Nissen går til stålet…

– det rustfri, altså. Det hårde og ubarmhjertige. 18/8 stålet, der end ikke lader sig påvirke af selv det salteste saltvand.

Efter gymnasiet på Sønderborg Statsskole tilbragte jeg to år i produktionen på Danfoss, inden jeg begyndte studierne på Århus Universitet.

Det var to år, der lærte mig rigtig meget om det virkelige liv uden for de beskyttende studier. År, som blandt meget andet lærte mig, at rustfrit stål ikke er sådan at bide skeer med.

Når mænd og maskiner får adgang til metal, sker der ofte ting og sager. Således vidste alle med trang til at svinge fiskestangen, at der var én mand ved én maskine, som var leveringsdygtig i de flotteste Toby-kopier – i ren messing, som den pågældende operatør havde let adgang til.

Jeg fik tiltusket mig en håndfuld af disse “Fake-Toby’er”, som vi nok ville kalde dem i vore dage. Men desværre sidder de i dag alle i tang og sten rundt omkring på Nordals…

På samme fabrik fandt jeg også frem til en leverandør af rustfrit stål – et materiale, hvis egenskaber havde fascineret mig, lige siden jeg så, hvordan G.A.L. Thorsen fik verdensomspændende succes med at stanse fuldt færdige vaske ud at hele plader af rustfrit stål.

Et fantastisk materiale, som i sin syrefaste 18/8 udgave sågar også er saltvandsbestandigt.

Men det er også et ultrahårdt materiale at arbejde i. Langt hårdere end den bløde messing, som blev brugt til de flotte kopi-Tobyer fra den store stansemaskine i Danfoss Lunden. Det fandt jeg hurtigt ud af, når jeg med min lille metalsav prøvede at komme igennem panseret.

Det lykkedes aldrig rigtigt. Det var helt enkelt for hårdt.



Stålsat Nissen

Siden da har jeg altid haft den største respekt for de mennesker, som formår at arbejde i netop dette materiale. Om det så er svejsning af trolling barer med stangholdere til småbåde eller udstansning af blink til spinnefiskeri. Der skal rigtige mænd til at håndtere rustfrit stål!

Men selv fiskere med hang til mindre emner end som så kan have en svaghed for rustfrit stål. Mød Lars Nissen, som med base i Høruphav på Sydals binder fluer til de alsiske havørreder.

Men ikke nok med det, for det gør jo så mange. Nej, Lars fremstiller også flotte holdere til de færdige fluer, og han gør det artistisk med plader af – rustfrit stål!

Jeg så første gang hans stålsatte kreationer på Facebook og blev straks begejstret. Det skrev jeg til ham, og han svarede venligt tilbage, at jeg skam godt kunne blive skrevet op til næste produktionsrunde.

Det gjorde jeg, og en dag var det så vidt. Lars havde været i det kreative hjørne og sågar ladet sig indspirere af nogle af mine indlæg på Facebook.

Resultatet var blevet et lille kunstværk i rustfrit stål, som Lars havde døbt “Dråben”, da den symboliserer vandet og livet i vandet. En smuk lille sag på 21 x 13 cm monteret med 7 holdere med klemmer til fluer.

Op af bundpladen dukker hoved og rygfinne af en ørred på jagt. Det er da inspiration, så det basker!



De syv holdere med klemmer var ingen tilfældighed, for i min verden gælder, at “Syv er Sagen”. Det havde jeg fortalt Lars. Og fremover binder jeg altid syv Juletræer ad gangen – i assorterede størrelser og farver, men altid syv i antal.

Det bringer held, forestiller jeg mig. Det er noget med de syv magre og de syv fede år fra Biblen, vist nok.



Nissen og Juletræet

Men ikke nok med det. Da Julen 2016 nærmede sig, og min netop afdøde mor var vel begravet på Vestervig Kirke, lå der en ny besked fra Lars:

“Jeg fik en af mine ideer, som bare måtte udføres”, stod der…

Ventetiden var lang ved postkassen. Det var næsten som igen at være den lille dreng, der glæder sig til juleaften. Da pakken endelig nåede frem, blev den pakket ud med andagt. I den lå det fineste lille Juletræ i rustfrit stål – med holder til en enkelt flue.

Hold op, hvor jeg blev glad, og “Juletræet” pryder nu mit skrivebord her i Randers.

“Dråben” indtog straks fluebinderbordet, så jeg er mildest talt godt kørende i rustfrit stål. Indtil videre er der da også kun bundet rustfri Juletræer ved fluestikket. Det manglede da bare andet!

Men det skulle heller ikke blive ved det. Under et besøg hos Lars i Høruphav viste han mig en helt ny og unik belysning: En målsørred i rustfrit stål med lys bag. Endda lys, som kunne skifte farve. Jeg bad straks om at komme på listen også her – og kom det.

På et tidspunkt kom posten så forbi med en stor pakke, der var omkring en halv meter lang. I den var den fineste trækasse med inskription og min logofisk indgraveret eller rettere brændt.

Den rustfri stålfisk hænger nu på min væg i sommerhuset, hvor den skaber den helt rigtige stemning, når der skal bindes fluer.

– Juletræer, forstås.



Tusind tak igen til Lars Nissen i Høruphav på Sydals.

Det er sådanne venner, man skal have!

© 2020 Steen Ulnits


Læs også historien om min lille logofisk,

der nu hænger på væggen over det store husalter