25 år på Island – Part Two

– THINGVELLIR –

IMG_2524

Arctic Silver Innovation ørreder fra Thingvellir

IMG_2532

Et kvart århundrede er lang tid. Der kan ske og er sket meget med lystfiskeriet på Island i perioden 1991-2016. Læs om urørredernes imponerende comeback i den store Thingvalla sø her:

Da lakseopdrættet for alvor tog fart i 1980’erne og 1990’erne, troede mange, at det ville blive redningen for den truede vildlaks. De mange og efterhånden billige opdrætslaks ville gøre det urentabelt at fortsætte med højsøfiskeriet i Nordatlanten med kilometerlange drivgarn – troede og håbede man. Lidet anede man dengang, at opdrættet af tamlaks blot ville føje endnu en trussel mod vildlaksen til listen:

  • At undslupne tamlaks i hundredtusindvis ville blande sig med vildlaksene på deres gydepladser og her udvande genpuljen.
  • At millioner af havlus fra de indeburede tamlaks ville kaste sig over de chanceløse vilde laksesmolt på deres vej ud mod åbent hav.
  • At medicin og kemikalier i tonsvis ville blive hældt ud i netburene og dermed havet for at øge indtjeningen fra lakseopdrættet.
  • Og at de opdrættede laks siden som billig fødevare sågar også kunne udgøre en trussel mod folkesundheden.

I takt med den øgede velstand på Island er antallet af sommerhuse også eksploderet. Dette i en sådan grad, at det nu er blevet et miljømæssigt problem ved en af sagaøens allerstørste attraktioner – Mývatn i det nordøstlige Island. I de seneste år har det vist sig, at spildevand fra de mange sommerhuse langs søen nu udgør et forureningsproblem – at søens vand overbelastes med næringssalte. Præcis som vi kender det herhjemmefra.

Seneste bud på en løsning af dette problem har man kunnet læse i de islandske aviser, hvor det i ramme alvor foreslås at udsætte regnbueørreder til at rydde op efter sommerhusene. Man har hørt, at regnbueørreder har formået at klare tilsvarende opgaver flere steder i udlandet. Og regnbueørreder har man jo fået let adgang til med fiskeopdrættet, der hellere end gerne leverer…

Udsætning af opdrættede regnbueørreder i den sagnomspundne Mývatn vil være faunaforurening af værste skuffe. Ingen har nogen idé om, hvad det vil betyde for søens økosystem – for søens oprindelige ørreder og rødinger.

Der er kun én løsning på forureningsproblemet fra de mange sommerhuse: Rensning af spildevandet, før det når søen.

Ørreder og rødinger som disse findes overalt

IMG_2603

Overfede rødinger

I takt med den stærkt øgede turisme er der også kommet øget efterspørgsel på lokale fødevarer, som er specifikke for Island. En af disse er fjeldørreden eller rødingen, som den retteligen bør kaldes. For en ørred er den jo ikke. Rødingen forbindes nemlig med det kolde, klare og rene vand, som Island markedsfører sig med. Og rødingen står derfor på menukortet på øens finere restauranter.

Da jeg i maj måned gæstede det fancy Ion hotel ved Thingvalla søen, fangede rødingen straks min interesse på menukortet. Stedets kok, som gerne ville snakke dansk, da han var uddannet i Danmark, anbefalede rødingen, der ganske rigtigt stammede fra Island. Den ægte vare, altså.

Men jeg må indrømme, at jeg blev skuffet, da jeg fik den tilberedte røding ind på bordet. For så meget fedt har ingen vild røding nogensinde haft på kroppen, som denne fisk havde. Da jeg spurgte ind til, hvor på Island rødingen kom fra, måtte kokken gå til bekendelse: Den kom fra et dambrug ikke langt fra Selfoss…

Ugen efter kørte jeg rundt nær Selfoss og besøgte da et af de kendte ørredvande her. Et vand, som dels huser store bækørreder på adskillige kilo – dels byder på solide klækninger af diverse insekter og dermed et godt tørfluefiskeri.

Fiskene var der skam, og de ringede også fint efter klækkende insekter – primært dansemyg. Små, sorte tørfluer str. 18 på tynde 7X forfang blev taget i forsigtige sip.

Men jeg studsede over den mørke sandbund, som flere steder var dækket af et tyndt sort slamlag. Sådan havde der ikke set ud for ti år siden, da jeg første gang gæstede åen, og forklaringen fandt jeg nogle kilometer længere opstrøms: Et dambrug uden rensefaciliteter. Måske det selvsamme dambrug, som havde leveret rødingen til menukortet på hotellet?

Det er problemer som disse, de lokale myndigheder må holde et vågent øje med. Som ikke må overses i begejstringen over den eksplosivt voksende turisme. For tager fiskeopdrættet først overhånd, vil det med sikkerhed gå ud over de vilde bestande af laks, ørreder og rødinger. Og dermed i sidste ende den lukrative fisketurisme.

IMG_2373

Varme kilder giver energi og rekordstore ørreder

IMG_2374

Urørredens genfødsel

Er der noget, som Island råder over i nærmest rå mængder, så er det energi. Termisk energi fra undergrunden, og vandkraft fra smeltevandselvene. Den termiske energi bruger man i stor stil til opvarmning af huse og drivhuse, mens vandkraften leverer elektricitet til byer og industri.

Som vi kun alt for godt kender til det herhjemme, så er vandkraft og vandrefisk en rigtig dårlig kombination. Vandkraft leverer ganske vist elektricitet, men hindrer samtidig laks og ørreder adgang til deres livsvigtige gydepladser – med Gudenåen og Tangeværket som det bedst kendte eksempel i Danmark.

På Island er nok det bedste og mest kendte eksempel opstemningen af Sog elven ved Sogsstöðvar. Sog er det 22 km lange og klarvandede afløb fra den store Thingvalla sø.

Sog var tidligere – indtil etableringen af Sogsstöðvar og kraftværket ved Ljósafoss – det suverænt vigtigste gydevandløb for de store ørreder, som hvert efterår trak fra Thingvalla søen og ned i afløbet for at benytte de mange kilometer fint gydevandløb her. Som de havde gjort i årtusinder siden sidste istid. Og som de gjorde, da vikingerne holdt ting i den modsatte ende af søen for bare ét tusinde år siden.

Med bygningen af Sogsstöðvar i 1937 mistede storørreden i Thingvalla søen sine allervigtigste gydepladser, og bestanden gik efterfølgende voldsomt tilbage. Faktisk troede mange, at det hermed var helt slut for den mægtige Thingvalla ørreds vedkommende – en fisk, som på en diæt af ikke mindst små rødinger i den store sø opnår imponerende vægte på den rigtige side af de magiske 10 kg. Med mange fisk i 2-4 kg’s klassen.

For nogle år siden gik man dog fra lokal side i gang med at udnytte nogle af søens mindre tilløb – med målrettede udsætninger af ørreder, som fik nye gydepladser her. Og det har boostet fiskeriet gevaldigt – ikke mindst på et fåtal lokaliteter, som nu hjemsøges af ørrederne. Fiskepresset på de bedste strækninger er samtidig steget markant – med tilsvarende himmelflugt for prisernes vedkommende.

Samtidig har den vandkraftansvarlige myndighed lovet, at der vil blivet åbnet op for ørrederne ved Sogsstöðvar senest i 2020. Så hvis det holder stik, ser fremtiden for Thingvalla ørreden lysere ud, end den har gjort i meget lang tid.

I det hele taget har flere og flere islændinge fået øjnene op for, at der venter dem miljømæssige problemer i den nærmeste fremtid. Ting, man som samfund nødvendigvis må tage stilling til.

Det kan man følge med i på websitet http://www.savingiceland.org, hvor også den internationalt kendte musiker Björk har engageret sig. Hun har i flere år haft sommerhus ned til Thingvalla søen og er derfor godt inde i problematikkerne.

© 2016 Steen Ulnits


Tredje del af sagaen følger i morgen:

– JÖKULSÁ –


Se gode tilbud på fiskerejser til Island her

B&P Fiskerejser