De fleste børn lærer at fiske af deres far, onkel eller bedstefar, som tager de små poder med ud at fiske og lærer dem de grundlæggende færdigheder.
Sådan var det ikke for mit vedkommende. Min far var ansat ved Postvæsenet og en stor frimærkesamler. Faktisk en af landets største. Men fiskeri havde han aldrig dyrket, og det interesserede ham desværre ikke det mindste. Desværre interesserede frimærkerne heller ikke mig, der hellere ville lege med elektrisk tog og racerbaner. Ak ja.
Jeg kom derfor sent i gang med fiskeriet. Faktisk skete det ikke før 1966, hvor en af mine klassekammerater fra Greve Kildebrønde Centralskole en dag havde en stak kataloger med i skole. Hans far havde en sportsforretning i Rødovre, som også handlede med fiskegrej. Med i skoletasken den dag var derfor årets nye kataloger fra ABU, Arjon og Jaguar.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste lige pludselig, at jeg jo var lystfisker. Jeg havde bare aldrig haft en fiskestang i hænderne! Forsiden viste en fisker, som stod ude i vandet under et smukt vandfald. Der ville jeg gerne stå!
Senere fandt jeg ud af, at lokaliteten var Plitvice nationalpark i det daværende Jugoslavien – et sted, jeg siden nåede at besøge, inden krigen brød ud og TV viste, hvordan kampvogne blokerede indkørslen til parken. Og inde i 1966 kataloget glimtede det ene fiskehjul efter det andet betagende rødt…
Jeg havde imidlertid smagt lidt på fiskenes forunderlige verden inden da. Året før, i 1965, var jeg således med mine forældre på tur til det daværende Tjekkoslovakiet, hvor min far havde mange frimærkesamlende kolleger. Dem besøgte vi, og de besøgte siden os i Danmark. Vi turede rundt mellem Prag og Brno, men det var Karpaterne, der fascinerede mig mest.
Nap & Nyt 1966
Vi var så heldige, at min fars filatelistiske penneven var bjergfører af profession. Endda en autoriseret sådan. Han hed Rampula og slæbte os den sommer med op i Karpaterne, som var mine første rigtige bjerge.
Det var også her, jeg oplevede mit første rigtige tordenvejr i bjergene – en rystende oplevelse for en lille dreng fra det lave Danmark. Tordenbragene gav genlyd mellem bjergsiderne, mens lynene slog ned omkring os. Og gennemblødt blev vi alle til skindet.
Min mor kunne efterfølgende fortælle, hvordan de gang på gang måtte stoppe op og vente på mig, når vi havde passeret en bjergbæk. Jeg var nemlig helt bjergtaget (!) af at iagttage de mange små bækørreder, som vimsede omkring i det krystalklare vand.
– Komm, komm, Steen! Sådan lød det regelmæssigt fra vor tysktalende bjergfører, når jeg endnu engang var blevet hængende over en bjergbæk. Jeg var dybt fascineret af fiskene, men stadig ikke lystfisker. Noget rørte dog på sig inde i den 9-årige dreng fra Danmark. En lille lystfiskerspire.
Siden forstod jeg, hvorfor Schubert var blevet så begejstret for synet af disse fantastiske skabninger, at han komponerede sin siden så verdensberømte og romantiske “Forellen Quintett” i sommeren 1819. Når man hører musikken, kan man næsten se de rødplettede ørreder vimse omkring i de rislende vand i Karpaterne, hvor også Schubert færdedes. Han var jo østriger og født i Wien ikke så langt fra bjergene.
Danmark – Tjekkoslovakiet t/r
De dansk-tjekkoslovakiske relationer var allerede i 1965 af gammel dato. Faktisk skal vi helt tilbage til 1500-tallet, hvor vor verdensberømte danske astronom Tycho Brahe måtte drage i landflygtighed, da han var blevet meget uenig med den danske stat.
Han var først under Frederik den Andens beskyttende vinger, men kom dårligt overens med efterfølgeren Christian den Fjerde. Så meget, at han måtte drage i landflygtighed.
Han valgte Tjekkoslovakiet, hvor man dengang havde mere sans for videnskab og derfor satte større pris på Tychos revolutionerende iagttagelser af verdensrummet og himmellegemerne. Her kom han under kejser Rudolph den Andens beskyttende vinger, for her herskede videnskaben, og her flokkedes datidens lærde derfor i de dage. Og her kunne man kende en sand kapacitet, når man så ham.
Tycho Brahe vendte derfor aldrig hjem, men døde i landflygtighed i 1601 og ligger i dag begravet i Tynkirken i Prag. Prægtigt og længst oppe mod alteret. Så højt værdsatte man ham her.
Da der hersker stor mystik om hans død, blev han gravet op igen præcis 300 år efter sin død – i 1901 – men undersøgelserne viste ikke meget. Blot at han havde et meget højt kviksølvindhold i kroppen.
Måske en arbejdsskade som en af datidens tidlige kemikere eller alkymister. Måske resultatet af en kraftig selvmedicinering. Tycho Brahe blev gravet op igen i 2010, hvor retsvidenskaben nu rådede over helt anderledes raffinerede metoder end 100 år tidligere. Resultaterne herfra lader i skrivende stund stadig vente på sig.
Så gik det bedre for en anden kendt og samtidig dansker. Det var herremanden Peder Oxe, som også ragede uklar med kongen og måtte drage udenlands.
Han fik imidlertid lov til at vende hjem igen – til godset Gisselfeld – og med sig havde han kendskab til karpeopdræt. Efter sigende via et besøg i Bøhmen i det daværende Tjekkoslovakiet. De karper, der den dag i dag findes i søerne omkring godset, stammer i hvert fald tilbage fra den tid – med mulige rødder i Tjekkoslovakiet.
Efter besøget i Tjekkoslovakiet i 1965 blev min mor betaget af bøhmisk krystal – en tung glassort med et stort indhold af bly – og gik siden i gang med at samle på fint forarbejdede eksemplarer af det. Selv var jeg jæger for en tid og havde i den periode en naturlig hang til tjekkiske jagtvåben. Hernede havde og har man meget gamle traditioner for at fremstille fornemme jagtvåben – med “BRNO” som det i dag nok mest kendte fabrikat.
I 1965 hvilede Sovjetunionen tungt over det lille Tjekkoslovakiet, som ganske vist slog sig i tøjret, men som russerne også tillod større frihed end de fleste andre østbloklande. Men siden faldt jerntæppet, og efterfølgende blev det stolte Tjekkoslovakiet splittet op i Tjekkiet og Slovakiet. Ak ja. Der blev ikke meget tilbage af fordums storhed.
Slava Stochl
Vi har dog gemt endnu et vigtigt kapitel i den dansk-tjekkoslovakiske historie. Det er fotografen Slava Stochl, der længe var en af Europas suverænt bedste fiskefotografer – måske den eneste på det tidspunkt. Jeg faldt over hans mange forunderlige fotos i hans bog “Sportsfiskerdage” fra 1971 – oversat til dansk og udgivet af Lademann.
Det er en af de bøger, som har betydet mest for min egen udvikling som lystfisker. Der er primært tale om sorthvide fotos af en tårnhøj kvalitet – ikke mindst datidens fotoudstyr taget i betragtning. I dag kan snart sagt enhver tage flotte fotos – det sørger avanceret kameraautomatik for.
Dengang var det imidlertid fotografen, som tog billederne – som skulle have et indgående kendskab til filmfølsomhed, blændeåbning og lukkerhastighed. Disse tre ting skulle gå op i en højere enhed, hvis der skulle komme et godt billede ud af det.
Og det gjorde der, når Slava fattede kameraet. Han var nemlig også en ørn i mørkekammeret! Resultatet blev billeder, hvor ørreder og stallinger fra hans elskede Karpater dominerer motiverne. Hvor iskoldt og krystalklart vand fosser ned gennem bjergene og gør tilværelsen til en konstant udfordring for fiskene.
Slava Stochl var ingen purist, men svingede spinnestangen lige så gerne, som han brugte fluestangen. Det bærer hans mange billeder tydeligt præg af. De er herligt fri for det fluesnobberi, der hersker mange steder i dag, når det gælder ørreder. Helt uden grund.
Pudsigt nok udgav Østrig nøjagtig samme år – 1971 – et fornemt frimærke i ægte stålstik. Motivet var en spinnefisker i færd med at nette en fin bjergørred – taget på spinner. Og garanteret med et tysk Quick Finessa 110 på stangen. Sådan ét fik jeg selv siden!
Min frimærkesamlende fader var klar over situationen og gav mig derfor et dugfrisk og ustemplet eksemplar af frimærket til min mikroskopiske samling. Han var godt klar over, hvor det bar hen!
Det er frimærket, du ser allerøverst i denne artikel. Og med det er ringen ligesom sluttet. Fra frimærker til fiskestang!
© 2010 Steen Ulnits
Del denne artikel: