller farlige områder naturligvis også. Præcisionen er rigtig god, og man kan fint navigere sig frem gennem smalt eller ukendt farvand ved brug af Navionics HD – noget, man ikke helt kan med den lille skærm på en iPhone. Her er kortet mere vejledende.

En af de nye funktionaliteter ved Navionics er, at man nu kan skifte den kedelige landside ud med detaljerede Google Maps og således få et helt andet indtryk af tingene inde på land – landkendinger etc. Der er forskellige andre muligheder, men jeg bruger efterhånden altid denne kombination af Navionics søkort og Google landkort, som giver et rigtig godt indtryk af forholdene.

Vil man gerne se sin sejlrute på et kort, kan Navionics naturligvis også det. Man trykker blot på “Track” eller “Waypoints”. Er man ikke tilfreds med dette, kan man i stedet bruge Motion X’s GPS HD, der er en opskaleret version af det samme program, som er omtalt i iPhone artiklen. Blot med en bedre oplsøning og bedre kort.

Motion X viser Google Maps med alle de detaljer, som er tilgængelige her. Helt inde under land har man naturligvis mere brug for at se et detaljeret foto af bundforholdene – end længere til havs, hvor det jo er dybdekurverne, som tæller.

Pris: 369,- kroner.

TidesPlanner

Tides Planner

Det er vigtigt at holde styr på tidevandet – jo mere det veksler, desto vigtigere bliver det. Navionics inkluderer også tidevand ved udvalgte lokaliteter og fungerer egentlig ganske glimrende. Men er man ikke tilfreds med dette, er der også her en mere specifik iPad app, som kan anbefales. Det er “Tides Planner”, som er godt tænkt og flot designet. Her vælger man mellem en række lokaliteter, som så vises på fornem grafisk vis.

Tides Planner indeholder mange muligheder for tilpasning. Således kan man sætte min og max værdier, så man ikke risikerer at gå på grund i ukendt farvand. Samt se springflod og nipflod, solopgang og solnedgang med meget, meget mere. Også lokale strømforhold kan man finde her – dog ikke på alle lokaliteter.

Vil man have det fulde udbytte af dette dejlige program, bør man downloade manualen som .pdf fil. Den kan man så passende have liggende i iBooks på selvsamme iPad – klar til bekvem læsning under sejlturen!

En fornem detalje ved Tides Planner er, at den ikke kræver internetforbindelse. Samtlige data ligger allerede inde i programmet.

Pris: 30,- kroner.

Knots

Knot Guide HD

Knuder skal knyttes korrekt, hvis de skal holde til formålet. Det ved både fiskere og sejlere. Knytter man ikke knuden korrekt, knækker linen, eller ankeret smutter i dybet for altid.

Til det formål findes der nu en fornem iPad app, som længe har eksisteret til iPhone, men som er langt bedre på iPad’ens store skærm. Her kan man virkelig se, hvad der sker. “Knot Guide HD” hedder den og indeholder detaljerede fotos af, hvordan man binder en lang række af de vigtigste knuder og knob på rette vis.

Blandt de mange knuder og knob er der hele 20 knuder til lystfiskeren og 35 knob til sejleren. Alle vist på pædagogisk vis i tydelige trin med brug af snore i forskellige farver. Knot Guide HD indeholder et hav af andre knuder til andre formål – i alt 91 styk.

Pris: 12,- kroner.

AquaPac

Nu kan det synes en vovelig affære at tage sin kostbare iPad med ud på åbent hav – i hvert fald i en åben båd. Det skal man nu nok heller ikke gøre – med mindre man først investerer i en vandtæt plastpose á la den franske AquaPac, som jeg længe har haft til min iPhone.

Til en iPad passer model “Whanganui” perfekt, og man kan sågar have den hængende om halsen – i sikker forvisning om, at selv en ordentlig saltskylle ikke generer den det mindste. Eneste ulempe er naturligvis, at man ikke får en eventuel lydside med ud af posen. Den må man tænke sig til. Men den vigtige billedside er med, og betjeningen foregår uden problemer gennem posen.

apl2-ipad1-20-c4otr.2

Defender Box

Mange sejlere er efterhåden vant til at medbringe deres bærbare PC på sejlturen. De benytter sig nemlig af “Det Levende Søkort”, som efterhånden har en del år på bagen. Det bruges til at planlægge sejlturen med – primært for større bådes vedkommende.

I enhver lukket hardtop eller kabinebåd kan man fint medbringe sin iPad – uden vandtæt emballage. Allerbedst er det dog, hvis den er pakket ind i en speciel kasse fra amerikanske Otterbox.

Dette firma har specialiseret sig i beskyttende hylstre til kostbare smartphones som iPhones og den nye iPad, der hverken tåler en tur på gulvet eller en sjat vand indenbords. Otterbox producerer en speciel “Defender” serie, som skulle kunne beskytte sin dyrebare indmad mod en ufrivillig tur på gulvet eller lignende mishaps.. Det er bokse i tre lag, som yder indholdet den bedst tænkelige beskyttelse, og som derfor er næsten uundværlige, hvis man vil have dem med på havet.

Jeg har haft en Defender box til min iPhone 4, siden den kom på markedet, og det har været et meget positivt bekendtskab. Det tager naturligvis lidt af det fikse ved denne smukt designede smartphone, men det er nu rart at vide, at den er godt beskyttet – hvis der nu skulle ske noget.

På samme måde hjemskrev jeg straks en Defender boks til min nye iPad, da jeg i foråret fik fingre i en af dem fra USA. Det er en kraftig sag, der nok skal passe på varen. Som en amerikansk anmelder skrev, så føler man næsten, at man kunne tage sin iPad med i krig – når den altså var vel inde i sin Defender boks!

Der er det smarte ved Defender boksen til iPad, af man kan fjerne et stykke af bagvæggen så boks med indhold passer ned i en speciel dock eller holder – på højkant. På den måde sikrer man sig, at ens iPad sidder sikkert i båden, og at den fylder minimalt. Således tager en højkantplaceret iPad ikke meget mere end 20 cm i bredden – vigtigt, når der skal findes plads til 10 tommer skærmen på instrumentbrædtet.

SONY DSC

Defender bokse til iPhones og iPads fås direkte fra producenten på www.otterbox.com og er desværre ikke gratis. US$ 90 vil de have for en iPad model – US$ 50 for iPhone modellen. Men så er sidstnævnte også udnævnt til “Gear of the Year 2010″ af selveste National Geographic Magazine:

“Trods den megen hype omkring Android telefoner, så er Apple’s iPhone 4 lettere at bruge, har en bedre skærm og tager bedre fotos og video. Læg hertil de mange flere Apps som eksempelvis den fantastiske MotionX GPS. Match iPhone med MotionX og Defender etuiet fra Otterbox, og du har altid en vejrbestandig backcountry guide med dig!”

National Geographic Gear of the Year 2010

© 2011 Steen Ulnits

Efterskrift 2:

New Sky og Bad Elf

Apple’s iPad er blevet et globalt fænomen – og langt større, end selv Apple havde troet muligt. Nu er der endda flere i min bekendtskabskreds, som helt har droppet den gamle Windows PC og nu klarer det hele på deres nye iPad. Det havde ingen regnet med.

Anyway, for os farende og sejlende svende er problemet stadig det samme, når vi skal orientere os: Er der ingen 3G dækning, er der intet internet. Og uden internet fuingerer applikationer som Google Maps og Google Earth jo ikke – med mindre man da har en iPad eller iPad 2 med indbygget GPS modul. Da kan man køre flere GPS applikationer uden 3G dækning, men ofte i stærkt begrænset form.

Mange har stadig den oprindelige iPad 1, som kun havde WiFi og ikke 3G. Modellen fås stadig og er ganske billilg. For mange har det derfor været naturligt at tage netop denne billige iPad med i bilen og båden, hvor det store 10 tommer display sætter de allerfleste navigationssystemer og deres diminutive displays aldeles til vægs.

Og nu er der så kommet hjælp på GPS siden, idet flere producenter nu tilbyder GPS modtagere som løst tilbehør til iPad’en. Her skal det dreje sig om en GPS modtager fra New Sky Products, der tilbyder trådløs opkobling af iPad’en. Og så Bad Elf, der kræver direkte tilslutning i docking porten på iPad’en.

I

I begge tilfælde kræves der, at man downloader og installerer den tilhørende app fra Apple’s App Store. Hvilket naturligvis gøres aldeles smertefrit og med nogle få klik med pegefingeren.

Så er man ellers oppe at køre – med fuld adgang til de mange dejlige satellitter, der kredser rundt på himlen over os. Og så koster det ikke en øre i form af dyrt downloadede megabytes fra de altid grådige teleselskaber!

Tak til læser Kjeld Hawaleschka for tippet.

Steen Ulnits

 

Efterskrift:

CoPilot, NavMii og NAVV

Som lystfisker er man meget på farten, og som lystfisker er det sjældent de vante stier, man færdes ad. Det er i stedet de små listige steder, vi alle søger – dem, hvor man kan være alene med sin fiskestang og sine fisk.

Ofte sidder vi hjemme og kigger kort. I gamle dage var det for mit vedkommende Geodætisk Instituts 1:100.000 kort over Danmark, der blev benyttet mest – i så høj grad, at jeg har slidt hele to eksemplarer op af slagsen. En lå derhjemme – den anden i bilen.

I dag er Geodætisk erstattet med diverse digitale kortmedier. Alle kender vi til Google Maps og Google Earth, som – trods deres mange fortræffeligheder – har én kæmpe skavank og mangel: De er afhængige af nettet. Er der ingen dækning, er der ingen kort. Så enkelt er det.

Well, har man en iPhone, er problemet til at overskue. Så investerer man blot i en navigationsapp eller to, hvor kortmaterialet ligger på telefonen og administrerers af den indbyggede GPS. På den måde er man altid på rette spor – uanset om der er dækning eller ej. Og så har vi endda slet ikke talt om den besparelse, man opnår, når man ikke hele tiden skal downloade Megabyte efter Megabyte – til højeste dagspris…

Jeg har nærkigget markedet og prøvet det meste. Man kan selvfølgelig investere i en dyr applikation fra TomTom, Garmin eller Navigon, der vrider sig i smerte i disse år. Det varer nemlig ikke længe, førend vi slet ikke behøver dem mere. Det hele ligger i vore iPhones, Phone 7 eller Android mobiler, og aktiekurserne på de “gamle” navigationsfirmaer er derfor raslet ned.

Der er tre navigationsapps, jeg har brugt og kan anbefale. Den første var og er CoPilot, som med sine 149, – kroner er den dyreste af dem alle. Med i prisen får man kort over hele Skandinavien plus en udmærket stemmestyring og en hel del fancy features. Vil man downloade kort fra hele Europa, må man hoste op med 369,- kroner.

Men det kan gøres billigere endnu. Eksempelvis med NAVV, der for 75,- kroner også dækker hele Skandinavien – altså halv pris af CoPilot. Det er et udmærket program, som giver meget for pengene. Endelig er der prisbaskeren af dem alle – i hvert fald for dem, der kan nøjes med lille Danmark: AppMii til sølle 30,- kroner. Et fremragende lille program, som jeg selv bruger ganske meget.

Alle tre programmer er lavet til iPhone og ikke iPad.

Steen Ulnits