Myten om den politiske forbruger er en ond illusion
Der er politisk ansvarsfralæggelse, når forureningen af vores miljø både til vands, til lands og i luften fortsætter, og når hr. og fru Jensen får ansvaret for manglende dyrevelfærd og forbrugerisme.
Det er ikke hr. og fru Hansen, som forurener vores klode, piner dyrene og forurener vores livsvigtige drikkevandsressourcer. Det er landmanden, og det er de politikere, som ikke ved lov har gjort det umuligt for ham.
Nina Bjarup Vetter
Sognepræst
I takt med forråelsen i landbruget er fortællingen om, at det er hr. og fru Hansen, som ved køledisken skal redde både klima, miljø og dyrevelfærd, vokset og har vist sig hårdnakket at aflive.
Men myten om, at den politiske forbruger er den ansvarlige, er alene en ond illusion. En illusion, som har forhalet alle nødvendige politiske tiltag og været med til at legitimere passiviteten hos de ansvarlige politikere og producenter. Den giver ca. lige så meget mening som at lade en massemorder gå fri og henrette en uskyldig.
Før man placerer ansvaret og skylden korrekt, fortsætter myrderierne. Hermed også forklaringen på, hvorfor det hele fortsat går ad helvede til med miljøet.
En fornuftig miljøpolitisk regel er, at al forurening skal standses ved kilden. Det lugter alene af en molbohistorie at sende landsbyens borgere ud i marken for at gribe de enkelte dråber fra sprøjten, før de når at ramme jorden.
Her peger pilen alene på den bonde, som kører ud med giftsprøjten. Og lidet hjælper det, at hundredtusindvis af velmenende borgere køber økologisk, så længe der både lystigt og lovligt sprøjtes lidelse, pesticider og gylle direkte ud i miljøet.
Så når alle disse velmenende og hellige speltmødre og fædre fromt lader forargede blikke ramme deres mindre bevidste og mindre velstående medborgere ved indkøbsbåndet, rammer de fuldstændigt ved siden af og er blot med til at fastholde myten.
Det er ikke hr. og fru Hansen, som forurener vores klode, piner dyrene og forurener vores livsvigtige drikkevandsressourcer. Det er landmanden, og det er de politikere, som ikke ved lov har gjort det umuligt for ham.
Vi forbrugere skal ikke længere lade os sende i felten én for én for hver især at tage den ulige kamp op mod industriens mastodonter, mens producenter og politikere vasker hænder.
Vi borgere må som minimum kunne forlange, at man overlader det til staten at sikre sin grundlæggende sikkerhed og sundhed. Det er staten, som skal sørge for love, som sikrer, at de produkter, vi køber, er produceret på en etisk og økologisk forsvarlig måde, hvor der bl.a. er taget hensyn til dyrevelfærd og produktionsforhold.
Frem for at lade det enkelte individ tage kampen op imod fødevareindustrien burde vi kunne have tillid til, at det mandat, vi har givet de folkevalgte, bliver løftet, så selve livets eksistensbetingelser ikke bliver truet. Jord, vand og luft er de eneste vigtige parametre og bør helt naturligt være det primære fokus for de folkevalgte.
Her og nu ser vi alle de ødelæggelser, som myten om, at den politiske forbruger er ansvarlig, har medført. For under den politiske ansvarsfralæggelse, i ly af myten om den politiske forbruger, er forureningen af vores miljø både til vands, til lands og i luften fortsat.
Dyrevelfærden er også fortsat en skamplet, som hverken hørte til i fortid, i nutid eller i fremtid. Skrigene fra de nødlidende kommer til at fortsætte i det uendelige, hvis ikke myten aflives én gang for alle, og de ansvarlige stilles til regnskab.
Myten om den politiske forbruger faciliterer desværre også den emotionelle forurening, der strømmer ud af staldene. Den særlige type forurening, som foregår, når vores medmennesker eller medskabninger lider.
For mange af os er bevidstheden om dyrs uretmæssige lidelser en daglig udfordring og sorg, som forringer livskvaliteten betragteligt. Vi oplever det som en dystopi/vystopi at eksistere i et samfund, som vender det døve øre og blinde øje til det industrielle landbrugs brutale dyre- og natursyn.
Javel, siger politikerne nok, det skal I borgere jo sørge for at sikre, når I går til stemmeurnerne. Her løber vi ind i det næste store samfundssvigt. Den fjerde statsmagt har konsekvent siddet miljøstof overhørigt i en årrække. Og fortsat mangler vi en ærlig og reel afdækning af dyrs uretmæssige og grufulde lidelser i landbruget og havbrug med.
Skal vi have et velfungerende demokrati, kræver det nu engang dækning og fremlæggelse af sandheden. Jeg er absolut sikker på, at danskerne ærligt oplyst og direkte adspurgt vil tage kraftig afstand til produktionsdyrenes lidelser.
Men vi bliver ikke direkte adspurgt. Det er intet nyt under Solen, at det primært er medierne, som bestemmer, hvilke sager der tales om, når valget nærmer sig. Spørgsmålet er i den henseende, om vi har en fri presse eller blot en presse, som helst vil være fri.
Spørgsmålet er, om vi har en fri presse eller blot en presse, som helst vil være fri.
Konsekvenserne af disse samfundsmæssige svigt er enorme, ødelæggelserne formodentlig irreversible i vor tid. Det betyder alene, at vi skal finde modet til at kræve og bakke op om nødvendige og radikale indgreb. Skal vi f.eks. fortsat tale om en politisk forbruger, bør det handle om, at en politisk forbruger er det individ, som forbruger mindst muligt.
Udfordringen ligger i, at vi har bundet vores økonomi og samfund op om at producere og forbruge mest muligt. Det skaber både vækst og arbejdspladser. Men vores sygelige overforbrug og dårlige anvendelse af Jordens ressourcer har sat alle arter under pres og dermed også selve livets eksistensbetingelser. Her støder vi på illusionen om, at vækst og grøn omstilling kan gå hånd i hånd.
Helliggørelsen af arbejdspladser er en vigtig komponent i den illusion, og som befolkning bliver vi mødt med et uimodsagt krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selv om det er logisk, at vores alt for store foretagsomhed omdanner enestående økosystemer til meningsløse forbrugsgoder.
En stor del af den danske arbejdsstyrke er beskæftiget med at producere, reklamere eller sælge disse mestendels overflødige ”goder”. Medierne har desværre blot været ukritiske mikrofonholdere, når mantraet ”det skal kunne betale sig at arbejde” har lydt igen og igen og gået hånd i hånd med tidens pinlige fascination af døde ting.
Vi køber og køber, og er man i tvivl om, vi ikke har brug for alskens skrammel, kan man blot se, hvorledes indfaldsvejene til vores storbyer plastres til af Boxit og andre opmagasineringsfaciliteter.
Alligevel stopfodres vi dagligt med den materielle dystopi, f.eks. i seernes yndlingsprogram ”Hammerslag” falder hvinende ejendomsmæglere i svime over walk-in closets, hvor stiletterne står i rækker og geledder.
Det eneste, der hviner hos mig, er forargelsen over, at mine medsøstre ikke ser den åbenlyse sammenhæng mellem dette tanke- og hjerteløse overforbrug, og de søvnløse nætter, deres børn har ved tanken om en fremtid på en gold klode.
For dem er det en ringe trøst, at vi fylder børneværelserne med tøjdyr, som er direkte årsag til, at de levende dyr mister deres habitater. Vi må se i øjnene, at alt har sin pris, at der bag hvert eneste forbrugsgode, bag hvert eneste tøjdyr eller T-shirt, der produceres, fragtes og sælges, gemmer sig et kulsort regnestykke.
Ingen ting er bedre end ingenting.
Nina Bjarup Vetter
Sognepræst
Del denne artikel: