Jeg er nok arveligt belastet – fra fædrene side. Min far gik nemlig meget op i tal, som var hele hans liv ved Det Kongelige Danske Postvæsen.
Og måske var han miljøskadet af de mange tal, han omgikkedes i dagligdagen. I hvert fald havde han det sådan, at han ikke kunne falde i søvn om aftenen, førend hans digitale vækkeur viste det magiske tidspunkt:
22:22:22
Jeg har også altid haft en svaghed for tal. Ikke matematik med x’er og y’er, som aldrig rigtig har vundet plads eller forståelse i mit hjerte. Men rene tal, man kan forholde sig til. Tal, som fortæller deres egen konkrete historie om tingenes sande tilstand. Det er jo først, når man vil bruge tallene til at lave statistik over tingene, at sandheden alt for ofte ryger i svinget. Der er som bekendt hvide løgne, sorte løgne – og så statistik!
Nu er jeg udmærket klar over, at størrelse ikke er alting – at der er stor forskel på kvalitet og kvantitet. At det ikke hjælper at have tingene i rå mængder, hvis ikke også kvaliteten er i orden. Jeg er som naturvidenskabsmand også klar over, at man nok ikke skal søge sandheden eller et bedre liv i numerologien, som gerne vil give én et nyt og bedre navn – baseret på talenes mystiske magi.
Men jeg elsker bare tal, når de kan vise noget – når man kan læse af dem, om tingene går fremad, står stille eller sågar går baglæns. Om tingene vokser som ønsket og forventet. Og til det formål er internettet og dets hjemmesider perfekt. Af forskellige statistikprogrammer kan man nemlig få et rigtig godt indtryk af, hvordan forskellige tiltag virker på forskellige brugere.
Jeg gennemlæser statistikken på mine forskellige hjemmesider mindst en gang i ugen. Jeg ærgrer mig, hvis der er tilbagegang – i form af færre brugere. Og glæder mig, når besøgstallet går op. Ind imellem undrer jeg mig også over, hvad der egentlig sker – eksempelvis når nogle ting står aldeles stille, mens andre går viralt og helt agurk.
Tag nu for eksempel Facebook-gruppen “Bevar vore vandløb”, som kom til verden efter miljøafviklingsminister Eva Kjer Hansens frontalangreb på netop dem, vandløbene. Den kom til verden som en stille protest, men voksede eksplosivt.
Da den nåede 6.000 medlemmer, kom Danmarks Sportsfiskerforbund langt om længe også på banen. For øvrigt flere måneder efter Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening, der allerede året før havde hørt efter i timen, da Blå Blok offentliggjorde deres planer for landbruget.
Da gruppen nåede 7.000, medlemmer, følte tidligere fødevareminister Dan Jørgensen sig også kaldet til en kommentar – Ida Auken ligeledes. Endnu senere begyndte den konservative Rasmus Jarlov også at lugte nye og meget tiltrængte konservative stemmer i miljøet – til trods for, at det jo netop var ham selv og hans Papister, der havde muliggjort Venstre-regeringen og dennes angreb på “de forhadte vandløb”, som ministeren så bramfrit kaldte dem…
I dag er gruppen “Bevar vore vandløb” nået op på over 13.000 medlemmer, og det giver jo en vis vægt i netop miljøspørgsmål – som modvægt til den ikke spor bæredygtige landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug, der jo har vist sig at være dukkeføreren bag fødevareministeren. Så støt gruppen og bliv medlem. Vi kan ikke blive for mange.
En af konsekvenserne af så stor en gruppe er naturligvis, at vigtige budskaber lynhurtigt kan kommunikeres ud til rigtig mange mennesker. Efter de store oversvømmelser af Holstebro, som fyldte meget i medierne, dukkede en lang række yderst kompetente fagfolk op i gruppen med hver deres fagligt velfunderede meninger om oversvømmelserne og årsagerne til dem. Ofte i form af vanskeligt tilgængelige artikler af næsten videnskabelig karakter.
Jeg ved af bitter erfaring, at sådanne artikler aldrig får ret mange læsere. De er helt enkelt for svært tilgængelige – eller kedelige på godt dansk. Det synes jeg er synd, og jeg fik derfor ideen til en lettere tilgængelig artikel, der sammenfattede essensen af de mange forskellige vanskelige artikler.
Det blev til artiklen “Dig a little Deeper, Dear”, bag hvis lidt kryptiske titel gemmer sig en forklaring på oversvømmelserne ved Storåen. Den ligger her: http://ulnits.dk/biologi/dig-a-little-deeper-dear/
Jeg lancerede artiklen på Facebook-gruppen, hvor den lynhurtigt blev delt af flere hundrede. Det virkeligt overraskende var imidlertid, hvor mange der efterfølgende også læste den. I løbet af nogle ellers lidt stille juledage blev artiklen således downloadet næsten 3.000 gange, hvilket er ny rekord for en biologisk artikel på www.ulnits.dk. Her plejer siden “Aktuelt” altid at være den suverænt mest læste.
En anden bruger af vandløbsgruppen på Facebook kom tidligere på året med et ganske kort indlæg, hvori han stillede spørgsmålet: – Har de helt glemt Mariager Fjord?
Dette i forbindelse med landbrugspakken, dens øgede tilladte gødningsforbrug og det uundgåelige merudslip til vandmiljøet. Det kan meget vel blive en alvorlig trussel mod netop Mariager Fjord, som jo er smal og dyb med en ringe vandudskiftning.
På www.ulnits.dk ligger der en gammel artikel tilbage fra 1997, hvor jo Mariager Fjord afgik ved døden under en ubeskrivelig stank af svovlbrinte fra de mange bundvendinger i fjorden, der ofte er blevet kaldet “Danmarks smukkeste”. Læserens enkle spørgsmål var ledsaget af et link til artiklen “Mariager Fjord død”: http://ulnits.dk/biologi/fjorddoden/
Det er en lang og trist artikel, som jeg forfattede i ren desperation tilbage i efteråret 1997, hvor de første efterårsstorme atter havde mildnet luften over fjorden. Alligevel blev den downloadet af ikke færre end 1.680 på en enkelt weekend. Den satte endnu en tyk streg under, at miljøengagementet stadig lever. Der skal blot et regeringsskifte til for at vække det til live…
Nå, men det var bare lidt tal, der tæller – fra mit eget lille univers, der i mange år har været helt fokuseret på hjemmesiden www.ulnits.dk.
En side, som i dag huser flere end 700 artikler, over 3.000 notitser og endnu flere fotos og videoer. En side, som med en god vens hjælp så dagens lys i 1997 – netop det år, hvor Mariager Fjord døde og Apple’s iPhone kom til verden.
Og en side, som har været igennem et utal af opdateringer i flere forskellige indpakninger – fra Adobe PageMill over Apple iWeb og til nu, hvor den ligger som en CMS baseret WordPress side, der hver måned besøges af mellem 10.000 og 15.000 brugere.
Jeg har således været en af Danmarks tidligste bloggere til at få etableret et omfattende website – www.ulnits.dk.
Til gengæld har jeg været sent ude, når det gjaldt de mere sociale medier som Facebook, Twitter og LinkedIn. Jeg mente i begyndelsen, at en hjemmeside måtte være nok, hvis man ville i kontakt med kolleger og læsere med de samme sunde interesser som jeg selv.
De seneste år har imidlertid vist, at man ikke skal kimse ad Facebook – at Facebook har udviklet sig til meget andet og mere, end hvad naboens kat nu måtte spise eller lave af løjer. Indtil 2015 har jeg stort set overset Facebook eller sågar ringeagtet den.
Det samme forhold har jeg haft til mange andre sociale medier. Sammen med en god ven købte jeg sågar domænerne facebook-nejtak.dk og facebook-nothanks.com i primitiv protest – i øvrigt tilsat en sjat god italiensk rødvin…
Men man har heldigvis lov til at blive klogere, og 2015 blev da også det år, hvor jeg passerede de for mig magiske 1.000 venner på Facebook. Tusind tak til hver og én, der gider læse mine udgydelser!
Nu har jeg næppe selv inviteret flere end en håndfuld af dem, men 1.000 er stadig ikke mange set i et større perspektiv. Anders Fogh Rasmussen havde vist 40.000, inden han blev først statsminister i Danmark og siden generalsekretær for NATO.
Men jeg vil langt hellere have mine egne 1.000 grønne venner end hans 40.000 blå, der ikke veg tilbage for at sende unge soldater i døden med det snævrest mulige flertal – så Fogh efterfølgende selv kunne få drømmejobbet i NATO.
Så de er bestemt ikke sure, som ræven ellers sagde! Og hvis du vil følge med i mine udgydelser på Facebook, så er adressen www.facebook.com/steenulnits
Jeg har altid været glad for at fotografere – at tage egne og se andres fotos. Derfor har jeg i efterhånden mange år haft en profil på billedportalen Flickr, som jeg i begyndelsen mest brugte som en farvestrålende fangstjournal for mig selv: www.flickr.com/steenulnits
Af uransagelige årsager blev jeg sidste år fanget ind af Instagram’s kvadratiske univers, der nu ikke længere er så rigoristisk som tidligere. I dag kan man således poste i alle mulige og umulige formater – på langs og på højkant – hvilket man ikke kunne de første mange år. Da skulle alle fotos være kvadratiske, og det stillede nogle specielle krav til motivvalget, som var ganske sunde at lære sig.
Kommer man som ny ind på Instagram, bliver man straks konfronteret med nogle af dette medies gamle koryfæer. Det er fotografer, som har været med siden starten I 2010, hvor der ikke var så mange på Instagram. Fotografer, hvis indlæg alle straks honoreres med “likes” i tusindvis. Hvilket står i skærende kontrast til den sølle håndfuld, ens egne billeder i bedste fald høster…
Men man lærer på den hårde måde, at de der har været med længst og har flest følgere, de scorer altid først ved kasse ét. Og det er jo kun fair.
Holder man ud, og har man billeder nok at poste af – af tilstrækkelig kvalitet – så vinder man stille og roligt nye følgere, som resulterer i flere og flere likes. Efter et lille år på Instagram lykkedes det således at kravle op over 500 følgere og få de første fotos, som resulterede i 100+ likes. Check dem ud på www.instagram.com/steenulnits.
Det første 100+ foto var en sand triumf – det første (og hidtil eneste) 200+ ligeså. Tusind tak for dem. Det er en dybfølt, men primitiv tilfredsstillelse at se andre sætte pris på de fotos, man selv har taget og holder af.
Instagram er et medie med hele verden som tumleplads og nogle af verdens bedste fotografer som dommere, der vender tommelen opad eller nedad. Og dem er der i dag over 300 millioner af…
– Se, dét er tal, der tæller!
Steen Ulnits
Del denne artikel: