Jeg glemmer aldrig min første tur i helikopter. Det var i 1974, hvor jeg var kommet til Grønland for allerførste, men bestemt ikke sidste gang.
Selve turen startede dramatisk i den lille Sønderborg Lufthavn, hvorfra der skulle flyves til Kastrup i en gammel 4-motores Metropolitan, som lokale Cimber Air havde investeret i.
Starten var dramatisk – i hvert fald for en 18-årig nybagt student, der aldrig havde fløjet i så stort et fly før. Det hidtil største var det lille Cessna, som vi brugte til faldskærmsudspring over Kragelund ved den dansk-tyske grænse.
Det store Metropolitan taxiede på en enkelt motor ud på start- og landingsbanen, der lå og stadig ligger faretruende tæt på det smalle Alssund.
Herude startede piloten motorerne én for én og gassede dem så maksimalt op, inden han i en infernalsk larm slap bremserne og lod maskinen suse hen over asfalten. En betagende oplevelse, jeg aldrig glemmer.
Næste store oplevelse kom på Grønland, hvor flyet fra Icelandair landede efter et kort stopover i Keflavik på Island. Landingsbanen ender her i en stejl fjeldside, og piloten måtte tage tilløb to gange, førend han turde sætte masinen ned – med bremserne i bund.
Vi stod nu i Narssarssuaq og kiggede ud over en natur så stor og kolossal, at det næsten ikke var til at fatte for en ung fisketurist fra lille Danmark. Alene gåturen ned til den glitrende fjord tog mere end en time, og det var med nød og næppe, at vi nåede tilbage til lufthavnen i tide!
Her ventede en stor og rød Sikorsky S-61 helikopter på os. Frygtindgydende med de lange rotorblade fejende langsomt hen over cementen – så faretruende lavt, at man dukkede sig maksimalt ved ombordstigning.
Der er luftkaptajner, og så er der helikopterpiloter. Luftkaptajnerne møder på arbejde i nystrøgne jakkesæt med kasket og striber på skulderen. Helikopterpiloterne kommer sjaskende i deres store flyverdragter og har i det hele taget ikke meget til overs for duksedrengene i de vingede fly. – De flyver jo ikke. – De styrer bare, lød det noget nedladende fra en af piloterne…
Hybris og Nemesis
Anyway, en af mine medpassagerer var bange for at flyve og derfor noget bleg i ansigtet. Og da afgangen blev udskudt med en sikkert morsomt ment melding fra piloten om, at vi lige skulle have strammet elastikken først, kastede han helt spontant op. Og vi havde stadig hjulene solidt plantet på cementen!
Helt galt gik det, da vi stod ud af helikopteren i den smukke bygd Nanortalik. En af mine medfiskere snublede på vej ned ad trappen fra vor S-61 og landede så uheldigt, at han brækkede anklen. Han måtte tage med samme helikopter tilbage til Narssarssuaq og derfra videre tilbage til Danmark…
Jeg har tit tænkt over, at dette var det bedst tænkelige eksempel på Hybris og Nemesis. I sin slagterforretning hjemme i Nordsjælland havde han nemlig sat et skilt, hvorpå der stod: “Friske fjeldørreder fra Grønland om fjorten dage”.
Dem så kunderne desværre ikke meget til…
Siden denne min første tur i en stor Sikorsky helikopter har jeg fløjet i masser af forskellige helikoptere. Og det er med helikoptere som med fly: Jo mindre de er, desto sjovere er det at flyve i dem!
Men den store Sikorsky S-61 fortsætter med at imponere. Den er næsten lige så gammel som jeg – født i hjernen på den russiskfødte flyingeniør Igor Sikorsky, der emigrerede til USA i 1919. Han var fra barnsben fascineret af flyvende makiner og lancerede allerede i 1909 sit første bud på en helikopter, der dog udmærkede sig ved ikke at kunne flyve…
Igor og de hede helidrømme
Men Igor gav ikke op. I stedet kastede han sig over de mere håndterlige fastvingefly, og han designede inden sin afrejse til USA verdens første 4-motorede fly, som den russiske hær tog imod med kyshånd. De brugte den primært som bombefly, da den kunne laste adskillige tons.
I USA grundlagde Igor i 1923 Sikorsky Aero Engineering Corporation, som udviklede flere af de fastvingefly, han havde så god erfaring med fra Rusland. Men det var stadig helikopteren, der havde hans største interesse. Sideløbende med fastvingeflyene udviklede han sit oprindelige koncept til det, vi idag kender fra næsten alle helikoptere, og som han fik patent på i 1931:
Den store vandrette hovedrotor til at give opdrift og bærekraft. Og så den mindre lodrette halerotor, hvis eneste funktion er at modvirke den vandrette kraft fra hovedrotoren. Kort sagt: Den lille holder den store i skak, så helikopteren ikke drejer rundt i luften, men evner at stå stille som en anden guldsmed eller kolibri!
Udviklingen gik nu hurtigt, og allerede i 1942 kunne han sælge de første Sikorsky S-47 helikoptere til det amerikanske militær. I 1957 lancerede Sikorsky den store SH-3 Sea King helikopter, som var bestilt af det amerikanske militær til at spotte og uskadeliggøre fjendtlige U-både på åbent hav. Den var udstyret med 2 styk 1.250 HK turbomotorer fra General Electric.
Seaking fik i modellen S-61 hurtigt en variant, der i dag er verdens mest kendte og anvendte helikopter til civil brug. Med hjul, pontoner eller begge dele. Til lands, til vands og i luften.
Sikorsky S-61 til Grønland
Og nu – i august 1974 – kunne jeg så stige ombord i en af de allerførste S-61’ere, der kom til Grønland i 1965. Dengang var der kun få landingsbaner i hele Grønland, og skulle man rundt til de mange bygder langs kysten, måtte det ske i båd, hvilket krævede flere dagsrejser.
Eller man måtte ty til gamle udtjente Catalina vandfly fra Anden Verdenskrig, hvilket var både farligt og upålideligt i det ofte voldsomme grønlandske klima. Kun Narssarssuaq i syd og Kangerdlussuaq (Søndre Strømfjord) længere mod nord havde regulære landingsbaner, som kunne bruges til civil luftfart – anlagt som de var af amerikanerne under Anden Verdenskrig.
Sikorsky gjorde en ende på al denne elendighed. Med de nye S-61 helikoptere kunne selv den fjerneste bygd nås på timer i stedet for dage. Man kan roligt sige, at S-61’eren spillede en uhyre vigtig rolle i moderniseringen af det grønlandske samfund.
Der blev anlagt de karakteristiske heliports i først Nuuk (Godthåb), Maniitsoq (Sukkertoppen), Sisimiut (Holsteinsborg) og Aasiaat (Egedesminde). Sydover kom heliports til i Paamiut (Frederikshåb), og Qaqortoq (Julianehåb). Senest fik Nanortalik, Narssaq, Ilulissat (Jacobshavn), Qasigiannguit (Christianshåb), Qeqertarsuag (Godhavn), Uummannaq og Upernavik deres egne heliports – med de karakteristiske store H’er malet på asfalt eller beton.
Samtidig fik helikopterpiloterne en så høj status i det grønlandske samfund, at selv den mest blaserte luftkaptajn måtte blive grøn af misundelse. Helikopteren var jo selve livsnerven, når man skulle hurtigt frem og tilbage – når tilskadekomne fangere måtte på hospitalet hurtigst muligt. Før S-61 døde da bare i fjeldet eller på havet…
I april 2015 kunne S-61 altså fejre sit 50 års jubilæum i det grønlandske folks tjeneste. Det var den, der mere end noget andet bandt de grønlandske bygder sammen til et nogenlunde homogent grønlandsk samfund. Og den, der med kendingsbogstaverne OY-HAF første gang landede ved vandsøen i Nuuk den 10. april 1965.
Jorden – Månen tur/retur
Da S-61 fejrede sit 25 års jubilæum i 1990, regnede man ud, at den havde fløjet, hvad der svarede til turen Jorden – Månen 65 gange. Den havde da tilbagelagt mere end 25 millioner kilometer med transport af passagerer og gods og som ambulance- og redningsfly. Flere end 1 million passagerer havde været ombord, og det i et samfund med blot 50.000 mennesker!
Blandt S-61’erenes mere eksotiske opgaver var, da 22 splinternye biler blev fløjet ind på indlandsisen, hvor de skulle testkøres i fred og ro – uden nysgerrige tilskuere eller spionerende konkurrenter. Det var da også meget lidt, der slap ud til offentligheden fra den begivenhed. Antallet af ikke inviterede gæster var minimalt…
S-61 var så vigtig og integreret en del af det grønlandske samfund, at Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) på et tidligt tidspunkt besluttede, at den livsvigtige husholdningspetroleum skulle være af et ganske bestemt mærke, så man altid var sikker på, at der ikke manglede brændstof til flåden af S-61 helikoptere!
På et tidspunkt rådede Grønland over verdens største flåde af civile S-61’ere. Hele otte af slagsen var i fast rutefart mellem vestkystens mange bygder. I dag er der kun få tilbage, og de er udstationeret i Søndre Strømfjord, hvorfra de rykker ud som en anden ambulance her i Danmark.
Det er nemlig hundedyrt at flyve med helikopter. At holde 2.500 HK i luften er dyrt i både brændstof og vedligehold. Og så er der alle de mange gange, man ikke kan flyve på grund af vejr eller maskinel. Det er baggrunden for, at et dansk ord som “Teknik” er blevet fast element i det grønlandske sprog!
Mange af bygderne i Grønland har i mellemtiden fået anlagt deres egen lille landingsbane til fastvingede fly – primært af Dash-7 typen. Det sikrer en mere stabil transport og i regelen afgang til tiden, men det betyder også enden på en vigtigt kapitel i Grønlands historie.
Det var derfor også med stort vemod, da man den 29. december 2012 tog S-61 endeligt ud af passagertrafikken og i stedet forbeholdt den fremtidig transport af gods til og fra bygderne.
Det vil givet også blive med vemod, når den sidste S-61 går på endegyldig pension om sikkert ganske få år.
Jeg er lykkelig over at have fløjet S-61 flere gange, end jeg kan huske…
© 2015 Steen Ulnits
Del denne artikel: