Verdens første flue

– Hvordan så den første flue ud?

Det er altid spændende at se tilbage på, hvor og hvordan noget egentlig startede. Hvem der gjorde det først, og hvordan det så ud. Dette er naturligvis også tilfældet med verdens første flue. – Hvordan så den egentlig ud, og hvor blev den første gang søsat?

Ifølge arkæologer er fiskekrogen en gammel opfindelse. Således kender man fra Sydeuropa til fund af 30.000 år gamle fiskekroge formet af ben eller hårdt træ, der senere blev forsynet med modhager. Men hvornår mennesket for første gang fandt på, at fjerklædte kroge kunne være effektive fangstredskaber, det får stå hen i det uvisse.

Det aner vi helt enkelt intet om.

Claudius Aelian

Men vi ved, at den første litterære beskrivelse af fluefiskeri stammer fra ca. 200 år e. Kr. fødsel. I bogen “De Natura Animalium” beskrev grækeren Claudius Aelian nemlig, hvordan man fiskede med fluer i floden Astreus i Makedonien. Byttet menes at have været ørreder, da fiskene havde “et plettet ydre”.

Efter beskrivelsen at dømme fiskede de gamle makedoniere med kroge, som var klædt med rødligt uldgarn og omviklet med voksfarvede hanefjer – de første hackler. Disse fjerkreationer mindede antagelig mere om vore dages jigs end om regulære fluer, men vi har ingen grund til at betvivle deres fangstevne. Dengang var der jo mange flere ørreder i de makedonske kalkstrømme, og der var langt mellem fiskerne. Datidens vildfisk var derfor langt lettere at fange, end de sidste rester er i dag.

Selv om disse fluefiskeriets absolutte pionerer givet fiskede efter den daglige føde, så udelukker det naturligvis ikke, at de også havde det sjovt samtidig. Ganske vist er det næsten to tusinde år siden, men så meget har mennesket næppe forandret sig. Fluefiskere af dengang var sikkert, som fluefiskere er i dag: A dedicated bunch!

Dame Juliana

Herefter går der flere århundreder, hvor fluefiskerne holder lav profil. I hvert fald har vi ingen skriftlige beskrivelser af fluefiskeri. Vi skal helt frem til slutningen af 1400-tallet, før vi finder det første sikre bevis på, at man nu fiskede med flue – for sportens skyld. I sin bog “Book of St. Albans” beskrev en vis Dame Juliana Berner datidens fiskemetoder i “A Treatyse of Fysshynge Wyth an Angle” – “En Afhandling om Fiskeri med Krog”. Heraf fremgår, at man nu  regelmæssigt anvendte fjerklædte kroge som agn.

Dame Juliana Berner var ingen almindelig fisker. For det første var hun kvinde. Og for det andet menes hun at have været abbedisse på et benediktinerkloster i byen Sopwell. Typisk for datiden var det, at netop de gejstlige havde god tid til såvel åndelige sysler som god mad og drikke.

Det var jo kirkens fattige proselytter, der sørgede for løbende indtægter til bisper, præster, munke og nonner. Den almindelige borger havde fuldt op at gøre med at skaffe føde til sig selv og sin familie. Han havde alt for travlt til at spilde sin dyrebare tid på noget så uproduktivt som fiskeri med stang og line. Men det havde kirkens folk altså ikke…

Det antages, at det originale manuskript blev skrevet i 1425 og siden håndkopieret af munke, indtil værket publiceredes i “Book of St. Albans” 70 år senere. Dame Julianas arbejde er helt afgørende for ikke blot fluefiskeriets, men hele sportsfiskeriets tidligste udvikling i Good Old England.

Her blev for første gang indgående beskrevet, hvordan man fiskede efter ørred og laks med kunstgjorte fluer. Dame Juliana havde blandt andet iagttaget, at forskellige insekter optrådte på forskellige tidspunkter af året – i samme rækkefølge år efter år. Hun kunne også se, at de blev taget af fiskene, og derfor konkluderede hun snusfornuftigt, at fiskene i høj grad var afhængige af de forekommende insekter.

Med disse iagttagelser som udgangspunkt udviklede hun sågar 12 forskellige fluemønstre – ét for hver af årets måneder. Disse mønstre er så godt beskrevet, at enhver fluebinder i dag uden større besvær kan reproducere dem. “March Brown” er for øvrigt et af dem – bundet af let tilgængelige naturmaterialer som uld fra hareøre, hackle fra agerhøne og vinge fra fasan. Materialer, der fanger lige så godt i dag som i 1400-tallet!

Charles Cotton

Næste kapitel i udviklingen frem mod det moderne fluefiskeri var den klassiske bog “The Compleat Angler” skrevet af købmanden Izaak Walton. Bogen udkom første gang i 1653 skrevet af den da 60-årige Walton. I 1676 tilføjedes et afsnit om fluefiskeri af Walton’s nære ven Charles Cotton, og denne udgave er siden da trykt og genoptrykt i næsten 400 forskellige oplag – mange oversat til fremmedsprog. Kun overgået af Biblen!

Charles Cotton’s afsnit om fluefiskeri fik således stor udbredelse og har derfor haft den største betydning for fluefiskeriets udvikling helt frem til begyndelsen af 1800-tallet. Man kan derfor med god ret kalde Charles Cotton for det moderne fluefiskeris fader.

Datidens fiskeudrustning udgjordes af enkelt bundne fluer, liner flettet af hestehalehår samt lange stænger tilskåret af ask, hassel eller pil. Stængerne, der menes at have været omkring 15 fod lange, var 2-delte og samlet med primitive ferruler af jern eller tin. Fluehjulet kom først til senere, så linen var normalt fastgjort til stangspidsen. Man kan levende forestille sig, at det har været problematisk at håndtere store fisk på dette grej. Udtrykket “the big one that got away” stammer måske fra denne periode…

Kritisk kildekritik

Men igen tilbage til temaet for denne artikel – verdens første flue, der som sagt har næsten 2.000 år på bagen. Ud fra Aelian’s beskrivelse burde det være nemt at reproducere fluen, som den har set ud for små 2.000 år siden. Men, men, men…

Som enhver historiker ved, så er gode kilder altafgørende, hvis man skal kunne fæste lid til dem. Og Aelian kan næppe siges at være en god kilde. Således indrømmer han selv, at han aldrig har været uden for Italien. Aelian havde derfor aldrig selv været i Makedonien, og hans beretning om og beskrivelse af verdens første fluefiskere er således klart andenhånds. Ikke noget, han selv havde set. Den kan derfor ikke tillægges den betydning, man kunne have ønsket.

Men ikke nok med det. Der er også spørgsmålet om de anvendte farver. Farver er nemlig ikke blot farver, og meget ofte oversættes netop farver helt forkert. Det skyldes, at farver er en uhyre subjektiv ting. Selv kender vi det fra regelmæssigt tilbagevendende diskussioner om, hvorvidt en farve nu er blå eller grøn – eller om den er turkis i stedet.

Dykker man ned i litteraturen, viser det sig endvidere, at farver i høj grad også er kulturelt betingede. I det hele taget er den moderne farveopfattelse ikke nær så gammel, som man kunne tro, og den har da slet ikke rødder tilbage til det gamle Grækenland.

Farvelæren

Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til den engelske matematiker og fysiker Sir Isaac Newton (1643-1727), der som den første opdagede, at hvidt lys kan spaltes i primærfarverne af et simpelt glasprisme. Han konkluderede efterfølgende, at hvidt lys optræder, når alle farver er der samtidig og i ligelig mængde. Newton havde dengang ingen anelse om de forskellige farvers forskellige bølgelængder. Det er kommet til langt senere.

Næste navn i den moderne farveopfattelse er såmænd ingen ringere end den tyske digter Johan Wolfgang von Goethe, der af mange bedst kendes for sit litterære mesterværk “Faust”. Som mange af datidens kloge hoveder havde også Goethe mange strenge at spille på – mange interesser, han dyrkede ved siden af digtningen.

En af disse interesser var lys og farver. Goethe kendte naturligvis til Newton’s banebrydende forskning inden for dette felt. Ja, faktisk havde han erhvervet sig sit eget helt private eksemplar af Newton’s “Optics”, så han kunne være helt up to date.

Når Goethe reproducerede Newton’s forsøg med lysbrydende prismer, opdagede han, at farverne kun opstod i overgangen mellem lys og mørke. Han så også, at opfattelsen af en farve afhænger af omgivelserne – om de er lyse eller mørke. Om der er modlys eller medlys. Han definerede derefter sin såkaldte “farvecirkel”, som er vist herover.

Goethe noterede sig også, at farverne i vid udstækning ikke er absolutte størrelser, men ofte noget, som øjet og hjernen selv skaber. Goethe konkluderede herefter, at verden kun ser ud, som den gør, fordi vi opfatter den, som vi gør – med de øjne og den hjerne, vi nu engang har!

Det vil føre alt, alt for vidt at komme nærmere ind på alt dette her, men det kan i høj grad anbefales interesserede at læse Goethe’s mesterværk “Zur Farbenlehre” fra 1810. På originalsproget, natürlich. Et digert værk på ikke mindre end 1.000 tætskrevne sider. Efter gennemlæsning heraf hersker ingen tvivl om, at farver er en kompleks størrelse…

Same, same – but very different…

Men tilbage igen til verdens første flue – bundet med krop af rødligt uldgarn og voksfarvede hackler. Altså ifølge de talrige afskrivninger af Aelian’s originaltekst med efterfølgende oversættelser og fejlfortolkninger. Fejlmulighederne er mange, og en af dem er som sagt den kulturelle opfattelse af farver. Et par eksempler:

Homer kender vi vist alle fra skolen – som en af de tidligste og største græske digtere, hvis værker “Iliaden” og “Odysseen” har været standardlæsning for mange i fag som oldtidskundskab. Hvis ellers nogen kan huske det navn… Er det én forundt at læse Homer på originalsproget, da vil man med sikkerhed studse over hans brug af farver. Således beskriver Homer himlen som bronzefarvet og havet som vinfarvet. Honning er grønt i Homers verden, og en af hans helte, Hector, havde blåt hår…

Nu vil historien godt nok vide, at Homer var blind. Andre mener, at hans farver blot var poetiske tilsnigelser. Alligevel må man gå ud fra, at mennesker og farver var, som de er dag – selv for små 3.000 år siden. Der var sikkert også regnbuer på himlen dengang. De ting har næppe ændret sig mærkbart i løbet af en periode, der i geologisk perspektiv er som en dråbe i havet. Vor DNA er i hvert fald den samme.

Andre samtidige græske digtere bruger de samme farvebetegnelser, så vi må gå ud fra, at de er kulturelt betingede – at farverne var de samme som i dag, men blot havde et andet navn dengang. Hvilket unægtelig gør det svært at oversætte gamle skrifter til nutidigt sprog.

Men heller ikke nok med den kulturelt betingede græske farveforvirring. Hos visse indianerstammer har man sågar forskellige betegnelser for den samme farve – afhængig af, om eksempelvis den samme hvide hest er i bevægelse eller står stille!

Hestefluen Hippourus

Alt dette blot for at understrege, hvor svært det egentlig er at oversætte årtusindgamle tekster. Og hvor lidt man egentlig kan og bør stole på dem. Alligevel har jeg fået min gode ven Ole Lund i det midtjyske til at give sit bud på, hvordan verdens første flue måske har set ud – baseret på vore sikkert mangelfulde oversættelser af Aelian’s snart 2.000 år gamle andenhånds beskrivelser.

De første makedonske fluer – som de måske så ud. Muligvis…

De insekter, som de gamle makedoniere søgte at efterligne med verdens første fluer, blev kaldt “Hippourus”. Ud fra datidens beskrivelser kan der være tale om våbenfluer – store landinsekter, som kun undtagelsesvis havner på vandet. Altså modsat de mere almindelige døgnfluer og vårfluer med flere andre, som lever hele deres liv i eller på vandet.

Vi kan heller ikke vide, om Aelian’s beskrivelse af disse insekter holder vand – om der eventuelt også er gået noget galt i oversættelsen her. At der i så fald måske slet ikke har været tale om våbenfluer, men noget helt andet og mere sandsynligt. Om vandinsekter i stedet for landinsekter.

Det er dog tankevækkende, at insekterne kaldes netop “Hippourus”, hvilket jo bedst oversættes med “hestefluer”. Men en simpel og ganske logisk forklaring kunne være, at det jo blot var den flue, man havde for enden af sit flettede hestehårsforfang. Hestefluen. Hverken mere eller mindre. Det er i hvert fald en forklaring, jeg gerne køber!

Specielt interesserede kan læse mere om de forunderlige farver og deres betydning for fisk og fiskere i artiklen “Fisk og Farver”.

Billederne i denne lidt nørdede artikel stammer i øvrigt fra floden Gacka i det gamle Jugoslavien (øverst), River Test i Sydengland (midten) og Gacka igen (nederst).

Det smager jo lidt af Makedonien, Aelian og abbedisse…

© 2013 Steen Ulnits

Fluer: Ole Lund