Vi har besøgt Reinhard Steiner, som i det sydligste Tyskland bygger nogle af verdens fineste (og dyreste!) kulfiberstænger.
Der er langt til Bayern i bil – mere end 1.000 km, det meste heldigvis Autobahn uden fartgrænser! En halv snes timer efter afgang fra Danmark er vi fremme ved vort mål – Reinhard Steiners vel renommerede “RST” stangfabrik i landsbyen Stoffenried.
Reinhard Steiner tager imod i T-shirt og comboybukser. Han er definitivt ingen forretningsmand af den formelle tyske slags. En stor Mercedes har han ganske vist, men de er jo ikke så dyre i Tyskland. Og ude i garagen står en splinterny Harley Davidson funkler – en gammel drengedrøm, Reinhard først nu har realiseret!
Et stort hus har han ganske vist også, men her bliver RST stængerne monteret, og i baghaven er der græsplæne med mere end god plads til lange kast!
Det bliver der god brug for, da vi en solbeskinnet formiddag prøvekaster et par af hans “M3” prototyper – heriblandt en megalang 18 fods fluestang klasse 10-12. Vi må tage havens fulde længde i brug, når en hel lang lakseline skal holdes i luften!
Fra grejsælger til stangfabrikant
Reinhard Steiner har været i grejbranchen i næsten 30 år. I mange år arbejdede han som sælger for den store virksomhed “Cormoran”. I 1975 grundlagde han sammen med en nu afdød ven fabrikken “RST Cormoran”. Formålet var at lave kompromisløst fiskegrej i luksusklassen – stik modsat de ofte elendige Fjernøst-produkter, han hidtil havde været nødsaget til at sælge. Luksusgrej “Made in Germany” var Reinhard Steiners mål, og dette grej skulle bære hans egne initialer – RST.
De første “RST Cormoran” stænger blev ikke fremstillet på klinger, som Reinhard selv havde fremstillet. I stedet bestilte han klinger hos vel renommerede – i regelen da! – producenter og monterede dem så, som han fandt bedst. Desværre var der dårlige klinger ind imellem – et forhold, han ikke selv kunne gøre meget ved.
Reinhard Steiner arbejdede sig derfor målrettet frem mod selv at kunne fremstille kulfiberklingerne – noget, der kræver mange penge og endnu mere viden om materialer og fabrikation. Som selvlærd stangbygger måtte han prøve sig frem, og de første forsøg var da heller ikke ret vellykkede, husker han.
Det stod efterhånden klart for ham, at han måtte alliere sig med en tekniker, der havde den fornødne indsigt i brugen af de nye syntetfibre. Her faldt valget på Michael Staubinger, der til daglig er chef for kvalitetskontrollen hos DASA – det tyske svar på NASA. Fra sit arbejde i luft- og rumfartsindustrien havde Michael Staubinger det nødvendige kendskab til kulfibre og brugen af dem. At han så også er en lidenskabelig fluefisker – med udtalt forkærlighed for stallinger – gjorde ham jo ikke mindre kvalificeret!
Reinhard Steiner og Michael Staubinger har idag et frugtbart samarbejde, hvilket har udmøntet sig i en lang serie stænger – fortrinsvis til fluefiskeri – i forskellige kulfibertyper. Her er alt fra de letteste klasse 2 stænger til sværvægtere på 18 fod!
CompTech og RST
Idag fremstilles alle RST klinger på Reinhards moderne og højteknologiske stangfabrik, der har fået navnet “CompTech”. Her rulles RST klinger og klinger, der er bestilt af stangbyggere over den ganske verden. Idag leverer CompTech således klinger og stænger til 16 forskellige lande.
Under mit besøg hos RST og CompTech går det op for mig, hvor meget udviklingsarbejde der egentlig ligger bag en moderne kulfiberstang. Reinhard Steiner har sammen med Michael Staubinger udviklet et computerprogram, der kan udregne længde, aktion og lineklasse på enhver ønskelig stangtype.
Syv lange år tog det, og siden er programmet løbende blevet raffineret og udvidet. Hvor det tidligere krævede op til 20-30 prototyper, klarer man sig idag – qua computerprogrammet – med 2-3 stykker, før man har den ønskede stang. Idag beregnes sågar stangringenes placering på computer – intet er længere overladt til tilfældighederne!
Sit endelig gennembrud på verdensplan fik RST stængerne med lanceringen af den nu legendariske “M1” serie bygget på kulfiber i IM6 klassen. En væv, hvor langsgående kulfibre er vævet sammen med tværgående glasfibre. Og en traditionel produktionsform, hvor de langsgående kulfibre bestemmer stangens aktion, mens de tværgående glasfibre holder sammen på den rørbyggede klinge.
Men udviklingen går hele tiden videre. Nye materialer kommer til sammen med nye produktionsformer, der bedre kan udnytte de nye kulfibres specielle egenskaber.
RST’s topserie er netop nu de kostbare “M3” stænger i en højmodulær kulfiber, som ikke længere er blandet med afstivende glasfibre. Dette giver lettere og mere spændstige stænger, som dog er langt mere besværlige at fremstille. Nu skal der nemlig inkorporeres kulfibre, som ligger i en vinkel på 45 grader på længderetningen. Her kan man ikke længere nøjes med at klippe kulfiberklædet ud i den rette profil og så blot rulle det om stålmandrellen.
Jeg prøver selv, hvordan det er at rulle kulfiberklæde om de næsten tændstiktynde mandreller. Det er langt sværere, end jeg havde forestillet mig. Til dette arbejde bruger Reinhard da heller aldrig andet end kvinder: – Kun de har den rette “Fingerspitzgefühl”, siger han. Efter at have prøvet selv, tror jeg ham gerne!
M5 for fremtiden
Reinhard Steiner har i de seneste 2 1/2 år arbejdet med en endnu mere højmodulær kulfiber – en fiber, han naturligvis benævner “M5”. Trods toeethalvt års arbejde med den nye fiber er der lang vej endnu, mener Reinhard. Den nye kulfibre er så hårtynde og vanskelige at arbejde med, at nye produktionsmetoder må udvikles, før en egentlig produktion af M5 stænger kan finde sted.
Reinhard viser en af M5 prototyperne frem – en enhåndsstang beregnet til det helt svære fiskeri efter tarpon og sailfish. Stangen er forbløffende let og – ifølge Reinhard – nærmest umulig at brække. – Prøv selv, siger han og haler faretruende i toppen. Trods ihærdige anstrengelser lykkes det ingen af os at knække stangen, som givetvis har rygrad til at “knække” selv den mest ihærdige marlin!
De nye M5 stænger bliver givetvis forfærdeligt dyre. I forvejen er RST stænger meget dyre – dyrere end konkurrenterne fra USA – og det begrænser naturligvis udbredelsen. Det har RST taget højde for med lanceringen af de nye “Feeling” stænger, som sælges til en mere menneskelig pris! Her er der kun sparet på fittings og finish – ikke på det vigtigste, nemlig klingerne. “Feeling” stængerne er således et godt sted at starte sit forhold til RST!
De ofte skyhøje priser på RST afspejler to ting: Kompromisløshed under fremstillingen og så de tidkrævende metoder. RST stænger er definitivt ikke masseproduktion. Det er således ingen overdrivelse, når der på alle RST stænger står “Handgefertigt” – med sirlig håndskrift!
Reinhard tror benhårdt på, at der kun er én optimal måde at udnytte moderne syntetfibre på til stangbygning: Klingerne skal mest muligt ligne den menneskelige muskulatur, hvor kraftfibrene ligger i lag, der glider mellem hinanden. Det giver den optimale udnyttelse af fibrene.
Desværre er dette ikke tilfældet i de mest anvendte kulfiberklæder, hvor fibrene er vævet sammen for at gøre dem lettere at håndtere. De mange krydsende fibre arbejder mod hinanden og vil på langt sigt blive svagere, hvor de “gnaver” under pres.
“Limited Edition”
Derfor arbejder Reinhard målrettet mod en produktionsform, hvor de anvendte fibre ikke er vævet sammen, men blot ligger over hinanden – kun bundet sammen af bindemidlet. Denne produktionsform giver nærmest ubegrænsede muligheder for at forme klingen og dens aktion. Desværre er den også besværlig og uhyre arbejdskrævende. Derfor er hans stænger ofte det, tyskere i spøg kalder ReichlichSehr Teuer – rigelig meget dyre…
De høje priser, som RST stænger og hjul sælges for, gør ikke uventet Schweitz til et af Reinhards vigtigste markeder. Her findes forretningsfolk, der ikke spørger til prisen, men blot bestiller fem styk af årets “Limited Edition”. Det er navnet på en begrænset serie af stænger og hjul, som RST hvert år fremstiller.
Typisk er det et af fabrikkens egne “Highlight” hjul, som er forgyldt med 24 karat guld, samt en “M3” model, der er udstyret en hel del ud over det sædvanlige: Metalfittings i guld og i stedet for det sædvanlige ædeltræ på håndtag og i hjulholder er der brugt elfenben fra sibirisk mammutstødtand – naturligvis med certifikat…
Skulle man imidlertid synes, at guld er lidt for ordinært at have i samlingen – man har jo alligevel dem fra sidste år – så kunne man måske fristes af en model, som i stedet er belagt med grundstof nummer 45, nemlig Rhodium. Det er et metal, som er langt, langt dyrere end platin…
Prisen på disse “Limited Edition” modeller? Den spørger man ikke efter. Man bestiller bare og håber, der er nogle tilbage…
Fra teori til praksis
Jeg er ikke kun kommet for at høre Reinhard fortælle om de teoretiske overvejelser bag hans RST stænger. Jeg er i høj grad også kommet for at prøve dem i praksis – såvel på græsplænen som ved fiskevandet.
Her ligger det så heldigt, at Reinhard har erhvervet fiskeretten på omkring 10 km vand i nærheden af Stoffenried. 10 km af noget, der i mangt og meget minder om en kalkstrøm. Undergrunden består af kalk, men vandet kommer ikke kun fra undergrunden. Med Alperne kun 70 km borte fører vandløbene her også en god sjat smeltevand fra bjergene.
Jeg har en eftermiddag til rådighed ved et af Reinhards vandløb – i selskab med mig selv, fiskene og en nøje udvalgt M3 model med tilhørende Highlight hjul. Solen skinner, da jeg begiver mig ned langs vandløbet, spejdende efter ringende fisk.
Jeg ser imidlertid ingen og sætter derfor en tung nymfe på forfanget. Nedstrøms en gammel vandmølle finder jeg en lille pool, hvor fine bækørreder på 30-35 cm nærmest står i kø for at sætte tænderne i min flue. Fiskene er vældigt aggressive – både i hugget og under fighten. Besynderligt, for de er overordentlig velnærede – af form nærmest som en amerikansk football! Så kraftige bliver de på en nærende diæt af tanglopper, som der findes en Guds velsignelse af i det produktive vand.
På vejen tilbage gør jeg atter holdt ved den gamle vandmølle – denne gang dog på opstrøms siden, hvor vandet er langsomt ned mod opstemningen. Her formelig vrimler det med flotte regnbueørreder, som – deres størrelse til trods – tager fluen ganske forsigtigt. Det er fisk på halvandet til treethalvt pund, som jeg hygger mig gevaldigt med i den lave eftermiddagssol.
Jo, RST fungerer også i praksis. Ganske overbevisende endda. Der er helt klart hold i Reinhards teorier om den rette brug af kulfiber i fluestænger.
Synd blot, at RST grej er “rigelig meget dyrt”. For det fås ikke bedre!
© 1998 Steen Ulnits
Del denne artikel: