Vandranunklerne blomstrer og majfluerne sværmer
Der findes mange pudsigheder ude i vor forunderlige natur – nogle let forstået og andre tilsyneladende uforklarlige.
Set med fluefiskerøjne er det både interessant og påfaldende, at vårfluerne kulminerer om efteråret – ikke om foråret, som navnet ellers lader formode. På samme måde kan det undre, at et af fluefiskerens vigtigste og mest lovpriste insekter – den store majflue – primært sværmer i juni og ikke i maj.
Forklaringen er imidlertid ligetil – når man først kender den. I forbindelse med skiftet mellem den gamle julianske og den nuværende gregorianske kalender måtte man helt enkelt springe et antal dage over for at indhente de dage, man efterhånden havde tabt i forbindelse med den gamle og unøjagtige kalender.
Pavelig bekymring
Pave Gregorius var en klog mand med videnskabelige interesser. Han var klar over, at den gamle tidsregning fra kejser Julians regeringstid var ude af sync med den reelle astronomiske kalender. Med himmellegemernes vandring. Han beordrede derfor en kommission til at undersøge sagen og komme med forslag til korrektioner.
Denne kommission nåede frem til, at det nemmeste og bedste ville være at droppe ti hele dage, så den 4. oktober år 1582 ville blive fulgt umiddelbart af den 15. oktober samme år. Så ville der være styr på tingene og tiden igen.
I de katolske lande var man naturligvis ikke sene til at følge pavens opfordring til korrektion af kalenderen. Men i de protestantiske lande tog det lang tid – rigtig lang tid. Således skulle man i England helt frem til år 1752, førend skiftet skete.
Da sprang man fra den 2. september og direkte frem til den 14. Det var én dag mere end oprindeligt foreslået af paven i 1582, da tidsregningen efter yderligere 170 år var kommet endnu mere ud af sync.
Hermed opnåede man ikke blot, at kalenderen igen stemte med årstiderne. Man opnåede også – helt utilsigtet – at majfluen nu ikke længere sværmede i maj, men i juni måned. Og dermed var majfluens oprindelige navn med ét aldeles forældet!
Uimodståelige efterligninger
Majfluen har i sagens natur altid fascineret fiskerne ved de vandløb, hvor den forekommer. Det er jo et stort og synligt insekt, som gør meget væsen af sig, og der er i årenes løb bundet rigtig mange efterligninger af disse store sværmere. Nogle meget naturalistiske – andre langt mere impressionistiske.
Det har altid fascineret os fluefiskere og især fluebindere at fremstille imitationer, der ligner de naturlige forbilleder mest muligt. Det er for mange blevet en sport i sig selv – desværre ofte uden tanke på det praktiske fiskeri. Her er det nemlig uomtvisteligt, at de mest nøjagtige imitationer ofte kommer til kort.
De ligner måske nok deres forbillede, men funktionen halter. De holder måske ikke særlig godt, eller de flyder dårligt, eller de tager lang tid at binde.
Det er da ugså et ubestrideligt faktum, at nogle af historiens bedst fangende majflueefterligninger ligner endog meget dårligt. Til gengæld har de noget, som fiskene holder så meget af, at de nødvendigvis må stige til overfladen for at smage på dem!
Allerede fra gammel tid kender man et fluemønster, som hedder “French Partridge” – opkaldt efter den fjer, som bruges til binding af fluen. I Courtney Williams’ udødelige bog “A Dictionary of Trout Flies” fra 1949, står fluen omtalt med følgende ord: “…a thoroughly reliable pattern” og “A modern creation, it is a splendid killer”. Det må kort sagt være en god flue!
Det fascinerende ved netop French Partridge er, at den faktisk er en rigtig dårlig efterligning af majfluer – set med fiskerøjne. Fiskene er nemlig komplet ligeglade. For dem har French Partridge alt det, en majflueefterligning skal have: Størrelse og volumen! Andet skal der ikke til for at trigge selv en snu ørred.
Adams Irresistable
Det samme gælder i næsten endnu højere grad denne tykmavede amerikaner, som kombinerer det bedste fra to verdensklassefluer: De diskrete gråbrune farver fra fluen “Adams” og den tykmavede hjortehårskrop fra “Irresistable” fluen. Kombinationen er absolut dødbringende, ikke mindst når der er majfluer i luften og på vandet.
Jeg har haft mange gode oplevelser med denne flue, som tilsyneladende formår at få noget frem i fiskene, som selv de mest nøjagtige imitationer ikke kan. Og det sågar i situationer, hvor fiskene dels har været store og erfarne – dels haft alle muligheder for at inspicere fluen til mindste detalje, på nærmeste hold og helt uden hastværk.
Labrador, august 1988. Sommeren har været kold, våd og blæsende, hvilket har forsinket insektklækningerne meget. Faktisk har flere af arterne slet ikke sværmet endnu. De venter på godt vejr.
Det gør vi også, mens vi har søgt tilflugt i et lille campout telt, som vor guide har rigget op til lejligheden. Vi skal overnatte ude i den fjerneste ende af søen, så vi kan få morgenfiskeriet med. Men vejret er imod os, så vi er tørnet tidligt ind. Blot for at vågne op til strålende solskin næste dags morgen!
Søen, som dagen før havde haft hvide skumtoppe, ligger nu spejlblank hen. På den anden side kan vi se måger, der dykker – næsten som mågesjov hjemme på en dansk sø. Men der er ingen aborrer her, og min makker Dave finder kikkerten frem.
– Mayflies! siger han. – Loads of them!
På rekordtid har vor guide Ronnie alubåden i vandet og motoren startet. Vi forlader campen i hast og skynder os tværs over søen. Ganske rigtigt. Der er majfluer overalt. Kæmpestore grønne sager, som flakser rundt i luften, sværmer og lægger deres æg på den spejlblanke overflade. Noget, mange af dem ikke overlever. Tunge slurp og bølger viser, hvor en majflue har endt sit korte, luftige liv i maven på en flere kilo tung ørred.
Der er ikke skyggen af tvivl om, hvad fiskene tager. Skulle man imitere dem realistisk, måtte man have tørfluer bundet på str. 4 kroge. Så store er insekterne. Desværre har jeg intet, som er blot tilnærmelsesvis så stort i æsken, så jeg må nøjes med en str. 8 Adams Irresistable.
Dave derimod er forberedt på dette og har flere store Wulff fluer str. 4 og 6 i æsken. Dem knytter han naturligvis på sit forfang, mens jeg ser på med slet skjult misundelse.
Men han fanger ikke noget – til vore allesammens store overraskelse. Fisk på fisk passerer forbi hans perfekte flue – blot for at ignorere den. Min “lille” str. 8 Adams Irresistable tages derimod hver eneste gang, en af søens store krydsere kommer forbi. Det gælder blot om at regne fiskens retning ud, lægge fluen delikat på vandet – og så vente.
Fiskene skuffer ikke. Helt uden hast og nærmest i slow motion nærmer fiskene sig, ruller op over vandet og går ned igen med fluen. Det gælder blot om at vente med tilslaget, til fiskene er på vej ned igen – så sidder de der!
Dave får det dårligere og dårligere, mens jeg fighter den ene flotte 2-3 kg’s kildeørred efter den anden – på mit lette grej. Han får ikke en eneste. Vi forstår intet – i hvert fald først bagefter. Da ser jeg den sandsynlige forklaring:
For overhovedet at kunne kaste den store og perfekte str. 4 imitation må Dave binde fluen for enden af et 0.25 forfang. Og den hopper de smarte ørreder altså ikke på i det klare solbeskinnede vand. Jeg derimod kan fiske min tykmavede str. 8 tørflue for enden af et tyndt 0.18 forfang. Og det tager fiskene ingen notits af…
Dave viser dog sit storsind og tilbyder mig en whisky for at fejre triumfen. Blandet med det tebrune vand i Minipi søen smager den forrygende godt!
Fra Minipi til Mattrup
Efter dette overbevisende show tog jeg mine Adams Irresistables med til midtjyske Mattrup Å, hvor majfluerne sværmede. Vor hjemlige majflue Ephemera danica er ganske vist ikke så stor som amerikanernes Green Drake, men de danske ørreder og stallinger var alligevel vilde med den tykmavede amerikaner, som i dag er en af de faste favoritter i min tørflueæske!
På vor side af Atlanten kan man ofte opleve, at fiskene er skeptiske over for majfluerne, når de første viser sig. De er helt enkelt for store og voldsomme til fiskene – for en stund. Når først de har fået smag for dem, kan intet imidlertid holde dem tilbage.
Da kan man opleve, hvad jeg gjorde, da jeg måtte aflive en 35 cm’s bækørred, som totalt havde slugt den store flue og slet ikke stod til at redde. Da jeg sprættede den op, havde den ikke færre end 55 store nyklækkede majfluer presset hårdt sammen i mavesækken. Alligevel skulle den lige have en sidste Adams Irresistable…
Den store kærlighed til majfluerne, når altså først de har vænnet sig til dem, har en anden pudsig konsekvens: Længe efter at de sidste majfluer er klækket og har sværmet, kan man få åens ørreder og stallinger til at stige til en stor og blindt fisket majflueimitation.
Som altså slet ikke behøver være nogen god efterligning – i vore øjne…
© 2009 Steen Ulnits
Efterskrift: Læs meget mere om insekterne og deres forunderlige verden i e-bogen “Tørflue & Nymfe”, som på sine 171 faktapakkede sider kommer godt omkring både insekterne, fiskene og fiskemetoderne. Du kan se og læse mere om bogen her: http://www.ulnits.dk/boger/torflue-nymfe/
Del denne artikel: