Storfinnede Stallinger

Bare en Blåmand…

Er der noget, som kan dele vandene i fluefiskeriets moderland, England, så er det stallingen.

Denne storfinnede laksefisk, der ganske vist har fedtfinne som ørreder og laks, men som på mange måder ellers minder mere om en helt eller sågar en skalle. En fisk, som meget rammende er blevet kaldt “vandenes dronning”, da den er blid af udseende og gemyt – stik modsat den mere bastante ørred, den ofte deler vandløbet med.

Mange ser i England ned på stallingen og betragter den som en skidtfisk, der bør fjernes. En næringskonkurrent til ørreden, som langt flere værdsætter, og som derfor fjernes med alle til rådighed stående midler. Ofte forlænger man sæsonen helt ind i november i de klassiske sydengelske kalkstrømme og tillader et målrettet fiskeri effter stallinger, som så fjernes. Er det ikke nok, griber man nogle steder sågar til at trække vod efter flokkene af stalling!

Stallinger med status

Men sådan ser man heldigvis ikke på stallingen alle steder. Mange steder har den en helt anden status, og for mange fluefiskere er det fluefisken par excellence. Kulturhistorisk har den også altid haft en høj stjerne. Eksempelvis har det i flere århundreder langs den tyske Rhin heddet sig, at “Asch ist der Rheingraf – Salm nu ein Herr”:

– At stallingen er Rhingreven, mens laksen kun er en simpel herremand. Sådan. Så blev det sat på plads af de gæve Germanere!

På samme måde betragtes stallingen ofte som den fineste og mest attråværdige fisk i det høje nord – i Finnmarkens og ikke mindst Lapplands krystalklare elve. Her har stallingen en status, der tiltrækker fluefiskere fra hele Europa, for heroppe bliver stallingerne større end gennemsnittet. Heroppe er det ikke umuligt at kroge et monster på den anden side af de magiske 2 kg!

For mange fluefiskere er den storfinnede stalling den fineste af alle laksefiskene – ikke mindst på grund af den meget store rygfinne, som især de stor hanstallinger – herhjemme kaldet “blåmænd” på grund af deres farve – er forsynet med.

Rygfinnen er stallingens adelsmærke, som adskiller den fra samtlige andre laksefisk. Dens funktion er ukendt, men fra akvarieforsøg ved man, at stallingerne bruger den under gydningen. Og det er vel en fair forklaring?

Stallingerne lever ofte side om side med ørreden, men deres krav til levested er ganske forskellige. Således graver den blide stalling ikke sine æg ned mellem bundens sten, som den robuste ørred gør det. I stedet lægger den sine klæbrige æg på steder, hvor de kan fæstne sig til sand eller planter, inden de klækkes.

Invasion i Gudenåen

Det betyder, at stallingen i regelen har gode betingelser i sandede vestjyske vandløb, hvor der ofte mangler stenede gydepladser til ørrederne. Er det tilfældet, vil stallingerne hurtigt kunne udkonkurrere bækørrederne, som derfor forsvinder.

Det så man tydeligt ved Gudenåen, som fra naturens hånd aldrig har huset stallinger. Gudenåen er nemlig østvendt, og kun vestvendte vandløb har haft en naturlig indvandring af stallinger sydfra, da Vesterhavet stadig var skovdækket land med afstrømning sydfra.

Men da Gudenåen og Skjernå begge udspringer blot få hundrede meter fra hinanden – i Tinnet Krat på den jyske højderyg – var det for fristende for nogle engagerede jyske lystfiskere at flytte en håndfuld stallinger fra den vestvendte Skjernå over i den østvendte Gudenå.

Faunaforurening ville vi kalde det i vore oplyste dage. Det skete i to omgange, i mælkejunger og på cykelanhænger i 1940‘erne. De medbragte cykelpumper sørgede for, at der hele tiden kom frisk luft i jungerne!

De vestjyske stallinger kvitterede for transporten ved at slå overmåde godt an i den østjyske Gudenå. Her var der langt mere føde end i det karske Vestjylland, og stallingerne voksede sig hurtigt store i både størrelse og antal. I så høj grad, at de helt forviste den ellers naturligt forekommende bækørred til en skyggetilværelse under trærødderne…

Tandløs gourmet

Stallingen er markant ved kun at forekomme i to arter på verdensplan. Som alle andre laksefisk findes den kun naturligt på den nordlige halvkugle, hvor den forekommer som europæisk stalling vest for Uralbjergene og som arktisk stalling over resten af polkalotten.

I Alperne betragter man stallingen som en karakterfisk i bjergenes forland. Her, hvor strømmen er svagere, erstatter den ørreden, som trives langt bedre i den hårdere strøm længere oppe. Stallingen lever således op til sit blide image og gemyt, der passer bedre ind i forlandets stille strømme!

Den arktiske stalling ligner vor europæiske ganske meget, men har en større rygfinne og små tænder i munden. Den er da også langt mere aggressiv end vor egen stalling og angriber ofte selv store blink og spinnere. Hvad kun de allerstørste europæiske stallinger kan finde på. De er nemlig mest til små insekter, som de kan suge ned fra overfladen med deres lille og tandløse mund. Måske derfor stallingen er den perfekte tørfluefisk?

Fluefiskere i mange lande har længe funderet over stallingen og dens udprægede forkærlighed for insekter på overfladen. Faktisk er stallingen så glad for overfladeføde, at den gerne stiger mere end et par meter fra sit strømlæ på bunden – blot for at tage et lille insekt på overfladen.

Denne karakteristiske adfærd har ført til spekulationer og historier om, at stallingen skulle være specielt langsynet – noget, der imidlertid intet belæg er for at påstå. Faktum er imidlertid, at man kan bruge denne adfærd til at fiske med tørflue, selv om der ingen insekter er overhovedet. Ved man, hvor fiskene holder til, kan man ofte starte et kunstigt “rise” ved gentagne kast med tørfluen over samme plads.

Hidsige høstfisk

Engang oplevede jeg i Gudenåen ved Voervadsbro, hvordan stallinger tilsyneladende helt uden grund steg til store flager af nyfalden tøsne. Det kan der ikke have været megen næring i. Det var der bestemt heller ikke i de af mine tørfluer, som fiskene villigt tog mellem sneflagerne!

I det hele taget trives stallingen i koldt vand og vejr, hvorfor den ofte forbindes med sent høstfiskeri, hvor ørrederne enten er gået i hi eller er begyndt på legen. Det oplevede jeg for nogle år siden i den sydskotske River Wear, som mest er kendt for sine laks og havørreder, men som også huser en fin bestand af stallinger.

Det var en råkold novemberdag med sne i luften. Vandet løb iskoldt omkring mine skridtstøvler og målte sølle 3 grader. Der var ingen insekter på vandet overhovedet, men alligevel steg stallingerne villigt til mine små blindt fiskede tørfluer. En enkelt plump halvkilos stalling var fuldstændig balstyrig under fighten i det kolde vand og sprang højt ud af vandet flere gange!

Jo, stallinger er ikke nemme at blive kloge på, men de er fantastiske fluefisk. Så meget står klart. Det er også en kendsgerning, at de gerne ser rødt. I så høj grad, at man rent faktisk ikke behøver andre fluer end den evigt unge Red Tag – fisket tørt eller vådt!

© 2010 Steen Ulnits