Sharpe’s Scottie Spliced Splitcane Salmon

Engang imellem opfindes der grej så radikalt anderledes, at man absolut må have det i samlingen. Skotske Sharpes splejsede splitcane stænger hører til denne kategori.

Under mit første besøg i Alaska stiftede jeg bekendtskab med en fiskestang, der var så britisk, som nogen kunne være – trods lokaliteten i det nordligste Nordamerika.

Med på turen var to af Sveriges daværende lyslevende legender, hvad fluefiskeri angår: Kunstneren og forfatteren Rolf Smedman samt den legendariske Mørrumsfisker Jan Forssander.

Sidstnævnte havde medbragt en lang tohånds fluestang, som han gerne brugte hjemme i Mørrum: En splejset (spliced – ikke spinkel!) splitcanestang fra skotske Sharpe i Aberdeen.

13 fod lang var den – dertil tung som et ondt år. I hvert fald for min dengang 18-årige krop. Men stangen var gudesmuk, syntes jeg, og den havde en vidunderlig helaktion, der nåede helt ned i bundduppen. Og så lod Jan mig låne den ved den hvidskummende Newhalen River nær Iliamna – efter at et uheldigt fald havde givet mit Hardy Marquis hjul en skæv spole, der blokerede og resulterede i en mistet sockeyelaks…

Anyway. Jan inviterede mig efterfølgende på besøg i Sydsverige, hvor han var godt gift med stor gård og god whisky i flasken. Vi turede rundt ved hans hjemmevand, Mørrumsåen, der dengang slet ikke var overrendt, som tilfældet er i dag. Vi kunne gå fra sted til sted og være de eneste om fiskene og fiskeriet.

Jan lærte mig en masse, og vi tilbragte mange gode timer øverst oppe ved Rosendala. Han viste mig de forskellige pladser, hvor han havde fanget masser af laks og havørreder – de sidste flere gange på den rigtige side af de 10 kg. Det kunne man se beviser på i hall’en på Hotel Walhalla i Mörrum. Her hang Jan på væggen med adskilllige storfisk – ofte taget på enhåndsstang.

Det var dengang – vi skriver 1976 – hvor den svenske stat endnu ikke havde besluttet sig for at skambruge åen og forvandle den fra et strålende havørredvand med et ringe økonomisk potentiale til et profitabelt laksevand i verdensklasse. Der var fred og ro ved elven, hvor havørrederne var i overtal. Svært at forestille sig i dag, hvor det i perioder kan være svært at komme til for laks…

En laksekalv

Anyway, vi hyggede os ved Rosendala. Jeg med min nye Hardy Jet enhåndsstang i glasfiber og Jan med sin elskede Sharpe’s Spliced i imprægneret splitcane. På et tidspunkt mente Jan, at nu havde vi set pladser nok. Nu skulle jeg fange en fisk. Det syntes jeg naturligvis var en rigtig god idé, selv om jeg ikke rigtig troede på ham. Også dengang var det ikke let at fange fisk i Mørrumsåen.

Men Jan havde ret. Han kendte sin elv og sine fisk. Jeg fik besked på at lægge fluen ud i strømmen helt tæt på land, hvor der næppe har været mere end en halv meter vand. – Här står det alltid en laxkalv!, bedyrede han. Og ganske rigtigt: Da min lille sorte flue første gang svingede ind under bredden, strammede linen op – fluen taget af en let farvet grilse af den slags, svenskerne så malende kalder en “laksekalv”.

Vi gentog nummeret flere gange – noget, der desværre er umuligt i dag. Vi lukrerede på, at der i de dage var fred og ro langs elven – så meget, at fiskene kunne stå helt inde under land uden at blive forstyrret. I dag er der så megen trafik ved Mørrumsåen, at fiskene aldrig står herinde. De er presset ud på dybere vand, hvor de kan være i fred. Ak ja…

Men det var jo stangen, det handlede om. Jan er død nu – efter sigende af lidt for mange whiskysjusser – men hans minde lever videre hos mig. Det gør også mindet om den fantastiske stang, som jeg havde lånt af ham i Alaska, og som han selv altid brugte i Mørrrum. En dag faldt jeg så tilfældigt over et eksemplar i “prime condition – hardly used” hos en typisk engelsk grejpusher i et typisk engelsk grejantikvariat.

Den var ikke billig, men jeg betænkte mig kun i få sekunder. Så slog jeg til. Den hænger nu på væggen i mit kontor og minder mig om Jan Forssander og vore ture ved Mørrumsåen i de gode, gamle dage. Én gang om året drister jeg mig til at tage stangen ned fra væggen og tage den med ud til vandet. Det er et tung satan at bakse med, men minderne gør den alligevel utrolig let imellem hænderne!

Spliced Splitcane

Det var amerikanske Orvis, der engang i tidernes morgen opfandt en metode til at imprægnere splitcane med, så materialet blev vandafvisende. Bakelit under tryk var recepten, og den overtog siden skotske Sharpe’s fra Aberdeen.

Men ikke nok med det. De besværlige metalferruler var der jo stadig, men også her fandtes en løsning: Splejsning af stangdelene uden metal imellem. En metode, som var muliggjort af imprægneringen. Indtil da havde splitcanen været som et åbent sår, når den ikke var lakeret. Et organiske materiale, som sugede vand. Dengang var limen næppe heller så vandfast, som vi har den i dag…

“Spliced” samlinger krævede blot, at de enkelte stangdele var designet helt anderledes. Nu skulle de store anlægsflader være specielt tilpasset hinanden, og stangdelene skulle siden splejses sammen – først med fugtige læderstrimler og siden med fleksibel elektrikertape. Så fik og får man en færdig stang, hvis aktion ikke ødelægges af de stive metalferuler.

Man fik også en stang, hvis samlinger nu var lidt mere sårbare over for stød og slag. De taperede klingers endestykker måtte derfor beskyttes med specielle “plugs”, som vikles fast om enderne. Lidt besværligt, men til at bære, hvis man nu ville have en splejset fluestang.

I dag kan det synes som en noget besværlig metode til samling af lange fluestænger, men det var det ikke dengang. Dengang ankom man ofte til laksevandet efter en lang rejse. Man indlogerede sig på hotellet og riggede sine stænger til for ugen. Siden stod de uden for og ventede – i samlet tilstand. Først når man skulle hjem igen, blev de skilt ad.

Problemet var således ikke stort i de dage, og måske havde man endda en ghillie til at gøre det for sig. En uvurderlig fordel var og er det, at stangen så aldrig vrider sig under de mange spey- og underhåndskast. Stik modsat en moderne kulfiberstang, som af samme årsag altid bør tapes.

Gammelt, genialt – og godt gået af de gæve skotter!

© 2010 Steen Ulnits