Den 1. januar 2014 trådte nye regler i kraft for det kystnære fiskeri, som længe har lidt af manglende fisk og fangster. I hvert fald de legale af slagsen.
De nye regler skal gælde i tre år og forhåbentlig forbedre forholdene for både fisk og fiskere. Fra NaturErhvervsstyrelsen melder man ud, at ordningen skal tilskynde fiskerne til at bruge mere skånsomme fiskemetoder og redskaber. Det skal ske ved, at sådanne redskaber giver højere kvotepræmier – hvad det så end betyder i praksis.
– Det har været regeringens ambition at sætte en retning for fremtidens fiskeri, siger vicedirektør Karsten Biering Nielsen fra NaturErhvervsstyrelsen. – Den nye ordning skal sikre øget miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i fiskeriet ved at gøre skånsomt fiskeri attraktivt. Samtidig vil der være fokus på at bevare de lokale havnemiljøer og arbejdspladser ved, at alle fiskeriet kan deltage i ordningen.
En række regler vil desuden blive forenklet, så det eksempelvis bliver lettere at anmelde og i det hele taget muligt at lande fisk i weekenden.
Derudover er der afsat 10 millioner kroner, så DTU Aqua kan undersøge og udvikle teknologi og fiskeredskaber, der er mere skånsomme over for miljøet – herunder også sælsikre redskaber.
Læs også nyheden “Kystnære fiskere forsker”
Del denne artikel: