Der findes enkelte mennesker, man møder, og som man måske kun ser med års mellemrum. Men som alligevel har betydet og stadig betyder rigtig meget for én.
Jan Åke Fritzson er et sådant menneske. Jeg har kendt Jan Åke i rigtig mange år – ja, i flere årtier – men sammenlagt ikke tilbragt så megen tid i hans selskab, som jeg kunne have ønsket. Til gengæld har hvert eneste sekund været kvalitetstid, jeg for alt i verden ikke ville have været foruden.
Til Jan Åkes 75 års fødselsdag, der faldt i 2020, bad hans datter Magdalena mig og andre venner om hver at skrive et kapitel eller to om vore oplevelser sammen. Disse blev siden samlet i en årbog, der blev trykt i et eksemplar til fødselaren.
Det blev for mit vedkommende til følgende afsnit, som jeg tillader mig at dele her:
Stensjöån
“Bäckrödingar i brunt vatten”
Det var sidst i 1970’erne – før internettet blev opfundet. Det var dengang, man stadig skrev og sendte breve. Maskinskrevne, hvis det skulle være fint. Og håndskrevne, hvis det bare skulle være personligt.
Jeg havde ingen skrivemaskine – mine pennevenner rundt omkring i verden heller ikke. Så det blev personligt. Gennem en god ven og fiskekammerat på Als, hvor jeg boede i de tidlige 1970’ere, var jeg kommet i kontakt med Elon Petersen fra Ansager i Sydvestjylland. Elon havde mange pennevenner – dertil en sjældent smuk og misundelsesværdig håndskrift. Sirlig og regelmæssig.
Elon var en sand Kirsten Giftekniv for Pennevenner, og han formidlede snart kontakten til den svenske kunstner Gunnar Johnson, som jeg efterfølgende vekslede mange håndskrevne breve med. Primært om vandmiljø og fiskepleje, som vi begge interesserede os meget for.
En dag dumpede der så et brev ind gennem døren til min lille 1-værelses lejlighed i Brabrand uden for Aarhus. Heri fortalte Gunnar, at han havde mødt en “mycket kunnig flugfiskare”, som tilmed var kemiingeniør. – Vi bør træffes, mente Gunnar, og det gjorde vi så – hos Elon Petersen i Ansager.
Vi “klikkede” alle fire, som det så smukt hedder, og det blev efterfølgende til flere genbesøg i først Bodafors hos Gunnar og siden Snuggarp hos Jan Åke. Om jeg husker ret, er vi nogenlunde lige gamle – blot med ti års mellemrum!
Jan Åke var interesseret i fiskeribiologi, og han havde fortalt mig om, at der skam fandtes en selvreproducerende bestand af kildeørreder – bäckröding – i den lille Stensjöån ikke langt fra Snuggarp. Jeg havde aldrig fanget én, men ville forfærdeligt gerne. Og Jan Åke ville meget gerne guide mig til min første af slagsen i netop Stensjöån.
Det blev et spændende fiskeri, hvor vi i svindende lys vandrede gennem tæt skov langs den lille brunvandede å. Til sidst kom vi til en lille pool eller hölja, hvor Jan Åke var sikker på, at der stod en bäckröding og ventede på mig.
Det gjorde der også. Som på kommando steg den til en lille Rackelhane, som var den hotteste flue i de dage, hvor skandinavisk fluefiskeri søgte en egen identitet. Det var en smuk lille fisk på vel et halvt pund, som tog fluen stribende og kom ind til et hurtigt Kodachrome 64 foto. Som min første kildeørred nogensinde.
Herefter blev den varsomt returneret til åens brune vand.
Lillsjön
“Böckerna i Birgers bibliotek…”
En forsommer var jeg på besøg i Snygga Snuggarp, som jeg døbte gården ved Lillsjön nær Forserum. Et herligt sted, som jeg har mange gode minder fra. På et tidspunkt skulle der fisk i den lille Lillsjön ved gården, og det skulle naturligvis være ørreder, for man var vel fluefisker.
Det rygtedes imidlertid hurtigt, at der var udsat regnbueørreder i søen. De holdt til nær overfladen og blev her et let bytte for det lokale fiskeørnepar, der forsynede sig med letfanget føde – hver dag, ugen rundt. Det blev efterhånden lidt for dyrt, og udsætningerne blev indstillet, husker jeg.
En dag var Jan Åke og jeg inviteret op til vennen og bossen Birger Åberg, som boede smukt ved den lille Skärsjön. Vi skulle fiske efter søens rødinger, og det skulle ske i de lyse smålandske nætter. Faktisk mindes jeg, at det var på selve min 30 års fødselsdag. Eller i hvert fald kun få dage fra.
Vi startede ud med et besøg i Birgers smukke bibliotek, der rummede mange fine bøger – de fineste i læderbind.
Den allerfineste stod dog lidt for sig selv og blev andægtigt taget ned af Birger. Da han åbnede den, lå der en flad flaske af den fineste Single Malt skotsk whisky. Som vi naturligvis var nødt til at smage på. Det ville jo være uhøfligt andet.
Vi lånte herefter Birgers lille båd og gjorde klar til at ro ud på den spejlblanke sø. Birger kom ned til broen med en tung og velspækket frokostkurv, for uden mad og drikke duer vi helte jo ikke.
Vi fiskede og fiskede, mens det trods alt blev mørkere mellem træerne. Søen var fyldt med vakande fisk, men ingen ville røre vore fluer. Ikke én eneste. Vi fandt således aldrig ud af, om det var rødinger eller blot mört – skaller…
På et tidspunkt blev vi sultne og gik derfor i gang med at undersøge frokostkurven for en bid brød. Der var imidlertid ingen. Ingen fast føde. Der var kun øl – stærk øl – i den smukke og overraskende tunge frokostkurv med det ternede stofklæde over. Og hvad kunne vi vel andet gøre end at indtage vor tiltrængte og medbragte proviant…
Det var ganske mørkt mellem de høje graner, da vi kom i land. Birger med frue var gået i seng, og vi skulle nu vandre de få kilometer hjem til Snuggarp. Ingen bil på de små skovveje. Så forudseende havde Jan Åke dog været.
Men ak. Jan Åke og jeg for vild i storskoven. Og det varede flere timer, inden det lysnede så meget, at vi kunne finde vejen hjem. Inden der var fordampet tilstrækkeligt med alkohol.
Jeg husker tydeligt, at fru Margaretha bestemt ikke var begejstret ved gensynet i den årle morgenstund…
Vättern
“Kalla rödingar och heta laxar”
Et andet af Jan Åkes hjemmevande er Vättern – en kæmpestor, klarvandet og fascinerende indsø. En sø, som det er en fornøjelse at fiske i. En sø, hvor man kan se flere meter ned i det klare vand. En sø, der byder koldtvandselskende laksefisk som både røding og indsølaks på ideelle levevilkår.
Det var i de år, hvor man satte mange indsølaks ud i Vättern – hvor de stortrivedes og voksede hurtigt. Det var også i de år, hvor jeg fik min første pontonbåd – en amerikansk River Otter, der dog hurtigt blev skiftet ud med en Hobie Float Cat med faste pontoner.
Den havde jeg med i bilen på Grenå-Varberg færgen, og den vakte stor interesse allerede ved ankomsten til Sverige. I hvert fald blev jeg straks vinket ind til toldeftersyn, for sådan et fartøj havde de aldrig set før. Måske tolden troede, at pontonerne var fyldt med kokain?
De venlige toldere nærmest splittede min Shogun ad, før de opgav og lod mig pakke bilen for anden gang – nu med kurs mod Forserum. Dagen efter tog vi til Vättern – Jan Åke med sin nye flydering og jeg med min ditto pontonbåd.
Det blæste noget, men ikke mere, end at det lod sig gøre at henholdsvis padle og ro ud i bølgerne. Og der var bid med det samme. En indsølaks huggede min lille rørflue hårdt og kontant, inden den stak lodret i dybet. På et tidspunkt gik linen lodret ned i vandet mellem mine ben!
Til sidst glimtede det sølv i det klare vand, og op kom en lynende blank laks på knap 60 cm. Den måtte dog ud igen, da mindstemålet netop var hævet fra 50 til 60 cm…
Blæsten tog til, og vi besluttede os for at tage i land igen. På vej ind i den lille naturhavn ved Gränna havde jeg fluen slæbende efter mig i kølvandet – med stangen klemt fast mellem knæene. Og da huggede det hårdt én gang til. Denne gang gik fisken ikke i dybet, men sprang meterhøjt ud af vandet, som indsølaks er kendt for at gøre. Faktisk var den så højt oppe, at jeg kunne se Visingsö ude i horisonten – under laksen!
Samtidig måtte jeg kæmpe med såvel bølger udefra som returbølger inde fra klipperne. I sandhed en kaotisk fight med en mindeværdig laks.
Året efter havde vi opgraderet vore fartøjer. Jan Åke havde investeret i en herlig båd med indenbords motor og mast til sejl. En varm og stille sommerdag var vi på søen og fiskede målrettet efter dens rødinger. Jan Åke havde udrustningen i orden, så vi kunne fiske rigtig dybt, hvor vandet var tilpas koldt til de eksklusive Vättern rødinger.
Vi sad i solskin og vindstille – med bar overkrop – da det huggede i dybet. Op kom en sølvblank røding, som jeg aldrig glemmer. Overfladevandet var nemlig badevarmt, men fisken selv var iskold at føle på – fra dens ophold i Vätterns dybe og altid kolde vand.
Seeing may be believing. But feeling is believing…
Stensjön
“Gös på lågt vatten”
Min smålandske fiskedebut fik jeg som nævnt i den lille Stensjöån, der løber ind i søen af samme navn.
I mellemtiden havde Jan Åke udvidet sit fisketerritorium til også at omfatte Stensjön selv. Her var der fokus på søens fine, men noget svingende bestand af sandart – gös. De kom ind på lavt vand for at gyde i det sene forår, og herinde kunne de som noget ganske eksklusivt fanges på flue og fluestang. Det havde jeg aldrig prøvet før.
Det blev en fin dag med Jan Åke ved årer og fluestang, mens jeg selv lod mig guide rundt på den brunvandede sø. Efter lidt eksperimenteren fandt vi fiskene inde på grundt vand, hvor de gerne ville tage vore flashy fluer. Selv havde jeg stort held med en flue, der for alvor kunne flytte vand med sin store plastkrave. Den tog jeg alle mine fisk på.
Jan Åke fik kun én, men det var til gengæld den største. Selv fik jeg fire fine gös, som var i den perfekte spisestørrelse, og som derfor kom med hjem. Ja, de kom faktisk med helt hjem til Danmark – endda med den svenske tolds fulde velsignelse. De var mere interesseret i trafikken den modsatte vej!
Well, well, well… Når jeg dykker ned i mindernes bank, da toner rigtig mange fine erindringer om fisketure med Jan Åke frem. Gemt, men slet ikke glemt. Jeg håber, de bliver til flere endnu.
Så tillykke med de 75 år, Jan Åke. Og tak for de 35, vi har kendt hinanden i. Håber, der er mange fisketure og fluekast tilbage til os begge!
Efterskrift
Det var der så imidlertid ikke. Jan Åke fik konstateret melanoma for snart mange år siden, blev behandlet og frikendt. Men kræften var stadig i kroppen, og sidste år slog den så til igen. Med metastaser i livsvigtige organer.
Jan Åke var klar over, at han havde kastet sin sidste flue over Stensjöån. Det skrev han i en takke-mail for bogen med blandt andre ovenstående kapitler fra familie og venner.
Men godt, vi nåede at kaste nogle stykker sammen inden da.
Det var altid en fornøjelse.
R.I.P. Jan Åke
Jan-Åke fyldte 76 i mandags og døde to dage senere. Han efterlader sig sin søde hustru Anita samt døtrene Marit og Magdalena, som han har sammen med Margaretha från Snygga Snuggarp.
Foto: Anita Viktorstam
En glad Jan Åke i telefonen fra Jönköping for snart mange år siden:
“Jag börjat dansa!”
Og det var med hans senere fru Anita.
Del denne artikel: