Håbløse havørreder & luskede laks. Det er, hvad åfiskeren har med at gøre her sidst på sæsonen. Men der er heldigvis måder at overliste de farvede høstfisk på…
Laks og havørred, som er på gydebesøg i vandløbet, tager ikke føde til sig som åens faste beboere, ørred og stalling. Her sidst på sæsonen har de kun sex på hjernen!
At de alligevel kan fanges, er ikke så lidt af et paradoks. Man kan kun gisne om de egentlige årsager. Som lystfisker må man dog glæde sig over, at de kan fanges – endda på mange forskellige måder.
© foto Steen Ulnits
Fælles for alle de havvandrende laksefisk er, at de udnytter havets rigdom på føde til at vokse sig større, end de ville kunne i vandløbet. Vandløbet bruges derfor blot som gydeplads og opvækstvand for ungfiskene.
Hugrefleksen
Ude i havet – det være sig tæt inde under land eller langt til havs – tænker fiskene kun på at æde sig store, inden de bliver kønsmodne. Herude er hugrefleksen derfor helt dominerende. Fiskene æder alt det, de overhovedet kan, for at få sul på kroppen inden den ofte anstrengende gydevandring.
Når fiskene ser noget spiseligt, udløses deres hugrefleks automatisk. Man kan sige, at de er forprogrammerede ædemaskiner i havet. Jo mere sultne de er, desto lettere udløses hugrefleksen.
På et eller andet tidspunkt bliver fiskene imidlertid kønsmodne. Fødevandløbet kalder, og sulten falder. Gradvis indstiller de jagten på småfisk og krebsdyr og påbegynder den ofte lange vandring tilbage til å eller elv. Typisk søger de ind under land bestemte steder, hvorfra de så vandrer det sidste stykke inde under land.
De nystegne fisk har endnu hugrefleksen fra havet i behold – i hvert fald mere eller mindre. Jo kortere tid og afstand de har tilbragt fra ædepladserne, desto stærkere er hugrefleksen. Har de omvendt været længe undervejs, er hugrefleksen reduceret tilsvarende. Nystegne fisk vil dog altid have noget af hugrefleksen i behold – til stor glæde for de lystfiskere, der venter på dem oppe i åen!
© foto Steen Ulnits
Aggressionen
I havet var der god plads, og såvel laks som havørred har ofte jaget i hinandens selskab. Og når kønsmodningen satte ind, har de ofte parvis eller i mindre flokke søgt tilbage mod ferskvandet.
I vandløbet er forholdene imidlertid ganske anderledes. De i havet så sociale fisk ændrer nu karakter og bliver til territoriehævdende enspændere. I vandløbet er der nemlig kun et begrænset antal standpladser, og dem kæmpes der nu indædt om.
Store fisk holder deres attraktive pladser fri for mindre artsfæller, der sidst på sæsonen ofte må løbe spidsrod mellem de optagne standpladser. Ofte bliver der vildt røre, dersom en ny fisk trænger sig ind på en gammels vel hævdede revir.
Det tager dog de nystegne blankfisk nogen tid at skifte ham. I starten kan de stadig være socialt anlagte og tåler derfor hinandens selskab. Det ses ofte i vandløbets nedre del, hvor friske blankfisk færdes i mindre flokke, som endnu ikke er knyttet til faste pladser. Efterhånden begynder fiskene dog at skifte ham.
I takt med dette hamskifte bliver fiskene mere og mere aggressive. De forsvarer stædigt deres standpladser – hannerne specielt aggressivt mod andre hanner – og bliver nu lettere og lettere at lokke til hug igen. Nu kan de ofte tirres til hug ved gentagne kast til samme standplads.
Fiskene samler sig nær gydebankerne her sidst på sæsonen.
© foto Steen Ulnits
Ligheder og forskelle
Havørreden er generelt en langt mere sky fisk end laksen, der tilsyneladende ikke frygter ret meget oppe i åen. I hvert fald kan man ganske ofte komme meget tæt på en observeret laks – så tæt, at laksen med garanti også kan se fiskeren.
Men det tager den i regelen ingen notits af. Hvor enhver havørred med respekt for sig selv – uanset størrelse – ville være flygtet over stok og sten, dér bliver laksen blot roligt stående. Eventuelt bakker den lidt længere ud i strømmen – helt uden den panik, som karakteriserer havørreden.
Det er et velkendt fænomen, at laks overhovedet ikke tager føde til sig oppe i vandløbet. De kan ganske vist finde på at smage på både orm og rejer, men de spytter dem altid ud igen. De har ganske enkelt ikke fordøjelsessystemet sat til, når de er på gydevandring.
Havørreden tager normalt heller ikke føde til sig i vandløbet, men der kendes dog undtagelser. Således kan havørreder under store klækninger af store insekter godt finde på at stige til overfladen for at guffe disse godbidder i sig.
Hovedregelen er dog, at havørreden i lighed med laksen intet æder på sin gydevandring.
Lyssky ørreder
Det er ligeledes et velkendt fænomen, at havørreder er udpræget nataktive. Ingen af de andre laksefisk er lyssky i nær samme grad. Og da slet ikke laksen, som nærmere må siges at være udpræget dagaktiv.
© foto Steen Ulnits
Dagen igennem står de store havørreder gemt i dybe høller, under udhængende træer eller udhulede brinker. Først om natten vover de sig frem – meget ofte på det lave vand i svingenes inderside eller høllernes nedre del. Her er de stadig sky, men nu kan de fanges!
Natfiskeri er derfor en speciel aktivitet for de fiskere, der går målrettet efter store høstørreder – og som vel at mærke ikke er mørkerædde. Natfiskeriet kræver samtidig, at man er meget lokalkendt. Ellers kan man ikke affiske de rette steder og undgå de farlige – dybe høller, mudrede grøfter og lignende.
Natfiskeriet er således for de få forhærdede, der så til gengæld ofte løber af med de fleste havørreder.
Fluefiskeri
Om sommeren, hvor vandet i regelen er lavt og varmt, bruges flydeline og fluer fisket lige under overfladen. Da vil man opleve, at fiskene stiger helt op til overfladen for at tage den lille flue og gå ned med den igen.
I det sene efterår skal der i stedet fiskes med synkeline og lange nedstrøms kast, som får fluen til at gå langsomt. De tunge synkeliner kan jo ikke mendes, når først de er sunket. Og åens laks og havørreder gider ikke flytte sig ret meget efter en lille flue, der suser forbi.
© foto Steen Ulnits
Fluerne til efterårets aggressive gydefisk må derfor gerne være store og i farver, der matcher fiskenes gydedragt. Det er nemlig farver, der kan hidse specielt hanfiskene op – farver, der måske får dem til at se en mulig rival i fluen. Fluer i krasse farver er derfor et godt valg til efterårets fluefiskeri efter farvede laks og havørreder. Dertil gentagne kast til samme fisk eller standplads.
Fluefiskerne har længe prøvet at kopiere de røde rejer – bedst med en “General Practitioner”. Fluefiskerne ved, at netop rejefluer ofte fisker godt på farvede og gydemodne fisk, som har været længe i elven. Men måske er det her blot de krasse farver, der hidser de aggressive gydelaks til hug – mere end genkendelsen af et kært fødeemne?
© foto Steen Ulnits
Naturligvis kan man i teorien bruge alle metoder til natfiskeri efter åens havørreder, men i praksis dur kun fluefiskeri. Med fluen kan man nemlig affiske det helt lave vand, hvor fiskene ofte står om natten, og med fluegrej kan man arbejde med den samme linelængde ude hele tiden. Man ved således, hvor fluen befinder sig. Det ved man ikke med eksempelvis spinnegrej.
Natfiskeri kræver i sagens natur kraftigere grej end dagfiskeri. Med hård hånd skal man kunne styre fiskene uden om de forhindringer, man ikke selv kan se, men som man ved er der. Forfanget skal derfor være kraftigt – 0.35-0.40 er ikke for meget.
Fluerne skal være tilsvarende store og buskede, så de danner en tydelig silhuet mod den trods alt lysere nattehimmel. Muddler fluer og Zonkers er derfor favoritter til dette fiskeri, som foregår skråt nedstrøms på klassisk vis.
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: