Foldebåde

– Fold ud og fisk!

Det kunne være et passende slogan for foldebådene fra amerikanske Porta-Bote…

Mange har sikkert stået i en af landets mange lystbådehavne og kigget langt efter de funklende fiskemaskiner, som efterhånden ofte går i stimer her. Både, som færdigriggede ofte koster omkring de 100.000 kroner. Og både, som kun de færreste nogensinde får råd til. Der er jo også den øvrige familie at tage hensyn til…

Men fortvivl ikke. Der er nemlig lys forude for den mindre velstillede, men så meget mere håbefulde småbådsfisker in spe. Det er i form af en amerikansk foldebåd, som er intet mindre end genial! Som ikke fylder mere end et surfbræt og derfor er nem at opbevare derhjemme. Og som heller ikke koster mere, end at de fleste vil kunne erhverve sig én – hvis det nu er det, man drømmer om.

Store småbåde ligger i regelen på en trailer, så de kan fragtes rundt bag bilen og søsættes forskellige steder. Jo større bådene bliver, desto sværere er de at søsætte fra åben strand. Da er man i regelen henvist til i stedet at benytte lystbådehavnenes ofte dyre trailerramper.

Kan ligge på biltaget

Skal båden kunne transporteres fra sted til sted, er der dog andre muligheder end lige netop den dyre og pladskrævende trailer. Man kan vælge en lille båd, som i stedet kan ligge på biltaget – typisk en let aluminiumsjolle. Eller man kan i stedet vælge den geniale foldebåd, som ikke fylder mere end 10 cm i højden, når den er klappet sammen.

Den amerikanske Porta-Bote foldebåd fås i flere størrelser, men til praktisk fiskeri er kun den største interessant. Den måler 12 fod og vejer godt 30 kg.

Alligevel kan den skyde 20 knob med én mand ombord og 5 HK på hækken! Den er ikke større, end at den kan ligge på taget af selv den mindste bil.

Foldebåden er fremstillet af 6 mm tyk polypropylen, som i sig selv flyder og er nærmest uforgængeligt. Selv de skarpeste klipper kan ikke frembringe andet end små skrammer, hvilket gør foldebåden mere tryg at sejle i end en gummibåd. Den skal jo ikke pustes op og kan derfor heller ikke punktere!

Modsat gummibåden, som er meget lidt retningsstabil, har foldebåden hele tre køle til at styre med. Det gør den meget manøvredygtig under sejlads. Det oplevedes tydeligt i den midtnorske skærgård, hvor vi måtte sno os ind gennem smalle klippesprækker for at nå ud på åbent vand.

Foldebåden består af fire stykker polypropylen, som på speciel vis er hængslet sammen i længden. Hængslerne er – selv om man ikke skulle tro det muligt – så stærke og uopslidelige, at der ydes 10 års garanti på skroget! Det tør producenten give, da man nu har produceret foldebåden i mere end 20 år.

Samles på ti minutter

Porta-Bote kan samles og skilles ad på ti minutter. Den er derfor en oplagt løsning for dem, der ikke har plads – i form af en garage – til opbevaring af båden. Den kan hænge på væggen eller oppe under loftet, hvor den ikke er i vejen. Den er nemlig kun 10 cm tyk i sammenfoldet stand. Desværre kan den dog ikke foldes i længden…

I starten er materialet lidt stift, hvorfor det er bedst at være to mand om udfoldningen. Efter blot nogle få gange går processen dog smertefrit, og da klarer man det let ene mand. Undtaget dog i frost, hvor materialet stadig er noget stift. Båden holdes udfoldet af tre tværgående tofter, som er forsynet med siddepuder af behagelig skumplast.

De tidligere foldebåde var spidse både foran og bagtil. Det begrænsede dem rent fartmæssigt, da man ikke kunne få dem op at plane. Den seneste udgave af Porta-Bote – med navnet “Genesis III” – har løst dette problem på genial vis.

Nu har man i udfoldet stand en helplanende båd med bred hæk. Det ikke blot øger farten – det forbedrer også stabiliteten. Den testede 12 fods model er hele 1,5 m i bredden og dermed så stabil, at man med lidt forsigtighed kan stå op i den. Det er dog ikke noget, som Søsportens Sikkerhedsråd kan anbefale…

Sammenlignet med almindelige både har foldebåden mange fordele. Dels slipper man for at køre rundt med en stor trailer, som både koster penge og kræver plads. Og dels får man en båd, som kan søsættes overalt. Som ikke kræver trailerrampe og koster havnepenge. Som kan søsættes på selv utilgængelige steder. Endelig sparer man masser af penge, hvis man blot af og til skal med en færge. Da er det halv takst i sammenligning med bil og trailer!

Kan søsættes overalt

Man kan have megen glæde af Porta-Bote både herhjemme og i udlandet. Herhjemme kan man søsætte den ved utilgængelige strandområder, som man på den måde kan være helt alene om. Her sparer man samtidig de stedse højere havneafgifter.

I udlandet – i Sverige og Norge – kan man søsætte foldebåden direkte fra klipperne, da materialet er polypropylen, som ikke tager skade af kontakt med skarpe klipper. Hvad stive glasfiberbåde i allerhøjeste grad gør! Det giver helt nye muligheder for spændende dyster med torsk, sej, lubbe og makreller i eksempelvis den norske skærgård. Eller gedder og aborrer i den svenske. – Eller hvad med havørrederne ved Bornholm?

Det smidige materiale gør foldebåden meget søstærk, da skroget giver efter mod bølgerne i stedet for at hugge i dem. Det er en helt ny oplevelse af se og føle havet fra en Porta-Bote!

En lille Porta-Dolly – ikke ret meget mere end to hjul på en aksel – gør det let at transportere den udfoldede båd over længere strækninger. Den bør man absolut ikke spare væk, hvis man vælger at investere sine sparepenge i en foldebåd.

Til fiskeri er foldebåden meget velegnet. Skroget af polypropylen er ikke kun meget holdbart – det er også meget lydløst under fiskeri. Og har man brug for en lidt større aktionsradius – eksempelvis på kysten – da er den helt uden konkurrence blandt de både, der ikke kræver trailer.

Foldebåden erstatter ikke en hurtig småbåd med stor aktionsradius. Den skal nærmere ses som et supplement til den – som en bekvem og billig løsning, hvor en større trailerbaseret småbåd ikke er praktisk. Eller økonomisk overkommelig.

Trods sin enkle konstruktion er foldebåden ikke billig, hvilket primært skyldes transporten tværs over Atlanten…

© 1998 Steen Ulnits