Vi vil alle gerne kaste lange kast, men med de lange kast kommer også problemet med at holde styr på de mange meter løsline. Der er flere løsninger på problemet – nogle bedre end andre.
Skal man kaste langt, skal der mange meter løsline til. Løsline, som er lige netop det: Løs line. Det er fluefiskerens ind imellem triste lod, for løsagtig løsline har det med at blive til løkker og de gebærder sig nemlig langt fra altid, som man gerne vil det…
Der er flere løsninger på problemet, som tidligere har været berørt her på siden. Den mest umiddelbare løsning er at bruge en linekurv som vist herunder. Det er en nem genvej til linekontrol, men linekurven fylder og er ofte i vejen under fiskeriet.
Jeg har altid min linekurv med – som backup i situationer, hvor den er uundværlig. Men under de fleste andre forhold bruger jeg den ikke. Jeg holder af at “travel light”, og her kvalificerer linekurven sig altså ikke. Langt bedre er “linekontrol”, som det imidlertid tager tid og disciplin at lære sig.
Det er en rigtig god idé at lære sig “nedtællingsmetoden”, som er behandlet i en anden artikel længere nede på denne side. Jeg har blot valgt at “genåbne” emnet for at kunne bringe introbilledet af en god ven, der har suveræn kontrol over sin flueline – ved netop denne metode.
Læs og lær i artiklen “Kurv eller kontrol?“
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: