Rognfluer – ikke kun til regnbuer!

Hotte rognfluer i vinterkoldt vand

Mange fluefiskere har siden sæsonafslutningen i november set frem til den nye sæsonstart ved åerne i januar. Her går det officielle startskud den 16. januar, mens man dog nogle steder frivilligt har udskudt premieren til den “gamle” sæsonstart, som fandt sted den 1. marts.

Vandet er i regelen højt her først på året og kun sjældent klart. Det er derfor alfa og omega, at man får sin flue ned til fiskene, der bestemt ikke vil op til dem i det kolde vand. Det er deres stofskifte helt enkelt for lavt til. Fisk er jo vekselvarme skabninger og dermed helt underlagt vandtemperaturen.

Fluerne skal således i dybet her først på sæsonen, og af samme grund må de meget gerne være farvestrålende, så fiskene kan få øje på dem i det mørke vand. Fluorescerende farver er derfor et rigtig godt bud på en velfangende premiereflue, og amerikanske rognfluer hører til de allerbedste – også i lille Danmark!

Skykomish Sunrise

Alaska august 1976. Dream Creek ved udløbet i Gibraltar Lake. Sockeyelaksene er kommet og fylder fysisk næsten hele mundingen op og farver vandet postkasserødt. Et imponerende skue, men også irriterende. Irriterende, fordi laksene har lokket flere grizzlybjørne til. Irriterende, fordi laksene helt har fortrængt de regnbueørreder, som i ugerne op til dette har haft vor fulde opmærksomhed. Regnbuer på 1-2 kg, der villigt steg til vore frit drivende tørfluer.

Men nu var de væk – fordrevet af rødlaksene, som i tusindvis havde gjort deres indtog. De måtte dog stadig være et sted i nærheden – længst ude bag laksene, eksempelvis. På udkig efter den lakserogn, der måtte komme før eller senere. Den lakserogn og de laks, som hele naturen i Alaska er forprogrammeret til og baseret på. Bjørnene lever af de nys ankomne laks, af de gydende laks og af de døende og døde laks efter gydningen. Det samme gør rovfugle og rovfisk. Ingen stllehavslaks overlever gydningen.

Jeg sætter en fluorød Skykomish Sunrise str. 6 på forfanget og lægger et langt kast ud bag laksene. Der er hug med det samme. Af en ilter regnbue i 2-3 kg’s klassen, som dog hurtigt river sig løs i et højt spring. Pokkers!

Få kast senere er der bud efter fluen igen, og denne gang sidder krogen. Efter to megalange udløb og en snes fantastiske spring er fisken mør og lader sig strande. 4 kg rent sølv fra Alaskas vildmark. En finere fisk får man ikke. Og så taget på en steelheadflue, der dybest set efterligner en lille klat lakserogn.

Iliamna Pinkie

Gibraltar Lake ligger ved den kolossale Iliamna Lake, der er en af verdens største ferskvandssøer. Søen ligger i Alaska, hvor den huser i millioner af stillehavslaks, regnbuer, rødinger og stallinger i sine utallige tilløb. En af de helt store attraktioner er det årlige skue, hvor stillehavslaksene leger, mens regnbuer, rødinger og stallinger liner op bag gydebankerne for at frådse i overskydende rogn.

Længe har fiskerne her brugt en klassisk steelheadflue som Glo Bug til at fange disse rognædende fisk. Men dels er det en flue, som er udtænkt til spinnefiskeri, og dels er den lidt besværlig at binde. Og hvorfor gøre tingene sværere end højst nødvendigt?

Det må være sådanne tanker, der førte til fluen “Iliamna Pinkie”, som kandiderer til at være verdens enkleste flue. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig nogen flue, der er enklere at binde. Den består nemlig blot at nogle få tørn chenille om en kortskaftet krog. Med eller uden vægtbelastning under chenillen.

Iliamna Pinkie efterligner et enkelt lille rognkorn – stik modsat de større rognfluer som eksempelvis Bright Roe, der efterligner en hel klase rogn. Det betyder, at Iliamna Pinkies kan fiskes på meget let grej – gerne klasse 5-6, hvilket naturligvis gør fornøjelsen så meget større.

Opstrøms med flydeline

Der er grundlæggende to måder, man kan fiske sine rognfluer på: Opstrøms med flydeline eller nedstrøms med synkeline.

Iliamna Pinkies er ideelle til let opstrøms fiskeri, der i bund og grund er det samme som almindeligt nymfefiskeri efter ørred og stalling. På denne årstid er vort bytte blot de farvede steelheads og sølvblanke grønlændere, der er i åen netop nu. Regnbueørreden er jo en forårsgyder og derfor i gydedragt på denne årstid. Den er derfor ikke meget værd som spisefisk, hvorfor man lige så godt kan genudsætte dem efter fangst og fotografering. Farverne på sider og gællelåg fejler jo absolut intet!

Grønlænderne derimod er i topkondition netop nu. De er sølvblanke og velnærede efter et års ophold i havet. Mange er desværre under mindstemålet og må derfor genudsættes. Et fåtal holder målet godt og vel, og de er et bytte i den absolutte topklasse. En kilostor grønlænder på let fluegrej er altid en fangst, der luner – og så ikke mindst lige nu, hvor vinterkulden bider.

Nedstrøms med synkeline

Opstrøms fiskeri med let grej og flydeline kræver, at vandet hverken er for dybt eller uklart. Ellers når man ikke ned til fiskene, der ikke ser de små fluer. Er vandløbet stort og vandet dybt, må der anderledes grejer til. Da væbner man sig i stedet med klasse 7-8 grej og hurtigt synkende liner med et kort forfang. Det korte forfang – ikke mere end 6 fod langt, og i ekstreme situationer er 3 fod sågar at foretrække – sikrer, at strømpresset på forfanget ikke bærer fluen op i vandet og væk fra fiskene.

Kastene lægges skråt nedstrøms til modsatte bred. Jo længere kast desto langsommere vil fluen drive over åen, og desto dybere vil den nå ned. Fir gerne et par meter ekstra løsline ud efter kastet, så fluen får ekstra tid til at synke, inden linen strammer op.

Lad fluen svinge helt ind under egen bred, og lad den gerne stå stille her i et lille stykke tid, inden linen tages ind til et nyt kast. Ofte betaler det sig at lade fluen hænge i længere tid – eventuelt fire ekstra line ud – så fluen når helt ned og fiskene får tid til at opdage og tage den. Eneste ulempe ved dette direkte nedstrøms fiskeri er, at man ikke kroger fiskene så godt og sikkert som ved opstrøms fiskeri. En vis tabsprocent må man derfor regne med. Men det er jo altid bedre at tabe en fisk – end slet ikke at få nogen på krogen.

Det luner altid i vinterkulden, når det napper i dybet!

© 2009 Steen Ulnits