Stålsatte Steelheads

Regnbuen, der slet ikke var en ørred…

Der var engang – for ikke så forfærdeligt længe siden – at regnbueørreden var netop det: En ørred. Det troede man, fordi regnbuen nu engang ligner en ørred. Og det troede man, fordi man ikke vidste bedre. Fordi man ikke havde hørt om DNA, da man gav regnbueørreden dens latinske navn “Salmo gairdnerii” efter dens opdager Meredith Gairdner eller “Salmo irideus” efter dens skinnende udseende.

Faktisk kendte man slet ikke til eksistensen eller opbygningen af DNA, da regnbueørreden fik sit navn. Men så knækkede de to forskere James Watson og Francis Crick i 1950‘erne koden – “with a little help from their friends” – og fik siden Nobelprisen for deres banebrydende arbejde. Hurtigt kom “the forensics” på banen med deres nyudviklede analyseudstyr, som uden videre kunne afgøre, om DNA på et gerningssted eller offer kunne stamme fra en mistænkt eller ej.

Herfra var vejen banet til fiskenes forunderlige verden. Regnbuen, som hele tiden havde troet, at den var en ørred, kom på bedre tanker. Dens DNA viste nemlig – hvad der ikke burde have overrasket nogen seriøs forsker – at regnbuen er nært beslægtet med stillehavslaksene, som den jo deler vandløb med. Den tilhører således en gren af Oncorhynchus slægten og har ikke det mindste med vor atlantiske Salmo slægt at gøre. Regnbuen er således meget mere end laks end en ørred!

 

Tjaeh, sådan kan det gå, når man ikke har sine papirer i orden. Men det har regnbuen nu, hvorfor den har taget navneforandring til sit korrekte latinske artsnavn Oncorhynchus mykiss – gendøbt efter den russiske ichtyolog Walbaum’s oprindelige artsnavn helt tilbage fra 1792. Bedre sent end aldrig! Det officielle skifte fra ørred til laks skete i 1992 og vakte dengang en del opsigt. Det tog både fiskere og forskere lidt tid at komme sig over dette radikale skifte i opfattelsen af en meget populær og udbredt fiskeart!

For interesserede kan det oplyses, at “Oncorhynchus” betyder noget i retning af “kroget næse”, og at “mykiss” er det sibiriske navn for arten, der lige som stillehavslaksene også forekommer naturligt her.  Men dens generiske danske navn hænger stadig ved. På dansk er Oncorhynchus mykiss således stadig en ørred – omend en regnbue af slagsen!

Generelt kan man derfor sige, at regnbuen er for stillehavslaksene, hvad ørreden er for atlanterhavslaksen. Hverken mere eller mindre. En slægtning, der lever et mindre dramatisk liv, og som ikke vandrer helt så langt omkring. Modsat stillehavslaksene dør regnbuen ikke efter gydningen, hvilket ikke mindst dambrugere verden over er meget glade for!

På nøjagtig samme måde, som vor europæiske ørred forekommer i tre forskellige former – bækørred, søørred og havørred – så har også regnbuen skilt sig ud i tilsvarende former eller underarter. Der findes således mindre regnbuer, som lever hele livet i samme vandløb. Og regnbuer, der vokser sig store i søer med mere føde. Samt regnbuer, der vælger at vandre ud i Stillehavet, hvor de kan vokse sig endnu større.

 

Det er de sidste, du ser på billederne her. Det er havvandrende regnbuer, som siden 1880‘erne har haft det amerikanske kælenavn “steelheads” efter deres stålsatte udseende og farvedragt.

Steelheads findes langs hele den nordamerikanske vestkyst samt i de samme vandløb i Asien, hvor også stillehavslaksene lever. De vandrer langt omkring, men kommer dog ikke helt derud, hvor kongelaksene vokser sig rekordstore. Steelheads kan alligevel veje op til 20 kg, men ses sjældent ret meget større end 10 kg. Fisken på billedet herover vejede 9 kg og blev taget næsten 400 km oppe i det store Skeena vandsystem.

Steelhead’en er en uhyre eftertragtet sportsfisk overalt, hvor den forekommer. Desværre er den også truet mange steder – primært fordi den indgår som en uønsket bifangst under det storstilede kommercielle fiskeri efter stillehavslaks i Canada og Alaska. Mange tusinde stålhoveder havner således på dåse sammen med især den rødkødede sockeye laks.

Steelhead’ens popularitet skyldes ikke mindst den fight, den i regelen disker op med. En hidsig fight med lange udløb og høje spring á la dem, vi kender så godt fra den mindre regnbue. Steelheads har helt enkelt mere dynamit i halen end de fleste arter!

Seriøse steelhead-fiskere skelner imellem to slags steelhead: Sommerfisk og vinterfisk. Sommerfiskene er de mest eftertragtede, da de stiger op i elvene allerede om sommeren året før gydningen. Regnbuer er – modsat vore egne vintergydende laks og ørreder – forårsgydere, og sommerfiskene står derfor i elven i mange måneder, inden de gyder.

 

Sommerfiskene er færre end vinterfiskene, der ankommer i månederne op til legen. Vinterfiskene er i regelen mere eller mindre farvede og giver ikke samme hidsige fight som sommerfiskene. Det skyldes ikke mindst det nu koldere vand, som kræver synkeliner for at nå ned til fiskene. Sommerfiskene derimod stiger gerne til overfladen efter en lille flue – præcis som vore egne atlanterhavslaks gør det om sommeren.

Men uanset årstiden så rangerer steelhead’en blandt verdens meste eftertragtede sportsfisk. Det er derfor lidt pudsigt at tænke på, at den tamme regnbue, vi kender fra danske dambrug og Put & Take vande, faktisk er nøjagtig den samme fisk…

Regnbueørreden er en hårdfør fisk, som ikke kræver meget af sine omgivelser, og som let lader sig domesticere. Den tåler højere vandtemperaturer end vor hjemlige ørred og kan gå tættere i dammene. Samtidig vokser den hurtigt og er dermed den ideelle dambrugsfisk.

I gamle dage undslap store mængder regnbuer fra danske dambrug, og mange af dem tog straks på langfart nedefter i vandløbene. Til sidst havnede i ude i hav eller fjord, hvor de hurtigt bliver helt sølvblanke – ganske uden de markante røde gællelåg og den ligeledes røde sidestribe. Faktisk er de så blanke, at mange tror, de er havørreder. Den buttede kropsform, det lille afrundede hoved samt de mange små pletter i ikke mindst halefinnen afslører dem dog for kenderen.

Det gør deres fight for øvrigt også. Selv en forvildet tamfisk fighter nemlig bedre end selv den vildeste havørred…

© 2011 Steen Ulnits