Der er laks, og så er der laks. Nogle af dem husker man markant bedre end andre, der hurtigt går i glemmebogen.
Måske fordi de blev fanget under helt almindelige omstændigheder eller ikke bød på nævneværdige udfordringer. Sæsonens sidste laks er imidlertid altid svær at glemme – specielt da, hvis den blev fanget under usædvanlige forhold.
Det var tilfældet med dette års sidste laks. Kim og jeg var taget til det nordøstlige Island for at afslutte sæsonen på værdig vis. September markerer heroppe slutningen på sæsonen, og vejret plejer at arte sig – specielt i første halvdel af måneden. Vi var der imidlertid lidt senere, og det fik vi at mærke. De første dage bød nærmest på Indian summer – med dagtemperaturer omkring de 15 grader.
Men så meldte vejrudsigten pludselig om vinter. Regnen kom væltende ned og fik elven til at stige markant. De små vandløb, som vi hver dag krydsede langs elven i vor 4-hjulstrækker, blev til veritable elve af brunt regnvand.
En nordlig vind på omkring 20 sekundmeter sørgede for, at regnen faldt mere vandret end lodret. Vi sad inde i hytten og lunede os ved køkkenets hyggelige oliekomfur, mens vi kiggede ud på uvejret, der bestemt ikke fristede til udendørs aktiviteter – og da slet ikke fluefiskeri.
Uvejret fik dog ende, og ud til vandet kom vi da igen. Men det var ikke samme elv som før. Vandet løb højt og uklart, men klarede dog hurtigt op og blev fiskbart igen. Imidlertid var det nu blevet så koldt, at vi måtte have alt tøj op af kufferterne og på kroppen for at holde varmen. Hue, handsker og halstørklæde blev obligatorisk beklædning. Nødvendigt for at holde varmen i vandet, men alt for varmt til de obligatoriske op- og nedstigninger i de stejle klipper…
Men laksene var der stadig. Vi så dem ikke i overfladen og kunne heller ikke se dem fra klipperne. Men de lokale forsikrede os om, at der skam var ganske mange laks i samtlige pools og “hylur”. De ville bare ikke så meget i det kolde vand, der havde gjort dem træge efter den varme sensommer.
I det svindende lys er der dog en enkelt, som forbarmede sig over os. Fluen er netop drevet ind i det rolige vand neden for mig, da jeg stripper linen ind til et nyt kast. Pludselig bliver der liv for enden af linen – nærmest uvirkeligt, når nu elven hidtil havde ligget livløs hen. En god fisk har taget min store rejeflue og går nu nedefter mod stryget. Den ombestemmer sig dog snart og vælger i stedet at blive i poolen – sikkert sammen med sine mange andre medlaks.
Den strategi gør fighten ret udramatisk. Fisken turer rundt i strømmen, trækker et par meter line af hjulet og svømmer så tilbage igen. Ind imellem rusker den arrigt med hovedet for at blive den irriterende flue kvit.
Store rejefluer er ofte fantastiske fiskefangere her sidst på sæsonen, hvor fiskene er farvede og aggressive. Og denne laks er ingen undtagelse. Den har ladet sig irritere af den orangefarvede flue med den lange og flagrende hale. Og taget den hårdt.
Fighten bliver dog ikke hård. Det bliver til nogle minutters tungt tovtrækkeri, inden den må give sig. Til sidst kan jeg bakse fisken ind på lavt vand ved en oversvømmet græsbred, hvor Kim kan tage den om halen og nænsomt lægge den op på bredden. En smukt gylden hunfisk på omkring 80 cm, vel omkring 5 kg tung.
Vi fotograferer hurtigt fisken, fjerner dobbeltkrogen og lader den svømme igen. Sæsonens sidste laks, viser det sig. Der er snefnug i luften, og varmen i hytten lokker mere end fiskene i elven…
Herefter falder vandtemperaturen støt. Snefald i bjergene og efterfølgende afsmeltning i dagtimerne er dræbende for fiskeriet. Vi måler nu kun 2,5 graders varme i vandet – og nattefrost i luften. Vi får derfor ikke flere fisk, men må lade os nøje med, at vinden nu er svag, og at solen regelmæssigt kigger frem mellem sneskyerne. Tid til at tage fotoapparetet frem og lade fluestangen stå…
De mange vildgæs har også registreret klimaskiftet. Flokke på 20-30 gæs honker afsted over himlen – på vej sydover mod varmere himmelstrøg. Også svanerne samler sig og græsser løs på land og lavt vand, så de kan få lidt sul på kroppen inden den lange rejse. Alt bereder sig på vinterens komme.
Mest fascinerende er dog det gulgrønne nordlys, der flammer over den klare nattehimmel. Et sjældent syn for os danskere, der må betages af dette naturfænomen. Nordlyset dækker et bånd fra syd til nord, mens det snor sig og blinker i natten. Koldt, flot og fascinerende.
Turen tilbage over højfjeldet gik gennem nyfalden sne. Brrrr… Så er det altså koldt at være laksefisker. Men lidt i julestemning kom vi da – i september. Og sæsonens sidste laks fik vi også med – foreviget på såvel kamera som nethinde!
© 2010 Steen Ulnits
Del denne artikel: