Crescent “Hanö” 535

En “rigtig” fiskebåd

Det er de allerfærreste fiskebåde, der er skabt udelukkende til lystfiskeri. De allerfleste fiskebåde er i stedet en slags kompromiser. De er alle skabt til sejlads, men har en ganske bred brugergruppe som mål.

De skal kunne sejle med hele familien. De skal kunne trække vandski. De skal kunne bruges til picknick med vennerne, til overnatning med kæresten og meget mere. De fleste både bliver derfor en slags kompromiser mellem mange ting ­ kun sjældent ideelle til hardcore lystfiskeri, der stiller specielle krav til båden.

salmon3-1-72

JP har testet en af de få specialister ­ en fuldblods fiskemaskine skabt til fiskeri og kun fiskeri. Dette helt klart på bekostning af den brede brugergruppe, som producenten da heller ikke har tænkt på med denne båd ­ en Crescent “Hanö” fra det vestsvenske værft Cremo i Varberg.

Cremo har i mange år været kendt for at producere glasfiberbåde af høj kvalitet og efter den gamle skole ­ med skrog af håndoplagt glasfiber i modsætning til vore dages gængse masseproduktion af både i sprøjtestøbt glasfiber. En metode, der ganske vist er billigere, men som samtidig også giver tungere både ved samme styrke.

Navnet “Hanö” stammer fra Hanöbugten, hvor den sydsvenske Mørrumsån udmunder i Østersøen. Få andre steder tages så mange storlaks ved trolling som netop her, og denne lokalitet har derfor meget passende lagt navn til Cremo’s nye fuldblods fiskemaskine.

Sødygtigt skrog

Skroget på Crescent “Hanö” er ingen årsunge, men testet gennem adskillige år på Crescent “Classic” ­ en klassisk hardtop-båd, som Cremo har produceret i mange år. Det er et skrog, som sejler stabilt i selv ganske hård sø ­ et skrog, man som småbådsfisker kan føle sig tryg i selv langt ude på åbent hav.

salmon3-2-72

Det konstaterede vi ved selvsyn sidste år, hvor Østersøen ved Bornholm måtte holde for i nogle blæsende dage. Ikke på noget tidspunkt følte man, at der var fare på færde, eller at det lille skib ikke var opgaven voksen. Jeg har været ude i væsentligt større både, som man ikke kunne sige det samme om. Når Østersøen viser tænder, er den mere et hav end en sø!

Det klinkbyggede skrog er 5,5 meter langt og sejler som en drøm ­ i blikstille såvel som i meterhøje bølger. Skibet er godkendt til sejlads i op til 2 meter høje bølger, og dem klarer den som en mis. Faktisk er båden så søstærk, at jeg ikke ville betænke mig på en langtur til Anholt i den. Designet oser ikke af fart og år 2000, men af gennemtestet driftssikerhed.

Er skroget stort set det samme som på en “Classic”, så er overdel og indmad ganske anderledes på en “Hanö”. Her er der tænkt på fiskeren, der mere har brug for plads til at røre sig på end bløde hynder til at hvile sig i.

Stort agterdæk

Agtersofaen er fjernet helt, så man får et pragtfuldt åbent agterdæk med plads til det hele, lidt til og meget mere. Når linerne skal sættes ­ ikke mindst med downrigger ­ og når fiskene skal landes, er det guld værd at kunne stå helt ude ved rælingen og læne sig op af denne. Det samme gælder under både kaste- og pirkefiskeri. Kun et helt åbent agterdæk dur her til noget.

Til gengæld er der så ikke noget til familie og venner at slænge sig i, hvis der skal slikkes sol på en sommerdag. De må i stedet søge ind under halvtaget i kahytten, hvor der er både en bænk at sidde på og en kort sofa at ligge ned på ­ i bagbords side.

salmon3-3-72

Bænken er tiltænkt fiskeren, der sammen med sin makker skiftes til at passe fiskeri og sejlads. Skal der trolles 12-14 timer på en lang fisketur ­ og det er ikke usædvanligt – er der god brug for at ligge lidt ned ind imellem. Da skiftes man til at passe grejet og teste sofaen!

Til føreren er der en robust drejestol, der kan indstilles på mange måder. Foran stolen er der en stor konsol, hvor instrumenter fint kan placeres. Ekkolod er standard i dag ­ søkortplotter efterhånden også i de lidt større småbåde. Dels øger de effektiviteten under fiskeriet, og dels øger de sikkerheden markant langt til havs.

Elektronik til vands og i luften

Den testede båd var monteret med et Simrad CE 32 kombiinstrument ­ et lille elektronisk vidunder, der dels fortæller alt om vand og fisk under båden, dels viser bådens nøjagtige position på et elektronisk søkort.

En lille tallerkenformet GPS-antenne på taget sørger for kontakten til tre af de 24 satelllitter, der konstant hænger over Jorden, og som bruges til at beregne bådens nøjagtige position med. En fældbar transducer på hækken formidler data fra vandet og er beregnet til at vippe op, hvis den skulle støde på noget under vandet.

Båden var ligeledes monteret med Sportpilots nye autopilot “Sportpilot Plus”, som er aldeles uundværlig, når først man har fisket med den i nogle få timer. “Plus” modellen er at anbefale ikke mindst til trolling, da den har mere overskud til styring i hård sø end standardmodellen. Konsollens udformning gør det let og ligetil at montere autopiloten.

salmon3-4-72

Med et lille vip på armen overtager autopiloten straks styringen, når og hvor der er brug for det. Er der blot en smule vind og bølger, når linerne skal sættes, klarer autopiloten styringen som en mis. Et lille vip med armen eller et drej på det rustfrie stålrat, og man har selv overtaget styringen igen ­ når man skal lægge til eller fra eller blot vil sætte en ny kurs.

Masser af stuveplads

Batteriet er gemt rigtig godt af vejen ­ midtskibs i et lille rum, hvor det hverken er i vejen eller er med til at ødelægge bådens balance. Her er det samtidig meget let at komme til, når elektronikken skal tilsluttes. Ledningsføring er en smal sag i denne båd.

I det hele taget er der masser af stuveplads ombord ­ vel at mærke plads, der er let at komme til. Under sofaens hynde er der god stuveplads ­ under passagerbænken ligeledes. Denne bænk tjener for øvrigt det 3-dobbelte formål, at man dels kan sidde på den, dels opbevare ting i den og endelig bruge den som dam, hvis den fyldes med vand. Der er nemlig lænsehul ud til siden, så den kan tømmes igen.

Desværre er der dårlige hægter på agterdækkets tre låger, bag hvilke ikke mindst benzintanken(e) gemmer sig. De er svære at dreje, og vi har set flere andre “Hanö” både, hvor hægterne helt enkelt er knækket af efter nogen tids brug. Denne detalje bør snarest ændres fra fabrikken, da disse hægter faktisk er det eneste virkelige ankepunkt på denne ellers så fortræffelige fiskemaskine.

Skulle man endelig finde mere at klage over, må det være ankerboksen fortil. Her er lænsehullet ganske lille og kan let stoppe til, hvis man ikke regelmæssigt tilser det. Skulle hullet stoppe, kan man opleve det uheldige, at vand kommer ind i kahytten fra ankerboksen. Der er nemlig ikke noget vandtæt skod imellem.

Indstøbte forstærkninger

Flere detaljer gør Crescent “Hanö” til den perfekte fiskemaskine. I glasfiberskroget er der nemlig indstøbt metalforstærkninger på de steder, hvor trolling-udstyret skal monteres. Således er der indstøbt forstærkninger bagtil, hvor downriggerne skal eller kan placeres.

salmon3-5-72

Det betyder, at man ikke behøver montere en hel trollingbar bagtil, men kan nøjes med at lave gevind til beslagene, som da kan skrues direkte i ­ uden besværlig brug af møtrikker på undersiden af bådens overdel.

På samme måde er der forstærkninger fortil på fordækket, så man her kan montere en mast til brug med “planer board”. Det er en slags paravaner, der i overfladen skærer ud til siden, så man effektivt dækker et større område og ikke skræmmer fiskene ved at sejle direkte hen over dem.

Store planer boards er dog noget, kun de færreste danske trolling-fiskere vil få brug for eller har lov til. Men muligheden er der altså. Ikke mindst på åben Østersø eller på store svenske søer som Vänern og Vättern bruges der ofte planer boards sat fra mast.

Høj eller lav kaleche

En kaleche er altid en god investering. Under den kan man finde læ for vind, regn og bølger, og samtidig lukker den agterdæk og kahyt effektivt af fra omgivelserne under trailerkørsel og opbevaring.

Som standard leveres “Hanö” med en speciel inderkaleche af hvid PVC, der lukker kahytten af fra agterdækket og førersædet. På denne måde kan man gå i ly for elementerne og tage sig en lille lur i kahytten, mens vinden raser udenfor.

Vil man have en rigtig kaleche til total afdækning af agterdækket, skal der investeres i en heldækkende kaleche. Der er flere valgmuligheder. Cremo tilbyder selv to muligheder, der af form og funktion er identiske ­ blot er den ene af PVC og den anden af akryl. Begge er de blå.

Skal man opholde sig meget i båden ­ med hyppig overnatning ­ bør man vælge akryl, som kan ånde. Til gengæld er akryl sværere at holde ren, skal imprægneres årligt og i det hele taget plejes. Det skal kalechen af PVC ikke. Den er nem at holde ren, men ikke helt så rar at være under i længere tid, da den ikke ånder.

Der er endnu en kaleche, man kan overveje, og som vi testede under tre dages fiskeri på Bornholm. Den er uoriginal og fremstillet i akryl af Kalechesmeden fra Helsingør. Den er høj, så man opnår stor komfort indenfor. Samtidig dækker den ikke agterdækket, som derfor er helt frit til fortsat fiskeri. Man kan således fint montere agterdækket med en stor trollingbar, hvis det er det, man ønsker.

Ulempen ved denne høje kaleche er imidlertid, at den er meget vindfølsom. Det skal ikke blæse ret meget, førend båden bliver svær at styre. Dette kan blive et problem under fiskeri, hvor afdriften bliver stor, eller når man skal lægge til kaj. På samme måde yder denne kaleche stor vindmodstand, når man kører med båden på trailer. Det gør de originale kalecher fra Cremo ikke, da de er noget lavere.

Fældbare lanterner

En meget fiks og yderst praktisk detalje er den fældbare agterlanterne, som tit sidder i vejen. Men ikke på en “Hanö”, der nemlig er monteret med en fældbar lanterne, som med et enkelt greb kan foldes ned ­ af vejen for stænger og liner under fiskeriet.

Taglanternen er imidlertid ganske høj ­ givet af sikkerhedsmæssige årsager, så den synes længst muligt. Til gengæld skal man passe på, hvis man bakker båden ind gennem en lav dør eller port. Da kan den høje lanterne let gå på.

30 knob med 60 HK

Båden var monteret med Yamaha’s nyeste 4-takter på 60 HK ­ den maksimale størrelse, som båden må sejle med i henhold til godkendelsen. Og lad det være sagt med det samme: Større motor er der ikke brug for. I tilkørt stand og med fuld skrue går en “Hanö” med to mand ombord sine 30 knob. Mere har ingen småbådsfisker brug for.

Med en marchhastighed på 20 knob føler man næsten ikke, at man sejler, men man kommer hurtigt frem uden at bruge ret meget benzin. Moderne 4-taktere er utroligt økonomiske ­ og støjsvage. I tomgang må man næsten hen og kigge efter indikatorstrålen for at se, om motoren nu overhovedet kører. Pragtfuldt, når man skal være ude en hel lang dag og lytte til motorstøjen.

Power trim og tilt sikrer en perfekt trimning af båden, og en elektronisk indikator på omdrejningstælleren viser hele tiden trimindstillingen – hvordan båden er trimmet. Så behøver man ikke kigge bagud hele tiden for at checke motorvinklen.

© 2003 Steen Ulnits

Info

Priser
Crescent “Hanö”: kr. 96.150,-
Yamaha 60 HK 4-takt ELPTO: kr. 63.524,-
Sætpris, båd + motor: kr. 148.500,-

Importør
Yamaha Motors, Danmark, tlf. 63 10 95 00 angiver nærmeste forhandler af Crescent både og Yamaha motorer