Med storsejlet sat

Når man bare ikke kan have bagline nok…

Det er sjældent, man får mulighed for at krog og lande fisk, som er længere end den fluestang, man fisker med. Meget sjældent endda. Men det kan lade sig gøre, hvis man vil investere lidt tid og mange penge i projektet!

Fisken er sejlfisken, der lige akkurat er stor nok. Og ikke for stor, som dens slægtning marlinen ofte er. Med marlin udsætter man sig i regelen for et flere timer langt tovtrækkeri, som tærer på både fisk og fisker. Sejlfisk derimod kan i regelen fightes ind til båden på under en time – til stor og udelt glæde for både fisk og fisker…!

Sejlfisken hører til næbfiskene og er dermed nært beslægtet med havets virkelige storvildt, marlin og sværdfisk. Sejlfisken er blot langt mindre, idet den kun sjældent vejer mere end 100 kg. Til gengæld er den meget overfladeaktiv og kendt for sine mange og vilde spring, hvor fisken ofte er totalt ude af kontrol.

I grove træk skelner man mellem to underarter eller racer af sejlfisk – den atlantiske og den pacifiske. Af udseende er de to næsten identiske – blot bliver den pacifiske sejlfisk i snit dobbelt så stor som sin slægtning på den anden side af Panama-kanalen. Hvorfor er der ingen, der ved med sikkerhed.

Faktum er imidlertid, at gennemsnitsvægten i Atlanterhavet blot er 20-25 kg, hvor den er 40-50 kg eller nogle steder endda mere i Stillehavet! Sejlfisken i det Indiske Ocean er endnu en race – og den bløde mellemvare, hvad snitvægt angår.

Overfladeaktive springfyre

Fælles for alle racer af sejlfisk er imidlertid, at de er overfladeaktive – meget endda. Når de jager, foregår det ofte med den store rygfinne helt ude af vandet – bag en stime panikslagne småfisk, som kæmper vildt for at undgå næbbet. Sejlfiskens strategi er nemlig at bedøve fiskene med slag af næbbet, inden den vender tilbage og samler de bevidstløse fisk op i et roligt tempo. Præcis som de større marliner også gør det.

Omkring gydetiden kan man på stille dage opleve, hvordan sejlfiskene tilsyneladende soler sig lige under overfladen – meget ofte med rygfinnen stikkende dovent ud af vandet. “Basking” kalder man dette fænomen. Under sådanne forhold er det ikke let at være fisker, for fiskene tænker overhovedet ikke på føde. De tænker kun på formering, og da må vi fiskere nøjes med at kigge på!

Er man ude efter en rigtig match på sin fluestang, er der ingen vej uden om et besøg ved Stillehavet. Da vil man opleve de ønskede fights med fisk, som er længere end ens egen fluestang! Fights, hvor man må knibe sig i armen for at fatte, hvad man netop har oplevet. Fights, hvor man forstår vigtigheden af at have mindst 400 yds. bagline på hjulet!

Jeg blev engang i et TV program spurgt, hvordan det egentlig føles at fighte så store fisk, at de rent faktisk kan trække én i vandet – hvis man altså bliver fanget på det forkerte ben. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, for det havde jeg aldrig rigtig tænkt over. Men svaret kom  alligevel prompte. – Det føles, som om man lige har overlevet et flystyrt!

Man står tilbage med sveden drivende ned over panden og må sunde sig over det imponerende skuespil, man netop har oplevet på nærmeste hold, og de ufattelige kræfter, man netop har været koblet til. Det er ubeskriveligt, men et fix, man altid længes efter…

Enkel, men krævende teknik

Teknikken er i princippet enkel, men i praksis omstændelig. Man er nemlig nødt til at have en hel motorbåd med besætning, hvis forehavendet skal lykkes!Solen skinner spagt gennem et tæt skydække, da vor båd “Miss France” stikker ud i Pinas Bay, Panama på jagt efter sejlfisk. Luftfugtigheden er høj – regntiden er så småt begyndt – og luften så tyk, at man næsten kan skære i den.

Der skal omhyggelige forberedelser til, hvis man vil gøre sig håb om at kroge og lande en af havets hurtigste svømmere. Det drejer sig om sekunder, når sejlfisken er teaset op til båden, og da må intet gå galt.

Fluelinen strippes af hjulet og anbringes i en spand, så løslinen ikke filtrer sig ind i noget. Og alle fremspringende steder på båden tapes omhyggeligt, så linen heller ikke her kan få fat i noget. Endelig placeres den færdigriggede stang, så man kan gribe den og være klar på få sekunder, når en interesseret sejlfisk har meldt sin ankomst!

– Sailfish, sailfish, senor! Råbet kommer fra broen, hvor kaptajnen har spottet den første sejlfisk bag teaser’en. Walt Stearns – fotograf om bord – griber stangen med den krogløse filet, som sejlfisken har fået et solidt tag om, og haler den brutalt ud af munden på fisken igen!

Den rasende sejlfisk sætter alle sejl til, slår hidsigt til agnet med sit lange næb og er over det igen med det samme. Atter haler Walt fileten ud af kæften på fisken, mens han lokker den tættere og tættere på båden. Sejlfisken flintrer afsted med næbbet virrende ude af vandet – kiggende på det besværlige agn med først den ene og så det andet øje!

Det er som at skulle op til eksamen igen! Adrenalinet suser gennem årerne, mens fisken nærmer sig båden. Grejet er klar og nogle meter flueline sluppet ud gennem ringene, så stangen kan spændes til det første og altafgørende kast.

– Now! Walt hiver teaser’en ud af vandet og efterlader en synligt ophidset sejlfisk, der stråler i neonblå og violette farver – “med lystavlen tændt”, som amerikanerne udtrykker det: “Billboard all lit up”.

Et enkelt bagkast og den 20 cm lange flue er ude bag sejlfisken, der lynhurtigt spotter det forsvundne bytte og er over fluen som en kat.

– Strike him hard! Det er Skip, som giver gode råd. Jeg griber om fluelinen så hårdt, jeg kan med mine svedige hænder, og mærker nu 50 kg fisk i den anden ende. Sejlfisken er tydeligt forvirret i de første sekunder, som jeg har brug for til at checke løslinen. Det er her, det altid går galt.

Jeg bakker tilbage på det gyngende dæk og får det meste løsline på hjulet, inden en 3 meter lang sejlfisk pisker ud af vandet på kort line og raser bort fra båden med en hastighed, der skal opleves for at fattes. Det gælder om at holde det vildt roterende hjul langt væk fra krop og klæder!

Omkring 200 meter line forsvinder fra spolen som dug for solen, mens den paniske sejlfisk haledanser afsted i 10-15 høje spring. “Greyhounding” kalder amerikanerne det meget passende. I perioder er fisken mere ude af vandet end nede i det!Linen går nu lodret ned bag båden, men fisken springer ud af vandet ovre på bagbords side. Skipper sætter i bakgear, så jeg ikke mister alt for meget line.

Første halvleg er vel overstået – fisken er lokket til båden, kroget og det første udløb pareret. Men det er først nu, den egentlige kamp begynder. Og hver sejlfisk har sin egen strategi. De værste er dem, der straks dykker i dybet – uden først at have sprunget de værste kræfter af sig. De bedste dem, der godt kroget springer 10, 20, ja sågar 30 gange. Så er gassen gået af dem i løbet af en halv time.

Min første sejlfisk vælger at gå i dybet efter sit første lange udløb. Langsomt bakker vi op mod fisken, mens jeg får det meste af baglinen tilbage på hjulet. Først når splejsningen mellem flueline og bagline er vel inde på spolen, kan man for alvor lægge pres på fisken. Og pres skal der til hele tiden, hvis ikke fisken skal få pusten igen. Da kan fighten vare i flere timer…

Jeg sender en venlig tanke til min klasse 12 stang, som har et kort fightgreb foran håndtaget. Uden et sådant greb er man magtesløs over for så store fisk, der må fightes “down and dirty”, som amerikanerne kalder det – med stangspidsen næsten nede i vandet og presset på klingen helt nede i håndtaget. Ellers lader de store fisk sig ikke rokke ud af stedet.

Skipper cirkler om fisken, så jeg kan lægge pres på den fra forskellige vinkler. Teknikken virker – sejlfisken stiger til overfladen og går i luften med et brag. Endnu et langt, langt udløb følger, og jeg kan begynde forfra igen med at pumpe line ind.

Der er nu gået en god halv times tid, og fisken har løbet den værste vildskab af sig. Jeg lægger derfor maksimalt pres på dyret og tvinger den op i overfladen. Fisken bliver imidlertid urolig ved situationen og går i vejret med kun ti meter line ude. Nærmest i slow motion ser jeg den tre meter lange fisk stige lodret op af vandet og ryste hovedet med det halv meter lange næb. Fluelinen pløjer gennem vandet som en ostehøvl og går fri med et smæk.

– Oh no!, siger skipper, men jeg når lige at parere, inden den igen er nede i sit rette element, nu træt og til at tale med. To halve spring senere kan jeg presse den så tæt på båden, at matrosen med en øvet hånd kan række gaffen ud, fange næbbet og gribe det med en behandsket hånd. Sveden drypper ned i mine øjne bag solbrillerne, men hvad gør det? Min første sejlfisk på flue er en realitet!!

Da det er min første på flue, bliver den 3 meter lange og godt 50 kg tunge sejlfisk forsigtigt halet op på rælingen, så den kan foreviges med sin stolte fanger og den store rygfinne udspilet. Seancen tager kun få sekunder, hvorefter fisken lempes tilbage i vandet igen – stadig med en behandsket hånd om næbbet. Skipper går igen op på broen og sætter båden i gear – nu med den udtrættede fisk på slæb.

Fem minutter senere er sejlfisken kommet sig så meget, at matrosen ikke længere kan holde den. Han slipper grebet, og sejlfisken forsvinder langsomt i dybet – sikkert grundigt forvirret over det, den netop har oplevet! Selv er jeg også lidt rystet, for nu at sige det pænt…

Der er altid nogle, som vil indvende, at fluefiskeri efter sejlfisk ikke er “ægte” fluefiskeri – al den stund fiskene først skal lokkes til båden med andre metoder, førend man kan kaste sin store flue ud til dem. Trods det faktum, at fluen skal kastes på regulær vis og endda placeres ganske præcist for at lokke fiskene til hug og muliggøre en sikker krogning.

Til disse skeptikere er der kun ét at sige: Har man ikke prøvet det selv, er man ikke kvalificeret til at have en mening. Da er det måske blot rønnebærrene, der er sure. At se en tre meter lang sejlfisk stige lodret ud af vandet foran én – med fluen flagrende i næbbet – det er definitivt ikke en oplevelse for de svage!

© 2011 Steen Ulnits