For de fleste lystfiskere er Grønland lig med flotte fjeldørreder. Men havet omkring verdens største ø byder samtidig på et uhyre spændende havfiskeri efter helleflynder, havkat og rødfisk.
Jeg havde i en årrække familie i Godthåb på Grønland. Det gav mulighed for mange og lange besøg i dette vidunderlige land, som er så stort og fantastisk, at det trodser enhver beskrivelse. Har man blot været på Grønland en enkelt gang, så må man tilbage igen!
Ud over laks og fjeldørreder koncentrerede vi interessen om de helleflyndere, vi vidste fandtes rundt omkring i såvel Ameralikfjorden som Godthåbsfjorden – de to fjorde, der munder ud på hver sin side af Nuuk. Vi måtte dog alliere os med en gammel fanger, før det lykkedes os at finde frem til de rette pladser.
Skattejagten går ind!
Det tog lidt tid at blive accepteret som udlænding – som en, der var værdig til at modtage nærmest hemmelige oplysninger om steder, hvor helleflynderen vidstes at holde til.
Det krævede mange kopper stærk kaffe og ikke så få snapse, før vi var så vidt. Men så fik jeg også et stykke frønnet papir med en håndfuld gode helleflynder hot spots tegnet ind. Eneste problem var nu, at de alle lå adskillige timers sejlads fra byen…
Det krævede megen planlægning at nå ind til de forjættede pladser – megen tid og mange liter brændstof. Men jeg var studerende og sommeren derfor min egen. Familiens store båd stod samtidig til rådighed ugen igennem.
En dejlig solskinsdag lå vi så længst inde i bunden af en lille bugt, hvor to småelve løb ud. Formiddagen havde vi tilbragt med at kaste rødkroppede Vibrax spinnere ud i de dybe høller under vandfaldene, hvor fjeldørrederne nærmest stod i stimer. Store var de ikke, men flotte og kampglade fisk på et til halvandet kg har jo også ret!
Vi sejlede derfor ud i den lille gummibåd og gik igen ombord på vort “moderskib”. En hurtig frokost, og vi ville prøve to af de gode helleflynderpladser, som var indtegnet på vort “skattekort”.
Kæmpekatte
Hvor den ene af elvene løb ud, faldt klippen brat i havet – med mere end 50 m vand kun et spinnerkast ude. Men hvor den anden udmundede, havde der aflejret sig en banke af ler, som strakte sig et godt stykke ud mod fjordens dybe vand.
Det var her, vi så den første flynder. Det skete, da vi langsomt drev ind over skrænten mod det lave vand. Pludselig så vi en stor sort skygge ret under båden. Det kunne have været en stor sten eller tangbusk – men denne her fulgte min sølvblanke og agnede pirk nøje, inden den atter forsvandt. En stor helleflynder – ingen tvivl om den ting!
Resten af eftermiddagen brugte vi derfor på at affiske denne lerskrænt på kryds og tværs. Allerede i andet drev var der hug – denne gang dog længst ude på dybt vand. Hugget var tungt, men nogen egentlig kamp var der ikke tale om. Efter fem-ti minutters tovtrækkeri tonede en kolossal plettet havkat frem i det krystalklare havvand. Da den fik hovedet over vandet, gjorde den, som havkatte har for vane: Den hvæsede af os!
Første gang, man oplever dette, bliver man næsten bange. Men lyden skyldes blot, at havkatten presser vand og luft ud gennem sine smalle gællespalter – med en karakteristisk hvæsende lyd til følge.
En sådan fisk tager man ikke indenbords i levende live. Dertil har den et alt for frygtindgydende bid. Salonriflen blev derfor hentet frem, og katten fik en kugle for panden først. Så var den til at snakke med!
Vægten kom frem og viste knap 20 kg. En stor fisk, men ingen kæmpe blandt havkatte på disse kanter.
Et par drev senere var der atter hug længst ude over skrænten, og endnu en kæmpekat tonede frem af dybet – lidt større end den første. Denne gang sad krogen dog så yderligt, at den let lod sig løsne med en langkæbet tang. Langsomt sank den store plettede kat i dybet igen – en usædvanlig oplevelse rigere.
En flad fornemmelse…
Endnu en times fiskeri forløber, uden at der sker noget. Stedet er som støvsuget for fisk. Jeg står nærmest og døser i solvarmen, da havstangen pludselig klapper sammen mellem hænderne på mig.
Denne gang er det alvor! Der er ingen tvivl om, hvad der sidder for enden af linen. Helleflynderens karakteristiske pulserende bevægelser forplanter sig op gennem linen og ind i min krop, der er lige så spændt som stangen! Endelig!!
De første minutter sker der ikke rigtig noget – vi nærmest bare føler hinanden lidt på tænderne før den endelige kamp. Blot de tunge pulserende bevægelser fra en stor fladfisk, som helt klart er på hjemmebane i det blågrønne hav.
Da jeg lægger lidt mere pres på fisken, kommer der liv i den. Daiwa hjulet må afgive et halvt hundrede meter line i et hidsigt udløb, inden fisken igen står stille ved bunden.
Jeg får sved på panden. Fjorden ligger spejlblank, og solen bager ned. Det er varmt under fiberpelsen, selv om vi befinder os i Arktis! Jeg overvejer situationen, men inden jeg får tænkt mig om, tager fisken initiativet. Pludselig slækkes presset på linen, der næsten når at blive slap, inden jeg får kontakt igen.
– Er den væk? Tankerne farer gennem hovedet på mig, men heller ikke her når jeg at få tænkt færdig!
Fit for fight!
Pludselig ser vi en stor helleflynder i overfladen nærmest ved bådsiden. I et kort øjeblik kigger vi hinanden i øjnene, inden flynderen har set nok. Den sætter skruen til og styrtdykker mod bunden igen – efterladende en hektisk fisker med et hvinende hjul!
Jeg holder igen, så godt jeg kan, men min 0.45 mm Stren giver ikke de store muligheder for at bremse fisken. Den stopper først op, da bunden atter er nået!
Nu begynder så et langt og sejt tovtrækkeri mellem fisk og fisker. Dog er det nu fiskeren, der er ved at få overtaget. Ti minutter senere ligger den store fladfisk igen i overfladen – denne gang gispende af udmattelse.
Salonriflen må atter frem, før vi kan få fisken indenbords. Den bliver skudt lige bag gællerne. Da den ligger helt stille, haler vi den forsigtigt op over kanten på vor lille gummibåd – vor første grønlandske helleflynder!
Humøret er højt. Ikke blot har vi nærmest væltet os i fjeldørreder, rødfisk og havkatte – vi har også fået den længe ventede helleflynder ombord!
Den viser sig at veje 21 kg, hvilket ikke er specielt meget for en helleflynder. Men det er den første, og det tæller!
Helleflynder hold-up
Efterhånden som vi får styr på teknikken og stederne, får vi oftere og oftere kontakt med den eftertragtede flynder. Et bestemt mønster begynder at tegne sig:
De helt store flyndere på 100-300 kg skal man langt til havs efter – helt ud på fiskebankerne, hvor dybder på 100-300 m gør fiskeri med stang og line umuligt. Men de mindre fisk – “småfisk” på op til 50 kg – kan sommeren igennem fanges på lavere vand nær kysten. Ind imellem på forbløffende lavt vand…
Således lå vi en dag i en snævert sund med kun 6-8 m vand under kølen. Da strømmen vendte, dukkede pludselig en kolossal fisk ud fra skyggen under båden og inhalerede min agnede pirk, som den tydeligvis havde luret på længe.
Da den mærkede krogen, spurtede den ud mod dybet og det åbne hav.
Der var kun få meter line tilbage på det store Lever Drag hjul, da jeg bremsede maksimalt. Den tykke 0.60 line blev langsomt spændt til bristepunktet. Til sidst kunne jeg mærke, hvordan eleasticiteten nåede sit yderste punkt – og da vendte den store helleflynder helt oppe i overfladen 200 m ude!
Herefter gjorde den 180 grader omkring, svømmede direkte tilbage og stillede sig ret under båden – godt træt af den lange svømmetur med rekordfart. Fem minutter senere kunne vi derfor skyde den en kugle for panden og veje den. 30 kg!
Store fisk på lavt vand
Siden da har jeg flere gange oplevet, hvordan selv store helleflyndere jager på lavt vand. Jeg har set, hvordan fiskene får øje på pirken og foretager et skinangreb. Jeg har set dem bremse brat op og lægge sig på bunden ved siden af den agnede pirk! Og jeg har set dem forsvinde igen – for pludselig at sætte et uventet stormangreb ind!!
Helleflynderen er en aggressiv rovfisk – mere aggressiv end andre fisk, jeg har stødt på. Og da den samtidig kan blive ganske stor, er den simpelthen fiskenes konge i vore hjemlige farvande – den mest attraktive fisk for seriøse havfiskere med det rette grej!
For kun toptrimmet grej har en chance over for disse kæmper, som man kan træffe på næsten overalt. Det er uden tvivl store helleflyndere på langfart, som står bag mange af de “mystiske hug”, man oplever og hører om rundt omkring. Hug så tunge og fisk så stærke, at man aldrig får dem at se…
Derfor: – Gi’ dem en chance med det rigtige grej!
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: