Laks i lange baner
Østersølaksen er en atlanterhavslaks, der blot tidligt er blevet isoleret i den ferske Østersø. Stik modsat den “rigtige” atlanterhavslaks, som jo æder sig stor i det høje nord. Og forvirringen fortsætter. Nu vil svenske myndigheder sågar stoppe dansk trolling-fiskeri efter østersølaks…
Når man som jeg efterhånden er nået lidt op i årene, er det ofte beskæmmende at se sig tilbage. Beskæmmende, at der ofte slet ikke er taget hånd om problemer, som har været kendte i årtier. Ofte har problemer det blot med at blive “genopfundet” engang imellem – for så blot at blive gemt bekvemt af vejen igen.
Østersølaksen er et godt eksempel på dette. Da jeg for mere end tyve år siden – i 1991 for at være helt eksakt – skrev undervisningsbogen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” i serien Samtidsbiologi på Munksgaards Forlag, var netop østersølaksens skæbne et af temaerne.
På det tidspunkt udgjorde andelen af vilde østersølaks omkring 15% af alle laks i Østersøen. De øvrige 85% skyldtes udsætninger af opdrættede laksesmolt i de mange tilløb til Østersøen. Udsætninger, der skete som kompensation for tabte gydepladser i forbindelse med udbygningen af vandkraften i lande som især Sverige og Finland, men også Rusland og Polen med flere andre baltiske lande.
“Fiskeopdræt – fremtid eller forurening?”
Dengang troede man, at en laks var en laks, og at mistede gydepladser blot kunne kompenseres med øgede udsætninger af opdrættede tamlaks. Jeg ved godt, at det er dårlig stil, men jeg bliver altså nødt til at citere mig selv fra 1991:
“Fiskeri på opvækstpladserne er ikke blot skadeligt for vildlaksene – det er som tidligere nævnt også en dårlig forretning set i en større sammenhæng. Det er langt mere rentabelt at høste laksene, når de store og fuldt udvoksede vender tilbage til deres fødeå eller -elv.
Derfor har man i Sverige forsøgt at få en “laksepakke” vedtaget. Denne “laxpaket” har til hensigt både at redde vildlaksen og gavne erhvervsfiskeriet. Det kan nemlig udmærket lade sig gøre at tilgodese disse to tilsyneladende modstridende interesser.
Laksepakken foreslår brugen af den såkaldte “delayed release”, som man har gode erfaringer med. Delayed release, hvilket betyder “forsinket udsætning”, bygger på laksenes velkendte hjeminstinkt – deres evne til at finde tilbage til den elv eller å, hvor de selv er født, selv over meget lange afstande i åbent hav.
Normalt sætter man de små laks ud i vandløbet, når de har nået smoltstadiet. De vil da selv trække nedstrøms og ud i havet. Det er ved denne udvandring, at de præges på deres hjemelv. Ved delayed release transporterer man i stedet unglaksene ud i åbent, men kystnært hav, hvor man så holder dem tilbage i et stykke tid, før de slippes fri.
På denne måde præger man laksene på selve udsætningsstedet og ikke på noget specielt vandløb. Laks udsat ved delayed release vil derfor vende tilbage til udsætningsstedet, når de bliver kønsmodne. Og her er det en let sag at fange dem på erhvervsmæssig vis under kontrollerede forhold.
Faktisk er delayed release ikke så lidt af et columbusæg i denne forbindelse: Erhvervsfiskerne sparer penge, idet de nu kan fange fuldvoksne laks inde under land i stedet for langt til havs. Og samtidig får vildlaksene fred til at vokse sig store ude på opvækstpladserne. Når de så vender tilbage for at gyde, spærrer ingen net eller krogliner for vejen. Endelig undgår man, at et stort antal tamlaks går med op og gyder i vandløbene.
Alligevel har fiskerierhvervet modsat sig laksepakken. Den kræver nemlig først en totalfredning af vildlaksene, så de naturlige bestande igen kan etablere sig. Og det har erhvervsfiskerne hverken tid, råd eller lyst til at vente på.” Citat slut.
Såvidt mig selv for mere end 20 år siden, hvor vildlaksene stadig udgjorde omkring 15% af alle østersølaks. Siden da er det gået lukt mod afgrunden – mod bedrevidende. I dag udgør vildlaksene næppe mere end 5% af den totale laksebestand, og det er efterhånden tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet er nok tilbage at redde. Nok til, at de kan genetablere sig som selvreproducerende bestande.
Fire fatale stynede strejfere…
Delayed release viste ellers meget lovende takter. Således udsatte man i 1990 forsøgsvis 8.000 laksesmolts af svensk herkomst, som fik et tvungent ophold i Tejn havn på Bornholm inden udsætningen.
Resultatet var næsten uvirkelig godt. Aldrig tidligere i fiskeribiologiens historie havde man oplevet en så massiv genfangstprocent. Ikke færre end 2.000 af de udsatte laksesmolts vendte således tilbage til Tejn havn som fuldt udvoksede og kønsmodne laks. Her var det en smal sag at fange dem i garn – uden at skulle brænde i tusindvis af liter dyr og forurenende diesel af for at nå fiskene på opvækstpladserne langt ude i Østersøen.
De gæve bornholmere lugtede guld – for såvel lokale erhvervsfiskere som tilrejsende lystfiskere. Begge hold fiskere ville fremover kunne nyde frugterne af de store udsætninger uden at skulle drage på langfart. Nu skulle man blot vente på, at laksene af egen fri vilje vendte tilbage til udsætningsstedet. Fuldt udvoksede. Det ville der være rigtig mange penge i for det betrængte lille øsamfund midt ude i den store Østersø.
Men ak. Hvor længe var Adam i Paradis? Ikke ret længe. Der skete nemlig det meget uheldige, at en lille håndfuld af de udsatte østersølaks havde misforstået det hele. De var slet ikke klar over, at de som ægte østersølaks skulle blive hele livet inde i Østersøen. De var totalt uvidende om, at de ikke måtte forlade Østersøen og drage på opdagelse i den endnu større verden udenfor.
I hvert fald skete der det fatale, at mindst fire af de udsatte og finneklippede østersølaks fra Tejn havn forlod Østersøen, drog nordpå gennem Øresund for siden at trække op i den vestsvenske lakseå Ätran. Og det skulle de aldrig have gjort. Her blev de nemlig fanget af lokale lystfiskere, som straks så, at de finneklipede laks ikke stammede fra den vestsvenske Ätran, men i stedet måtte stamme fra udsætningerne ved Tejn.
Den opdagelse udløste en akut diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige. Efter en større hårdknude måtte Sverige true med at udelukke danske fiskere fra et lukrativt torskefiskeri i den svenske del af Østersøen – hvis ikke “delayed release” udsætningerne fra Tejn havn på Bornholm blev bragt til ophør.
De danske myndigheder bøjede sig til sidst, og den bornholmske høne havde lagt sit sidste guldæg. For at spare den vilde, vestsvenske atlanterhavslaks i Ätran for uønsket opblanding med gener fra udsatte tamlaks, ofrede svenskerne nu de sidste rester af den vilde østersølaks. På grund af sølle fire finneklippede og stynede strejfere, der ikke vidste, hvor Østersøen gik til og Nordatlanten startede. Som ikke anede, at sådan gør rigtige østersølaks altså bare ikke…
At rette smed for bager…
Her i 2012 eller senest 2013 forventes EU at vedtage en ny forvaltningsplan for østersølaksen. Indholdet i planen er afgørende for laksens fremtid.
Sportsfiskerorganisationer fra Danmark, Sverige, Polen, Estland og Finland har derfor sammen lavet et opråb til EU-politikeren Marek Gróbarczyk fra Polen, som er ansvarlig for fiskeriudvalgets udtalelse til lakseplanen.
I opråbet kræver sportsfiskerne, at EU stopper alt erhvervsfiskeri efter laks i den åbne Østersø, så vildlaksen kan vende tilbage til sine hjemmefloder for at gyde. Langt over 2.000 sportsfiskere har allerede skrevet under på dette opråb.
Det er naturligvis i drivgarn og på krogliner, at de allerfleste østersølaks fanges. Drivgarnsfiskeriet er for længst forbudt af EU, men endnu ikke ophørt alle steder. Og erhvervsfiskerne er langt fra de eneste, der fanger laks i Østersøen. Ved dette års Bornholm Trolling Masters, som TV2 Bornholm jo hvert år dækker udførligt, fangede deltagende sportsfiskere ikke mindre end 524 laks – på blot fire dage.
Det får nu de svenske fiskerimyndigheder til at foreslå nye regler for trollingfiskeriet. Regler, som går ud på, at der kun må fiskes efter udsatte tamlaks. Trollingfiskeriet gennemføres nemlig på en blanding af vilde og opdrættede laksebestande – i lighed med erhvervsfiskeriet, der årligt koster 26.000 østersølaks livet. Af blandet og ukendt herkomst. Nogle fra stærkt truede vildfiskebestande.
Bornholmsk forundring
Formanden for Bornholms Trollingklub, Anders Schou Jensen, udtalte efterfølgende til TV 2/Bornholm, at han undrer sig meget over det svenske forslag:
– Jeg kunne måske forstå det, hvis der var mangel på laks, og man var nødt til at regulere for at sikre bestanden. Men både vi trollingsfiskere og de professionelle laksefiskere konstaterer i år, at der er flere laks end tidligere. Og så forekommer det os, at det svenske forslag er lidt underligt, siger Anders Schou Jensen.
Anders Schou Jensen tænker åbenbart ikke over, at der jo er forskel på østersølaks. At det er de sidste tilbageværende vildlaks, man håber at redde med forslaget. Han tilføjer dog, at man håber på en dialog med de svenske myndigheder, så man kan få en fornuftig aftale i stand.
Det svenske forslag går i al sin enkelhed ud på, at kun finneklippede laks må hjemtages. Ikke-finneklippede laks skal regnes som vildlaks, der straks skal genudsættes i levedygtig stand, så de kan fortsætte væksten og siden returnere til deres fødevandløb for at gyde. Et såre fornuftigt forslag set med en fiskeribiologs øjne. Og et forslag, der ikke bør kunne trække tæppet væk under sportsfiskeriet.
De svenske myndigheder har regnet sig frem til, at op mod 7.500 østersølaks er taget af trollingfiskerne i løbet af 2011. En dråbe i havet mod erhvervsfiskernes fangster, men mere end det dobbelte af, hvad den internationale organisation ICES har anslået. Ifølge dem lander sportsfiskerne nemlig kun omkring 3.000 østersølaks om året. ICES mener således, at sportsfiskerne lander omkring 10% af det samlede antal østersølaks. Svenskerne derimod, at tallet er dobbelt så stort.
Den svenske Havs- och Vattenmyndighet har i forgangne vinter besluttet, at alt erhvervsfiskeri efter østersølaks skal fases ud. Det er helt enkelt ikke rentabelt længere – dertil decideret skadeligt for de sidste rester af vildlaksene.
Denne set med danske øjne dramatiske beslutning er givet resultatet af den store svenske undersøgelse, du kan læse mere om på www.videncenterforsportsfiskeri.dk. Heraf fremgik blandt meget andet, at den samfundsøkonomiske værdi af det rekreative fiskeri i dag er ti gange større end værdien af erhvervsfiskeriet.
Da en tilsvarende dansk undersøgelse skulle søsættes et par år senere, undgik man fra Fødevareministeriet meget behændigt at drage paralleller til den svenske undersøgelse og sammenligne det danske erhvervsfiskeri med det danske lystfiskeri.
Det skulle jo nødig gå så galt, at den bestilte rapport måtte konkludere, at det statsstøttede danske erhvervsfiskeri er en anakronisme og en samfundsøkonomisk katastrofe. I stik modsætning til det rekreative lystfiskeri, som jo lægger millioner af tiltrængte kroner i den lokale økonomi…
I mellemtiden svømmer så de sidste vilde østersølaks videre mod den endelige og uigenkaldelige udryddelse. Man må meget håbe, at det ikke denne gang vil gå som med 1990‘ernes velmente svenske “laxpaket”, der jo desværre løb helt ud i vandet.
Og at fiskere af alle slags og alle nationaliteter endelig vil forstå, at der altså er forskel på vilde og tamme østersølaks.
© 2013 Steen Ulnits
Del denne artikel: