Flashback til 1981, hvor jeg første gang besøgte Irland med fiskestang i bagagen.
Som de fleste andre blev også jeg så betaget, at jeg siden har måttet tilbage igen. Flere gange endda. Irland er nemlig et vidunderligt land. Med grønne græsklædte bakker og blomstrende rhododendron langs vejene. Med storprikkede ørreder i søerne og bredvingede majfluer i luften.
Mit første mål var den store kalkstenssø Lough Corrib, hvis ørreder og majfluer er verdenskendte og har været det i årtier hvis ikke århundreder. Her skulle der fluefiskes ørreder, spinnes gedder og så naturligvis ”dappes”, som er den lokale specialitet.
Det var i august, hvor majfluerne for længst var over alle bjerge. Men heldigvis har søen en sæson nummer to sidst på sommeren, når græshopper og stankelben blæser ud over vandet og grådigt tages af søens ørreder.
Men nu står jeg her så igen – denne gang i begyndelsen af maj, hvor vi alle venter på netop dem – majfluerne. Dem, der lokker ørrederne op til overfladen og fiskere fra hele verden hertil.
Majfluerne klækker
Ephemera vulgata er en nær slægtning til vor hjemlige majflue, Ephemera danica. En majflue, der i modsætning til vor egen strømlevende art lever hele sit lange liv i stillestående vand, hvor den graver sine gange i bunden.
Det er en majflue, hvis blotte størrelse kan få selv den største søørred til at droppe fiskediæten, miste besindelsen og stige til overfladen efter en sidste fatal og vinget godbid. En majflue så indbydende, at selv grønne nybegyndere kan fange fisk, når den er på vandet.
“Duffer’s Day” har man derfor døbt denne korte, men hektiske periode, hvor alt eksploderer. Egentlig en lidet flatterede betegnelse, der betyder noget i retning af “Dumrianernes Dag”. En tid, hvor selv det største fjols kan fange fisk…
Well, der er nu aldrig noget galt i at fange fisk – næsten uanset metode. Er man ny på Lough Corrib, bør man så absolut prøve det berømte dapping fiskeri med blowline og levende insekter. Et fascinerende fiskeri, som kræver kontrol og selvbeherskelse, hvis der skal komme fisk på krogen.
Med en 15 fod lang stang og en meget let og luftig blowline lader man den svage brise bringe den agnede krog ud over vandet. Man sænker forsigtigt stangen, så den levende majflue kun lige akkurat rører vandoverfladen. Man “dapper” den, som det hedder på engelsk.
Ofte foregår det hele så tæt på båden, at man kigger direkte ned i det hvide ørredgab, når fisken stiger til fluen. Og da gælder det om at holde tilslaget tilbage – at lukke øjnene og fremsige “God save the Queen”, før man strammer op og kroger fisken. Et dybt fascinerende fiskeri, som kræver masser af selvkontrol.
Under mit første besøg på Corrib måtte vor trofaste ghillie til sidst gribe fat om fiskestangen og holde den nede, så makkeren ikke for tiende gang i træk flåede krogen ud af munden på fisken!
Den irske tidsregning
Der er ikke den store tidsforskel mellem Danmark og Irland. Irland er blot én time bagud i forhold til Danmark. Men der er en verden til forskel derudover. Det fandt jeg ud af allerede i 1981. Vor ghillie spurgte os den første dag, hvornår vi ville starte. – Tidligt, svarede vi, hvortil han blot svarede: – OK. 10 AM, that is.
Sådan er det. Irlændere står bare ikke tidligt op. Til gengæld går de gerne sent i seng – efter en tur omkring pubben. Morgenfiskeriet starter derfor klokken 10 om formiddagen, og fiskedagen slutter typisk 8 timer senere – klokken 18. Fiskeri derudover skal arrangeres specielt.
Det er de store majfluer, fiskeriet samler sig om. Først når de stiger op fra søbunden som store nymfer for at træde ud af nymfehuden og folde de matte vinger ud på overfladen. Ørrederne elsker dem, mens de står på overfladen og tørrer deres vinger. Den nok farligste tid i en majflues liv.
Og dog. Er man majflue i nærheden af byen Oughterard, er der endnu en farlig fase, som skal overleves, før man når frem til sværmningen. Den finder sted, mens majfluerne sidder i græs og buske langs søbredden og venter på det gode vejr, der indvarsler sværmning og efterfølgende parring. Da risikerer majfluerne nemlig at blive fanget af børn, som efter skoletiden samler de levende insekter ind og siden sælger dem til dappende lystfiskere!
Overlever majfluerne også denne kritiske fase, kommer de til årets højdepunkt: Sværmningen og den efterfølgende parring. Når den har fundet sted, søger de tungt lastede hunner ud over søens blanke vand for at lægge deres kostbare last af befrugtede æg. Den næste generation er da sikret.
De døde eller døende hunner er nu et let bytte for søens ørreder, som i roligt tempo kan svømme rundt og suge de store godbidder i sig. De er udmærket klar over, at de spente majfluer, som hunnerne nu kaldes, ikke risikerer pludselig at flyve bort. Hvad de nyklækkede majfluer ellers ofte har for vane…
Fra drivende båd
Fiskeriet på Lough Corrib er frit, og man kan fint fiske på egen hånd fra bredden. Rigtig effektivt bliver det dog aldrig i sammenligning med fiskeriet fra drivende båd, som er normen på den store kalkstenssø. Fra drivende båd kan man afsøge store områder, og man kan komme til steder, der kun vanskeligt lader sig nå fra landsiden.
Ghillien placerer båden, så den med vinden kan drive hen over en god strækning. Dapper man, er det op til vinden, hvor fluen kan placeres. Fisker man med flue og fluestang, er spillerummet noget større. Da kaster man typisk i bådens drivretning og tager fluen ind i takt med drevet. Man kaster foran båden, så man ikke skræmmer de fisk, man driver hen over.
Man kan også kaste ud til siden og så lade bådens fremdrift trække fluen i en bue. Effektivt, når der fiskes med lidt større fluer såsom majfluenymfer eller streamers. De sidste bruges dog ikke ret meget sammenlignet med mere traditionelle vådfluer størrelse 10-14.
Lange og lette fluestænger på 10-11 fod med en flydeline klasse 5-6 er standarden. Almindelige 9 fods stænger kan udmærket bruges, men de lidt længere stænger giver en noget bedre linekontrol under drevet.
Oughterard – byen for fiskere
Man kan med fordel bo i den hyggelige lille by Oughterard ved bredden af Lough Corrib ikke langt fra Galway. Oughterard er centrum for det meste fiskeri på søen, og den har alt, hvad man som tilrejsende lystfisker har brug for: Hoteller at bo i, restauranter at spise på, pubs til at slukke tørsten i. Samt lokalkendte guider, der kan tage én til de bedste steder på den store kalkstenssø.
Fra indkvarteringen i Oughterard er der blot er en kort gåtur ned til bådene, vi skal fiske fra. Vi indkvarteres på delte dobbeltværelser i de 6 nætter, turen varer. Og her indtager vi også morgenmaden.
Man spiser sin medbragte frokost på søen og nyder aftensmaden på en af de mange restauranter i byen. Det kan bestemt ikke udelukkes, at man besøger en pub eller to på hjemvejen…
Det er jo Irland, man er kommet til!
© 2017 Steen Ulnits
Del denne artikel: