Da jeg var en lille dreng og boede i Ringkøbing, hvor jeg er født, havde jeg som alle andre en julekalender. En af dem med låger, der skal lukkes op hver dag. Senere, da vi flyttede til Samsø, opgraderede jeg til en kalender med store og små pakker hver dag frem til Juleaften!
Det var min mor, der selv havde syet den. Et stykke af det fornemste kunsthåndværk, jeg nogensinde havde set. Måske var jeg lidt forudindtaget, da det jo var en kalender lavet af min egen mor, til mig selv – og med pakker til mig. Jeg var jo enebarn og skulle ikke dele med nogen.
De første år var der mange, men små pakker. Dels fordi vi ikke havde så mange penge. Dels fordi der jo skulle være en gave til hver dag. På et tidspunkt reviderede vi i fællesskab projektet. Jeg var blevet lidt ældre og mere forvænt. Nu ville jeg hellere have et mindre antal pakker, der så til gengæld repræsenterede en højere værdi. Lidt økonomisk sans har man vel altid haft…
Der var plastikriddere til hest, comboys, indianere og soldater med mord i øjnene. Sågar en lille kanon til at skyde dem ned med var der også i en af pakkerne!
Men da jeg først begyndte at fiske – læs artiklen “Bjergtaget af bjergørreder” – ønskede jeg mig kun ting til at fiske med. Allerhelst af fabrikatet “ABU” fra Svängsta i Sverige, som jeg var en kæmpestor fan af. Helt sikkert Danmarks største. Og da diverse blink, spinnere og woblere har den helt rigtige størrelse til en pakkekalender, havde årets gaveliste altid højeste prioritet, når vi nåede november.
Listen tog min mor med til butikken Dansk-Svensk Stål i Nordborg på Als, hvor de netop forhandlede de sydsvenske juveler. De var dyre – så dyre, at jeg slet ikke kunne klare dem med mine egne sparsomme lommepenge. Men det rådede pakkekalenderen bod på hvert år i december – med en perlerække af ABU-klassikere som Glimmy, Reflex, Toby, Droppen, Koster, Flax, Pep og Flamingo med flere.
Det var i de år, hvor jeg kunne ABU kataloget udenad. Sågar de oversatte og fordanskede reklameslogans kunne jeg recitere, selv hvis man vækkede mig midt om natten og spurgte. Til dem hører klassikere som disse to:
- “Sæt på en 7 grams Flax, og aborren hugger straks”.
- “Med en Koster dybt i tangen, snart den store torsk er fangen”.
Det var juveler i verdensklasse, der her blev pakket ind og lukket op for igen. Kunstagn, som var fremstillet af det fineste messing, der siden blev forgyldt, forsølvet eller forkobret. Ak ja. I vore dage er det billigt metal, som blot bliver forkromet.
Det var kunstagn, som blev leveret i de fineste små papkasser med gennemsigtigt låg. Jeg var således aldrig i tvivl om, at der nu kom nye ABU blink og spinnere i æsken. Og jeg var lykkelig. Sikkert den lykkeligste dreng i landsbyen Stevning, der havde defineret begrebet “udkantsdanmark”, længe før det blev landskendt. Havde det ikke været for Stevning Næs, som lå blot tre kilometer borte, var jeg sikkert død af kedsomhed i en ung alder…
Til de fineste trofæer fra pakkekalenderen hørte et grødesikret Flamingo Giller Vass på 18 gram i farven BGL. I timevis kunne jeg sidde og trække trekrogen fri af sikringen, mens jeg drømte om alle de store gedder, der siden skulle gøre det samme. Ret hurtigt lærte jeg imidlertid, at der skulle gives et voldsomt tilslag, hvis krogen skulle frigøres – hvis gedden ikke blot skulle bide til og holde fast, til den ikke gad mere. Det skete nemlig flere gange…
Toppen af poppen var imidlertid en rødhvid flydende Hi-Lo wobler på 26 gram. Min mor var helt sikkert den eneste kvinde i dette land, som præcis vidste, hvad en “wobler med stilbar ske” var for noget! Den stod nemlig øverst på ønskeseddelen, og jeg snakkede vist om den i tide og utide. Wobleren kostede nemlig en bondegård, og den kom da også først på banen på selveste juleaftensdag.
Det var derfor med både angst, bæven og den allerstørste forsigtighed, den siden blev søsat i en af de lokale moser. Og med den allerstørste fryd, de første ridser i det røde hoved blev noteret!
Well, minderne har man da lov at have, og selv de kan jo gå i glemmebogen. Lige indtil den dag, hvor min mor havde fisket den gamle pakkekalender frem af gemmerne, vasket den og strøget den. Hendes mening var, at barnebarnet Jonathan nu også skulle smage frugterne af en traditionel dansk gavekalender.
Der kom nye silkebånd på, og herefter var den så god som ny. Da vi afleverede den til sin nye og noget yngre ejermand, var det med en lille snært af misundelse.
Hvem der var barn på ny – med en fyldt pakkekalender klar til december…
Glædelig Jul til alle trofaste læsere af www.ulnits.dk!
Steen Ulnits
Del denne artikel: