De nye “Large Arbor” eller blot “LA” fluehjul fra USA har taget markedet med storm. De byder nemlig på reelle fordele sammenlignet med de konventionelle fluehjul.
I de seneste år har fluefiskeren fået et nyt forhold at tage stilling til, når der skal vælges fluehjul. Idag kan man nemlig vælge mellem de klassiske fluehjul, som alle har en smal spolekerne – og så de nye med en bred spolekerne.
© foto Steen Ulnits
Der er stadig flest hjul med smal spolekerne, men den brede vinder mere og mere indpas, da den har flere fordele.
Det er nemlig hjul, som ikke krøller fluelinen på deres brede spole. Hjul, som tillader meget hurtig indtagning af linen – en kæmpefordel ikke mindst når krogede fisk svømmer ret imod fiskeren. Og hjul, som bibeholder den samme bremsekraft selv under lange udløb. Almindelige hjul bremser mere og mere, jo mindre line der er tilbage på hjulet.
Loop
Det var svenske “Loop”, der lancerede de første fluehjul med bred spolekerne – en konstruktion, der som sagt har flere fordele sammenlignet med konventionelle fluehjul: Man opnår en ensartet bremseeffekt selv under lange udløb, da den effektive spolediameter ikke ændres nævneværdigt. Og så får man samtidig en meget hurtigere indtagning af linen, der heller ikke krøller og tager form efter spolen.
Men mange fiskere har ikke været så glade for de almindelige Loop hjuls åbne konstruktion, der tillader sand og salt at komme ind mellem ruller og spole. Blot nogle få sandskorn i rullerne kan totalblokere systemet. Det har Loop selv taget konsekvensen af med introduktionen af Loop Hi-Tec serien, hvor man har lukket rullerne inde og dermed beskyttet dem.
Eneste ulempe ved de nye Hi-Tec hjul er en høj vægt, der gør hjulene uegnede til enhånds fiskeri. Samt naturligvis prisen, som er næsten det dobbelte af de almindelige, åbne Loop hjul. Og de hører i forvejen til blandt markedets dyreste.
Bauer
Det var amerikanske “Bauer”, der for alvor fik amerikanerne til at spærre øjnene op for de nye “Large Arbor” (LA) hjul med bred spolekerne. Amerikanerne vil nemlig helst købe amerikanske produkter. Bauer hjulenes karakteristiske stjerneformede spoleskrue har givet været en designmæssigt medvirkende årsag til populariteten.
Bauer blev hurtigt indbegrebet af nytænkning og mange fluefiskeres nye favorit. “LA” hjulene byder som nævnt på flere fordele i forhold til almindelige fluehjul: De muliggør en langt hurtigere indtagning af linen, hvilket er en stor fordel – under almindelig opspoling af linen såvel som under fight af fisk. Samtidig undgår man, at den dyre flueline krøller sammen inderst på spolen – med kortere kast og kortere levetid til følge.
Imidlertid holdt prisen i lang tid mange tilbage fra at konvertere til den nye “LA” skole. De “US made” Bauer hjul var og er nemlig ganske dyre. I flere tusnde kroners klassen.
Vision
“Vision” er et nyt navn på det danske marked for fluegrej – men et navn, vi helt sikkert kommer til at høre meget mere fra og til. Der er nemlig masser af visioner fra dette firma, hvis første produkter er en serie helt ny serie fluehjul med bred spolekerne.
De nye “Vision” fluehjul minder utrolig meget om de amerikanske “Bauer” hjul – blot er de rundt regnet en tusse billigere. Og kvaliteten er tilsyneladende helt den samme. Hjulene fremstilles blot i Fjernøsten og ikke i USA. Det er hele forskellen. Den karakteristiske stjerneformede spoleskrue er dog erstattet af en almindelig skruemøtrik.
“Vision” hjulene er fræset ud af en massiv blok flyaluminium, hvilket giver en utrolig styrke og stivhed i godset. Den store spole hviler på hele to rustfri kuglelejer, hvilket garanterer stor slidstyrke og en lang levetid. Lejerne ligger godt beskyttet mod det sand og salt, som ofte er et problem for storspolehjul med åbne lejer – primært svenske “Loop”, som jo ellers opfandt konceptet.
Endelig er der bremsen, som er i særklasse med sine overstore skiver af kork og teflon. Kombinationen af overstore bremseskiver med den store spolediameter giver en silkeblød bremse, der starter jævnt op og kan justeres hårfint.
Et hjul, der byder på et rigtig godt forhold mellem pris og kvalitet. Og et hjul, som derfor på rekordtid har vundet mange tilhængere blandt danske fluefiskere.
Waterworks
Det var som bekendt svenske Loop, der for alvor bragte fluehjul med bred spolekerne på banen.
Men amerikanerne har ikke ligget på den lade side. De har i mellemtiden lanceret adskillige nye modeller, som byder på en bred spolekerne i et lukket design. Men i mange tilfælde modeller, som ikke helt udnytter bredspole-konceptets fordele.
Det amerikanske firma “Waterworks” var klar over de klassiske Loop hjuls såvel fordele som ulemper. De mente derfor, at de kunne gøre det bedre, og resultatet er nu blevet en serie radikalt nye “ULA” hjul.
“ULA” står for “Ultra Large Arbor” – på dansk “Ultra Bred Spolekerne”.
Hjulene er radikalt anderledes. De er for det første uhyre lette – fremstillet som de er i udfræset og perforeret flyaluminium med fittings af titanium. Dernæst byder de på en lukket konstruktion af lejet, som er gemt inde i spoleakslen og dér forseglet med en vandtæt O-ring. Hermed har man undgået det problem, der plager de klassiske Loop hjul.
“ULA Purist” hjulene fra Waterworks egner sig med deres spinkle bremsesystemer – en simpel fjederbelastet knarre – bedst til det lidt lettere fluefiskeri. Den nyeste serie “ULA Force” har en enkel skivebremse, der håndterer større fisk.
CompO
Folkene bag den danske overtagelse af hollandske “ATH” har hverken ligget på den lade side eller kun haft metal i hovedet! Det bevises af et nyt dansk designet og dansk fremstillet fluehjul i kulfiberforstærket plast.
Hjulet hedder “CompO” og tilhører den nye gereration af fluehjul med bred spolekerne. Det leveres i to størrelser – en lille til tørflue og nymfe samt en stor, der er ideel til kystfluefiskeri samt lettere laksefiskeri.
Hjulet, som har spoleaksel og kontravægt i rustfrit stål, er tillige forsynet med et holdbart glideleje i bronze. Det er et hjul, hvis konstruktion på mange måder giver umiddelbare mindelser om det svenske “Loop” design.
Men hvor svenskerne opererer med et helt åbent design, som er meget følsomt over for støv, snavs og sandskorn i lejerne, så er det nye “CompO” hjul en lukket konstruktion, der ikke lider af den slags skavanker. Samtidig byder den på alle de fordele, som fluehjul med bred spolekerne nu engang gør – hurtig indtagning af linen og mindre hukommelse.
Det mest fantastiske er imidlertid prisen, som er under kr. 400,-. Ekstraspoler koster under kr. 100,-. Det nye danske hjul ligner således en succes fra fødselen af – eller fortjener i hvert fald at blive det!
Orvis
Nej, navnet er ikke hentet fra de nye episoder af Star Wars. Men det nye hjul fra Orvis kunne såmænd godt lede tankerne hen på både Star Wars og Rumskibet Enterprise – så spaceagtigt ser det nemlig ud.
Navnet er “Vortex”, der på engelsk betyder noget i retning af “malstrøm”. Navnet hentyder til hjulets konstruktion, der er af Large Arbor typen med stor spolediameter og bred spolekerne. Når det roterer, ligner hjulet med sine tre karakteristiske spolestivere en rivende malstrøm. Noget, der på de seneste modeller er forstærket ved specielle udfræsninger på bagsiden af hjulet.
Men Vortex er ikke blot endnu et hjul i den efterhånden lange række af storspolehjul. Orvis har været lidt sent ude, hvad angår LA hjul, men nu er de her altså – med et hjul, der på mange måder skiller sig ud fra konkurrenterne.
Således giver Vortex – ifølge Orvis selv – mere line på hjulet for hver omdrejning end både Abel, Bauer og Tibor i tilsvarende vægtklasser. Og ser man på bremseskivernes flademål, ligger Vortex flere hestehoveder foran. Således har Vortex skiver, der er næsten 50% større end den nærmeste konkurrent.
Som forresten også er et Orvis produkt, nemlig “Odyssey” hjulene. Først langt nede kommer konkurrenterne fra Abel, Bauer og Tibor.
Battenkill Large Arbor
Her først i det nye årtusinde kom Orvis igen på banen med et helt nyt storspolehjul – dennegang med “Battenkill Large Arbor”, der nok skal få mange nye tilhængere.
Battenkill hjulet er baseret på bremsesystemet fra de velprøvede Battenkill hjul, som er sol
gt i hundredtusindvis verden over – kombineret med en ny LA spole, som på mange måder leder tankerne hen på svenske Loop. Blot har man ikke her problemerne med de åbne lejer, som er et let bytte for sand, salt og snavs.
Det testede hjul er den største model 9/10, som rummer en WF 9 F line plus 200 meter 20 lbs. bagline. Trods den store kapacitet vejer hjulet kun 170 gram, og samtidig byder det på klassens suverænt største indtagningshastighed: Hele 30 cm line per omdrejning!
Det er noget, der for alvor kan mærkes, når man skal spole løsline op eller holde stram line til en fisk, der pludselig vender og svømmer lige imod én. Har man først vænnet sig til det store og åbne hjuls udseende, er man hurtigt solgt på dets høje grad af funktionalitet. Selv spoleskift er noget, der klares på et øjeblik – uden de irriterende løsdele, som mange andre storspolehjul byder på.
Og da prisen ligger under DKK 2.000, kan man som potential køber kun være tilfreds.
Lamson
Det amerikanske firma “Waterworks”, der som nævnt producerer en serie af de såkaldte “Large Arbor” fluehjul med bred spolekerne, har her på det sidste ført en lidt omflakkende tilværelse .
Således entrerede Waterworks først med ligeledes amerikanske “Sage”, og sammen introducerede de stænger og hjul med integreret hjulholder i de letteste lineklasser. Avancerede sager i den helt dyre ende af spektret.
Sage havde inden da opkøbt hjulproducenten “Lamson”, der i nogle år fremstillede fremragende fluehjul til rimelige priser. Nu har Waterworks købt Lamson af Sage, så hvis nogen føler sig lidt forvirrede, er det ganske forståeligt…
Men det nye Waterworks/Lamson har netop lanceret en helt ny serie fluehjul, som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige fluehjul. For det første er der tale om vaskeægte “Large Arbor” fluehjul – ikke blot tilpassede gamle modeller, som flere andre firmaer har gjort det. For det andet er designet radikalt anderledes – dertil ganske elegant, hvad billederne vist tydeligt viser.
Vil man have noget anderledes for enden af sin (dyre) fluestang, er der således al mulig grund til at se nærmere på de nye Lamson “LiteSpeed” hjul, der har samme bremsesystem som ULA Force hjulene.
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: