“Man må snoe sig, sagde Aalen”. Og det gjorde den så. Men lige lidt hjalp det. Ålen er i dag i overhængende fare for at blive udryddet. Af mange forskellige årsager.
Der herskede i mange år forvirring og usikkerhed omkring ålens gådefulde liv. Man vidste, at den i korte perioder kunne gå på land for at forcere hindringer i det ferske strømvand. Men man vidste ikke, hvor den mystiske slangelignende fisk kom fra.
Det blev den danske forsker Johannes Schmidt, der knækkede koden og kortlagde ålens forunderlige og lange vandringer. Før øvrigt den længste af alle fisk. Undervejs i sit lange livsforløb gennemgår ålen flere forskellige stadier, som er meget forskellige af udseende, og som i mange år gjorde det svært at forstå, at der var tale om én og samme fisk.
Ålens stadier:
- Æg
- Bladformet ålelarve
- Transparent glasål
- Gulål
- Blankål
- Gydeål
Ålen fødes dybt nede i de tætte tangskove i Sargassohavet syd for Bermuda. Efter alt at dømme flere hundrede meter nede og derfor under stort tryk. Når æggene klækkes, udvikler ålen sig først til en bladformet ålelarve, hvis form gør det let at fanges af de vandstrømme, der skal bringe den videre frem i livet.
Ålelarven driver nu passivt med Golfstrømmen tværs over Atlanterhavet – en farefuld rejse, som givet tolder hårtdt på bestanden og decimerer antallet. Undervejs ændrer ålen form og bliver til en lang, slank og transparent glasål, der efter en rejse på 1-2 år til sidst når Europa og Nordafrikas kyster. En rejse på imponerende 6.000 km.
Vel ankommet til vor del af verden vandrer den op i de ferske vandløb og søer, hvor den vokser sig stor. Først som gulål og siden som blankål, der efter adskillige års ophold her atter forlader det ferske og påbegynder rejsen tilbage til de salte gydepladser i Sargassohavet. Den er da typisk 60-80 cm lang, men eksemplarer længere end meteren forekommer.
Ålen er således det, man i fagsproget kalder “katadrom”. Den vokser op i ferskvand og gyder i saltvand – stik modsat de “anadrome” laksefisk, som jo fødes i det ferske strømvand for at vokse op i det salte hav.
Man skelner mellem bredhovedet og spidssnudet ål, som begge er varianter af samme art. Bredhovedet ål har specialiseret sig i at æde småfisk, hvilket kræver et større og bredere hoved. Spidssnudet ål lever fortrinsvis af mindre fødeemner som myggelarver og lignende, hvilket resulterer i et mindre og smallere hoved. Fødevalget begrænser væksten noget. De største ål er derfor dem med de bredeste hoveder.
De mange farer
Ålen er i dag en truet fiskeart, hvis bestand kun udgør få procent af den oprindelige. Den er truet i alle sine livsfaser: Når den som glasål trækker op i de europæiske vandløb og søer, fanges de små glasål i store mængder og serveres siden som delikatesser – på lige fod med lærketunger.
Når de vandrer opstrøms mod deres opvækstpladser, stoppes de af diverse opstemninger ved vandkræftværker, dambrug og andet. Slipper de endeklg igennem – måske hjulpet af et menneskskabt ålepas – kan de få mulighed for en normal opvækst i vandsystemernes søer.
Når de så som voksne ål søger tilbage mod saltvand og Sargassohav, ender mange deres dage i vandkraftværkernes turbiner, som ikke egner sig til nedstrøms passage af lange tynde ting som ål. Mange bliver pelset af de roterende turbineblade og når aldrig havet.
Slipper ålen endelig helskindet tilbage til havet, venter der den en farlig omgang spidsrod mellem tusindvis af ruser. Ålen er en populær spisefisk, som i gamle dage var noget nær basisføde for lokalbefolkningen ved vore fjorde.
Sygdomme
Ålen er samtidig modtagelig over for flere sygdomme, hvoraf svømmeblæreparasitter er de mest dødbringende. Meget tyder også på, at ålen kan være smittet med havkolera, hvis dødbringende bakterie kan spredes til mennesker, der siden kan dø af infektionen – via blodforgiftning.
Ålen er således en fisk, som er under konstant beskydning fra næsten alle sider. Bestanden er i rivende tilbagegang, og man udsætter derfor glasål mange steder. Desværre stammer disse glasål fra Sydeuropa, hvor ålene så ikke får mulighed for at vandre op og vokse sig store.
De små ål vokser godt i fangenskab, og derfor har man i mange år forsøgt at få ålen til at yngle i fangenskab. Hidtil uden held. De er vanskeligt at efterligne Sargassohavets dybder tryk hjemme i laboratoriet, så der er stadig ingen produktion af ål til udsætning og opfordring i fangenskab.
Udsætning af vilde glasål fanget i Sydeuropa, hvor glasålene først møder land på deres vandring mod Nordeuropa, er derfor en meget kortvarig og dårlig løsning.
Steen Ulnits
Del denne artikel: