Fisk til folket!
Mange fluefiskere rynker på næsen af det og ville aldrig parkere deres bil endsige svinge deres fluestang ved et Put & Take vand. Det er ikke fint nok, mener de, og ind imellem kan de have ret. Nogle Put & Take vande er simpelthen så miserable, at de ikke er et besøg værd.
Andre derimod kan byde på såvel fine naturoplevelser som gode fangster af smukke fisk med hele finner. Det afhænger helt af vandet og den måde, det drives på. Som ethvert andet dyrehold kan det nemlig drives med kærlighed til dyrene – eller total mangel på samme.
Og så skal den samlede oplevelse jo blive noget skidt – i form af sumpede mudderhuller med grimme fisk og afgnavede finner. Fisk, der hverken ser godt ud eller er værd at spise. Fisk, der ofte smager af mudder eller det, der er værre.
Intensiv eller ekstensiv
Put & Take vande kan groft set inddeles i to hovedgrupper: De intensive og de ekstensive. For fluefiskeren og naturelskeren er det intensive Put & Take vand det mindst interessante. Der er ofte tale om deciderede jordhuller, hvor fiskene sættes ud for straks efter at blive halet op igen.
Turnover time for fiskene i disse vande skal ofte regnes i timer eller minutter. Og ofte er fiskene af en ringe kvalitet med afgnavede finner og blodige haler.
Langt mere interessant er derfor det ekstensive Put & Take vand, hvor fiskene i regelen overlever i længere tid og derfor når at akklimatisere sig til de nye omgivelser. Her satser man i regelen på en god naturoplevelse i tilgift til selve fiskeriet – i form af velplejede omgivelser.
Vandet er rent og klart, og fiskene stammer fra ordentlige dambrug, hvor man magter opgaven at producere smukke fisk med hele finner. Fisk, der lynhurtigt akklimatiserer sig og bliver til et spændende bytte. Og fisk, der efterfølgende lader sig fortære, uden at man får en dårlig smag i munden…
Regnbueørreden
Den nordvestamerikanske regnbueørred er den mest udbredte fisk i danske Put & Take vande. Og med god grund. Oncorhynchus mykiss hedder den på latin, hvilket hentyder til dens nære slægtskab med stillehavslaksene. Regnbueørreden er altså ingen ørred, men en laks!
Regnbuen er den ideelle dambrugsfisk, da den vokser hurtigt, kan gå tæt i dammene og herudover tåler relativt varmt vand. Samtidig skal den ikke have ret lang tid i frivand, førend regnbuen genvinder den vildskab og kampgejst, der har gjort den så kendt og skattet i sin hjemegn. Regnbuen er nok den bedste springer af alle laksefiskene, og den sælger sig altid dyrt – langt dyrere end vor hjemlige ørred, der ikke sådan lige forlader sit rette element!
Men ikke nok med det. Regnbueørreden er af natur mere overfladeorienteret, og den holder af mindre fødeemner end vor hjemlige ørred. En kombination, der gør regnbuen til den perfekte fluefisk – i dens hjemlige Alaska såvel som danske P&T vande.
Bækørreden
Bækørreden er til gengæld en vaskeægte europæer, som bærer det latinske artsnavn Salmo trutta. Den er beslægtet med atlanterhavslaksen, men optræder i tre forskellige former: Havørred, søørred og bækørred. Én og samme art, men tre forskellige former med hver deres markante levevis og levested.
Bækørreden er dyrere at producere end regnbueørreden og er derfor ikke så almindelig i Put & Take vande som denne. Samtidig holder den af koldere og mere iltrigt vand end den tolerante regnbue, som derfor dominerer overalt i danske P&T vande. Bækørreden er typisk nataktiv, hvorfor man bedst fanger den tidlig morgen og sen aften – hvis decideret natfiskeri ikke er tilladt.
Bækørreden er mere en grovæder end regnbuen og lader sig derfor gerne friste af store fluer fisket dybt. Sorte Woolly Buggers er kendt for deres fatale tiltrækningskraft på søens store bækørreder – hvide marabou streamers ligeledes. Alt stort har interesse for en sulten bækørred!
Kildeørreden
Kildeørreden er slet ingen ørred, men en ægte røding. Den stammer fra Nordøstamerika og har artsnavnet Salvelinus fontinalis. Slægtsnavnet fortæller, at den er i familie med rødingen, som også har lyse pletter på mørk baggrund – modsat ørredernes karakteristiske mørke pletter på lys baggrund.
Det latinske artsnavn fortæller, at det er en fisk, som holder af koldt vand, og som derfor ofte træffes i kildevæld. Det betyder også, at den er mest aktiv på den kolde årstid, hvor søens andre fisk måske har skruet lidt ned for blusset. Sommeren igennem træffes den kun på søens dybeste steder med det koldeste vand.
Kildeørredens store hoved signalerer, at denne fisk ikke går af vejen for selv den største godbid. I sit hjemland Canada er den da også kendt for meget gerne at æde mus og lemminger – præcis som de glubske gedder, den ofte deler søvand med.
Hybriderne
Ud over disse tre arter, som dominerer de allerfleste danske Put & Take vande, kommer man ind imellem ud for hybrider mellem disse og andre arter. Hybrider er krydsninger mellem arter, som i naturen aldrig ville mødes eller kunne krydse sig. Men som er nemme at fremstille i fiskelaboratoriet!
Til de mest almindelige hybrider hører “brødingen”, der som navnet siger er en krydsning mellem to rødinger: Kildeørreden og fjeldørreden – svenskernes “bäckröding og röding. En anden almindelig hybrid er tigerørreden, som er en krydsning mellem en bækørred og en kildeørred. Tigerørreden er blevet et populært islæt i mange Put & Take vande, hvor den eksotisk udseende laksefisk altid modtages med glæde. Dens smukt marmorerede ryg har givet den sit navn – de lange og tandbesatte kæber ligeledes.
Hybriderne er dog kostbare at producere, og derfor bliver de aldrig til andet end kærkomne bifangster under fiskeriet efter regnbuer, bækørreder og kildeørreder. Tilsammen og under de rette forudsætninger gør disse dejlige fisk Put & Take fiskeriet til en fin oplevelse, man bestemt ikke behøver rynke på næsen af.
Samtidig må man ikke glemme, at landets mange P&T vande er med til at aflaste vore hårdt pressede strømvande med deres mere eller mindre vilde ørreder og stallinger. Vi har således brug for vore P&T vande i dagens Danmark – om vi kan lide det eller ej…
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: