Garmin Epix (2)

Alle, der har eller har haft et såkaldt “sportsur”, kender til amerikanske Garmin. Og en stor procentdel af aktive Garmin-brugere har eller har haft et Fenix-ur på håndleddet.

Det er store og tunge ure med den karakteristiske transreflektive skærm, som har det bedst i direkte sollys. Som bruger minimalt med strøm, og som senest har fået selskab af et indbygget solpanel til løbende opladning i sollys, mens man bruger uret.

Faktisk er solpanelet i dag så effektivt, at man kan klare sig hele året uden anden opladning – hvis man vel at mærke er white hunter i Afrika eller bonefish-guide i Karibien. På vore breddegrader, hvor solens skinner langt mindre, og hvor vi i reglen gemmer vore ure bag lag af varmende tøj, er solpanelet mere en tvivlsom gimmick end en praktisk funktion.

Det sagt, så er vi flere, der ikke synes om den blegrøde ring, som udgør solpanelet. Som begræder, at snart sagt alle de store Garmin-modeller i dag som standard er udstyret med dette solpanel. En undtagelse er dog topmodellen Tactix 7, der er model stor – som en fenix 7X – men helt uden solpanel.

Garmin er kendt for sin brug af uhyre strømbesparende transflektive skærme. Det er skærme, som er “Always On” uden at bruge nævneværdigt med strøm. Det er også skærme med en ringe opløsning og meget få farver. Dertil en ringe kontrast sammenlignet med konventionelle skærme.

Amoled eller transflektiv?

Sammenligner man kun transflektive skærme med andre transflektive skærme, ser billedet ganske godt ud. Men kaster man pludselig den nye Garmin Epix med Amoled farveskærm ind i ringen, bliver der oprør. Så meget bedre ser den ud. Så kedelig bliver skærmen på en Fenix pludselig at se på.

En 1,3 tommers transflektiv skærm på den midterste model i fenix-serien, størrelsen 7, har en skærmopløsning på 260 x 260 pixels. Disse fordelt på en 33 mm bred skærm. Det svarer til 67.600 pixels eller 

En 1,3 tommers Amoled skærm på den enlige og tilsvarende størrelse Epix 2, har til sammenligning en skærmopløsning på 416 x 416 pixels. Disse også fordelt på en 33 tommer bred skærm. Det svarer til 173.056 pixels eller 326 ppi.

Altså over det, som Apple’s Steve Jobs i de tidlige iPhone-år kaldte for “Retina display”. Han mente dengang, at alt over 300 ppi alligevel ikke kunne skelnes med det blotte øje og derfor var unødvendigt.

I dag er vi blevet lidt mere krævende, men for et Smartwatch gælder det stadig, at alt over 300 ppi er unødvendigt overkill, der blot dræner batteriet det hurtigere.

Farveskærmen på en Epix 2 har således toenhalv gange så mange pixels at præsentere end den transflektive skærm på et tilsvarende stort Fenix 7. Toenhalv gange så mange detaljer at kigge ind i.

Men ikke nok med det. Den transflektive Always On skærm på Fenix 7 urene byder på sølle 64 farver. Alene derfor ser skærmen noget simpel ud ved betragtning. Til sammenligning tilbyder Amled skærmen på Epix 2 ikke færre end 65.000 farver. Mere end ét tusinde gange flere.


Fenix 7:

200 ppi

1,3 tommer

260 x 260 pixels

67.600 pixels totalt


Epix 2:

326 ppi

1,3 tommer

416 x 416 pixels

173.056 pixels totalt


Kombinerer man den langt højere opløsning med de mange flere farver og en meget bedre kontrast, da er det svært at vælge andet end Epix skærmens Amoled teknologi. Der er så mange flere detaljer og så megen ekstra information at hente hér. Hvis det da ikke lige var for strømforbruget og batterilevetiden.

Indtil for nylig har det været en accepteret kendsgerning, at traditionelle farveskærme bruger for meget strøm til at være brugbare på skærme på produkter, der skal kunne holde strøm i flere dage. Tag blot Apple’s på alle andre områder fantastiske Apple Watches, der kræver daglig opladning for at fungere.

Det har nu aldrig været noget problem for undertegnede, der troligt sætter såvel iPhone som Apple Watch til opladning hver eneste nat. Jeg holder skam af dem, men ikke så meget at jeg også sover med dem.

En sjælden gang har jeg glemt min oplader derhjemme, og da er helvede løs. Derfor har jeg ekstra opladere gemt rundt omkring. Men til daglig er det intet problem. De lader blot op, mens jeg også selv gør det.

Enter Garmin Amoled

Det ser ud til, at vi fremover må revidere vor opfattelse af farveskærme og deres strømforbrug.Og årsagen hertil er Garmin’s nye Epix med flere modeller, som byder på farveskærm i stedet for transflektiv skærm.