Det var her, tørfluefiskeriets vugge stod. Det var også her, de første nymfefluer blev opfundet. Og det er stadig hertil, fluefiskere fra hele verden valfarter – som pilgrimme på vej til den hellige stad.
I det sydlige England, som har en undergrund af ren kalk, løber to af verdens mest kendte vandløb – i hvert fald blandt fluefiskere.
Den 17. juni i det Herrens År 1809 havde præsten Richard Durnford taget fri fra sin menighed og var taget på fisketur til River Test med en god ven. På blot 3 1/2 time landede de to gentlemen 88 bækørreder…
Den 10. april år 1883 var oberst Peter Hawker sammen med to venner også taget til River Test for at svinge fluestangen. Det gjorde de så godt, at de tilsammen “killed 50 brace of trout in a little more than four hours”. 100 bækørreder på godt fire timer…
Som de fleste nok ved, så er det gået støt ned ad bakke med fiskeriet lige siden disse fluefiskeriets gyldne år. Problemet er delvis selvforskyldt, for ingen fiskebestand holder til en så hård befiskning – og samtidige påvirkninger udefra af industri og bysamfund, der enten forurener vandet eller bruger det til noget andet.
Tørfluefiskeriets anerkendte fader, Frederick M. Halford, slog således sine folder ved en lille kalkstrøm kaldet Wandle, der lå ikke mange fluekast fra tennisbanerne ved Wimbledon. Menneskelig aktivitet gjorde imidlertid, at floden til sidst ikke længere eksisterede. Der var ikke vand nok til det i udkanten af metropolet London.
Samme skæbne er overgået flere andre sydengelske kalkstrømme, men stadig løber River Test og River Itchen gennem landskabet. Blot er de ikke så klarvandede som førhen, og blot byder de ikke fiskene på samme gode levevilkår som tidligere.
Men fisk er der – sikkert flere end nogensinde. Det hårde fiskepres, som allerede i 1800-tallet skar toppen af de vilde bækørredbestande, fik hurtigt sat fokus på udsætning af tamfisk som erstatning for de opfiskede vilde. Faktisk blev der allerede dengang udsat så mange fisk i disse hellige kalkstrømme, at der i praksis var tale om rent Put & Take…
Allerede dengang var man klar over problemet, men det var tilsyneladende den eneste mulige løsning. For genudsætning af fisk var et totalt ukendt fænomen, der jo slet ikke var “opfundet” endnu. Og fisk skulle der til, hvis fiskeriet skulle sælges til Londons mange velhavere.
Med en af verdens største millionbyer i baglandet var der lagt op til problemer fra starten af. Dels med det store fiskepres fra storbyens mange fiskere – dels med vandforsyningen. I Sydengland som i Østjylland er byerne tørstige efter det samme grundvand, som føder vandløbene.
Og de sydengelske kalkstrømme er i højere grad end de fleste andre vandløb afhængige af en stabil grundvandstand. De er nemlig kalkstrømme, hvilket betyder, at de får stort set alt deres vand fra den kalkholdige undergrund. Det er filtreret gennem kalklaget, så det er klart som sprit – og dobbelt så dyrt som gin! Sådan hedder det i hvert fald lokalt om vandet i klassiske kalkstrømme som Test og Itchen.
Test
Har man sagt Test, må man også sige Winchester. Det er en gammel engelsk by, som oser af århundreders vel håndhævede traditioner – med Winchester Cathedral som den absolutte højborg.
Her har salig Isaac Walton – alt lystfiskeris agtværdige fader – sit eget kapel, hvor han hvilker sammen med søsteren. Et flot glasmaleri for enden af væggen samt et nyt, buet bænkarrangement i håndskåret træ fortæller, at her værdsætter man sine traditioner og fortidens store personligheder.
Jeg er så heldig, at jeg er inviteret på rundtur af Barrie Welham, der i mange år har ejet og styret British Fly Reels (BFR), som længe har været verdens ubestridt største producent af fluehjul. BFR er i dag opkøbt af amerikanske Orvis, som allerede i 1981 købte Nether Wallop Mill ved Kimbridge – på bredden af River Test.
Hele området oser af tradition og historie. Det var her, den engelske flyhistories første kapitler blev skrevet. Her boede nemlig Sir Sopwith, som designede Første Verdenskrigs måske mest kendte fly: “Sopwith Camel”, som Radisernes Nuser stadig flyver rundt i fra sit hundehus – i evig jagt på Den Røde Baron!
Her boede også Sir Fairies, som udviklede flyene Swordfish & Lysandra – når han altså ikke lige svingede fluestangen. Sir Fairies tog fra arbejdet i London til sit gods ved Test. Han fik anlagt en jernbane, så han kunne have sit eget trinbræt tæt ved godset. Her ventede så butleren med fisketøj og frokostkurv.
Sir Fairies skiftede til fisketøj og fiskegrej, hvorefter butleren gik tilbage til godset. Sir Fairies fiskede sig siden hele vejen hjem igen. Hårdt arbejde efter en hård arbejdsdag…!
De rige og kendte
Det er stadig de rige og kendte, der fisker i River Test. Dette gælder ikke mindst den velkendte Houghton Club, hvis 22 medlemmer råder over hele 18 miles kalkstrøm. Små 30 km kalkstrøm i absolut verdensklasse.
Da jeg på et tidspunkt spurgte Barrie Welham om, hvem og hvordan man kunne komme til at fiske her, kom svaret prompte: “You have to be a MP – at the very least!“. Altså skulle man mindst være medlem af parlamentet, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at komme til at fiske her…
Da vi senere fisker River Test på Orvis’ strækning ved Kimbridge, går der på en mark en flok meget flotte raceheste. “Oh, they belong to Roger”, siger min guide. Og Roger – det er Roger Waters fra Pink Floyd. Han har købt store jordområder her, hvor han lader sine kostbare raceheste græsse i pastorale omgivelser.
Pudsigt nok fisker jeg den dag sammen med Ryan Shadrin, som var communications manager for Orvis USA – dertil stor fan af Pink Floyd som jeg selv. Det er ikke første gang, jeg har fået nye venner via netop Pink Floyd! Eller nyt grej ved verdenskendt fiskevand. Jeg var nemlig inviteret til engelske Test af amerikanske Orvis for at teste de dengang nye Trident fluestænger!
Barrie styrer sportsvognen ad smalle veje og drejer pludselig ind ved et lille kaffehus. Fra broen kan vi her se store guldregnbuer svømme omkring i det klare vand. Barrie sukker: “It wasn’t like this back then…” Dengang var de oprindelige ørreder små, men talrige. Dengang var fisk over kiloet store, og dengang var de alle vilde…
Til gengæld kan man i dag se koryfæer som Eric Clapton svinge fluestangen ved River Test. Som også George Harrison synger om i sin posthume “Mad Cow’s Disease”. – The times they are indeed a-changing”
Itchen
Viscount Edward Grey of Fallodon blev født i 1862 og opnåede at være engelsk udenrigsminister i årene 1905-16 – altså under Første Verdenskrig.
Allerede fra barnsben – under årene på kostskole i Winchester – søgte han som priviligeret adelig tilflugt ved de nærliggende Test og Itchen kalkstrømme. Lord Grey havde en fiskehytte ved Itchen hvor han søgte fred og fordybelse i pauserne fra arbejdet som udenrigsminister under Første Verdenskrig, og Itchen havde dengang en stor bestand af vilde bækørreder. Selv om krigen rasede i Europa, herskede der fred og idyl ved bredden af River Itchen.
Siden er krigen også nået til Itchen. Her som så mange andre steder står striden om, hvad der er natur, og hvad der i stedet er kultur. En værdikamp, vi også kender herhjemme. Ikke mindst er bølgerne gået højt ved en 5 km lang strækning af floden, som går under navnet “Abbott’s Barton”.
Her har naturen siden 1700-tallet været kontrolleret og styret af menneskehånd – ved anlæg af såkaldte “feeders” gravet ud mellem strækninger af kalkstrømmen – med stigbord til kontrolleret oversvømmelse af græsmarkerne for øget og tidligere høst. Den yppige grødevækst skæres regelmæssigt, så man kan fiske i åbne strømrender, og de græsklædte bredder slås, så man kan fiske tørskoet – som en rigtig gentleman!
Enter Hampshire Wildlife Trust, som tilbage i 1981 købte jorden ved Abbot’s Barton for at hindre udstykning af byggegrunde i det naturskønne område. Efter en del år med fredelig sameksistens opsagde Trusten sit lejemål med det lille konsortium på 25 velhavende medlemmer, som havde lejet fiskeretten her i 25 år. Trusten mente, at naturen ikke skulle være forbeholdt et fåtal velhavere fra London.
Men det var ikke trustens eneste anke. Man mente og mener også, at naturen i langt større omfang skal have lov til at passe sig selv. Slut med at skære grøde og slut med at slå græsset på bredderne. Og slut med at genere de stakkels ørreder i floden…
Konsortiet, der har haft fiskeretten på trustens 2/3 af Abbot’s Barton, er nu sagt op, men man har ikke sagt det sidste ord endnu.“This can rightly be described as the cradle of dry-flyfishing. Modern fly-fishing has its origins here.”
Ordene kommer fra Roy Darlington, 59, som har haft fiskeretten her i 25 år. Han råder stadig over en tredjedel af strækningen, som i hvert fald ikke skal springe i skov og ende som sump…
© 2007 Steen Ulnits
Del denne artikel: