Rigtige Rødinger

Fjeldørreder på min vej

Det har altid fascineret mig, at der slet ikke findes fjeldørreder – kun ørreder på fjeldet.

“Fjeldørreder” er det tåbelige danske navn for noget, der i virkeligheden er en fuldblods røding, nemlig Salvelinus alpinus – ishavsrødingen eller bare den almindelige røding. Ørreder har nemlig mørke pletter på lys baggrund – og fjeldørreden ikke en eneste af slagsen. Rødinger har derimod lyse pletter på mørk baggrund – præcis hvad fjeldørreden har.

Betegnelsen “fjeldørred” burde derfor ulovliggøres, da den er totalt misvisende, forvirrer billedet og rangerer helt på højde med folkelige betegnelser som laksørred, bækforel, amerikansk søørred og andre ord af slagsen.

Well, så nemt går det næppe, og Salvelinus alpinus vil desværre nok fortsætte som “fjeldørred” i almindelig dansk sprogbrug. Det vil desværre nok tage mange år, førend Grønland atter befolkes af rigtige rødinger – som Vorherre ville det…

Rødingen har det, som fagfolk kalder en “cirkumpolar” udbredelse. Det betyder, at de findes overalt i Arktisk – uanset om det er Europa, Asien eller Nordamerika. Det er selvsamme art, man finder alle steder, men fiskene har gennem årtusinder udviklet sig ganske forskellligt.

Grønland

Mit eget første møde med en rigtig røding fandt sted i Grønland i august 1974. Jeg var skoletræt og havde fortalt min mor og far, at jeg ville droppe gymnasiet og i stedet begynde som skyttelev på Kalø.

Det bekom ikke mine håbefulde forældre, som udtænkte en satanisk plan. En dag efter skoletid – netop som jeg var på vej ud af døren for at fiske – kom så forslaget: – Hvis du gennemfører gymnasiet, får du en fisketur til Grønland…

Jeg var fanget i en fælde. På det tidspunkt kunne jeg nemlig ikke forestille mig noget højere end en fisketur til Grønland, og jeg kunne derfor ikke sige nej. Dengang hadede jeg mine forældre for den luskede plan, men i dag er jeg dem dybt taknemmelige.

Jeg slæbte mig herefter gennem tre trælse år på Sønderborg Statsskole, inden det var så vidt. En kold solskinsdag kunne jeg så stå ud af Sikorssky helikopteren i Nanortalik og borde en båd på vej ind til den store Taersserssuaq sø med dens fjeldørreder.

Det blev en fantastisk oplevelse. Allerede den første aften spillede nordlyset op til det helt store over hele nattehimlen og bjergtog fuldstændig den unge fisker, som her var på sin første store udenlandsfærd og dannelsesrejse.

Dagen efter fangede jeg mine første fjeldørreder i den korte elv, der forbandt søen med fjorden. De var ikke kæmpestore, men de var urstærke og utroligt smukke. Og så blev de fanget i det knap 4 grader kolde og spritklare vand fra søen.

Der var sølvblanke opgangsfisk, friske fra fjorden og med havlus på halen. Og der var rødbugede hanfisk, som havde stået i elven i flere uger. Smukke på hver deres måde. Jeg var solgt til stanglakrids og har siden da været dybt fascineret af rødinger.

 Alaska

Mit andet møde med rødingen fandt sted i Alaska i 1976. Jeg var taget afsted med et hold svenske fluefiskere og camperede forskellige steder i den fantastiske ødemark.Vi fiskede naturligvis efter de mange forskellige stillehavslaks, der fandtes i elvene, men også efter de mange regnbuer og stallinger, der levede på en overflod af overskydende lakserogn fra de næsten ufatteligt mange gydende laks.

Ind imellem fik vi fisk på 2-3 kg, som var noget tungere at danse med – smukke pinkprikkede “Dolly Vardens”, som man lokalt kalder denne variant af rødingen, der kan være både havvandrende og stationær. Navnet har de fået efter en farvestrålende personlighed fra et af Charles Dickens’ litterære værker. Og disse Dollies var vilde med lakserogn – og fluorøde fluer á la favoritten Skykomish Sunrise, ikke mindst.

I et vidt forgrenet søkompleks fandt vi gydende sockeye laks i gruber på bunden af de lavvandede søer. I udkanten af disse gruber så vi store skygger, som ind imellem skød ind og hapsede lidt overskydende rogn blandt laksene. Fiskene var helt sorte på ryggen, når man så dem ovenfra – og helt appelsinfarvede på bugen, når man havde dem vel på land.

Det er en af disse specialiserede “rogn-rødinger”, du ser på indledningsbilledet til denne artikel – taget af min gode og nu desværre afdøde ven, kunstneren Rolf Smedman. Han var – præcis som jeg – helt bjergtaget af de fantastiske farver, som disse rødinger kunne diske op med.

Labrador

At tage til Labrador for at fiske røding kan synes som at gå over åen efter vand. På den anden side af det smalle Davisstræde – på Grønlands forrevne vestkyst – bare vrimler det med velnærede rødinger “fit for fight”. – Hvorfor så tage til Labrador for at fange flere af nøjagtig samme slags?

Jo, for rødingerne i Labrador bliver langt større end deres grønlandske artsfæller. Vandet er en smule varmere, og føden er lettere tilgængelig. Fiskene vandrer derfor længere omkring og bliver følgelig langt større, inden de vender hjem til deres fødeelv igen.

Typisk er ishavsrødingerne i Labrador dobbelt så store som deres slægtninge i Grønland, hvor fisk over 5 kg altid har været uhyre sjældne. Det er fisk over 10 kg også – i Labrador, hvor sådanne kæmper regelmæssigt fanges.

Derfor tager virkelige røding-entusiaster gerne til Labrador og Quebec, hvis der skal en virkelig trofæfisk på fluen. En “double-digit” fisk, som man siger på de kanter – fisk over 10 engelske pund. Her er chancerne for sådanne fisk nemlig helt reelle – eksemplificeret af den smukke hanfisk, du ser på billedet ovenfor. Den fangede jeg på en lille sort flue i en stor sø med direkte adgang til Davisstrædet.

Kort forinden tabte jeg én, der var langt større. Jeg så den aldrig. Den tømte bare stille og roligt mit fluehjul, på vej tilbage til Davisstrædet…

Lappland

Rødinger er almindeligt forekommende i Lappland og Finnmarken, hvor de ofte lever side om side med storfinnede stallinger og sortplettede ørreder. Rødingen dominerer, når vandet bliver rigtig koldt, og opholder sig ofte på dybt vand i de større søer – uden for fluefiskerens rækkevidde.

Enkelte steder er den dog til at komme på skudhold af. Det gælder ikke mindst den klassiske fiskecamp ved Miekak, hvor man har adgang til det krystalklare “røding-akvarium”, der virkelig lever op til sit navn. Her kan man på stille dage stå og se ned på rødinger så store, at det giver sved på panden! De er nemlig ikke nemme at fange. De har sigtet indstillet på de mange kvægmyg og er samtidig ganske sky i det klare og stille vand.

Triumfen er derfor så meget større, når det endelig lykkedes. En kølig, men solrig dag i august lykkedes det mig at kroge en kilostor røding på et tyndt 0.10 mm forfang og en pyttelille str. 20 Polywing Spinner – sort med hvide vinger, naturligvis. Det blev en lang fight, inden den smukke hanfisk stille gled ind i bagvandet og lod sig lande.

Det er fisken, du ser på billedet ovenfor – en underskøn røding fra samernes land. De kridhvide finnekanter kunne tydeligt ses under hele fighten – også selv om fisken ikke kunne!

Brystfinnernes størrelse fortæller, at der er tale om en meget gammel fisk – én, der har tilbragt mange vintre under søernes is.

Fjeldørreder er altid meget smukke fisk – også selv om de altså slet ikke er ørreder!

 © 2012 Steen Ulnits